Læsetid: 3 min.

Socialrådgivere presset til at bøje loven

Hver anden socialrådgiver oplever, at økonomiske hensyn vejer tungere end barnets tarv. Og det strider imod serviceloven. Socialrådgivere frygter endnu hårdere pres efter ny spareplan
Jeg tror ikke en meter på, at Løkke overholder løftet om, at de svage grupper skal fritages for besparelser. Han lægger jo op til, at kommunerne selv skal vurdere, hvor der skal spares, derfor vil det naturligvis også gå ud over vores område,« siger Bettina Post, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Jeg tror ikke en meter på, at Løkke overholder løftet om, at de svage grupper skal fritages for besparelser. Han lægger jo op til, at kommunerne selv skal vurdere, hvor der skal spares, derfor vil det naturligvis også gå ud over vores område,« siger Bettina Post, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Gitte Sofie Hansen

23. april 2010

Et øget fokus på økonomi i de danske kommuner tvinger socialrådgivere til at nedprioritere deres faglige vurderinger og opprioritere budgethensyn. En tendens, der i sidste ende går ud over de udsatte børn. Det fastslår en undersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening, der viser at hver anden socialrådgiver har oplevet, at økonomien forringer deres mulighed for at varetage barnets tarv. Og med den i forvejen trængte situation for socialrådgiverne er Lars Løkke Rasmussens sparetiltag hårde nyheder for området. En spareplan der skal sikre besparelser på 4 milliarder kroner fra kommunerne og fyre 8.000 ansatte i den offentlige sektor.

Statsministeren har lovet, at sparekniven ikke straffer de udsatte grupper. En påstand formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post ikke køber:

»Jeg tror ikke en meter på, at Løkke overholder løftet om, at de svage grupper skal fritages for besparelser. Han lægger jo op til, at kommunerne selv skal vurdere, hvor der skal spares, derfor vil det naturligvis også gå ud over vores område,« siger Bettina Post og påpeger, at hvis halvdelen af alle socialrådgivere allerede nu føler sig nødsaget til at omgå loven, kan yderligere besparelser give endnu værre forhold for de udsatte børn og unge.

»Jeg er ved at blive kvalt i økonomiske anvisninger. De her tal får det til at gibbe i en hver med socialt engagement - man bryder rask væk loven, fordi man er tvunget,« siger Bettina Post.

Lang og opslidende kamp

Information har talt med AK, der er socialrådgiver i en børnefamilie-afdeling i en kommune på Sjælland. Hun er blandt den halvdel af danske socialrådgivere, der mærker, hvordan den økonomiske dagsorden vinder ind. AK ønsker ikke at stå frem med navn.

»Jeg mærker dagligt, at man ikke kigger på hvilket anbringelsesmatch, der er bedst for barnet, men i stedet for tænker på økonomien,« siger hun og påpeger, at den nuværende situation er den værste hun har oplevet i 10 år.

AK mener ikke selv, hun bryder loven i sit arbejde: »Jeg føler ikke decideret, jeg bryder loven, men det kommer an på, hvordan man ser på det. For det er en lang, sej og opslidende kamp at undgå det. Vi lever op til, at barnet har brug for anbringelse, men vi vælger måske ikke den bedste løsning. Vi følger lovgivningen, men vi gradbøjer den mest muligt.« siger AK og fortæller, at hun alene i denne uge har fået besked på snarligt at hjemtage nogle anbragte unge for at spare.

Også AK er bekymret for den bebudede spareplan fra regeringen:

»Vi får ondt i maven herinde over tanken om yderligere besparelser - tanken om at vi endnu engang skal gå på kompromis med vores faglighed og barnets bedste er uudholdelig. For ti år siden ville man aldrig have snakket økonomi først, men sådan er det nu,« siger hun.

Retningslinjer

Karin Kildedal, der forsker i anbringelsesområdet mener ligeledes, at der i nogen kommuner er for stort fokus på økonomiske hensyn:

»Det råderum socialrådgiverne har nu, er jo kun at protestere som fagpersoner for at komme ud af det her dilemma. Men hvis det skal nytte noget, er det hele faggruppen, der skal råbe vagt i gevær, hvis de fortsat føler sig kompromitteret på deres faglighed,« siger Karin Kildedal.

Vivi Kier er socialordfører for Konservative. Hun mener ikke, at det nødvendigvis er de dyreste anbringelser, der er de bedste:

»Man skal selvfølgelig lytte til socialrådgiverne, når de føler sig pressede. Men jeg har altid hørt, at der aldrig er penge nok. Kommunerne har lov til at lægge et serviceniveau - og hvis rådgiverne er utilfredse med det, må de tage en dialog med deres ledelse,« siger Vivi Kier, der medgiver, at regeringens spareplan kan få indflydelse på anbringelsesområdet.

Som situationen er lige nu, er det udelukkende økonomien, der fører an i anbringelsessager, understreger socialrådgiver AK:

»Det er svært at se sig selv i spejlet længere. Når man mange gange godt ved, at man har valgt det næstbedste tilbud til barnet. Det er opslidende konstant at kæmpe for sin ret til faglighed,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anna Kniep
Anna Kniep anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Struer

Nogen ting kan bare ikke gøres op i penge. Det må være svært at sidde som socialrådgiver og tænke penge før mennesket.
Mogens Glistrup betragtede skattsnydere som frihedskæmpere.
Jeg betragter AJ som frihedskæmper, når hun gradbøjer loven for at hjælpe bedst muligt. Sørgeligt vi er nået så vidt.

Jeg tror hun har ret i sin bekymring

Men jeg mener også, at kommunernes politikere for ofte foretrækker at "tækkes" de vælgergrupper , der har flest stemmer at levere ved et valg.

Og nogle enkelte kommuner (bl a landets mest folkerige) har længe haft et syndigt rod i administrationen.

Mads Kjærgård

Ja når man så tænker på at der er en Venstremand der forlader folketinget med en livsvaring pension på 30.000 om måneden og en skattefri gevinst på en lejlighed som vælgerne har betalt, Så er man ved at kaste op over folk som Vivi Kier, men De Konservatives motto har jo altid været "lad de rige få og de andre gå"