Læsetid: 3 min.

Resocialisering går dårligt i spænd med hårdere straffe

Justitsminister Lars Barfoed (K) vil satse mere på resocialisering via bedre muligheder for uddannelse i fængslerne. Fagfolk klapper i hænderne, men påpeger, at forslaget spiller dårligt sammen med regeringens hidtil så hårde retspolitiske linie
Der skal trænes andet end biceps i de danske fængsler. Justitsminister Lars Barfoed vil forbedre de indsattes muligheder for at uddanne sig.

Der skal trænes andet end biceps i de danske fængsler. Justitsminister Lars Barfoed vil forbedre de indsattes muligheder for at uddanne sig.

Ulrik Jantzen

Indland
19. april 2010

Det skal være slut med strengere straffe. Nu skal der satses på forebyggelse og uddannelse. Den melding kommer justitsminister Lars Barfoed (K) nu med ifølge Jyllands-Posten.

Og efter ti år med en stadig hårdere linie overfor kriminelle, er det på høje tid, at regeringen lytter til sagkundskaben og satser mere på forebyggelse og resocialisering, mener formanden for KRIM, Claus Bonnez:

»Danmark overholder slet ikke de europæiske fængselsreglers krav om, at uddannelse skal prioriteres højere end almindeligt fængselsarbejde. Der alt for mange danske indsatte, der vil uddanne sig, men ikke kan få en uddannelsesplads.«

John Hatting, der er formand for Kriminalforsorgsforeningen kalder det positivt, at justitsministeren bruger sin sunde fornuft på uddannelse for de indsatte. Men det er en rigtig svær opgave, da de danske fængsler rummer nogle af de dårligst uddannede og mest skoletrætte.

»Kriminalforsorgen har i dag ansat 60-70 lærere til at undervise de cirka 4.000 indsatte i de danske fængsler. Hvis man skal gøre det ordentlig, så skal der flere lærerkræfter til,« siger John Hatting.

Opbevaring

Den premiereaktuelle danske film R, der bygger på research blandt ansatte og indsatte i fængslerne, kritiserer de voldelige og hierarkiske forhold i de danske fængsler. Fængselsbetjent Kim Vestergaard Winther, der medvirker i filmen, mener, at bedre muligheder for uddannelse vil at forbedre forholdene i de danske fængsler.

»Fængslerne er blevet en skraldespand for det danske samfund, hvor man putter folk hen, og så håber man aldrig at høre mere om dem. Det er fængselssystemets problem at forbedre på fangerne, men der er stort set ingen uddannelsespladser, og så bliver det jo ren opbevaring,« mener Kim Vestergaard Winther.

Advokat Claus Bonnez, der selv har en fortid som kriminel, mener brutalitet og hierarki blandt fangerne hænger sammen med den måde, vi har indrettet fængslerne. Lukkede fængsler og mere disciplin betyder mere brutalitet blandt de indsatte.

»De fængsler, hvor der er mere pædagogisk personale, har ikke de samme hierarkier og så meget vold, for når personalet bruger andre styreredskaber end magt, så smitter det af på fangerne,« siger Claus Bonnez.

Claus Bonnez mener, der er god økonomisk ræson i at satse på mere uddannelse af de indsatte:

»Det er klart billigere at uddanne de indsatte, fordi man vil kunne spare på fængselspersonalet, hvis langt flere indsatte kunne afsone i åbne fængsler og få udgang til uddannelse med f.eks. elektronisk fodlænke.«

Under VK-regeringen er udviklingen gået i retning af flere lukkede fængsler, selvom det ifølge Claus Bonnez er langt dyrere.

»Samtidig er der blevet nedlagt åbne fængselspladser, selvom de er billigere og giver bedre muligheder for at uddanne sig, så det er lidt molbo-arbejde, at regeringen har bygget det her hus op, som nu skal rives ned igen,« mener Bonnez.

John Hatting mener, der er behov for en større regelsanering, fordi nogle af regeringens retspolitiske stramninger har betydet, at det er sværere at komme i åbne fængsler og få prøveløsladelse.

»De indsatte kommer i dag langt senere ud i åbne fængsler, hvor der er bedre muligheder for at blive sluset ind på uddannelser og ud i arbejde. I dag er der alt for mange tilfælde, hvor folk løslades direkte fra et lukket fængsel, og det er en rigtig dårlig start på en kriminalitetsfri tilværelse,« siger John Hatting.

Retspolitisk retræte

Lars Barfoed vil også nedbringe antallet af indsatte, der havner i kriminalitet igen efter endt afsoning. I dag falder cirka hver tredje tilbage. Om få år håber justitsministeren på, at kun hver femte indsatte vender tilbage til den kriminelle løbebane. Og uddannelse er nøglen til at få sænket den såkaldte recidiv-procent, mener John Hatting, men det går dårligt i spænd med regeringens øvrige retspolitiske stramninger: »At stramme med den ene hånd og tilbyde uddannelse og resocialisering med den anden er nærmest at tale med to tunger. Hvis ministeren virkelig mener det her, så burde han trække det tåbelige forslag om at sænke den kriminelle lavalder tilbage, for det betyder virkelig, at vi får fastholdt de yngste i kriminalitet mange år fremover.«

Bonnez ser justitsministerens kursskifte som et tegn på, at regeringen måske er ved at erkende, at den hårde retspolitiske linie har slået fejl: »Regeringens hårde linje har været en retspolitisk fiasko, hvis man ser på, hvor meget den grove vold er steget og skyderierne i København. For kriminaliteten har altid afspejlet den retspolitiske linie.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis ministeren virkelig mener det her, så burde han trække det tåbelige forslag om at sænke den kriminelle lavalder tilbage,

Ja men det mener Lars Barfoed - Danmarks svar på JFK - skam heller ikke ....

...faktisk er han bare rigtig godt irriteret over at det aldrig er muligt at scorre nogle nemme point i politik...

Niklas Monrad

Bonnez er et rigtig vrøvlehoved hvilket kommer klart til udtryk i hans sidste sætning: “kriminaliteten har altid afspejlet den retspolitiske linie”. Den absurde konsekvens af den, stupide sætning er nemlig at hvis den retspolitiskle linie var, at tillade alt og undlade at straffe, så ville samfundet være fri for kriminalitet og fri for vold.

Det er på tide at holde op med at bilde sig selv ind at et fængselsophold skal have et resocialiserende formål. Et fængselsophold er en straf, det er hævn og det er en mere eller mindre midlertig foranstaltning til at beskytte af den lovlige del af samfundet.

Der er groft set fire slags kriminelle:

Der er de “økonomisk kriminelle”, der som regel ikke tyer til vold. De er som regel relativt veluddannede i forvejen og tager kalkulerede risici. Kriminaliteten begået af denne person er fuldstændig uafhængig af den retspolitiske linie.

Der er det som jeg vil kalde de “hændelses kriminelle” og som for eksempel kan være manden eller kvinden som myrder i et pludseligt anfald af raseri/jalousi/desperation og ofret er som regel et familiemedlem eller flere. Det er den person, som selv lider efter at have begået sin forbrydelse og som næsten med statsgaranti ikke er til fare for samfundet som helhed. Dette vil som regel være en mønster fange som ikke skaber problemer under afsoning, og som ikke er del af noget hieraki i fængslet. Kriminaliteten begået af denne person er fuldstændig uafhængig af den retspolitiske linie.

Så er der de “evindeligt kriminelle” de (evne) fattige, de udstødte, misbrugte, narkomaner og andre småkriminelle stakler som hutler sig frem både udenfor såvel som indenfor murene. Det er disse mennesker som igennem hele deres liv flyder igennem vore sociale institutioner, fra de bliver tvangsfjernet, til ungdomsinstitution, til fængsel, til herberg, til psykiatriske hospitaler og hele turen om igen indtil de dør af druk, en overdosis, eller bliver stukket ihjel af nogen fra den samme gruppe mennesker som de selv. De har somme tider et arbejde, men evner ikke at holde længe på det. De er alene og ensomme når de er fri, og underlagt et grusomt hieraki når de afsoner, misbrugt som kurerer, vaskekoner, og udsuget for de skillinger de måtte tjene til at betale deres narko gæld. Kriminaliteten begået af denne person er til dels afhængig af den retspolitiske linie. Hvis problemet er afhængighed af stoffer er det klart at den afhængighed leder til følgekriminalitet, men i det store hele er kriminaliteten en social konsekvens.

Så er der den “livsstils kriminelle”. Det er den kriminelle som er medlem af en bande, som finder sin identitet i en subkultur og som styrker sin egen identitet hver gang personen bryder loven. Der hersker en stærk følelse af ”berettigelse” og selvretfærdighedsgørelse. Personen vil styrke sit bånd til gruppen under afsoning, og hvis det at uddanne sig ikke har givet respekt uden for murene, så kan man tænke sig til hvor meget respekt det vil føre til inden for murene. I gruppen er der naturligvis er række psykologiske variationer, fra den almindelige, svage, måske uintelligente, som blot søger beskyttelse under gruppens vinger, helt over til gruppen af psykopater. Den mest intelligente er leder af gruppen - formelt eller informelt - og vil som regel have en stærk indflydelse på det mest psykopatiske og farlige medlem, som bruges til at holde andre i skak med.

Så længe den slags grupperinger har mulighed for at forblive sammen under afsoning, er individerne uden for pædagogisk rækkevidde, og enhver tale om uddannelse vil være et forsøg på et udnytte systemet mest muligt til egen fordel, at undgå fysisk arbejde, og bestemt ikke som noget resocialiserings projekt. De er snyltere uden for murene og de er snyltere inden for murene. De misbruger svage individer og individers svagheder. Ikke af nød, ikke i et følelsesmæssigt øjeblik, men af ren lyst og uden anger. Fordi de ser sig selv som misforståede, forfulgte ofre for samfundet mener de at de ikke skylder nogen noget som helst og kan gøre, hvad der passer dem. Kriminaliteten begået af denne person er fuldstændig uafhængig af den retspolitiske linie.

Den retspolitiske linie som forbyder blød såvel som hård narkotika, er det fundament som understøtter de livsstils kriminelle. Det er den retspolitiske linie som beriger dem, som giver dem status både uden for og inden for murene og som dermed er med til at bestyrke dem i deres forvrængede selvophøjelse og gøre netop dem farlige for det omgivende samfund. Det er den linie, som holder liv i nogle af de mest voldelige grupperinger i verden, som hjælper til med at korrumpere regeringer og lede til uduelig regeringførelse i utallige lande.

Vil politikere af såkaldt humanistiske årsager ikke opgive denne del af deres retspolitiske linie, så må de tage konsekvensen og slå meget hårdere ned på den bande kriminalitet der lever af den. Men så længe der “er penge i lortet” skal man ikke tro at et uddannelsesforløb i fængslet løser noget som helst.

Niklas Monrad

Korrektion til ovenstående: naturligvis er hoved delen af kriminaliteten - handel med euforiserende stoffer - begået af personer i den “livsstils kriminelle”gruppe afhængig af den retspolitiske linie, og den resterende del af kriminaliteten forbundet med disse grupper er en konsekvens af dette forhold.