Læsetid: 4 min.

Danmark og EU svigter løfte om klimapenge

Før ny global klimaforhandling er der stor uklarhed om, hvor meget klimabistand de enkelte EU-lande vil yde, og om det hele i virkeligheden tages fra de eksisterende budgetter for u-landsbistand. Det vil være at bryde et af de få løfter fra COP15
I forbindelse med FN's klimatopmødet, COP15, i december i København markeredes klimaets tilstand verden over. Her på Trafalgar Square i London med en isbjørn af, ja, is.

I forbindelse med FN's klimatopmødet, COP15, i december i København markeredes klimaets tilstand verden over. Her på Trafalgar Square i London med en isbjørn af, ja, is.

Carl de Souza

21. maj 2010

Da klimatopmødet sluttede i Bella Center i december sidste år, var et af de få positive resultater, at i-landene i topmødeteksten, Copenhagen Accord, lovede, at der straks ville begynde at tilflyde de sårbare u-lande nye bistandsmidler til påtrængende beskyttelse mod allerede mærkbare klimatrusler.

30 mia. dollar (180 mia. kr.) fordelt over årene 2010-12 var de såkaldte 'opstartpenge', som i-landene lovede at mobilisere - på sigt ledsaget af 100 mia. dollar årligt fra 2020.

Nu viser en opgørelse fra EU's stats- og regeringschefer, at EU-landene er bagud med at levere opstartpengene. Internationale ngo'er påpeger, at de penge, der er fundet, typisk ikke er de 'nye og additionelle' midler, som København-aftalen udtrykkeligt lover.

De danske ngo'er i paraply-organisationen 92-gruppen kritiserede i går på Christiansborg tilsvarende den danske regering for tilsvarende at have taget klima-starthjælpen fra det kendte u-landsbudget.

EU skal levere en tredjedel af de 30 mia. dollar i opstartpenge for perioden 2010-12, det vil sige 10 mia. dollar eller 60 mia. kr. Fem måneder inde i 2010 er der ifølge EU's opgørelse givet tilsagn fra 21 af de 27 EU-lande om sammenlagt 2,24 mia. euro. Tæt på det lovede beløb for ét år, men langt fra løftet for hele treårsperioden.

Bistandsorganisationen Oxfam kritiserer EU for ikke at tale klarsprog om pengene.

»EU er ikke gennemsigtig nok. Rapporten giver ingen klarhed om, hvor meget hvert EU-land vil betale, hvor meget der skal gå til klimabeskyttelses- eller tilpasningsprojekter samt - helt afgørende - hvorvidt pengene gives oven i de eksisterende forpligtelser om at yde 0,7 pct. af bruttonationalproduktet i udviklingsbistand,« siger Tim Gore, Oxfams EU-klimarådgiver.

På 92-gruppens statuskonference om COP15-topmødet på Christiansborg i går påviste Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, at de rige lande allerede inden talen om ny klimabistand er bagud med at opfylde gamle løfter fra 2005 om at lade u-landsbistanden vokse med 50 mia. dollar i 2010 for at sikre opfyldelsen af FN's Millennium-mål om bekæmpelse af global fattigdom.

»Der mangler i hvert fald 18 mia. dollar. Og før man har betalt det, er der ikke nogen, der i fuld alvor kan stille sig frem og tale om, at man leverer ekstra klimamidler,« sagde Christian Friis Bach.

Han understregede, at USA, Canada, Australien, New Zealand og Norge faktisk har leveret det, de i 2005 lovede.

»Dem, der for alvor svigter, er EU og Japan. EU mangler faktisk stadig at betale 18 mia. dollar i forhold til de meget konkrete løfter, man gav i 2005.«

Hvad Danmark angår, har regeringen adskillige gange sagt, at man vil give 0,8 pct. af bruttonationalproduktet i u-landsbistand, svarende til 15 mia. danske kroner.

»Så kun det, der måtte ligge ud over 0,8 pct. og 15 mia. kr., kan man tillade sig at kalde ny og additionel klimabistand,« påpegede Friis Bach.

Regeringen meddelte i marts, at den samlede u-landsbistand frem til 2013 vil blive fastholdt på 15,2 mia. kr. årligt. Med prisudviklingen vil dette faste kronebeløb gradvist blive udhulet.

'Danmark i front'

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) sagde på konferencen, at levering af opstartpengene til u-landenes klima-indsats er et centralt punkt for Danmark.

»Jeg er glad for, at vi herhjemme allerede i april - som et af de første lande - kunne spille ud. Danmark er i front, og hvis alle gjorde som Danmark, ville situationen se meget anderledes ud. Der ville være 200 mia. dollar, hvis alle gjorde som os,« sagde ministeren med henvisning til den klimapakke på 1,2 mia. kr., som regeringen lagde på bordet i sidste måned.

Chr. Friis Bach påpegede, at man kun med meget god vilje vil kunne hævde, at en lille del af dette beløb måske er ekstra penge.

»Men med de meldinger, der nu er givet i forbindelse med forhandlingerne om genopretningspakken, vil det blive meget svært at påstå, at dette bliver ekstra, additionelle midler,« sagde han.

Direkte adspurgt, om klimapakken på 1,2 mia. kr. er ekstra midler, svarede Lykke Friis, at »dette er ikke et forum at diskutere, hvordan den kommende finanslov skal se ud.«Som også statusopgørelsen fra EU illustrerer, er det meget vanskeligt at få overblik over, hvorfra klimabidragene fra de enkelte EU-lande kommer. På konferencen blev det påpeget, at OECD har tilbudt at lave klare definitioner, så det kan registreres på en internationalt anerkendt måde, om enkeltlandes klimabidrag vitterlig er nye midler, som lovet på COP15-topmødet.

»Jeg vil bruge min tid på at sørge for, at der kommer penge på bordet. Så må vi tage den - undskyld udtrykket - mere religiøse eller principielle debat om definitioner senere.«

Om 10 dage mødes alverdens lande i Bonn i Tyskland til det første store forhandlingsmøde efter COP15 på vejen til COP16 i Mexico i december. Situationen er præget af u-landenes mistillid til i-landene.

»Det er svært lige nu. Når landene står i en ny økonomisk krise, er det rigtig svært,« sagde Chr. Friis Bach, der frygter en ond cirkel i forhandlingerne: Manglende vilje til finansiering fra i-landene giver manglende tillid hos u-landene, som giver manglende evne til at nå enighed om de nødvendige CO2-reduktioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu