Læsetid: 9 min.

Sangenes frilandsmuseum

Vi har gennemgået Højskolesangbogen for at finde ud af, hvordan den har det med den moderne tradition. Det korte svar er, at det står skidt til; uhyggeligt, klamt og ude af trit med den såkaldte virkelighed
Vi har gennemgået Højskolesangbogen for at finde ud af, hvordan den har det med den moderne tradition. Det korte svar er, at det står skidt til; uhyggeligt, klamt og ude af trit med den såkaldte virkelighed
9. april 2010

 

Jeg er hverken ’grundtvigianer’ eller bare den mindste smule ’kristen’. Kommer det ud på det, er jeg ikke engang helt sikker på, hvad en grundtvigianer er for en størrelse, men jeg anerkender N.F.S. Grundtvigs virke og indsats som enkeltperson – og ikke mindst hans rolle som ideologen bag folkehøjskolerne, som de oprindelig tog sig ud. Og hvis det er med den på, skal jeg være den sidste til at benægte hans geniale tæft for salmeskrivning, som den sporadisk, men så til gengæld også med nærmest manisk voldsomhed udfoldede sig i hans levetid. Men meget – for nu ikke at sige alt – har ændret sig, siden han bød verden ret farvel i 1872, hvor ydmygelsen ved Dybbøl otte år før stadig prægede en noget amputeret nationalstat på samme måde, som det såkaldt sønderjyske spørgsmål kastede lange skygger. Sådan cirka helt frem til Den Kolde Krig, men det er så en anden historie.

Nå, men hvad jeg tror at forstå hos Grundt-vig, er tanken om det levende (dvs. det talte) ord som noget, der har fortrinsret frem for det trykte eller det skrevne i kraft af sin evne til at formidle det åndelige – i såvel som uden for kirken, såmænd. Og personligt vil jeg tilføje, at det levende ord pinedød må være af sin egen tid, ellers er det blot et fossil og som sådan kun af interesse for videnskabsmænd. Velvidende, at i den levende sprogbrug tørner nyt og gammelt uafladeligt sammen – som det kan aflæses af det faktum, at den yngre gren af vores familie opfatter en bjørnetjeneste som noget positivt.

Hvilket bringer mig til sangen og dermed til det at synge. Til en begyndelse vil jeg her godt ridse tre forskellige skoler op: Den, der mener, at flertallet af de gode danske sange blev skrevet før 1945 med vægten lagt på 1800-tallet, teksterne fortrinsvis skrevet af vaskeægte digtere (der også ofte var præster) og melodierne fortrinsvis af professionelle komponister; en overvægt af såvel det kristent forkyndende som det nationalromantiske er aktiv medspiller her. En anden retning hævder, at jazz-, rock og sanger-sangskriverkulturen har leveret mindst lige så mange gode danske sange, og at de tilmed er både nutidige, verdslige og kritiske; her spiller både det moderne og postmoderne med, hvorved der bliver plads til ironi og rollespil. Begge disse skoler har, med deres afsæt i det sproglige, lokalt tilsnit. Sidst og mindst interessant en stadigt voksende fraktion, der mener, det er fløjtende ligegyldigt, hvorvidt der overhovedet synges på dansk, når engelsk nu er så meget mere smidigt, vellydende og i øvrigt det sprog, vi alle taler om hundrede år (men lur mig, om det ikke snarere bliver kinesisk!) – og i øvrigt allerede opfattes som primærsprog på det verdensomspændende internet. Her synges også om alt mellem himmel og jord, men mest om kærlighed, og det lokale er så godt som ikkeeksisterende. Man er global, man er international og i sine tekster indifferent over for det nationale, ja i mange tilfælde simpelthen flov over det. Her konverserer det nationale mindreværd med drømmen om den store verden, og enhver forestilling om noget nationalt og/eller lokalt er opgivet.

Muddersmålet

Alle tre retninger har deres berettigelse, om end den engelsksprogede optager mig mindst; der findes en klynge gode engelsksprogede sange med dansk afsender, men ikke mange, der overgår hvad englændere og amerikanere selv formår. Derimod har jeg til stadighed antennerne ude, hvad angår nyskrevne dansksprogede sange – som bærere af traditionen fra folkeviserne og frem samt fornyere af samme. Hvilket bl.a. hænger sammen med, at den i 1990’erne syntes på vej til at uddø, da en helt generation oven på 80’ernes excesser – og der blev skejet ud på en ofte ufed måde inden for poprocken, selv om der dog også faldt et par perler af – hvilket fik mig helt op af stolen, ja det er ikke for meget sagt, at mit tonefald i den anledning blev noget skingert. Fraset måske lige Souvenirs, Love Shop, Nikolaj Nørlund og et par stykker til var det stort set kun den gamle garde, der benyttede sig af muddersmålet. Men den slags går op og ned, og i det ny årtusind fik den gode gammeldags troubadour – nu om stunder kaldet sanger-sangskriver – sit comeback; navne som bl.a. Tobias Trier, Mikael K & Klondyke, Kenneth Thordal, Mikael Simpson, Rasmus Nøhr, Peter Sommer, Christian Juncker – suppleret af væsensforskellige bands såsom Under Byen, Nephew, Nordstrøm og Magtens Korridorer – gav sproget endnu en svingom i det offentlige rum. For ikke at tale om den lokale hiphop, hvor brugen af dansk er regel frem for undtagelse; men hiphop egner sig ikke til fællessang og skrives derfor hermed ud af denne tekst.

Idéen om brugen af dansk inden for den angelsaksiske rock- og troubadourtradition har små 45 år på bagen, hvis vi daterer den til det år, Peter Belli udsendte sin første dansksprogede single; eller året efter, hvor Cæsar fik os alle til at synge med på den der om det store stygge Storkespringvand. Hvis ikke det var Eik Skaløe og Steppeulvene, som med lp’en Hip i 1967 var genrens egentlige faddere. Hvorom alting er – det var lyden af en ny tids folkemusik, elektrisk forstærket eller ej. På samme måde som vor tids folkemusik skabes på laptops. At påstå andet er blot at benægte fakta. Så jeg tilspørger nu Eder – hvordan afspejles dette i Højskolesangbogen, der om noget er stedet, hvor folkesjælen (burde) spejles i sang? Og nej, dette er ikke stedet, hvor hverken folkesjæl eller nationalkarakter undersøges – om end det snart bør gøres.

Klam og uhyggelig

Nuvel, når der kommer en ny udgave af Højskolesangbogen – og det gjorde der så i 2006 – slår jeg altid først op i forfatter- og komponistregister for at konstatere, hvor grelt det står til i denne ombæring. Med grelt mener jeg selvfølgelig den nærmest patologiske berøringsangst over for (medie-)verden uden for højskolernes hyggelige, men også regressive og reaktionære fællesskab, hvor selvfedme og selvforståelse flyder sammen på en måde, der på en udenforstående virker både klam, uhyggelig og ude af trit med den såkaldte virkelighed. En art sangenes frilandsmuseum, hvor det moderne kun lukkes ind efter nogle svært gennemskuelige principper, der i hvert fald ikke kan kaldes folkelige – altså forstået som levende sange sunget af levende mennesker. Og misforstå mig nu for Grundtvigs skyld ret – jeg har besøgt utallige danske højskoler som enten foredragsholder eller gæstelærer og har stort set kun haft positive oplevelser i den forbindelse; eleverne befinder sig ofte på dem af de helt rette årsager, lærerne er som tommelfingerregel kompetente, vidende og nysgerrige, og de forstandere, jeg har mødt, virker umiddelbart interesserede i såvel sam- som fremtid. At skolerne endvidere mestendels ligger smukt placeret i landskabet, ofte i æstetisk indbydende bygninger, skal med. Endelig har ’bevægelsen’ (hvis man stadig tør kalde den noget sådant) gennem manglende søgning de seneste par årtier fået ryddet op i antallet, og dem, der står tilbage, tør man i og for sig godt spå fortsat eksistens.

Eller sagt på en anden måde – jeg er ikke ude med riven efter hverken højskolerne eller de bagvedliggende tanker som sådan. Det er bare den fucking sangbog, jeg har problemer med. 572 sange – og så mange undladelsessynder og fejlskud og så meget oldnordisk hejs, som ikke en mors sjæl kender, samlet på et sted. Det er godt nok grum læsning. Og så vil jeg skynde mig at tilføje, at der selvfølgelig også er rigtig mange helt vidunderlige (gamle) sange deri, og at vi af samme grund sagtens kan finde på at tage den frem herhjemme.

For jeg elsker jo at synge – også gerne sammen med andre – og i disse rivravruskende digitale tider, hvor muligheden for adspredelse og distraktion vokser minut for minut, og hvor det fysiske fællesskab i stigende grad fortrænges af et virtuelt ditto, ville det da være rart, hvis man kunne lægge den der blå bog frem og påstå, at her kan vi mødes, her støder nyt mod gammelt på en måde, der er gensidigt befrugtende. Hvilket overhovedet ikke er tilfældet – om end af hvad jeg går ud fra må være ren snobberi over for den litterære institution er enkelte efterkrigstidsdigtere medtaget (Peter Laugesen, Juliane Preisler, Vagn Lundbye, Susanne Brøgger m.fl.) med bidrag, som til nød kan gå an (selv om ikke en sjæl kender de sange), men på bekostning af hvad?

Grundtvig er topscorer

Og vel var Grundtvig genial, gu’ var han så – men at han derfra skulle være i stand til at levere noget i retning af en syvendedel af Højskolesangbogens 572 kvad, skal man vist være grundtvigianer – hvad det som sagt så end er for en størrelse – for at forstå. Med hen ad 80 tekster fra hans hånd må han karakteriseres som en udpræget topscorer (til sammenligning er den ligeledes smågeniale B.S. Ingemann repræsenteret med en små tyve) i det eneste samlende værk (fraset måske salmebogen, der naturligvis ikke levner plads til frivoliteter såsom det verdsliges menneskes fortrædeligheder i moderniteten) af danske sange, der løbende opdateres. Eller hvad det nu bliver.

Nå, siger De så nu, men det gør vel ikke så meget, hvis der er en vis balance mellem de gamle salmedigtere og så den levende tradition, som vi kender den fra de sidste 50 år. Levende forstået som sange, der rent faktisk kendes og synges af folk og fæ. En byge af nyskrevne salmer og sange fremstår dog over en bred kam som både fejlslået alibi og altmodisch kitsch – med en vis Jens Rosendahl som absolut bundskraber; men han er så også kun repræsenteret tolv gange! He must be well connected. Til sammenligning er der fire af Kim Larsen, to af Sebastian og en af Peter A.G. Jeg må le! Men – spø’r De så nu – hvor mange sange er der så ikke af kapaciteter som fx Anne Linnet? C.V. Jørgensen? Steffen Brandt? John Mogensen? Elisabeth Gjerulff Nielsen? Niels Skousen? Peter Sommer? Nikolaj Nørlund? Jens Unmack (& Hilmer Hassig)? Johs Voss & Nils Torp? Troels Trier? Anne Dorte Michelsen? Der er – før listen bliver uoverskueligt lang – ingen. Nul og niks. Zero. Rien de tout. Etc. Eller hvad med de blændende engangsforestillinger, de sange, vi alle bærer i vort nationale dna – såsom »Dansevise«? »Ridder Lykke«? »To lys på et bord«? »Smuk som et stjerneskud«? »Vågner i natten«? Selvfølgelig er de da ikke der – herregud, »Dansevise« – skulle Sejr Volmer Sørensens navn få lov til at tilsøle Bertel Haarders? Sidstnævnte er nemlig repræsenteret – for lang og tro tjeneste, vel sagtens. I hvert fald ikke med noget, der når »Dansevise« til sokkeholderne, that’s for damn sure. Så altså … Folkehøjskole af navn – men ikke af gavn. Sådan har jeg det i hvert fald med det dybt reaktionære miskmask af en sangbog, der ikke er til for folket, men derimod for en flok forstenede havenisser, der tilsyneladende ikke er kommet sig over nationalromantik, naturlyrisme og old school kristendom. Det er sgu lidt træls, som de siger i Århus.

Klaus Lynggaard vil de følgende par måneder i en fast klumme pege på nogle af Højskole­sangbogens største undladelsessynder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Kolby Rahbek

"Nuvel, når der kommer en ny udgave af Højskolesangbogen – og det gjorde der så i 2006 – slår jeg altid først op i forfatter- og komponistregister for at konstatere, hvor grelt det står til i denne ombæring."
Well, 17. udgave udkom i 1989 og 16. udgave i 1974 - så det er vel ikke noget hr. Lynggaard går rundt og gør som jævnligt (årligt?) tilbagevendende fænomen - sådan lidt til husbehov.
Og selvom jeg da kan være enig med Lynggaard i, at ikke alt i Højskolesangbogen er lige aktuelt og at der kunne være mere ny dansk musik repræsenteret, har han så overvejet om netop udgivelsesfrekvensen spiller ind?

Louis Mogensen

Tak for første del af Klaus Lynggaards serie om de sange der er kommet med i den aktuelle udgave af Højskolesangbogen. Måske kan Lynggaard, inden næste artikel, nå at se på hvad der faktisk skete, da sangbogsudvalget arbejdede. For det første havde de et kommissorium der indeholdt nogle retningslinjer. Et væsentligt element var, at der skulle skiftes ud således at gamle sange måtte vige for nye. For det andet var det et element, at der skulle skabes nye sange. Desuden skulle der igen medtages engelsksprogede sange, - globaliseringen måtte gerne afspejles. Endelig skulle befolkningen have lejlighed til at påvirke udvalget. Det benyttede ganske mange sig af.
Som næsten daglig bruger af højskolesangbogen, slog det også mig, at mange af de nyere sange i den forrige udgave ikke overlevede denne gang; men hemmeligheden er, at ganske mange af dem ikke levede som fællessang. Bedste eksempel: Kim Larsens Blip båt er en herlig revyagtig kommentar; men umulig at synge for to sammen. For at skabe nye sange blev kunstnere indbudt til at bidrage, de kunne indsende, - og det gjorde de og desuden blev der etableret sangskivningsseminarer. Flere af de nye sange skyldes dette. Der var også en ambition om at nydanskeres sange skulle med; men her måtte man sande, at det ikke lykkedes på trods af en stor indsats. Skyldes det mon, at sangtraditionen ikke er stærk andre steder og skyldes den påståede manglende aktualitet måske, at langt de fleste moderne ting sførst og fremmest skrives for andet end fællessang? I går havde vi på min højskole koncert med Lis Sørensen, og det er morsomt at tænke på, om der var ét eneste af hendes numre, der ville have været bedre som fællessang. Nej, selv højskolefolk har såmænd godt af, at holde mund og lytte.
Naturligvis er der sange man ikke bryder sig om blandt de 572 sange. Selv har jeg haft det ualmindeligt svært med, at mit yndlingsband også lavede Obladi Oblada; men det gjorde de altså bare, - og andre sætter pris på den, og for mig, er Beatles stadig de største, - også selvom noget af det har opnået en alder, hvor de havde været vetarn- hvis de havde været biler..
Personligt synes jeg det er vigtigt, at Højskolesangbogen leverer nyt og fastholder det bedste af det gamle. Det er også vigtigt, at Højskolesangbogen afspejler, at man ikke har monopol på fællessang. Andre sangbøger leverer mange muligheder for at synge på andre måder.
Takken for første del, skyldes ikke så meget indholdet som ambitionen bag, nemlig at gøre højskolesangbogen folkelig i endnu en fase, nemlig udvælgelsen, der også i de kommende udgaver vil være et iboende problem. Indtil en kommende udgave, synger vi lysteligt videre i Højskolesangbogen og andre af slagsen.
Louis Mogensen
Forstander
Nordjyllands Idrætshøjskole