Læsetid: 5 min.

Socialt rejsehold løfter de tungeste sager

Århus Kommune har taget konsekvensen af de overbebyrdede socialrådgivere i kommunens forvaltning. De har indført et fleksibelt socialt organ, der har tid til at tage sig af de familier, som afviser kontakt med systemet
Århus Kommune har taget konsekvensen af de overbebyrdede socialrådgivere i kommunens forvaltning. De har indført et fleksibelt socialt organ, der har tid til at tage sig af de familier, som afviser kontakt med systemet
13. april 2010

Socialrådgiver Klavs Thorlacius havde været forbi moren tre gange uden held. Forbi og ringe på, vente lidt – ingen respons. Efter en indberetning havde Århus Kommune fået mistanke til, at sønnen på ti år ofte var alene hjemme i dage i træk, derfor var socialrådgiver Klavs Thorlacius på besøg for at snakke med moren. Han skrev hver gang en seddel, en lille opfordring til hende om at ringe. I hånden, for at afbureaukratisere det lidt. Men hun ringede ikke tilbage, så derfor tog Klavs Thorlacius op på drengens skole.

Klaus Thorlacius er socialrådgiver i Århus Kommune, og sammen med tre andre socialrådgivere udgør han det opsøgende team, som kommunen indførte i 2009.

Teamets job består i at opsøge familier, der for de normale sagsbehandlere ikke er til at få fat på. De familier, der ikke svarer på breve, åbner døre eller tager telefonen, når kommunen prøver at komme i kontakt med dem. De familier, hvor vanrøgt af børn kan gå ubemærket hen. Teamet blev oprettet ovenpå en række skandalesager i Århus Kommune i 2008, hvor tre uvildige rapporter rettede en hård kritik af socialforvaltningens arbejde. Med teamets arbejde undgår kommunen, at de afvisende familiers sager ender nederst i bunken på de overbebyrdede socialrådgiveres borde. det opsøgende team er nemlig i stand til at handle øjeblikkeligt.

Men scener som den ovenstående udspiller sig sjældent i kommunerne landet rundt. For sagsbehandlerne har ofte hverken tid eller fleksibilitet til at gennemføre en kontakt til de afvisende familier.

En gennemsnitlig socialrådgiver på børne- og familieområdet sidder med 60 sager, viser en undersøgelse foretaget af Ankestyrelsen. Det er ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post mindst 25 for mange, og det levner for lidt tid til den del af arbejdet, som ifølge hende er den vigtigste – det mellemmenneskelige arbejde. Relationsarbejdet imellem børn, forældre og socialrådgiver.

»Sagsbehandlerne har simpelthen ikke ordentligt tid til at få opbygget disse relationer. De er bundet og skal leve op til krav i hver eneste af de 60 sager. Og med det enorme tidspres, så ryger tillidsarbejdet,« siger Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Holde øje med de udsatte

Netop tidspresset slipper det sociale rejsehold for. Hver socialrådgiver i teamet har omkring seks sager af gangen, hvilket betyder, at de har den fornødne tid til at etablere kontakt til de familier, der typisk ikke har tillid til offentlige institutioner. Familier, der kræver en ekstra indsats.

Lone Vieland Mortensen, der er afdelingsleder for det opsøgende team i Århus Kommune, mener, at tid er nøglen til at få behandlet sagerne på bedst mulig vis:

»Vi har fået det opsøgende team, fordi det førhen ikke har været muligt at have tid til at give disse sager den omsorg og opmærksomhed, som de behøver,« siger Lone Vieland Mortensen, der understreger, at det opsøgende team ikke er en garanti for, at der ikke kan opstå dårlige sager med familier, kommunen ikke kan komme i kontakt med. Men det er et skridt i den rigtige retning.

Da socialrådgiver Klavs Thorlacius ankom til den 10-årige drengs skole, hev han ham diskret til side. Klavs Thorlacius spurgte ind til drengen, for han havde nemlig hørt, at han var meget på egen hånd derhjemme. Men drengen var en sej lille en, en af de der voksenbørn, der tager for meget ansvar derhjemme, som Klavs Thorlacius siger. Så drengen forsvarede sin mor og ville ikke ud med noget. Klavs Thorlacius blev hængende og snakkede med drengen. Og sidst på dagen kørte socialrådgiveren med drengen ned til en af morens tidligere kærester, for den ti-årige havde nemlig røbet, at han tit boede hos morens tidligere kærester, fordi hun aldrig var hjemme. Klavs Thorlacius aftalte med ekskæresten, at drengen kunne blive boende, indtil kommunen havde andre foranstaltninger parat.

Forebygger fjernelser

Ifølge Bettina Post er det netop de opsøgende teams force at have tid til at få etableret den kontakt til børnene, så de til sidst har tillid til, at socialrådgiverne vil dem det bedste:

»Eksemplet med socialrådgiveren, der er vedholdende og viser sin anerkendelse og tålmodighed over for familiens frygt, viser, at hvis man har tiden til at lave relationsarbejdet og ikke er tvunget ud i en hurtig løsning, så får man en anden dialog. Og det kan i den sidste ende gøre forskellen fra at tvangsfjerne til i stedet at foretage en frivillig fjernelse,« siger Bettina Post.

Der går ikke andet end otte dage, inden Klavs Thorlacius efter mange forsøg får talt med moren og har fundet en løsning for hende og drengen. På trods af gentagne gange at fortryde beslutter moren sig til sidst for en frivillig anbringelse af drengen. Men det var også sidste udkald, som Klavs Thorlacius siger. Han havde jo boet alene i lang tid og levet uden en tilstedeværende mor.

Og det er børnene, der lider, når kommunen mister forbindelsen til de svageste familier, påpeger Lone Vieland fra Århus Kommune:

»Der er altid en fare, når man mister forbindelsen til familierne. De bliver isolerede, og man kan som socialarbejder ikke længere se ind i dem. Men med det opsøgende team har vi muligheden for i mange tilfælde at undgå den tabte kontakt på grund af vores fleksibilitet. Hvis man mister kontakten med familien, ender det jo i værste fald som med Brønderslev-sagen,« siger Lone Vieland Mortensen.

Storm skabte forandring

Århus havde sin egen skandalesag i 2008, da socialforvaltningen blev kritiseret for at handle for sent i ’Mads-sagen’.

Mediestormen om sagerne mundede ud i tre uvildige rapporter, der tvang byrådspolitikerne til at rette ind og lægge penge i nye initiativer på området. Heriblandt det opsøgende team.

Karin Kildedal, der er lektor på Aalborg Universitet, var i forbindelse med ’Mads-sagen’ i Århus med til at kortlægge anbringelsessektoren i kommunen for at se på, hvilke initiativer, der for fremtiden ville kunne forhindre dårlig sagsbehandling.

»Et af de problemer, der er i det sociale arbejde, er ofte, at der ikke er specialbistand til stede i forhold til meget vanskelige sager, og det er en rigtig god idé at sørge for, at der altid er adgang til det i en kommune,« siger Karin Kildedal der har forsket i anbringelsesområdet i over 30 år.

Bettina Post bakker op:

»Det er kommunalpolitikerne, der skal have en ansvarlighed og sige, at i vores kommune overbelaster vi ikke de medarbejdere, der sørger for, at ingen børn lider overlast. Men det kræver politisk mod, for det vil koste nogle penge,« siger Bettina Post.

'Klavs Thorlacius kom et år senere forbi den institution, hvor drengen blev anbragt. Her fortalte pædagogerne, at den lille alvorlige dreng var blevet barn igen.

»Han fik udlevet hele den del af sin barndom, som han ikke havde haft plads til hos sin mor, hvor han havde rollen som den voksne. Helt bogstaveligt gik han fra at være på vej ind i et bandelignende miljø til at sidde på gulvet, som den ti-årige han var og lege med Lego. Det var et vigtigt led i hans liv, han fik tilbage,« siger Klavs Thorlacius.

soth@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen tvivl om det fornuftige i et socialt rejsehold. Lad det stå fast.

Men lad mig lige erindre om, at det ikke er første gang, at noget sådant er forsøgt i Århus. I starten af 1980-erne deltog jeg selv som projektmedarbejder i et lignende pilot-projekt i Vest-århus. Men dengang var store dele af Bupl's medlemmer også organiseret i f.eks DKP og andre partier på venstrefløjen. Ikke jeg selv ganske vist, men tonen i det socialdemokratisk styrede Århus var dengang, at man gjorde alt for at slippe af med sine politiske rivaler. Og derfor jævnligt skiftede hele institutions-hold af ansatte ud med mere spiselige af slagsen.

Det er med andre ord ikke noget spritnyt, der her præsenteres. Af gode grunde. En social indsats-styrke på bunden af samfundet er ikke nogen moderne opfindelse. Den har længe haft sit naturlige udspring i fine og socialt engagerede medarbejdere. Som forøvrigt ofte er brændt ud i forhold til den politiske mainstream praktiseret i Magistraterne. Og er står den så stadig...

Med venlig hilsen