Nyhed
Læsetid: 2 min.

Andedamsnyt

Det meste af avisen handler i dag om Europa, så PengeInformation fokuserer på hjemstavnen
Indland
27. maj 2010

Vi begynder i det helt små (selv om det dog drejer sig om en del penge, eller i hvert fald en gang gjorde).

Ifølge Børsen er der nemlig røre i selskabet bag fodboldklubben FC København. Således har den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport og Entertainment, Flemming Østergaard, i weekenden måttet lide den tort at blive afvist fra arrangement 'Monster Jam', hvor gigantiske firhjulstrækkere med overdimensionerede hjul og navne som 'El Toro Loco' og 'Iron Man' fræsede rundt i Parken og bl.a. lavede flyvehop.

Østergaard har nemlig fået frataget sit æresmedlemskabaf Parken - ifølge Børsen - fordi investorerne og bestyrelsesmedlemmerne Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen føler sig taget ved næsen af Østergaard, der skulle have fået Parkens økonomi til at tage sig bedre ud end sandt var.

Bestyrelsen er inde i et opgør mellem de to mænd, som har op mod 40 pct. af aktierne tilsammen, og så de tre andre bestyrelsesmedlemmer Lars Johansen, Hans Munk Nielsen og Jørgen Lindegaard, der har LD's aktiepost på næsten 30 pct. i ryggen. Lidt endnu i hvert fald - ifølge Ugebrev for bestyrelser konspirerer Flemming Østergaard muligvis med en amerikansk investor om at købe LD's andel i Parken.

Så selv om han har mistet sit æresmedlemsskab, har han nok fået et og andet med sig fra sin tid ved roret.

Andre er mindre ved muffen: Ifølge Berlingske Business har danske aktieindehavere mistet 126 milliarder kr. siden 26. april i år. Det er jo også en slags penge.

Dog har de overskud, hvis man kigger tilbage til, hvordan det så ud ved nytår. Man kan altså konkludere, at det går op og ned. Men det er der så også en god ting ved, i hvert fald ud fra et andedamsperspektiv: Når investorerne er nervøse, flygter de til sikre investeringer.

Og det vil bl.a. sige danske statsobligationer, der - modsat finansministerens bekymrede udmeldinger - ikke helt er i samme negative boldgade som de græske. De er faktisk så sikre, at de på en dag som tirsdag i denne uge - hvor det meste raslede ned i værdi - stiger i værdipå grund af større efterspørgsel. Så falder renten, og det bliver billigere for både staten og alle vi andre at låne penge.

Til gengæld er der så en del mennesker, som nok alligevel får svært ved at låne noget som helst:

Ledigheden bevæger sig den gale vej - nemlig opad. Danmarks Statistik offentliggjorde i går nye tal over ledigheden efter en opgørelse, hvor man rent faktisk ringer til folk og spørger, om de er aktivt jobsøgende uden at kunne finde job.

Så får man antallet af AKU-ledige. Af dem er der nu 230.000, 77.000 flere end i første kvartal af 2009. Det er en stigning på 50 pct. på kun ét år.

Udviklingen lader til allerede at være rygtes til Polen: Antallet af polakker, som flytter til Danmark (for at arbejde, må man antage), er faldet med 44 pct. fra første kvartal sidste år til første kvartal i år. Man forstår dem: Så er vejret jo heller ikke bedre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her