Læsetid: 2 min.

Skal vi se på døde kroppe på et museum?

Museumsfolk diskuterer indædt, om døde kroppe og afhuggede lemmer hører til på danske museer. Den ene fløj ser kropsdele som medicinsk kulturarv og siger ja. Nej, de døde skal hvile i fred, mener den anden fløj
23. april 2010

En arm, et ben og et afhugget tatoveret hoved fra New Zealand. Hører døde kroppe hjemme på museer? Det var genstand for heftig debat, da Københavns Museum lagde rum til en diskussion om etiske problemstillinger arrangeret af ICOM, den danske nationalkomité for International Council of Museums.

Og fronterne er trukket skarpt op: På den ene side findes den naturvidenskabelige tilgang, der denne eftermiddag blev repræsenteret af Thomas Söderqvist, professor i medicinhistorie ved Københavns Universitet og chef for Medicinsk Museion i Bredgade:

»Der er fokus på døde og levende kroppe alle vegne; fra popkultur, der promoverer Ekstreme make overs til kosmetiske indgreb og organer som reservedele. Offentligheden tager det stille og roligt, så hvorfor har museerne så stort et problem med de døde kroppe?,« spurgte Söderquist forsamlingen.

På den modsatte fløj mener mange, at døden er en overgang fra en tilstand til en anden, og at kroppen skal behandles derefter. Derfor har den fløj, som består af mange forskellige folkeslags trosretninger og kulturer, mindst lige så stejle holdninger til, hvad der skal ske med menneskets fysiske levn. Og det mener museumsinspektør på Nationalmuseet Peter Pentz, at museerne skal tage meget alvorligt:

»Det er noget, vi har diskuteret temmelig meget på Nationalmuseet. Den naturvidenskabelige fløj forventer, at vi smider alle kropsdele på bordet, så de kan bruges til videnskabelige studier. Andre mener, at vi skal støvsuge alt, hvad der bare lugter af menneske, ud af vores udstillinger,« siger Peter Pentz og fortsætter:

»Jeg mener, vi skal træde meget varsomt, og vi skal så vidt muligt prøve at følge de ønsker, som vi ved, at mennesker fra forskellige folkeslag kan have«.

Etik eller politik

Nationalmuseet får reaktioner fra både ind- og udland, når det drejer sig om udstilling af døde kroppe. I takt med globaliseringen er publikum blevet større og reaktionerne flere. For eksempel har Nationalmuseet måttet aflevere et afhugget hoved fra en maori tilbage til New Zealand:

»Det var hoveder, som europæiske sømænd og købmænd købte i 1700- og 1800- tallet, når de sejlede til Australien og New Zealand. Hovederne er stærkt tatoverede og derfor meget stærke og flotte at se på og udstille. Men i det moderne New Zealand har man ikke ønsket, at forfædre skulle optræde rundt omkring på verdens museer,« fortæller Peter Pentz.

Thomas Söderqvist har dog svært ved at se den etiske problemstilling, når det handler om døde kroppe - og hoveder:

»I mine øjne handler det i langt højere grad om politik. Naturligvis vil New Zealand gerne have nogle kulturelle symboler tilbage. Hele verden er fyldt med museumsgenstande, der er tyvstjålet. Problemet er, at museerne og ICOM ikke tør røre ved politiske emner. Derfor kalder vi diskussionen om døde kroppe for en etisk diskussion, så den bliver stueren,« siger han.

Söderqvist advarer imod, at det store fokus på de døde kroppe fjerner fokus fra det, der rent faktisk foregår blandt de levende, som dør og lemlæstes hver dag i krige og bombeangreb:

»Der bliver faktisk vist langt større respektløshed over for forskellige folkeslag og kulturer rundt omkring i verden hver eneste dag. Og i den sammenhæng er behandlingen af 150 år gamle kroppe måske lidt af et luksusproblem?«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi har da Grauballemanden til at ligge på Moesgård museum. Der ligger han da fint, som midtpunkt i en respektfuld og ærbødig opstilling. Er det forfaderdyrkelse og fetishering af den døde? Jada. Men sådan har forfædre ALTID betydet en hel del for mennesket. Og jeg tror altså ikke han selv skal bruge den krop mere.

Døde kroppe

Plejer man ikke at oversætte 'dead body' med lig?
Vendingen "Det bliver over mit lig" lyder altså bedre end "Det bliver over min døde krop."