Læsetid 3 min.

Dansk Folkeparti tog alle stikkene hjem

Både i det store og i det små er VKO's genopretningsplan kraftigt præget af Dansk Folkeparti-forslag. 'Løftebrud', siger oppositionen om dagpengereform og beskæring af u-landsbistanden. 'Realisme,' siger statsministeren
Dansk Folkeparti fik sat et stort fingeraftryk på regeringens genopretningsplan. Blandet andet fik de beskåret ulandshjælpen og sat en øvre grænse på 30.000 for børnepenge.

Dansk Folkeparti fik sat et stort fingeraftryk på regeringens genopretningsplan. Blandet andet fik de beskåret ulandshjælpen og sat en øvre grænse på 30.000 for børnepenge.

Keld Navntoft
26. maj 2010

»Vi har leveret varen.«

Sådan lyder konklusionen fra Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, efter at VKO i går præsenterede sin endelige aftale om genopretning af dansk økonomi.

Og det, der blev leveret, er i høj grad en vare med støttepartiets tydelige fingeraftryk - både i det store og det små.

Spareplanen på i alt 24 mia. rummer en række af DF's klare ønsker og mærkesager: Halvanden milliard besparelse på u-landsbistanden, flere gebyrer og mere brugerbetaling på små 100 mio. for udlændinge, en øvre grænse på 30.000 kr. på børnepengene og en forventet skærpelse af flygtninges muligheder for at opnå fuld folkepension.

Men endnu vigtigere kunne Pia Kjærsgaard i går bryste sig af med ét slag at have friholdt alle modtagere af overførselsindkomster fra den udhuling af ydelserne, som regeringen havde foreslået; at få afværget besparelser for fire mia. i kommunerne og samtidig at have leveret den dagpengereform, der blev det overraskende udkomme af pinsens forhandlinger.

»Vi har bevist, at vi også er med, når det kniber. At vi ikke alene er med, når der deles milde gaver ud, men også når det kan gøre lidt ondt. At vi er ansvarsbevidste,« siger Pia Kjærsgaard.

En halvering af dagpengeperioden var noget, som DF-ledelsen igennem et stykke tid havde arbejdet på at foreslå i sin egen genopretningsplan.

Men da regeringen i sidste uge overraskende indkaldte til forhandlinger, tog folkepartisterne det med i tasken. Og det endte mandag aften med at blive dét columbusæg, der fik aftalerne til at falde på plads.

Regningen er betalt

Med genopretningsplanen mener statsminister Lars Løkke Rasmussen nu, at regningen for den økonomiske krise er betalt.

»Det er faktisk historisk, at den aftale, vi har indgået med Dansk Folkeparti, i sin økonomiske holdbarhed er længere mod målet, end det regeringen selv lagde frem,« siger han med henvisning til, at dagpengereformen ikke bare er med til at forbedre økonomien her og nu - men ifølge regeringen også vil skaffe 11.000 ekstra par hænder på arbejdsmarkedet, når krisen er ovre, og en fornyet mangel på arbejdskraft sætter ind.

Men også på en anden måde kan aftalen i går vise sig historisk. Både regeringen og Dansk Folkeparti har tidligere skarpt afvist at røre ved dagpengene i denne valgperiode. Og på u-landsområdet skrev regeringen i februar ind i sit regeringsgrundlag, at den vil sikre, at »bistanden ikke falder under et niveau under 0,8 pct.« af bruttonationalindkomsten. Med aftalen i går kommer bistandsmidlerne ned på 0,76 pct.

Men ifølge Lars Løkke Rasmussen har krisen ændret spillereglerne. I dag er det realismen, der gælder.

»Til dét at være realist og dyrke realismen ved siden af sin holdningsmæssige ideologi hører, at politikeren må have en vis frihed til at træffe de beslutninger, der må træffes i situationen for at nå de mål, man har valgt,« siger han.

S: Et dolkestød

Spørger man i oppositionen, er det ikke andet end et klokkeklart løftebrud over for vælgerne.

»Det her er det borgerlige Danmark, der løber fra alle centrale løfter. Jeg synes, at vi ophæver enhver mening med politik, hvis man lover noget inden et valg og så laver det stik modsatte efterfølgende. Hvorfor så overhovedet gå til valgmøder og interessere sig for, hvad politikere siger,« siger Villy Søvndal.

Og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, siger direkte, at regeringen »dolker helt almindelige lønmodtagere i ryggen«.

»Jeg kan næsten ikke finde ord for, at de arbejdsløse først skal betale med deres job for en økonomisk krise samt bankernes kollaps. Dernæst får de at vide, at de også skal betale med deres dagpenge,« siger hun til TV2 News.

Socialdemokraterne vil ikke garantere, at dagpengeforringelserne bliver rullet tilbage, hvis de vinder næste valg. I stedet vil de indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om hele dagpengesystemet. Dermed kan en S-SF-løsning efter en valgsejr meget vel ende med, at dagpengeperioden fastholdes på to år - men at dagpengenes størrelse bliver sat op i stedet. Dét er i hvert fald ønsket fra fagbevægelsen.

R vil stemme for

Også på andre området havde Dansk Folkepartis ledelse grund til at være tilfreds i går. I sidste uge blev de radikale nemlig blankt afvist af finansminister Claus Hjort Frederiksen, da de mødte op til forhandlinger med netop et krav om dagpengereformer.

Nu gennemfører regeringen det med Dansk Folkeparti i stedet, og den radikale leder, Margrethe Vestager, var i går tvunget til at give en behersket opbakning - på trods af S og SF's modstand.

» Jeg tror, vi stemmer for forslaget om dagpengereformen. Nu skal vi selvfølgelig se det først, men det har været vores politik længe, og så skal der ske meget, før vi bagefter stemmer for det modsatte,« sagde hun til Ritzau.

Leder på bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karl Lassen
Karl Lassen

I min optik er det en udmærket økonomisk plan. Det med dagpengeperioden burde have været indført for længe siden. Det samme gælder for mange af de andre besparelser.

Blev lønnedgangen på 5% til ministre og folketingsmedlemmer helt glemt, den er ikke med i øvenstående.

Fradraget på fagforeningskontigent burde helt være bortfaldet, hvorfor skal vi andre financiere Børstings løn og formidable pension.

Brugerbillede for Lasse Schmidt
Lasse Schmidt

Fordi vi heller ikke kan slippe for at betale til partiet Venstres kasse, når vi køber mælk, og det er kun rimeligt at begge sider af det politiske spektrum har penge til få deres budskaber igennem.

Ministrenes lønnedgang er kun midlertidig. Dummere er de jo heller ikke, men det er vælgerne åbenbart.

Brugerbillede for Travis Malmzon
Travis Malmzon

Jeg er personligt ikke begejstret for besparelserne på universiteterne. Og så oven i købet på laboratorierne. Der må sq da være bedre steder at spare.
Det samme gælder produktionsskolerne,

Men det er jo meget symptomatisk et der hyles op over besparelserne på driftregnskabet, og ikke over besparelserne på investeringsbudgettet.

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

@Travis
Det er bare et bevillingsdrevet systems måde at forsvare sig på. Man skærer først, hvor det gør mest ondt på de betalende!
Prøv at google Mount Rushmore Syndrome eller anskaf Yes, Minister på dvd!

Brugerbillede for Dennis Granquist
Dennis Granquist

Glimrende foto af Pia K. Havde hun anvendt de midterste fingre var det blevet årets pressefoto.

Mon ikke Pias mavepuster giver OVK en tur mere efter valget, hvis der ikke snarligt kommer en Fair Forandring 2.0?
Hun er sq snu, konen.

Brugerbillede for Travis Malmzon
Travis Malmzon

@Nic Pedersen

Det burde vel ikke være CHF's dagsorden ???

Jeg vil medgive at VKO har ført socialdemokratisk politik i snart 10 år, men jeg har altid ment at det var fordi de mente det ville gøre Danmark borgerligt.

En ret besynderlig tanke, og måske er resultatet blevet at V er blevet socialdemokratisk.

Men jeg ser mere formålet som værende at afskære DF fra muligheden for at hoppe af til S+SF efter et valgnederlag.

Brugerbillede for Ole Thofte

Hvornår bliver Efterlønnen skåret væk - med øjeblikkelig virkning? Hvornår kommer der moms på huslejen? Hvornår skal der mon betales skolepenge til folkeskolen, som for øvrigt bliver privatiseret? Lige som universiteterne, der opkræver tårnhøje gebyrer for uddannelserne.

Det undrer mig at vejene ikke er private - der må kunne tjenes mange penge på at indføre betaling på motorvejene omkring København...Hæren kunne gøres privat - ihf en masse af underleverandørerne til hæren og en masse af logistikken.

Og nu vi er i gang så kan kommunerne jo godt være private, nu hvor alle institutionerne alligevel kører efter markedsprincipper. Så tror jeg vi nærmer os slaraffenland, ihf for dem der betyder noget i landet.

Og så skal arbejdsløshedsunderstøttelsen helt afskaffes, der skal slet ikke være overførselsindkomster, men tvungne forsikringsordninger fra barnets fødsel. Og jeg glemte nær at hele sundhedsvæsenet skal privatiseres og betaling være forsikringsbaseret med ydelser reguleret ud fra den enkeltes sundshedsadfærd. Ansvar og konsekvens er karakterdannende og/eller livstruende!

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

DFs ansvarlighed kommer sikkert som et chok for mange at kernevælgerne, men forhåbentlig har de rigtig godt af det.

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

@ Ole Thofte
Du præsenterer nogle glimrende ideer, som man burde arbejde videre på!
Jeg er selv varm tilhænger af beskatning på forbrug fremfor indkomst. Der er jo f.eks. ikke megen mening i at en kontanthjælpsmodtager betaler skat af sin "indkomst"! Og pengesedler smager jo ikke godt, så selv de rigeste må bøde!
Mest muligt ind og mindst muligt ud!

Det vil endda være godt for miljøet! :-)

Brugerbillede for Ole Thofte

Skat på forbrug ... ja hvorfor ikke? Jeg hører til dem der har et minimalt forbrug og ser det gerne præmieret :-)

Desuden skal rene finanstransaktioner forbydes og overtrædelser straffes meget hårdt. Lån skal ikke kunne forrrentes. Al financiering og investering være i forhold til fysisk produktion eller fysiske varer eller andre faktuelle forhold. Det samme gælder international långivning.

Brugerbillede for Steffen Dickhudt Christensen
Steffen Dickhudt Christensen

24 milliarder i besparelse ?
Hvor meget overskud var det nu bankerne alligevel fik lavet trods finanskrise ( og vel ok hjulpet af div. bankpakker ) ?

Kunne man ikke bare ha' taget pengene der ?

Så kunne vi andre komme til at betale via f.eks. forhøjet gebyr, som jo er en yndet sportsgren i bankverdenen.

B.t.w. hvor mange penge tjener bankerne egentlig i gebyr ?
Og de er jo ikke de eneste i samme format ...

Brugerbillede for Karl Lassen
Karl Lassen

V og DF er efterhånden midten af dansk politik og S har deponeret sin politik i det kommunistiske felt og sine principper det borgerlige. Moral er godt, men hvad søren er det nu det er?

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Hvordan hænger OVKs Genopretningsplan ( bare navnet Genopretning efter snart 9 år ved magten) sammen. I mine øjne er der mange af modsigelser i den . Fx står der at der skal afsættes 5 mia. kr. til flere uddannelser. Men fakta viser sig at være nedskæringer på universiteterne på 10 pct. samt dyre for både arbejdsgiverne og lønmodtagerne for at komme på en efteruddannelse osv. Er det bare en fortsættelse af regeringens måde at love de samme penge ud på til 2 eller flere formål på en gang. Har regeringen og DF ikke dyrket denne taktik for længere så vælgerne har gennemskuet deres utroværdighed. Derudover er det i direkte modsætning til Løkke Rasmussens løfte om uddannelser i verdensklasse.
Ligeledes har regeringen og DF beregnet hvor meget en halvering af dagpengeperioden kan komme til at koste arbejdsgiverne i sikker aftrædelsesordninger for ikke at tale om Danmarks hidtidige gode ryg med det fleksible arbejdsmarkedet, nu hvor OVK afskaffer det parameter fra det danske arbejdsmarkedet. Til slut bare en bemærkning om at nu har Løkke Rasmussen både forladt Fogh Rasmussens Skattestop ( som Fogh Rasmussen selv har gjort da han i stilhed overtog Lykketoft og Jelveds Skatteloft fra valgkampen i 2005) og Kontraktpolitikken, hvor ingen reform/lov måtte komme som en tyv om natten , som jeg mener at Fogh Rasmussen udtrykte sig.

Brugerbillede for Christian Olesen
Christian Olesen

Man kan også sige det på en pæn, men pinlig måde, det er jo faktisk Dansk Folkeparti der regere landet og V og K der er støttepartier, sådan som det har været hele tiden.
Af angst for at miste magten sir de jo ja til stort set al den heksejagt som DF kommer med.

Brugerbillede for Wilhelm May
Wilhelm May

Nu har DF fået skovlen under endnu en gruppe de hader, fagforeningen. (Skægt nok, når de hævder at være det lille mands parti.) Udover udlændinge (både i Danmark og i deres respektive hjemmelande), kulturradikale samt alle der har oparbejdet viden gennem en lang uddannelse.

Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Tja det er jo det største generations tyveri verden nogen sinde har set, de unge skal betale, mens græshopperne kan pudse videre på deres veteran biler eller Harley motorcykler. Forstår ikke hvordan pokker regeringen kan slippe af sted med så dårlig forvaltning af samfundsøkonomien. Virker ikke som om, at regeringen har nogen som helst form for langtidsplanlægning, de kører bare fra dag til dag.

Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat
Steen Erik Blumensaat

Millitær og præster skal ikke bidrage, 700 millioner i millitæret er symbolsk, politiet er der for at beskytte dronningens forvaltning, hvis folk går efter dem , millitæret til at beskytte hende mod ydre fjender.
Den udøvende magt skal ikke spare, flere diamanter til forbrydelsens venner, flere kors og bånd med stjerner på.
Riv slottene og kirkerne ned, og send resten på omskoling så de kan blive almindelige, fri for deres tro på at de er noget, og andre ikke er noget, de har værdi andre ikke.

Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat
Steen Erik Blumensaat

Nu har jeg kun gået i skole i 7,5 år, hvis jeg skylder 100, har en gæld på 100, skaffer 24 + 13, så har jeg i følge Kristian Jensen og regeringen betalt hele regningen. !00- 37=67 ?????
Regeringen har lige lånt penge ( solgt obligationer)
hvad koster det? Og hvornår skal de penge betales tilbage?

Brugerbillede for Ellen Braae
Ellen Braae

Præmissen for artiklen er sikkert forkert.

DF havde ikke noget forslag om beskæring af dagpengeperioden. I det mindste ikke nu. Hans Engell har derfor ret i, at det hele har været et set-up, tilrettelagt af mini-Machiavelli Claus Hjort.
Da pianisterne forudsigeligt ikke kunne gå med til at ramme deres kernevælgere, pensionisterne (30% af stemmerne på DF), måtte der ske noget andet. Ergo hev Hjorten beskæringen af dagpengeperioden op af hatten. Men af frygt for vælgerflugt fra Venstre måtte "æren" herfor overlades til pianisterne, som dels kunne bryste sig af at have opfundet et Columbusæg, dels skryde over, at de havde "reddet" de kære pensionister. Oven i hatten fik DF så the usual mobbegevinster ift. indvandrere af især muslimsk observans.
Alt det andet med nedskæringer på forskning og undervisning osv. rager dem en høstblomst. Den eneste, der ikke var overrasket over Pia Kjærsgaards "bombe" var...Claus Hjort Frederiksen.
Keine Hexerei, nur Behändigkeit. Og alle hoppede på den. Bad show.

Brugerbillede for Jesper Frimann Ljungberg
Jesper Frimann Ljungberg

Magen til markværk skal man da lede længe efter.
Det er cirka lige så seriøst som multimedie skatten.
Hul i hovedet.

// Jesper

Brugerbillede for Knud Helmer Andersen
Knud Helmer Andersen

Vi var jo nok nogle stykker, der forgæves- men til det sidste håbede at de radikale og deres havde lært lidt, i de forløbne 9 år.
Men NEJ. Da de kom til åstedet, satsede de desværre igen, mere på deres gamle bondeparti, end vores velfærdssamfund.

Regeringen og dens venner mener de vandt. dog uden at de rigtigt kan forklare omverdenen, hvordan eller hvornår gevindterne kommer til udbetaling

Men fast ligger det. at befolkningen og samfundet tabte.

Og det viser, at det at ikke er ligegyldigt, hvilken kvaliteter og stabilitet, der bør være de bærende kræfter man inddrager som faste kræfter i en oposition.

Der er heller ikke ret mange " rigtige" husmænd tilbage.

MVH
KHA

Brugerbillede for Karsten Aaen
Karsten Aaen

Ifølge Politiken (er ikke sikker på, at artiklen ligger på nettet?) vil regeringen simpelt fjerne, at unge mennesker, som ikke kan være på en ungdoms-uddannelse blivere videresendt til en produktions-skole. Dette vil især gå ud over de drenge, som slet slet ikke er parat til at tage imod den undervisning, som gives og tilbydes i en moderne erhvervs-uddannelse. Og går direkte imod regeringens egen målsætning om at 95% af en årgang skal have en ungdomsuddannelse.

En anden ting er dette her:
En udlænding eller flygtning som er døv har faktisk krav på betalt tolkebistand ifht. sit handicap. Men han eller hun vil ikke længere have krav på betalt tolkebistand, fordi han/hun er udlænding. Og hvad med de danskere, som er døve - og som bevisligt har et andet sprog (med egen syntaks og grammatik mv.) end dansk - skal de nu selv til at betale for tolkning på hospitaler mv.?

Hvordan man vil gøre alt dette? Man vil ganske enkelt sørge for at bachelor-uddannelser er gratis, kandidat-uddannelser skal man selv betale (bruger-betaling). Og så vil man sikkert også indføre et lille gebyr...måske...

Og så gælder det jo også om at gøde jorden for et dejligt lille privat universitet...