
Når SF's landsmøde her i weekenden skal behandle partiledelsens forslag til en landsmødeudtalelse, vil den samtidig skulle tage stilling til en række ændringsforslag fra socialordfører Özlem Sara Cekic. Hun undrer sig over, at de fattige, de udsatte og folk på overførselsindkomster ikke er nævnt med ét ord i forslaget.
»Vi skal 'ud af krisen og op i gear', som sloganet er for vores landsmøde. Men der er bare en gruppe mennesker, som var dømt ude af samfundet lang tid før, at den økonomiske krise startede. Dem må vi ikke glemme,« siger Cekic, der foreslår landsmødeudtalelsen ændret, så punkter som »et mere rummeligt arbejdsmarked«, »mindre fattigdom« og »bedre vilkår for sindslidende og førtidspensionister« også indgår.
Udtalelserne falder dagen efter, at SF-formand Villy Søvndal her i Information ellers opfordrede partifællerne til at holde igen med de interne diskussioner - og i stedet koncentrere sig om at præsentere vælgerne for det regeringsalternativ, som SF udgør.
Men Cekic advarer:
»SF har aldrig været så tæt på magten, som vi er i dag. Men i sådan en vælgermæssig opsvingsperiode, da må SF ikke glemme sit eksistensgrundlag. Vi har lige rundet de 50 år - og vi har altid været vagthund for de svagestes og de udsattes interesser. Det skal vi blive ved med.«
Ikke middelklassen
- Thor Möger Pedersen, der er kandidat til næstformandsposten i SF, erklærede ellers i et interview med Politiken, at »vi vil ikke længere være vagthund, men magthund«. Hvad synes du om det?
»Det ene modsiger ikke det andet. Jeg vil blive ved med at fastholde, at SF også skal være en vagthund. Vi er ikke og skal ikke være et parti, der bare skal tilgodese middelklassen. Det er under-Danmark, som vi skal kæmpe for.«
Lige som sine partifæller glæder Özlem Cekic sig over, at stadigt flere vælgere vandrer over den politiske midte og erklærer sig parate til at sætte kryds ved SF.
»Men der er to måder at hente vælgere på. Det ene er at tale deres sprog, tilpasse sig deres holdninger og puste til deres frygt. Det andet er at vise dem, at vi gør en konkret forskel for dem ved igennem vores politik at løse deres sociale problemer. Jeg synes ikke, vi skal tale deres sprog. Jeg synes, vi skal løse deres sociale problemer,« siger hun.
- Siden Villy Søvndal blev formand for fem år siden, har det været fortællingen, at SF tidligere kun stod på sidelinjen og kritiserede - men nu skal være et »indflydelsesparti« i stedet. Er du uenig i det?
»Man kan ikke eksistere i 50 år, hvis man kun brokker sig. Jeg synes, at SF hele tiden har prøvet at komme med gode forslag til løsninger. Det skal man huske. Der er en lang fortælling om SF, som jeg er rigtig, rigtig stolt af.«
- Men den historiske SF-fremgang, vi har set de sidste fem år, den er vel bl.a. kommet af kompromisvillighed og ved at tilpasse sig Socialdemokraterne. Er det ikke ok?
»Jo - selvfølgelig skal vi samarbejde og tilpasse os hinanden, hvis vi skal vælte regeringen. Men det er bare vigtigt for mig at sige: Vi er ikke de røde socialdemokrater,« siger Özlem Sara Cekic.
Özlem Sara Cekic:
'Vi er ikke de røde socialdemokrater'
Næh, SFerne er vel nærmest blevet brune...
SF er et regeringsdueligt Parti. Måske kunne de have lidt mere på hylderne og samtidig formå, at fremstå som et realistisk alternativ til den borgerlige blok; som jo har skidt i nælderne alt for længe med den samme medicin.
Det ville klæde SF om de fik klædt de sidste ti års socialpolitik af til skindet, fik klarlagt og fortalt vælgerne hvad der er hændt.Det går vel ud på, at vinde socialpolitikken tilbage til rød blok.Beskæftigelsesministeriet og faste takster er ikke vejen frem.For at undgå for megen social elendighed,tænker jeg, at skal der tilføres penge til egentligt socialt arbejde.
Kommer vi ud på den anden side af krisen, er det blandt andet vigtigt, at der bliver invisteret i arbejdspladser og uddannelse af arbejdskraften herhjemme; så kommer mange arbejdsløse i arbejde igen - af sig selv.Men hvem har egentligt et nationalt sigte på arbejdsmarkedet,hvem vil skabe arbejdspladser i DK ?
Det er et åbent spørgsmål hvor længe der stadigvæk vil være plads til politikere som Özlem Sara Cekici SF.
Andetsteds i dagens avis kan man læse at Özlem Cekic af partitoppen er blevet tvunget til at trække et forslag tilbage om at man på landsmødet diskuterer Dansk Folkepartis mulige indflydelse på en S+SF regerings politik.
Mon ikke det snart er på tide at Özlem Sara Cekici og de andre rigtige SFere forlader søvndalisternes moralske fallitbo for at danne deres eget parti subsidiært for at melde sig ind i Enhedslisten?
Kilde:
http://www.information.dk/telegram/230971
Har lagt mærke til, at SF'ere osse er begyndt at sige "danskerne" i stedet for "folk", "befolkningen", "borgerne" m.fl. - det er kvalmende!
Det er ellers lige præcis sådan jeg altid har opfattet SF, også før Villy - som de røde socialdemokrater. Så vidt jeg husker blev SF dannet af resocialiserede kommunister (bøh!) som ønskede en politisk karriere, uden helt at opgive arvegodset. Altså et kompromis. I samme terminologi giver det mening (i det mindste for mig) at kalde Enhedslisten for de røde SF´ere.
Nu har Ole Sohn indrømmet at man i fremtiden vil samarbejde med dansk Folkeparti. Özlem Sara Cekici må efterhånden indse, at søvndalisterne ikke er det mindste røde. De er brune.
I forgårs havde Politiken en meningsmåling, som viste at Liberal Alliance stod til 2.2%. Det affødte noget der mindede om epileptiske anfald hos diverse politiske talende hoveder, som imidlertid fuldstændig overså, at LA reelt er gået tilbage med 0.4% i forhold til sidste valg og har mistet et mandat.
Hvad der imidlertid blev guldstændig overset, var at Enhedsliste Ø er røget op på 3.6%, hvilket er en stigning på 65% i forhold til valget.
Det er en ufattelig vælgervandring til liste Ø, og den kommer udenfor enhver tvivl hovedsaligt fra utilfredse SF vælgere. DET er spændende, og de politiske kommentatorer må hellere tage solbrillerne af.
Hvis Øzlem forlader SF, vil det være et ufatteligt tab for partiet, for hun er en af dets mest dygtige og effektive folketingsmedlemmer. Bl.a. har hun gjort et fabelagtigt arbejde i forhold til indførelse af åbne dokumentstandarder inden for det offentlige, et resultat hvis betydning rækker enormt langt ud over denne folketingsperiode.
Özlem Sara Cekic er SFs mest troværdige folketingsmedlem.
Ændringerne i SF er nødvendige, hvis rød blok vil til magten. Derfor kan jeg godt tilgive SF for nu.
Men de får meget at bevise når de først kommer til magten. De skal bevise, at deres oprindelige kerneværdier har overlevet denne - forhåbentlig midlertidige - transformation.
Historien vil dømme SF, men efter min mening er det stadig for tidligt at dømme dem.
Villy Søvndal og Ole Sohn har manøvreret eminent dygtigt.
Hvis s - SF danner regering efter næste valg, så er det sidste gang S får statsministerposten, derefter vil SF være venstrefløjens bærende "statsministerparti" med S som støtte.
SF har forstået, at i et demokrati er det vælgerne , der bestemmer.
Hvis man vil have en chance for at få ministerposter, så må man vinde vælgernes gunst, og det arbejde SF på ved at rette ind efter hvor flertallet er i vælgerbefolkningen.
Rune,
I 1938 iværksatte Stalin "den røde terror". Det var nødvendigt for at forhindre tyske agenter i at gribe magten. Sagde man.
Du skal ikke komme og tale her om "nødvendigheden" af at forlade de humanistiske ideer for en stund for at kunne gribe magten.
Sådan taler kun magthunde.
Morten:
Jeg mener ikke at de har "forladt deres humanistiske ideer". Slet ikke.
De fremhæver ikke alle lige meget, men det er en anden ting.
Som du så, var Venstre jo ikke rigtige Socialdemokrater. De ville jo stadig minimalstaten, selvom de påstod det modsatte. Det viste sig jo også, at de slet ikke var grønne, selvom de påstod det.
Så langt ad løgnagtighedens og forstillelsens vej er SF dog trods alt ikke kommet, og selvom de vælger nøje hvilke værdier de vil fremhæve og hvilke de vil skjule, i det taktiske spil om vælgerne, så er det ikke ensbetydende med, at de ikke stadig har grundværdierne - netop som du har set V havde det, trods deres løgnagtige forstillelser.
Om de stadig har deres oprindelige værdigrundlag - det er dét jeg mener historien skal bevise. Men det er efter min mening for tidligt at dømme dem.
Rune,
VK har skadet Danmark var ved at lukke svinehundene fra DF ind i stuerne. Og gjort ordet "velfærdssamfund" til et race-ren apartheidsfornøjelse i kolonihaven.
Nu vil SF også have DF'erne med til at forme fremtidens samfund. Og dukkefører Tor Møger kan sikkert få det til at lyde helt legitimt ved at tale of "Folket".
Jeg vil citere en tidligere statsminister: "I er ikke, og bliver aldrig stuerene". Det starter og slutter der.
Helt enig Morten Kjeldgaard
SF er i mine øjne ude på et sidespor, og jeg er bange for at når man kommer til magten vil det skinne igennem, eller det vil være forgæves, og man så siden hen enten har skuffet kernevælgerne, eller har skuffet populismens tåber. Som udfald står man igen som et utroværdigt parti, som jo har hjemsøgt SF igennem evigheder.
Man kan ikke bøje politiske værdier i perioder, så er der klart manglende substans i ens holdninger.
Morten Kjeldgaard
hvis du nu absolut skal gøre dig i historiske sammenligninger så skader det ikke lige at læse lidt først - den røde terror blev iværksat af Lenin - og dateres normalt til 2 september 1918 -
http://www.information.dk/telegram/230999
' Hele vores regeringsprojekt går ud på at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Jeg går ud fra, at det stadig er den officielle SF-politik'
hvordan kan folk identificere SF med DF når de tager klart afstand fra dem?
Henning Ristinge,
Det er korrekt at der var flere bølger af rød terror. En af de for sovjetstyret mest alvorlige havde sit højdepunkt i 1937-38, iværksat af Yezhov og fuldført af Beria ... som iøvrigt myrdede sin forgænger i samme ombæring. Herved udslettede man stort set samlige officerer i den røde hær, hvilket resulterede i at Hitler nogle år efter var en hårsbredde fra at besejre Sovjetunionen.
Men de historiske detaljer er fuldstændig irrellevante for mit argument, som er, at den røde terror illustrerer hvad der kan ske hvis man "midlertidigt" slipper ideerne om humanismen for at "gribe magten" og "forsvare nationen", "proletariatet", "arbejderklassen", osv.
For dét argument er det ligegyldigt hvilken bølge af rød terror man bruger som eksempel.
Morten, du skal ikke være så bekymret. Svinehundene ryger ud på røv og albuer sammen med regeringen, de vil bare ryge meget længere ud, for de borgerlige vil slå hånden af dem, så snart de kan. Derpå går der mindst et tiår inden de bliver relevante igen. Mindst.
Helge Berg:
."hvordan kan folk identificere SF med DF når de tager klart afstand fra dem?"
Det er nok fordi topledelsen i SF i så fald har en noget særpræget måde at tage afstand på. Ole Sohn har ekempelvis så sent som i dag været ude at fortælle pressen at man da meget gerne vil samarbejde med Dansk Folkeparti.
Rune,
Lad os håbe du har ret. Og med økonomiske krisetider og massearbejdsløshed i horizonten må vi imødese at "værdikampen" nok snart slutter. Og hvem tabte? Det gjorde Danmark.
spændende retorik man hører fra flere erklærede SF vælgere.
Det accepteres at der før valget manøvreres så max vælgere komer i hus.
Men efter valget skal de gamle skrottede principper tages frem igen !
Hvis det skulle lykkes SF at nedbryde den dipolare fastlåsthed i dansk politik (med to liberale fløje med næsten ens politik - og så lidt velhavende storbytosser der slås om at sælge det halvfemsende halvfimsede holdningsløse mandat til højestbydende kammerat-klub), så skal det da være velkomment.
Det er tydeligvis sindsoprivende og forvirrende, at venstrefløjen, specielt Enhedslisten, har så god en dag i dag. Der svedes ansvarsangstens sved.
Jeg tror ikke SF har magt nok til at lede en tværfløjs-regering. De kan ikke engang instigere den, for beklageligvis peger S aldrig på andre end sig selv - eller Venstre (!!!) - under 'dronningerunder', så det bliver efter piben fra S det hele evt. foregår. Håbet må mest af alt gå i retning af, at S så ikke endnu engang, om det kommer dertil, deponerer sig i et rabiat trygheds-foragtende kapitalistisk vækst-højreparti som RV.
Så vil mange (dog ikke Morten Kjeldgaard lige her ove´r ...),sige : Hellere det så intuitive og tågede DF. Naturligvis noget af en klods. Det er jo ikke bare sådan et mini-parti man kan give sin egen hale at gumle på. Men at forestille sig, at DF ikke har til hensigt at varetage danske vælgeres interesser på bredt folkeligt plan, det er nok alligevel for paranoidt. Man kan så sige at viljen til at coache DF er ikke så stor her i panelet som hos SFU..
Værdikampe tabes generelt af fløjkrigere. Fløj ufortalt.
Helge Berg,
Det er lidt pudsigt at du bruger netop det citat til at vise at SF vil holde DF uden for indflydelse. Det bliver jo, iflg. din egen kildehenvisning, fremsat af et menigt medlem, og står (igen iflg. din egen kilde) "i modsætning til" partiledelsens holdning.
Det er *især* utroværdigt hvis det er rigtigt, at Ole Sohn har truet Özlem Cekic til at lade være med at fremsætte et forslag, der netop skulle eksplicitere at SF aktivt ville modarbejde DF.
Begynder SF at samarbejde med DF, hvilket lyder som en dårlig joke. Ja så skal de ikke forvente min stemme i rød blok, så stemmer jeg blankt fremover. Det er simpelthen uacceptabelt..
Læs iøvrig Politikens Lars Trier Mogensens "Generation DF styrer mod magten":
http://politiken.dk/debat/signatur/article939990.ece
Citat fra artiklen:
SFU repræsenterer i dag de værdier, som medlemmernes egne forældre engang kaldte for »reaktionære«, »patriarkalske« og »ligusterfascistiske«.
Som medlem af forældregenerationen kan jeg blot sige at den karakteristik sidder lige i skabet.
Berlingske Tidende har en portrætartikel af unge Tor Möger Pedersen: "SFs nye unge godfather":
http://www.berlingske.dk/politik/sfs-nye-unge-godfather
Heri citeres en partikammerat for at sige: »Jeg er bekymret for, hvad Thor er parat til for at nå ledelsens mål. Løgn, manipulation og spin er bare nogle af de metoder, Thor flittigt benytter sig af.«
Tak til Morten Kjeldgaard for et interessant link. I portrætartiklen om Möger kan man i øvrigt også læse følgende oplysende sekvens:
»Thor er partitoppens mand. Jeg er ikke i tvivl om, at Søvndal og Ole Sohn vil sætte ham ind som næstformand for at få en strammere styring af det lokale bagland og minimere de kritiske røster«
Der kan ikke herske tvivl om, at det er en rigtig magthund, Villy og Ole har fået installeret i topledelsen.
Spørgsmålet er så hvor længe de rigtige SFere vil blive ved med at finde sig i at være reduceret til klakører, der har til opgave at bukke og nikke, når den store rorgænger og Der Grosse Möger har talt?
Kære Özlem Cekic Der findes et parti der gerne vil være vagthund og kæmpe de socialt udsattes sag: Enhedslisten! Og du skal være velkommen!
dorte sørensen
Jeg vil gerne sige velkommen til min navne søster. Det er godt at du staver dit navn med små bogstaver så kan vi ikke forveksles og tages til indtægt for hinandens synspunkter.
Også herfra skal lyde et velkommen til Dorte med lille d. Så nu da vi har en stemme fra det eksplosivt voksende parti (iflg. seneste måling ville Ø nu stå til 7 mandater... lur mig om ikke det tal stiger væsentligt) kunne det være rigtig, rigtig, interessant at høre hvordan Ø forholder sig til den rød-brune alliance.
Sikke dog en masse kloge indlæg, men lad os nu få et valg og se, hvad der så sker. Husk, det er svært at spå, især om fremtiden...
Så glade er SF da vist heller ikke for DF?
http://www.information.dk/telegram/231087
Som snart tidligere medlem af Socialistisk Folkeparti ... læs det lige igen og smag så på det første ord ..., vil min stemme ved et kommende folketingsvalg, som nok vil melde sin ankomst til november, tilfalde et parti på den yderste venstrefløj af netop de årsager, som en del af ovenstående indlæg indeholder.
Socialister, det er SF ikke længere. Og der kommer samarbejde med DF. Derom er der slet ingen tvivl. Pia skal nok møve sig ind på Helle og Villy mens tid er...