Læsetid: 3 min.

Så fik dement iraker lov at blive

Integrationsministeriet afviste at få foretaget en hjernescanning af den svært demente 72-årige irakiske asylansøger Hassan Gardi, og Rigspolitiet fængslede ham. Efter læger udenom ministeriet foretog scanningen, har han nu - efter års ventetid - fået humanitær opholdstilladelse
Hassan Gardi var blandt de irakere, der søgte ly i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Nu har den demente ældre mand fået lov til at blive i Danmark.

Hassan Gardi var blandt de irakere, der søgte ly i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Nu har den demente ældre mand fået lov til at blive i Danmark.

Kristine Kiilerich

10. april 2010

Mange var nok blevet forargede, hvis de danske udlændingemyndigheder havde tvunget Hassan Gardi ombord på et fly til Bagdad. Det var ikke desto mindre planen, indtil Integrationsministeriet i denne uge valgte at gå imod ministeriets egne gentagne afslag til den 72-årige svært demente afviste irakiske asylansøger.

»Ministeriet har ved afgørelsen i sagen lagt vægt på de nye lægelige oplysninger i sagen, om at Hassan Mohammed Hussein Gardi er diagnosticeret med en såkaldt organisk demens,« skriver ministeriet i den nye afgørelse, der giver humanitær opholdstilladelse til Hassan Gardi og dermed også hans kone Gulizar Gardi.

De nye oplysninger består mestendels af resultaterne af en hjernescanning, som ministeriet ellers ikke har set nogen grund til at få foretaget.

Da speciallæge i neurologi Bjarne Degnbol i sommeren 2009 undersøgte Hassan Gardi, konkluderede han, at patienten led af svær demens, som var »at sidestille med psykisk sygdom af meget alvorlig karakter.« Og Bjarne Degnbol foreslog, at der blev foretaget en hjernescanning for at præcisere demensdiagnosen.

På den baggrund ansøgte juristen Dlovan Abdulla, der frivilligt har hjulpet Gardi-parret, Integrationsministeriet om at genoptage Hassan Gardis sag om humanitær opholdstilladelse. Men ministeriet afslog den 23. juli 2009 og meddelte den demente mand, at man ikke fandt »anledning til at afvente resultatet af en eventuel CT- eller MR-skanning af Deres hjerne«.

Hjælpeløs

Hassan Gardis sygdom har gennem længere tid været så fremskreden, at han ingenting kan på egen hånd. Hans kone mader ham, hjælper ham med at tage tøj på og vasker ham, når han har tisset i bukserne.

Alligevel konkluderede ministeriet i afslaget dateret 23. juli 2009, at Hassan Gardis demens ikke er en psykisk sygdom af meget alvorlig karakter, hvilket ifølge ministeriets retningslinjer ville have kunnet udløse humanitær opholdstilladelse. Som Information tidligere har dokumenteret, er den konklusion ikke alene i direkte modstrid med de foreliggende speciallægeerklæringer, men også WHO's system til klassifikation af sygdomme, som ministeriet normalt selv benytter.

»Endvidere kan det forhold, at De, Hassan Mohammad Hussein Gardi, ikke er i stand til at klare Dem selv, og at De er fuldstændig afhængig af pleje fra andre, ikke føre til et andet resultat,« tilføjede ministeriet i afslaget og understregede, at Hassan Gardi opholdt sig ulovligt i Danmark og havde pligt til at forlade landet omgående.

Efterfølgende valgte ægteparret at gå under jorden af frygt for at blive arresteret på det asylcenter, hvor de var blevet placeret, og derefter tvangshjemsendt, sådan som mange andre afviste irakiske asylansøgere er blevet.

De flyttede imidlertid tilbage til asylcentret Kongelunden, efter Dlovan Abdulla den 31. august endnu en gang havde søgt om at få genoptaget Hassan Gardis sag om humanitær opholdstilladelse. Ministeriet svarede nemlig, at man ikke ville behandle sagen, når parrets opholdsadresse var ukendt.

Fængslingen

Dlovan Abdulla arbejdede videre på sagen og sidst i september lykkedes det hende med hjælp fra speciallæge Bjarne Degnbol at få en læge ved geriatrisk afdeling på Roskilde sygehus til at hjernescanne Hassan Gardi.

Dlovan Abdulla gav Integrationsministeriet besked om, at resultaterne var på vej, men den 6. oktober, inden konklusionerne på scanningen var klar, arresterede Rigspolitiet ægteparret i Kongelunden, hvor de jo nu befandt sig, og indsatte dem i Ellebæk Fængsel for frihedsberøvede asylansøgere.

Mens ægteparret sad fængslet, kom resultaterne af scanningen, som blandt andet viser, at flere områder i Hassan Gardis hjerne ikke fungerer normalt som følge af adskillige mindre blodpropper, ligesom der generelt er svind af hjernevæv, og blodgennemstrømningen i hjernen er nedsat.

Fængslingen ville normalt være sidste skridt før tvangshjemsendelse. Men Hassan Gardi fik et ildebefindende i fængselscellen, og fængselsbetjentene valgte at bringe ham på hospitalet, hvorefter Rigspolitiet vurderede, at Hassan Gardi ikke var rask nok til at blive fængslet igen.

Der skulle gå frem til 3. december, får Integrationsministeriet besluttede at genoptage sagen, og i de følgende måneder anmodede Dlovan Abdulla flere gange ministeriet om en afklaring på sagen og mindede om Hassan Gardis kritiske tilstand, der syntes at blive forværret i pressede situationer.

»Varetagelsen af ham under trygge forhold vil være en behandling i sig selv. Han vil falde til ro, få mere at spise - og alene derved få det bedre,« som speciallæge Bjarne Degnbol allerede konkluderede i sin lægeerklæring sidste år.

6. april 2010 faldt så afgørelsen, der giver Hassan og Gulizar Gardi humanitær opholdstilladelse i seks måneder. En opholdstilladelse, som ægteparret ved udløbet af perioden kan søge forlænget.

Læs også Informations samtale med Gardi-familien fra sidste sommer. Interviewet kan findes ved at følge dette link: www.information.dk/202015

Serie

Seneste artikler

  • Enl. og R: Et umenneskeligt system

    10. april 2010
    Myndighedernes behandling af 72-årige Hassan Gardi viser, at loven bliver brugt til at forhindre asylansøgere i at få hjælp, mener Enhedslisten og De Radikale
  • De er flygtninge i deres eget land

    25. januar 2010
    Vinterkulden har lagt sig over Qalawa-flygtningelejren i Kurdistan. Her lever en lille del af de mange internt fordrevne irakere fra Kirkuk
  • De kunne bare have haft nogle andre forældre

    12. januar 2010
    De irakiske asylbørn betaler prisen for den forbrydelse, deres forældre ifølge Birthe Rønn Hornbech er skyldige i. Selv har ministeren syltet undersøgelser af børnene for at undgå et uløseligt dilemma
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det gør mig virkelig ondt at begge skulle så grueligt meget igennem og jeg håber at alle omkring dem giver dem al den støtte og hjælp de fortjener!