Baggrund
Læsetid: 1 min.

60.000 unge har fået brev: Kom så i gang!

Staten bruger en lille halv million kroner på direkte at opfordre de unge til at starte på en uddannelse. Kun en lille procentdel reagerer positivt, men indsatsen tjener sig selv ind, påpeger ekspert
Indland
17. maj 2010

Er du blevet student inden for de seneste tre år, uden at du har påbegyndt en videregående uddannelse? Så har du sandsynligvis fået en opfordring pr. brev til at komme i gang.

I 2009 brugte de to uddannelsesministerier 350.000 kr. på den såkaldte direct mail-kampagne - et beløb, der i år er en del højere, eftersom 60.000 unge har fået brev, mod 43.000 sidste år.

Evalueringen af statens indsats viser ifølge Videnskabsministeriet, at brevet havde indflydelse på mellem 600 og 900 af de unge, som søgte ind på en uddannelse sidste år. Det svarer til, at blot 1,4 pct. af de knap 63.000 unge, der søgte en uddannelse under KOT, blev påvirket af brevet.

Lektor på Institut for Innovation og Organisationsøkonomi ved CBS, Per Vejrup-Hansen medgiver, at responsen forekommer begrænset: »Hvis man taler kroner og ører lyder det umiddelbart som et noget begrænset tal. Men sammenholdt med, hvad det giver samfundet i afkast at få 600 eller 900 gennem en videregående uddannelse kan investeringen godt betale sig,« siger han med henvisning til, at borgere med en videregående uddannelse gennem et liv bidrager med flere kroner til statskassen end ufaglærte.

Hos Danske Studerendes Fællesråd er formand Mikkel Zeuthen også tilfreds med kampagnen: »Umiddelbart er det en rigtig god idé at lave opfølgende arbejde på folk som ikke er kommet videre. Men man skal ikke regne med at en løftet pegefinger fra en minister motiverer folk tilstrækkeligt,« siger han og betoner nødvendigheden af, at man giver de unge - ikke mindste dem fra ikkeboglige hjem - en forståelse af, hvilke 'spændende uddannelses muligheder der eksisterer'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her