Læsetid: 7 min.

Vi vidste, tyskerne kom, vi havde bare bedt dem om at ringe først

Kimen til besættelsen af Danmark 9. april 1940 blev lagt allerede i 1917, men sammenhængen mellem Første og Anden Verdenskrig er nedtonet i historieskrivningen. Danskerne havde selv valgt den politik, der ledte til 9. april, skriver Michael H. Clemmesen i ny bog
Det tyske mindretal i Aabenraa modtog begejstret de tyske besættelsestropper   den 9. april 1940.

Det tyske mindretal i Aabenraa modtog begejstret de tyske besættelsestropper den 9. april 1940.

9. april 2010

Om morgenen 9. april 1940 sad den radikale udenrigsminister Peter Munch sandsynligvis og ventede på at blive indkaldt til et møde med den tyske gesandt. Et ubehageligt ét ganske vist, men det ville give ham mulighed for at hindre at danskere skulle blive dræbt under en håbløs modstand. Men invasionen kom uden varsel, uden et ultimatum. Det havde Erik Scavenius ellers aftalt med den tyske gesandt i Berlin. I 1917.

Pensioneret Brigadegeneral Michael H. Clemmesen har gennemgået et enormt arkivmateriale for at genopbygge broen mellem Første og Anden Verdenskrig, som han mener er forsvundet i jagten på syndebukke.

»Forestil dig et hestevæddeløb. Dansk historieskrivning har fokuseret på opløbet, på målfoto, på hvad der sker på de sidste 100 meter, og man har interviewet jockeyen efter løbet. Men der sker jo en hel del i det sidste sving, før det sidste sving, på banen, for slet ikke at tale om det, der sker uden for banen, i staldene og i træningen af jockeyen. Man skal jo i virkeligheden langt længere tilbage for at kunne se, hvorfor resultatet blev som det blev. Det kan man sige, at min historie handler om. Det, der sker før opløbet,« siger Michael H. Clemmesen.

Og det centrale er for eksempel det, der ikke skete. Danmark blev ikke indblandet i Første Verdenskrig. Men det var på mange måder en tilfældighed, mener Michael H. Clemmesen. De allierede vandt krigen, men i lang tid så det ud til, at udfaldet ville blive et andet, og det havde stor betydning for opfattelsen af de neutrale stater. Når man er desperat, så betyder sådan noget som folkeret, ikke-angrebspagter, demokrati og godt naboskab ikke så meget. Det gør til gengæld overlevelse. Og kun det. Neutral er noget man er, indtil man begynder at blive strategisk interessant. Englænderne var i en kort periode i efteråret 1917 ved at være så desperate, at de planlagde at sende en flåde ind gennem Storebælt mod Kiel for at holde Rusland i krigen.

»Frankrig var stærkt svækket af mytterier i hæren, og man måtte hindre, at tyskerne kunne samle hele deres hær på Vestfronten i en sejrrig storoffensiv, før amerikanerne var klar. Paradoksalt nok blev Danmark sandsynligvis reddet af, at et pludseligt truende italiensk sammenbrud tiltrak sig al opmærksomhed, men kort tid derefter blev inddragelsen af Norge på allieret side betragtet som mere afgørende, noget der straks ville have udløst en tysk besættelse af Danmark. Englænderne var ved at være desperate, og krigen blev mere og mere total, man måtte derfor være klar til at tvinge neutrale lande ind på egen side. Det havde man tidligere i krigen undladt, for det ville bringe dem ned på niveau med tyskerne, der havde indledt krigen med et angreb på det neutrale Belgien. Men når en nation får kniven for struben, så bliver disse ting pludselig mulige.«

Ømtålelige emner

De meget detaljerede planer om inddragelse af neutrale lande i Første Verdenskrig er ikke at finde i britisk historieskrivning. Michael H. Clemmesen kalder den britiske historieskrivning om Første Verdenskrig 'diskret renomméforsvarende'.

»Da man skrev historien bagefter, vidste man, hvad der havde sikret de allierede sejren. Amerikanernes indtræden opmuntrede til at holde ud, i krigens sidste par måneder var den tyske militære modstandskraft opbrugt, og landet endte i revolution. Bagefter stod forløbet som selvfølgeligt. Men man er jo nødt til at forstå og beskrive forløbet, som det opfattedes i situationen. Hvilke mulige beslutninger der var i spil. For selv de beslutninger, vi ikke træffer, har betydning. Pinlige ikke-begivenheder er imidlertid noget lettere at feje ind under gulvtæppet.«

Da planlægningen af mulige operationer mod Danmark og Norge ikke er beskrevet i den britiske historieskrivning, er den også hidtil undgået de to tidligere neutrale landes historikeres opmærksomhed.

»Når danskere skrev historie om Første Verdenskrig - i det omfang de overhovedet gjorde det indtil for ganske nylig - så gjorde de det på grundlag af behandlingen i hjemlige kilder, og hvad der fandtes i stormagternes historieskrivning,« påpeger Michael H. Clemmesen. Og her er det først i det seneste par årtier, man er begyndt at tage livtag med myterne om Den Store Krig.

»Anden Verdenskrig var den gode krig mod det onde. Den vandt vi i fællesskab. Interessen for denne krig er forståeligt nok stadig enorm, der udgives hundredvis af bøger om den hvert år. Hvorimod Første Verdenskrig var og er kontroversiel for specielt englænderne. De havde lidt store tab og opfattede fra 1930 i stigende grad deres deltagelse og lidelser som groteske, meningsløse og unødvendige. Man forsker ikke i og skriver ikke om historie, hvis det ikke sælger bøger.«

1917-møderne

Men Første Verdenskrig kunne som nævnt også være blevet Danmarks egen krig, som den efterfølgende konflikt blev det. I Berlin og Kiel blev de tyske planer om besættelse af Vestdanmark udformet. Og militære planlæggere har det med at genbruge de studier og planer, der ligger i stålskabet. Selv om det måske er en helt anden krig, og selvom det er 20 eller 35 år senere.

»I Danmark nedbyggede man forsvaret og mente, at dette sammen med en ligelig handelspolitik og hemmelig efterretningshjælp til Tyskland bidrog til, at vi blev holdt ude af krigen. Men i virkeligheden betød det ikke noget, hvilken neutralitetslinie, vi havde valgt. Tyskerne har disponeret de styrker, de har, og hvis hverken Danmark eller Norge stillede deres territorium til rådighed for de allierede, var de ikke interessante. Havde vi eller nordmændene til gengæld assisteret englænderne, så var det selvfølgelig noget helt andet. Hvis uheldet havde været ude, ville Jylland og Fyn være blevet besat i Første Verdenskrig, som den tyske gesandt Rantzau i 1917 havde gjort klart for den danske udenrigsminister Scavenius.«

Den tyske gesandt var af Berlin blevet bedt om at undersøge, hvordan Danmark ville reagere, hvis briterne dukkede op i danske farvande eller opererede fra norsk territorium. Fra tysk side ville det udløse Plan J. En tysk besættelse af Jylland og Fyn.

Ifølge Rantzaus referat fra et møde med Scavenius havde den danske udenrigsminister gjort det klart, at i det øjeblik hvor England havde krænket Danmarks neutralitet, ville enhver i Danmark forstå, at Tyskland ikke kunne respektere dansk territorium, men ville være tvunget til at gribe til alle militære forholdsregler til vands og til lands for at hindre den engelske aktion i at lykkes.

»Tyskeren havde gjort klart, at Danmark kun ville få fem timer til at svare, at man under protest tillod en indmarch. Det var også det svar, som de allierede diplomater i København forventede, at regeringen ville give. Den kunne efter deres opfattelse ikke andet,« siger Michael H. Clemmesen.

Vi overgiver os

Det var blandt andet Plan J, som de tyske planlæggere moderniserede, da Danmark igen blev strategisk interessant i vinteren 1940. Nu som en base for erobringen af Norge, der er det egentlige mål. Men den tyske gesandt dukkede ikke op, før efter angrebet var i gang.

»Tyskerne giver ikke et ultimatum, fordi de samtidig angriber Norge, og det ville jo være dumt at ringe til danskerne og fortælle, at de er på vej, for så ville det være umuligt at lave et overraskelsesangreb i Norge. Men når man ser på de telegrammer, der sendtes mellem nu udenrigsminister Peter Munch og gesandten i Berlin Herluf Zahle umiddelbart før besættelsen i 1940, så virker det som om, de venter på at få et ultimatum. Munch var en del af inderkredsen i Det Radikale Venstre under Første Verdenskrig, og hans handlinger gør det reelt sikkert, at han kendte til forhandlingerne 23 år tidligere.«

Men Michael H Clemmesen ser ikke noget odiøst i, at Peter Munch går og venter på muligheden for at overgive sig - under protest.

»Han har gennem hele sin politiske karriere givet udtryk for det synspunkt, at Danmark ikke kan forsvares militært, og at det ville være en ulykke, hvis man forsøgte på det. Det var det radikale partiprogram. Den politik havde han åbent erklæret, at han førte, og den blev ført af den danske regering op til den 9. april. Man ønsker at videreføre den neutralitetspolitik, man mente var succesrig under Første Verdenskrig. Altså hvis vi kan klare os med en ligesidet neutralitetspolitik, der viser et lille hensyn til den stormagt, der ligger syd for grænsen, så gør vi det. Så slipper vi nok igennem igen. Det var så langt, den normale vælger havde overvejet situationen. At danskerne så efter besættelsen frustreret ledte efter forræderi og konspiration som forklaring på, at politikerne gjorde, som de havde sagt, viser ikke den store selvkritik.«

Der er en ret simpel grund til, at man ikke har været interesseret i sammenhængen med Første Verdenskrig, mener Michael H. Clemmesen. En stor del af motivationen til at undersøge, hvad der skete 9. april, har været at finde en syndebuk. Der måtte være nogen, der havde begået en fejl. Nogen måtte have begået landsforræderi.

»Al historieskrivning har koncentreret sig om skyldsspørgsmålet, så man har ikke hævet blikket og forsøgt at forstå de vilkår, der gjorde sig gældende under Første Verdenskrig. Grundlæggende er de vilkår, der rammer os under Anden Verdenskrig, blevet skabt under den strategiske udvikling i Første Verdenskrig. Derudover har danskere i deres søgen efter skyldige ignoreret det faktum, at deres flertal gennem hele mellemkrigstiden valgte politikere, der ikke vil kæmpe, og hvoraf mange søgte sikkerhed gennem afrustning. Danskerne ignorerede deres eget ansvar, både da det gik galt og i årene efter Besættelsen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

historieskrivning ‘diskret renomméforsvarende’.

Det må være det man kalder en mild underdrivelse - Lad os derfor mindes de som først, og af egen drift, tog kampen op… f.eks. Mureren på sit stillads, som hældte en balje hvidtekalk ned over en kolonne marcherende tyske soldater...

Peter Pedersen

Retshistorikeren, Ditlev Tamm, Prof. Dr.Jur og Dr.Phil, hvis doktorafhandling om retsafgøret efter besættelsen, er udgivet som bog, er i et indlæg i Berlingske d.d., - ud fra ref. - på linie med Clemmesen :

http://www.berlingske.dk/kronikker/den-9.-april

Atkins

Tjah, den slags historier er jo unægteligt varmende styrker den nationale selvfølelse en smule, i anledningen af det forsmædelige i en besættelse, og den reelle foræring af dem nationale suverænitet og menneskerettigheds-niveau, uden at man ønskede at kæmpe for samme,
men ikke mange af disse historier er jo desværre ikke helt sandfærdige...

..men vi skal fuldt ud ære og dybt respektere, den del af befolkningen, der udførte illegale gerninger, hvoraf flertallet var reelt livs- og helbredstruende for både dem selv, og tillige deres familier.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Pedersen:
"vi skal fuldt ud ære og dybt respektere, den del af befolkningen, der udførte illegale gerninger"

Hvorfor? De kæmpede mod den danske stats lovlige indretning i de år.

Er det deres mod og integritet, du mener skal æres og respekteres? I så fald intet problem herfra.

Kvindfolk har alle dage vidst at når din mand er blevet slået ihjel og hans overmand banker på døren, og du står med dine små bag ved dig - så bider man tænderne sammen og spreder benene.

I den forbindelse synes jeg at det Munch, Scavenius og Stauning gjorde, var en prøve på virkeligt og sandt mod.
At mureren der hælder hvidtkalk på tyskerne er lige så modig, vil jeg ikke betvivle.
Snarere synes jeg at hele den tåbelige Anders-Fogh dialektik bør stilles til skamme. Der er mange forskellige slags mod. Vi kom igennem Anden Verdenskrig fordi den danske befolkning hver især tog stilling til hvad slags mod de var leveringsdygtige i. Nogen sprang togbaner i luften - andre passede på de små og smilede og skænkede mere øl i koppen til den ubudne gæst.
Læs de gamle sagaer. Vi handlede ioverensstemmelse med deres værdier.
At det kostede skrammer på den nationale sjæl kan jeg ikke forstå at nogen hidser sig op over. Man kommer ikke gennem tilværelsen - eller en krig - uden ar, udvendige som indvendige.
Så lad os dog fejre vores ar, lige så grimme nogle af dem er.

Man kan spørge sig selv hvorfor blev Danmark anerkendt som allieret..

Danmark førte en samarbejdspolitik overfor den tyske besættelsesmagt, og der var 8000 danskere der kæmpede for Nazisterne på Østfronten, hertil kommer alle de der arbejdede for tyskerne herhjemme og i Tyskland. Alt i alt langt flere end de der bekæmpede Nazismen.

Østrig f. eks. blev efter krigen inddelt i besættelseszoner og måtte ikke tiltræde militære samarbejder og landet måtte ikke tillade andre magter at anvende østrigsk territorium som militært støttepunkt.

At Danmark alligevel blev anerkendt som allieret, skyldes sandsynligvis, at vi under krigen havde en diplomat i New York, der på egen hånd indgik en aftale, som gav USA lov til at anlægge militære installationer på Grønland.

En sådan aftale skulle, hvis den havde været indgået med en medløbernation efter Tysklands kapitulation, have været inddraget i forhandlingerne med Sovjet om delingen af de erobrede områder. Sovjet ville jo sikkert have taget sig godt betalt hvis USA skulle til at råde over Grønland.

Så USA talte for vores anerkendelse, Nordmændene mente at de burde overtage administrationen af Grønland og Englænderne støttede dem, og Sovjet lod sig nok overtale af den kommunistiske modstandsbevægelse.

..men heldige, det var vi

Peter Pedersen

Heinrich

"Illegalt arbejde" er jo en fast anvendt betegnelse for stort set alle handlinger, der blev foretaget i forbindelse med modstandskampen - hvormed jeg mener modstanden mod tyskernes krigsindsats i hele Europa - og den sygeligt nazi-beundrende danske regerings bekendtgørelser og forordninger.
(jf. Scavenius' : " De enestående tyske Sejre har slaaet os med stor Beundring og Ærefrygt..." !!)

I øvrigt mener jeg man i årevis på det groveste har forsømt, på behørig vis at ære og lovprise de mange veteraner - og søfolk - , der var i krig på briternes side - hhv. disses allieredes.

Heinrich R. Jørgensen

Peter,

hvis man skal følge den logik, skal talebanere og mujaheddinere i Afghanistan jo også hædres i deres hjemland. Også de udviser patriotisme, selvopopofrelse, mod og integritet ifht. deres overbevisning. Hvilket måske også er berettiget...

At der ikke kom et retsopgør efter WWII, hvor modstandsfolkene kunne roses på nogle områder og rises på andre, er ærgerligt for alle. Sikkert navnligt for de aktive i modstandskampen, der ikke har fået en chance for at forsone sig med deres fortid -- både den glorværdige og den tvivlsomme.

Peter Pedersen

Heinrich

Nej - din logik her, holder overhovedet ikke vand.

Der er en kæmpe forskel fra 1940'ernes danskere og så en fundamentalistisk org., som Taliban.

Deltagerne i den danske modstandskamp havde fuld folkelig opbakning - hvorimod de seneste meningsmålinger viser, at omkring 89 % af afghanerne er enten imod - eller stærkt IMOD Taliban - fx. :

http://news.bbc.co.uk/2/shared/bsp/hi/pdfs/11_01_10_afghanpoll.pdf

(aktuelt : PDF-side 11/27)

..og de danske modstandsfolk sprængte hverken sagesløse, civile medborgere i luften, eller brugte disse som levende skjolde, - sådan som Taliban gør i dag.
Dette har f....ga.... ( !!}}#@!!¤#"!!! ) intet med mod og integritet at gøre, men derimod det største forrædderi, man kan gøre mod sine egne landsmænd - og iøvrigt direkte imod Talibans egen religion.

Personligt kender jeg (eller kendte, da flere og flere falder fra) en del modstandsfolk, og de fleste siger med stor overbevisning,
at de handlede som de gjorde, udelukkende fordi det for dem - og for DK - var "det eneste rigtige" - men på ingen måde pga. evt. senere opnåelse af hæder og ære.

Taliban kæmper primært for at vinde deres diktatoriske regeringsmagt tilbage - med formålet at håndhæve deres egen specielle yderst fundamentalistiske tolkning af bla. shariah.

Tom W. Petersen

Tænk, at nogen virkelig mener, at Danmark skulle være gået i krig mod Nazityskland, Europas mest moderne og effektive krigsmaskine!
Vi vidste, at vi ikke ville være blevet støttet af nogen.
Frankrig blev slået i sommeren 1940 i løbet af ca. to måneder.
Men vi kunne selvfølgelig have fået en masse mennesker slået ihjel i løbet af det par dage, det ville tage tyskerne at smadre København og knuse det danske forsvar, og sige, at vi have æren i behold.
Samtidig må man jo alligevel have dyb respekt for de, der illegalt gjorde modstand.
Så det er alt andet end enkelt. Og jo mere indviklet, jo mere man ved om det.
Vanskeligheden ved alt om besættelsestiden er, at alt er så indsyltet i, hvad vi BAG EFTER vidste, at vi næsten ikke kan begribe, på hvilket grundlag beslutningerne om hvad der skulle gøres, blev taget.
Jeg er i hvert fald lykkelig for, at det ikke var en drømmer som Anders Fogh Rasmussen, der var statsminister i 1940.

Tom,
er der da det?

Jeg ved mange mener at regeringen burde være trådt tilbage øjeblikkelig, som et utvetydigt signal om at passiv modstand var en nationalpligt. Man kunne også have forestillet sig at krigsmateriel og fabrikker der producerede krigsmateriel - Riffelsyndikatet og andre - kunne være blevet sprængt af militæret..

.... der var jo ingen der var i tvivl om at aktiv modstand i Danmark kun kunne ske gennem partisankrig...

...men Grønland reddede det lille kongedømme på faldlemmen - og så har vi ikke engang sagt tak eller undskyld eller rend mig i r...

En typisk overklassereaktion fra en dekadent magtelite...