Nyhed
Læsetid: 3 min.

Børneorganisationer: Drop børnepenge til de rige

Dansk Folkeparti foreslår, at de rige ikke længere skal have børnepenge. De vil have børnechecken indtægtsgradueret. Det synes interesseorganisationer på børneområdet er en god idé
Det er ikke alle danske børn der skal nyde godt af børnechecken, mener flere interesseorganisationer. Børnechecken bør indkomst-gradueres, så de rige ingen børnepenge får, men til gengæld skal de sparede penge gå til de svage familier.

Det er ikke alle danske børn der skal nyde godt af børnechecken, mener flere interesseorganisationer. Børnechecken bør indkomst-gradueres, så de rige ingen børnepenge får, men til gengæld skal de sparede penge gå til de svage familier.

Per Morten Abrahamsen

Indland
25. maj 2010

»Jeg er sikker på, at journalister, folketingsmedlemmer og ministre har en løn, så man absolut ikke har brug for en børnecheck,« sagde Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard i sidste uge. Og det er interesseorganisationerne på børneområdet enige i.

Regeringen forhandler for øjeblikket med DF om en spareplan på 24 milliarder på de offentlige budgetter, og et af Dansk Folkepartis krav lyder på, at familier ikke skal have børnepenge, hvis de tilhører den rige del af befolkningen.

DF har ikke præciseret, hvor meget man skal tjene for at blive afskåret fra ydelsen, der nu koster staten i omegnen af 14 milliarder kroner årligt.

Lisbeth Zorning Andersen er formand for Børnerådet, og hun mener, det er rimeligt at se på, hvordan man bedst muligt kan spare på området:

»Det giver ikke mening for mig, som økonomisk bevidst samfundsborger, at jeg med en fornuftig indkomst skal have børnecheck. Vi mener derfor, at det er en god idé at gøre indtægtsuafhængige ydelser indtægtsafhængige,« siger Lisbeth Zorning Andersen.

Interesseorganisationerne Børns Vilkår og Mødrehjælpen mener ligesom Børnerådet, at en indtægtsgraduering er et rimeligt tiltag, men tilføjer, at den økonomiske vinding ved ændringen skal rettes mod de udsatte familier og børn:

»Vi er godt klar over, at dagsordenen er en anden nu. For der mangler 24 milliarder, og de skal findes. Men vi så helst, at ændringen medførte en omfordeling, som man kunne bruge aktivt og målrettet til at hjælpe nogle familier ud af deres lavindkomstsituation,« siger Mads Roke Clausen, der er direktør i Mødrehjælpen.

Han bakkes op af Børns Vilkår:

»I princippet er en graduering i orden - men det skal ikke bruges som en spareplan. Vi mener, at de penge man får ud af det her, skal bruges på de særligt udsatte børn,« siger Dorthe Lysgaard.

Social slagside

Udover de rige, mener Dansk Folkeparti også, at storfamilier skal fratages en del af deres børnepenge. DF foreslår, at familier skal fratages børnepengene til det fjerde fødte barn, og det forslag møder til gengæld stor modstand blandt de interessenter på børneområdet, som Information har talt med.

Lisbeth Zorning Andersen er bekymret for, at forslaget kan få en social slagside:

»Det er helt grotesk at sige, at får man fire børn - så skal man ikke have noget for det fjerde. Det kommer blandt andre til at gå ud over indvandrerfamilierne og de økonomisk svagt stillede familier. Jeg ved, at børnechecken for de her familier, betyder alt. Det kan gøre hele forskellen på, om barnet får nyt tøj eller mulighed for at få f.eks. en mobiltelefon ligesom andre børn,« siger Lisbeth Zorning Andersen.

Ikke alene kan forslaget få en social slagside, det kan også fjerne incitamentet til at ændre det faldende fødselstal, mener direktør for Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen.

»I Danmark er der behov for flere børn og ikke færre - og i det lys, synes vi, det ville være trist ikke at tilskynde familier at få flere børn,« siger Mads Roke Clausen.

Lektor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Michael Baggesen Klitgaard påpeger, at en omlægning af børnechecken, som DF foreslår, vil ændre den tilbage til, hvad den lignede i 1980'erne.

»Man vil med en indtægtsgraduering ændre ved et grundlæggende princip, for med den universelle børnecheck sikrer politikerne sig folks opbakning, og undgår den stigmatisering, der kan være i at modtage socialydelser. Hvis alle betaler skat, så skal alle også have noget ud af det,« siger Michael Baggesen Klitgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Er det nu en klog beslutning at indkomstregulerer børnechecken?
Dels går vi så over til fattighjælp og væk fra en hvis ” belønning” til de familier der får børn , der vel stadig bør ses som samfundets fremtid. Husk børnechecken var en omlægning fra et skattefradrag for udgifterne ved at have børn.
Dels var børnechecken vel mere tænkt t som et tilskudt til børnene og ikke til og for forældrene.

Karsten Aaen

Og hvem er de rige?

Sandheden er jo den, at det bliver mellemindkomst-gruppen med indtægter fra ca. 30.000 til 40.000 kr. pr. måned der må til lommerne...

Karin Røjkjær

Jeg har svært ved at se børnechecken som et middel til at spare, men jeg synes, at det er knaldhamrende god idé at omfordele checken. Det er for mig svært at se, hvad en børnecheck gør godt for i en familie, hvor husstandsindkomsten ligger på den gode side af en halv million. I stedet kunne de samme penge gøre en stor forskel i de familier, hvor der er tale om reel fattigdom.
Og ligeledes kunne vi - nu hvor vi har proppen af - bruge samme fremgangsmåde med folkepension og tilskud. Mærsk McKinney Møller og andre som han har nok ikke det store brug for pensionen, mens fru Hansen på plejehjemmet, hvor hun betaler over 3.000 kroner for sin mad, nok kunne bruge lidt håndører....

Niklas Monrad

Med den lave sociale mobilitet der er en realitet i Danmark - selvom man fra politisk hold har gjort næsten alt for at ændre på det - giver det så mening at give særlig belønning til fattige familer for at få flere børn? Betyder det ikke blot at vi skaber en endnu større gruppe fattige i fremtiden?

Istedet for at opbygge et omstændeligt og administrationstungt system, som skal vurdere rigdom/fattigdom, så regulér istedet på topskatten, så de penge, som de rige måtte få i børnepenge, bliver tilbage-reguleret hér.

Så slipper man for administrativt bøvl, idet man ikke behøver at opbygge nye systemer. Istedet justeres de allerede eksisterende.

Karin Røjkjær

Jeg er meget sikker på, at det ikke giver nogen mening at belønne folk for at få mange børn. Mit råd - hvor lidt det end er værd - vil være at få færre børn og at tage sig bedre af dem.

Alex Jensen

Lyder som en fornuftig ide. Gør det.

Torben Jakobsen

Enig C KA

Når man begynder at indkomstgraduere de universelle ydelser er de lige pludselig ikke universelle længere, og det er måske en af de mest effektive måder at nedbryde den famøse sammenhængskraft, samt villigheden til at betale den meget høje skat som man betaler, når man tjener topskat.

Det går fra at man betaler til samfundet, inklsuiv sig selv, til at man betaler 'for alle de fattige der ikke gider arbejde'. Det gør man jo i forvejen, men følelsen er da lidt anden når man selv er ekskluderet fra det man betaler til, fordi man tjener nok til at betale mere til det end andre.

Nu er det jo ikke en direkte belønning af at få flere børn, børnechecken dækker langt fra alle de omkostninger der er ved at få et barn, men det er et tilskud fra staten til dem som får børn, så de, uanset deres stand, ikke behøves gå ned I levestandard på grund af deres beslutning om at få et barn.

Nu er det jo sådan at vi får så få børn, at vi kommer i problemer med hensyn til dalende befolkningstal og skæve befolkningsinddelinger der fører til økonomiske problemer, så helt dumt er det jo ikke at subsidiere børn på den måde.

Heinrich R. Jørgensen

Rune Hjelm:
"Istedet for at opbygge et omstændeligt og administrationstungt system, som skal vurdere rigdom/fattigdom, så regulér istedet på topskatten, så de penge, som de rige måtte få i børnepenge, bliver tilbage-reguleret hér"

Præcis. Det er forståeligt og administrerbart, at der gives børnepenge til børn, afhængigt af børnenes alder. Reguler noget andet, hvis der skal reguleres.