Vi vidste, tyskerne kom, vi havde bare bedt dem om at ringe først

Om morgenen 9. april 1940 sad den radikale udenrigsminister Peter Munch sandsynligvis og ventede på at blive indkaldt til et møde med den tyske gesandt. Et ubehageligt ét ganske vist, men det ville give ham mulighed for at hindre at danskere skulle blive dræbt under en håbløs modstand. Men invasionen kom uden varsel, uden et ultimatum. Det havde Erik Scavenius ellers aftalt med den tyske gesandt i Berlin. I 1917.

Pensioneret Brigadegeneral Michael H. Clemmesen har gennemgået et enormt arkivmateriale for at genopbygge broen mellem Første og Anden Verdenskrig, som han mener er forsvundet i jagten på syndebukke.

»Forestil dig et hestevæddeløb. Dansk historieskrivning har fokuseret på opløbet, på målfoto, på hvad der sker på de sidste 100 meter, og man har interviewet jockeyen efter løbet. Men der sker jo en hel del i det sidste sving, før det sidste sving, på banen, for slet ikke at tale om det, der sker uden for banen, i staldene og i træningen af jockeyen. Man skal jo i virkeligheden langt længere tilbage for at kunne se, hvorfor resultatet blev som det blev. Det kan man sige, at min historie handler om. Det, der sker før opløbet,« siger Michael H. Clemmesen.

Og det centrale er for eksempel det, der ikke skete. Danmark blev ikke indblandet i Første Verdenskrig. Men det var på mange måder en tilfældighed, mener Michael H. Clemmesen. De allierede vandt krigen, men i lang tid så det ud til, at udfaldet ville blive et andet, og det havde stor betydning for opfattelsen af de neutrale stater. Når man er desperat, så betyder sådan noget som folkeret, ikke-angrebspagter, demokrati og godt naboskab ikke så meget. Det gør til gengæld overlevelse. Og kun det. Neutral er noget man er, indtil man begynder at blive strategisk interessant. Englænderne var i en kort periode i efteråret 1917 ved at være så desperate, at de planlagde at sende en flåde ind gennem Storebælt mod Kiel for at holde Rusland i krigen.

»Frankrig var stærkt svækket af mytterier i hæren, og man måtte hindre, at tyskerne kunne samle hele deres hær på Vestfronten i en sejrrig storoffensiv, før amerikanerne var klar. Paradoksalt nok blev Danmark sandsynligvis reddet af, at et pludseligt truende italiensk sammenbrud tiltrak sig al opmærksomhed, men kort tid derefter blev inddragelsen af Norge på allieret side betragtet som mere afgørende, noget der straks ville have udløst en tysk besættelse af Danmark. Englænderne var ved at være desperate, og krigen blev mere og mere total, man måtte derfor være klar til at tvinge neutrale lande ind på egen side. Det havde man tidligere i krigen undladt, for det ville bringe dem ned på niveau med tyskerne, der havde indledt krigen med et angreb på det neutrale Belgien. Men når en nation får kniven for struben, så bliver disse ting pludselig mulige.«

Ømtålelige emner

De meget detaljerede planer om inddragelse af neutrale lande i Første Verdenskrig er ikke at finde i britisk historieskrivning. Michael H. Clemmesen kalder den britiske historieskrivning om Første Verdenskrig 'diskret renomméforsvarende'.

»Da man skrev historien bagefter, vidste man, hvad der havde sikret de allierede sejren. Amerikanernes indtræden opmuntrede til at holde ud, i krigens sidste par måneder var den tyske militære modstandskraft opbrugt, og landet endte i revolution. Bagefter stod forløbet som selvfølgeligt. Men man er jo nødt til at forstå og beskrive forløbet, som det opfattedes i situationen. Hvilke mulige beslutninger der var i spil. For selv de beslutninger, vi ikke træffer, har betydning. Pinlige ikke-begivenheder er imidlertid noget lettere at feje ind under gulvtæppet.«

Da planlægningen af mulige operationer mod Danmark og Norge ikke er beskrevet i den britiske historieskrivning, er den også hidtil undgået de to tidligere neutrale landes historikeres opmærksomhed.

»Når danskere skrev historie om Første Verdenskrig - i det omfang de overhovedet gjorde det indtil for ganske nylig - så gjorde de det på grundlag af behandlingen i hjemlige kilder, og hvad der fandtes i stormagternes historieskrivning,« påpeger Michael H. Clemmesen. Og her er det først i det seneste par årtier, man er begyndt at tage livtag med myterne om Den Store Krig.

»Anden Verdenskrig var den gode krig mod det onde. Den vandt vi i fællesskab. Interessen for denne krig er forståeligt nok stadig enorm, der udgives hundredvis af bøger om den hvert år. Hvorimod Første Verdenskrig var og er kontroversiel for specielt englænderne. De havde lidt store tab og opfattede fra 1930 i stigende grad deres deltagelse og lidelser som groteske, meningsløse og unødvendige. Man forsker ikke i og skriver ikke om historie, hvis det ikke sælger bøger.«

1917-møderne

Men Første Verdenskrig kunne som nævnt også være blevet Danmarks egen krig, som den efterfølgende konflikt blev det. I Berlin og Kiel blev de tyske planer om besættelse af Vestdanmark udformet. Og militære planlæggere har det med at genbruge de studier og planer, der ligger i stålskabet. Selv om det måske er en helt anden krig, og selvom det er 20 eller 35 år senere.

»I Danmark nedbyggede man forsvaret og mente, at dette sammen med en ligelig handelspolitik og hemmelig efterretningshjælp til Tyskland bidrog til, at vi blev holdt ude af krigen. Men i virkeligheden betød det ikke noget, hvilken neutralitetslinie, vi havde valgt. Tyskerne har disponeret de styrker, de har, og hvis hverken Danmark eller Norge stillede deres territorium til rådighed for de allierede, var de ikke interessante. Havde vi eller nordmændene til gengæld assisteret englænderne, så var det selvfølgelig noget helt andet. Hvis uheldet havde været ude, ville Jylland og Fyn være blevet besat i Første Verdenskrig, som den tyske gesandt Rantzau i 1917 havde gjort klart for den danske udenrigsminister Scavenius.«

Den tyske gesandt var af Berlin blevet bedt om at undersøge, hvordan Danmark ville reagere, hvis briterne dukkede op i danske farvande eller opererede fra norsk territorium. Fra tysk side ville det udløse Plan J. En tysk besættelse af Jylland og Fyn.

Ifølge Rantzaus referat fra et møde med Scavenius havde den danske udenrigsminister gjort det klart, at i det øjeblik hvor England havde krænket Danmarks neutralitet, ville enhver i Danmark forstå, at Tyskland ikke kunne respektere dansk territorium, men ville være tvunget til at gribe til alle militære forholdsregler til vands og til lands for at hindre den engelske aktion i at lykkes.

»Tyskeren havde gjort klart, at Danmark kun ville få fem timer til at svare, at man under protest tillod en indmarch. Det var også det svar, som de allierede diplomater i København forventede, at regeringen ville give. Den kunne efter deres opfattelse ikke andet,« siger Michael H. Clemmesen.

Vi overgiver os

Det var blandt andet Plan J, som de tyske planlæggere moderniserede, da Danmark igen blev strategisk interessant i vinteren 1940. Nu som en base for erobringen af Norge, der er det egentlige mål. Men den tyske gesandt dukkede ikke op, før efter angrebet var i gang.

»Tyskerne giver ikke et ultimatum, fordi de samtidig angriber Norge, og det ville jo være dumt at ringe til danskerne og fortælle, at de er på vej, for så ville det være umuligt at lave et overraskelsesangreb i Norge. Men når man ser på de telegrammer, der sendtes mellem nu udenrigsminister Peter Munch og gesandten i Berlin Herluf Zahle umiddelbart før besættelsen i 1940, så virker det som om, de venter på at få et ultimatum. Munch var en del af inderkredsen i Det Radikale Venstre under Første Verdenskrig, og hans handlinger gør det reelt sikkert, at han kendte til forhandlingerne 23 år tidligere.«

Men Michael H Clemmesen ser ikke noget odiøst i, at Peter Munch går og venter på muligheden for at overgive sig - under protest.

»Han har gennem hele sin politiske karriere givet udtryk for det synspunkt, at Danmark ikke kan forsvares militært, og at det ville være en ulykke, hvis man forsøgte på det. Det var det radikale partiprogram. Den politik havde han åbent erklæret, at han førte, og den blev ført af den danske regering op til den 9. april. Man ønsker at videreføre den neutralitetspolitik, man mente var succesrig under Første Verdenskrig. Altså hvis vi kan klare os med en ligesidet neutralitetspolitik, der viser et lille hensyn til den stormagt, der ligger syd for grænsen, så gør vi det. Så slipper vi nok igennem igen. Det var så langt, den normale vælger havde overvejet situationen. At danskerne så efter besættelsen frustreret ledte efter forræderi og konspiration som forklaring på, at politikerne gjorde, som de havde sagt, viser ikke den store selvkritik.«

Der er en ret simpel grund til, at man ikke har været interesseret i sammenhængen med Første Verdenskrig, mener Michael H. Clemmesen. En stor del af motivationen til at undersøge, hvad der skete 9. april, har været at finde en syndebuk. Der måtte være nogen, der havde begået en fejl. Nogen måtte have begået landsforræderi.

»Al historieskrivning har koncentreret sig om skyldsspørgsmålet, så man har ikke hævet blikket og forsøgt at forstå de vilkår, der gjorde sig gældende under Første Verdenskrig. Grundlæggende er de vilkår, der rammer os under Anden Verdenskrig, blevet skabt under den strategiske udvikling i Første Verdenskrig. Derudover har danskere i deres søgen efter skyldige ignoreret det faktum, at deres flertal gennem hele mellemkrigstiden valgte politikere, der ikke vil kæmpe, og hvoraf mange søgte sikkerhed gennem afrustning. Danskerne ignorerede deres eget ansvar, både da det gik galt og i årene efter Besættelsen.«