Læsetid: 4 min.

'Armadillo' vil styrke krigsmodstanden

Både regeringen og forsvaret har grund til at frygte reaktionerne på den kontroversielle krigsdokumentar 'Armadillo', der rammer biograferne i morgen, mener medieprofessor
Både regeringen og forsvaret har grund til at frygte reaktionerne på den kontroversielle krigsdokumentar 'Armadillo', der rammer biograferne i morgen, mener medieprofessor
26. maj 2010

»Armadillo viser et barbari, vi troede, vi for længst havde ladt bag os. Den smadrer det danske selvbillede«, tordner forfatteren Carsten Jensen i danske og norske aviser. »Det kan godt være, vi virker hårde, men afghanerne er mere hårde og kolde end selv den værste soldat,« skriver Peter S. på nationen.dk og fortæller, hvordan han har set en afghansk far smide liget af en lille pige i støvet, da de danske soldater ikke kunne hjælpe ham.

Debatten oven på den Cannes-kårede krigsdokumentar Armadillo raser allerede, men når filmen i morgen rammer 40 biografer over hele landet og snart også millioner af tv-seere, har regeringen og forsvaret grund til at frygte reaktionerne.

Både medieforskere og forsvarskilder forudser, at filmen vil få krigsdebatten til at blusse op og den folkelige modstand mod krigen til at vokse.

Skelsættende film

Professor i medievidenskab Ib Bondebjerg fra Københavns Universitet har allerede set Armadillo to gange og er ikke i tvivl om, at Janus Metz' usminkede krigsskildring vil få stor betydning for den folkelige opbakning til Afghanistan-krigen.

»Det er en film, der vil forandre diskussionen om krigen,« siger Ib Bondebjerg.

»Indtil nu har danskerne hovedsagelig diskuteret Af-ghanistan-krigen som et politisk spørgsmål om krig og krigsdeltagelse. Men det vil denne film vende op og ned på. Det er første gang, danskerne får et så tæt og realistisk billede af krigen, og det vil gøre det tydeligt for folk, hvilket dilemma det er at føre krig.«

Ib Bondebjerg vurderer, at mange danskere vil forlade biografen med en ny erkendelse af, hvad det vil sige, at Danmark er i krig, men også med et mindre positivt indtryk end tidligere.

»Det brede publikum ved meget lidt om, hvad det er, de danske soldater går rundt og laver dernede. Det er selvfølgelig individuelt, hvilket indtryk man får, når man ser filmen, men der er givet mange, som vil forlade biografen med en fornemmelse af, at den her krig ikke rigtig har nogen vindere og tabere, at det er en mudret krig uden nogen frontlinje, uden klare svar på, hvem vi egentlig kæmper imod, og hvad civilbefolkningens rolle er,« siger Ib Bondebjerg, der gennem en årrække har forsket i tv og dokumentarfilm.

Krydser fingre

I forsvaret krydser man fingre, frygter det værste og håber på det bedste, siger flere militærkilder til Information. Flere af dem siger til Information, at der er stor bekymring i forsvaret over, hvilke reaktioner filmen vil afføde. Men officielt har forsvarets talsmænd ikke meget på hjerte.

Vagthavende presseofficer Hans Vedholm fra Hærens Operative Kommando er særdeles fåmælt og vil kun sige, at han ikke tror, at filmen vil give anledning til nogen storm.

»Jeg tror, gassen er gået af den,« siger han og henviser alle yderligere spørgsmål til Forsvarskommandoen.

Her er presseofficer Torben Kjeldsen imidlertid også svær at slå ord af.

- Tror du, at filmen vil påvirke den offentlige opbakning til Afghanistan-krigen?

»Det ved jeg ikke?«

- Synes du, at filmen giver et godt indtryk af, hvorfor unge danskere skal dø i Afghanistan?

»Nu er den jo meget fokuseret på den militære konfrontation og viser ikke noget om alt det andet, der foregår i Afghanistan.«

- Flere kilder siger til Information, at forsvaret planlægger en informationsoffensiv for at imødegå filmens negative påvirkning?

»Vi oplyser hele tiden bredt om, hvad der foregår. Vi maler med den brede pensel og fortæller om alt fra genopbygning til de danske redningsberedskab.«

Ikke om Afghanistan

Manden, der på forsvarets vegne har gennemgået Armadillo for at luge eventuelle sikkerhedsproblemer ud, er oberst Lars Møller, chef for Internationale Operationer i Forsvarskommandoen.

Han regner med, at filmen vil give mere debat, når den rammer biograferne og tv-skærmen, men han frygter ikke udfaldet.

» Jeg tror, at dem, der er tilhængere af krigen, vil være stolte af de danske soldater, der optræder i filmen. Hvis man omvendt tror, at de danske soldater går rundt og uddeler vingummibamser til Taleban, så får man selvfølgelig et chok. Men det tror jeg så heller ikke, at flertallet af danskerne gør. De fleste ved godt, hvad der foregår dernede, men det er selvfølgelig ubehageligt at få sat billeder på,« siger han.

- Vil filmen påvirke opbakningen til Afghanistan-krigen?

»Det tror jeg ikke. Filmen er et vidnesbyrd om, hvad der sker, når nogle unge mennesker reagerer i kamp og er under ekstremt stress, men efter min bedste overbevisning siger filmen intet som helst om Afghanistan.«

- Men nu foregår den jo i Afghanistan?

»Hvis man bruger filmen som grundlag for at danne sig en mening om krigen i Af-ghanistan, gør man det på et falsk grundlag. Det vil være fuldkommen vanvittigt. Filmen viser jo kun halvanden time af mange hundrede timers optagelser og kunne i virkeligheden være optaget hvor som helst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Diepgen

Ib Bondebjerg mener, at vi for første gang får et tæt og realistisk billede af krigen. 2.verdenskrig og besættelsen var måske ikke en rigtig krig. Da optrådte ellers modige danske soldater på Østfronten og Gestapos Hilfpolizei jog skydende igennem gaderne. Søren Kam står stadig til rådighed ligesom oberst Møllers drenge. En kommende filmjournalist kan måske fortælle om dem, det går ud over.

Jesper Pedersen

Denne film vil ikke styrke krigsmodstanden efter min mening, tvaertimod. Det er lidt ligesom Wall Street da den film i sin tid udkom, mest kult og heltedyrkelse. Modstanderne vil vaere 'the usual suspects'. God film, men egentlig intet nyt fra Fronten.

'the usual suspects' og Wall Street?, du er da vist nok et forvokset dreng Jesper, du snakker om krig som om det var en leg og du lige havde set Top Gun.

Jesper Pedersen

Hej Helge - Ja, det er gode film alle sammen... Min pointe er at jeg forudser at Armadillo ikke rykker nogen i nogen retninger - alle bliver bekraeftede i deres allerede indstuderede meninger, inklusive dig selv. Hvis du har saakaldt krigserfaring tager jeg hatten af for det!. mvh

.. det er ikke min mening at soldater og civile dør i krig, det er ikke min mening at selvom soldaterne slipper uden fysiske skrammer har de måske PTSD eller blevet forgiftet af Depleted Uranium, så deres kromosomer bliver smadret, det resulterer i svært handicappede afkom,det er ikke min mening men konsekvensen af krig.

Per Thomsen

Presseofficer Torben Kjeldsen:

»Vi oplyser hele tiden bredt om, hvad der foregår. Vi maler med den brede pensel og fortæller om alt fra genopbygning til de danske redningsberedskab.«

Det er så sandt som det er sagt. Derfor vil det også være et chok for befolkningen at få at se, hvad det er Lars Løkkes muntre slagtersvende i virkeligheden foretager sig.

En Studerende Læser

Man kan sige meget om denne film. Men den ændrer ikke på, at ufattelig mange danskere slet ikke kan overskue eller forholde sig til hvad der sker dernede i Afghanistan. I virkeligheden er størstedelen af alle danskere fuldstændig ligeglade med hvad der sker og de gider ikke sætte sig ind i det.
Carsten Jensen er et geni på området og jeg synes det er så ærgerligt for den politiske debat at højrefløjen, heriblandt Lars Barfoed og Gitte Lillelund bæk, ikke gider høre på en så klog man uanset hvor meget erfaring han har "bare" fordi hans "teorier"(beretninger) ikke passer ind i deres ideologi. Stygt. Og hvor bliver deres meninger kedelige.

leif rasmussen

Jeg er bange for at der skal et nyt "Stalingrad" til, før det store flertal overhovedet begynder at interessere sig for folketingets forbrydelser på østfronten.

Rasmus Knus

Filmen udstiller misforholdet mellem det simulakrum danskerne præsenteres for gennem forsvaret selv, medier, politikere m.fl. og så den vinkel Armadillo formidler. Måske er det på tide med lidt eftertanke for de førstnævnte. Om ni års skønmaleri i andedammen har haft andre positive konsekvenser end det fortsatte taburetejerskab og om den danske befolkning i 2010 vil være i stand til at kapere en nuanceret dækning af de krige landet deltager.

Peter Lauritzen

Det store orakel, Carsten Jensen, har sgu selv sagt, at filmen vil forandre alle danskeres syn på krigen, basta.

Tobias Hjertmann

Jeg kan ikke mindes jeg nogensinde har hørt om, en dokumentarfilm, der går så tæt på krig og de som kæmper den. Jeg så filmen tidligere i dag om må indrømme, at jeg er rystet. Dette er ikke en eller anden amerikansk hollywood-film, men vaskeægte virkelighed, eller i hvert fald så tæt på den vi kommer via biografens lærred, lige op i synet.
Hvordan krig egentlig opleves af soldaterne, og hvilke konsekvenser den har for de samme for ikke at nævne dem de angiveligt kæmper for, er svært at overskue, når man befinder sig så langt væk fra de grusomme begivenheder. Men det er præcist hvad Armadillo giver en indsigt i.
Efter min mening er dette måske den vigtigste danske film nogensinde. Jeg håber inderligt den vil blive set af mange danskere, og debatteret af mindst lige så mange.

Bill Atkins

Jeg er spændt på om filmen stiller spørgsmål ved selve Afghanistanmissionen, eller om filmen i bedste kastrerede Hollywoodstil blot bringer det apolitiske budskab: Krigerhåndværket er barskt og beskidt...

Thomas H. Pedersen

Jeg har fået set filmen og jeg vil mene den giver et okay billede af hvordan det er at være soldat i afghanistan selvom det kun er 90minuter af en 6 måneders udsendelse.

scenen hvor soldaten bruger ordet likvidere, siger han "hvor efter de blev likvidere på mest humanske måde" hvor man kan se at det er i den sorte humors ånd det bliver sagt og som de siger deri kan folk som ikke var med misforstå det, det er så også det som er blevet gjort og det er grunden til en ringede hvem og fortalte sin mor at de likvidere såret talibaner.

scenen hvor en soldater er blevet såret i armen og ser ud til at være i chok, har fået morfin og fetanyl så han er på godt dansk rimelig godt skæv, desuden ser man ham senere i film hvor han øjne er på billedet så teorien om han er i chok og PTSD rundt om hjørnet holder ikke

Per Thomsen

Thomas H. Pedersen:

»scenen hvor soldaten bruger ordet likvidere, siger han “hvor efter de blev likvidere på mest humanske måde” hvor man kan se at det er i den sorte humors ånd det bliver sagt…«

Det var i sandhed en noget kreativ og alternativ tekstanalyse. Når soldaterne i filmen tilsyneladende tilstår deres krigsforbrydelser, er det i ifølge Pedersen i virkeligheden bare udtryk for sort humor.

Der kan man bare se…

Thomas H. Pedersen

Uanset hvordan du end vender og drejer den så er det ikke en krigsforbrydelse det der skete. de bliver angrebet indenfor ca. 10 meters afstand. normalt når man renser skyttehuller. smider du først en håndgranat derefter går du frem mod skyttehullet og skyder fjenden medmindre han åbenlyst overgiver sig hvilken taliban meget sjælden gør.

Og han tilstår ikke noget men forklarer om hvordan det skete.
så desværre din våde drøm om at der er begået en krigsforbrydelse holder ikke en meter.

Har set filmen. Ve ikke om jeg tror at den vil øge krigsmodtanden. Tror ligesom Amalie Wullum at de fleste danskere ikke rigtig kan overskue spørgsmålet, ller forenkler det så det fx kommer til at handle om hvorvidt man er venstre eller højreorienteret. Synes egentlig det er en god film, netop fordi den ikke tager stiling til for eller imod krigen. Den prøver at få folk til at tænke(selvom det er svært) Synes ikke at diskutionen om likvideringer eller ikke likvideringer er det mest tankevækkende ved filmen. Selvfølgelig skal man overholde krigens love, men det er forståeligt at man opbygger et had til ens fjende, de prøver jo at slå én ihjel! Syne det mest tankevækkend er den civile befolkning som aldrig har taget noget valg i forhold til den krig de er fanget i, og hvordan de danske løfter om skolegan og demokrati lyder uendelig hult for en fattig bonde afgansk bonde, hvis første bekymring er ikke at han og hans famile ikke bliver dræbt, og derefter at få mad på bordet, og det er svært når der er krig og soldaterne tramper i hans marker, og dræber hans dyr med motergranater...

*-en afgansk bonde, hvis første beymring er om han og hans familie bliver dræbt, og dernæst om de kan får mad på bordet...

At anklage soldaterne for forbrydelser er med et citat fra Wessel, for smed at rette bager. Krigen i sig selv er en forbrydelse, at slå ihjel bliver selvsagt aldrig humant. Soldaten kan få moralske anfægtelser, men de eneste forbrydere, man kan pege på, er dem, der eklærer krig, de selvbevidste skamløse kynikere, som går fri for tiltale og derfor tør.