Læsetid: 7 min.

Er det endelige opgør med fagbevægelsen i gang?

Claus Hjort Frederiksen (V) har grebet muligheden for at gøre et dybt indhug i fagbevægelsens magt. Derfor står der meget mere på spil end dagpengeperiodens længde i det bitre aktuelle opgør mellem regeringen og lønmodtagerorganisationerne under LO. Vinder regeringen, kan det være endeligt slut med den rolle, fagbevægelsen har spillet i udviklingen af den danske velfærdsmodel
Frem til 1970'erne var fagbevægelsen med helt inde i ministerkontorerne, når Socialdemokraterne var ved magten. Når LO-formand Thomas Nielsen en sjælden gang ikke fik sin vilje, kaldte han offentligt statsminister Anker Jørgensen for en lille lort.

Frem til 1970'erne var fagbevægelsen med helt inde i ministerkontorerne, når Socialdemokraterne var ved magten. Når LO-formand Thomas Nielsen en sjælden gang ikke fik sin vilje, kaldte han offentligt statsminister Anker Jørgensen for en lille lort.

Mogens Ladegaard

31. maj 2010

Man kan næppe overvurdere det opgør der i disse uger udspiller sig mellem fagbevægelsen støttet af oppositionen på den ene side og regeringen og Dansk Folkeparti på den anden. Det er et opgør, som er konkret omkring en reformpakke, som bestemmer, hvem der parlamentarisk skal regere Danmark fremover, og som ideologisk har indflydelse på, hvilken vej det danske velfærdssamfund skal tage.

Halveringen af dagpengeperioden og loftet over fradragsberettiget fagforeningskontingent i regeringens genopretningsplan er blevet kaldt 'en krigserklæring'. Men det er meget mere end det. Fortsætter den verbale konfrontation og fastholder VKO sine bestræbelser på at afstraffe LO-fagbevægelsen for dens 'pagt' med Socialdemokraterne og SF, så er det endelige opgør med fagbevægelsens politiske magtposition i Danmark i gang.

Fagbevægelsens indflydelse på især arbejdsmarkeds- og velfærdspolitikken har ganske vist været på retur af mange forskellige strukturelle årsager i de seneste tre årtier, men fagbevægelsen har opretholdt sin økonomiske styrke, sit grundlag for at rekruttere medlemmer og øve indflydelse gennem den magt det giver at kunne mobilisere store grupper af lønmodtagere.

Det er den magt, der nu bliver udfordret. Og vinder VKO kampen, er den sidste rest af fagbevægelsens politiske indflydelse ved at være væk og dermed også den hovedkraft, som i det 19. århundrede har ført an i udviklingen af det danske velfærdssamfund og den danske arbejdsmarkedsmodel. Måske en logisk konsekvens af, at det 19. århundredes industrisamfund og dets indbyggede fordele ved faglig solidaritet er afviklet, og noget nyt må tage over. Måske et udtryk for at fagbevægelsen, Socialdemokraterne og venstrefløjen ikke har formået at udvikle og forny sine strategier.

Systemskiftet

Siden systemskiftet og Fogh Rasmussens overtagelse af regeringsmagten i 2001 har skiftende strategier både i regeringen og i fagbevægelsen kæmpet mod hinanden. Mellem konfrontation og samarbejde. Regeringen har indimellem set muligheder i at inddrage fagbevægelsen og dermed splitte den fra Socialdemokraterne, og andre gange har den »som en tyv om natten« lavet forlig om lovforslag, der går direkte imod fagbevægelsens fundament.

I fagbevægelsen har men lige siden 2001 diskuteret internt - og ofte også højlydt eksternt - hvordan man skulle håndtere den borgerlige regering, og hvordan man skulle forholde sig til Socialdemokraterne i opposition. Da LO i dette forår indgik en aftale om længere arbejdstid med S og SF var det kulminationen på lang tids forarbejde og forhandlinger, som ikke alle i fagbevægelsen var enige i. Formand for FOA, Dennis Kristensen, som sidder i LO's daglige ledelse har højlydt kritiseret pagten, som gav VK-regeringen og Dansk Folkeparti et alibi for kontant afstraffelse i forliget om genopretningspakken.

LO har tilsvarende fået et alibi for at mobilisere benhårdt mod regeringen. Og det er det opgør, der i de kommende uger vil udspille sig i skarpe ordvekslinger, dagbladsannoncer og ved demonstrationer på Christiansborg Slotsplads, mens krisepakken forhandles og vedtages inden for i Folketinget.

Som i enhver anden konfrontationsspiral giver optrapningen i sig selv anledning til den næste optrapning. Som det tegner i målingerne sidder VK-regeringen kun godt et år endnu - anslaget mod fagbevægelsen kan være dens sidste gerning for at sikre et mere liberalt Danmark. Tanken er i hvert fald ikke fremmed.

Panik i fagbevægelsen

Da Claus Hjort Frederiksen blev beskæftigelsesminister i 2001 skabte det vildrede grænsende til panik i fagbevægelsen. Troen på at Venstre-ideologen ville lønmodtagerorganisationerne og partssamarbejdet noget godt kunne ligge på et meget lille sted. Og da regeringsgrundlaget var klar, fik man syn for sagen. VK-regeringen havde som et af sine arbejdsmarkedstiltag at ville lukke op for tværfaglige a-kasser og senere etablere en egentlig statslig a-kasse.

Blev forslaget ført ud i livet, ville det gøre det af med de faglige arbejdsløshedskasser, som er tæt knyttet til de enkelte fagforbund, og nok så væsentligt et meget vigtigt instrument i rekrutteringen af medlemmer til fagforeningerne.

Det er veldokumenteret at uden faglige a-kasser vil organisationsgraden falde betydeligt. Hjort Frederiksen kom dog ikke igennem med sit mest gennemgribende forslag - den statslige a-kasse. Kraftig lobbyvirksomhed gjorde, at Dansk Folkeparti med partiets fagligt bevidste arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, endte med at sige fra. De tværfaglige a-kasser blev dog en realitet, hvilket har betydet, at de såkaldt gule a-kasser, som står uden for hovedorganisationerne, i dag har omkring 170.000 medlemmer.

DF går i offensiven

Dansk Folkeparti har i hele perioden haft en drøm om at kunne erobre Socialdemokraternes gamle position som det ægte arbejderparti og har fået blod på tanden i takt med, at man har overtaget stadig flere af deres vælgere. Derfor har man også haft en bevidsthed om ikke at lægge sig alt for voldsomt ud med fagbevægelsen. Og derfor har DF været en dæmpende faktor i forhold til Hjort Frederiksens bestræbelser på at tage det endelige opgør med de socialdemokratiske bastioner.

Men det ser nu ud til at være forbi. Den seneste uges direkte konfrontation mellem Dansk Folkeparti og fagbevægelsen er udtryk for, at det er slut med at tage den slags hensyn. Når Pia Kjærsgaard tilbageviser kritik mod dagpengeindgrebet med at kalde 3F-formand Poul Erik Skov Christensen for en pamper, der bare kan gå ned i løn, og når 3F fremstiller Pia Kjærsgaard som en tyv i røverkustyme i store dagbladsannoncer, så er det et udtryk for, at en spinkel alliance, hvis man har kunnet tale om en sådan, er endeligt brudt.

Dansk Folkeparti vil ikke længere forsvare fagbevægelsens interesser og LO og 3F går nu direkte efter Pia Kjærsgaard og hendes partifæller. Derfor er der også nu en fri bane for Claus Hjort Frederiksen. Og det skal ikke undre nogen, hvis planerne om den statslige a-kasse er på vej op af skuffen sammen med andre forslag som er fjendtlige over for fagbevægelsens magtbastion.

Fogh dæmpede Hjort

Kort tid efter regeringsskiftet i 2001 forlød det, at Hjort Frederiksen ved en lejlighed havde sagt, at fagbevægelsen er en kolos på lerfødder. Et lille skub og den ville bryde sammen. Senere benægtede han at skulle have den opfattelse og forsikrede om den danske models og partssystemets fortræffeligheder. Hans chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen var nemlig af den opfattelse at fagbevægelsen kunne bruges i det politiske spil ved at spille den ud mod Socialdemokraterne. Derfor blev de faglige topfolk inviteret med både i globaliseringsrådet og i det råd, der skulle forberede kvalitetsreformen i den offentlige sektor.

Den daværende statsminister rejste Europa rundt og pralede af den danske flexicurity-model og besang fagbevægelsens positive indflydelse på det danske arbejdsmarked.

Modsat har fagbevægelsens selvforståelse altid været, at den er skabt til magt og indflydelse, og at den naturligt bør inddrages i alle væsentlige beslutninger, som omhandler dansk velfærds- og arbejdsmarkedspolitik.

Derfor har man hver gang sagt ja tak, når Fogh Rasmussen kaldte - til trods for protester fra Socialdemokraterne og til trods for at man ikke fik ret meget ud af det - ud over at kunne stille op til højt profilerede møder på Marienborg.

Strukturreformen

Det næste anslag mod fagbevægelsens indflydelse kom med den kommunale strukturreform. Kampen stod længe om, hvem der skulle stå i spidsen for det nye enstrengede system på arbejdsmarkedet - en sammenlægning af den kommunale beskæftigelsespolitik koncentreret omkring kontanthjælpsmodtagerne og de forsikrede ledige, som AF og arbejdsmarkedets parter havde stået for.

De nye jobcentre endte hos kommunerne under højlydte protester fra både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer. Og som en imødekommelse blev det besluttet, at ordningen skulle tages op til ny vurdering efter en forsøgsperiode. Men det skete ikke. Som en tyv om natten besluttede regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med finansloven for 2009 at gøre den enstrengede kommunale ordning permanent. Slut på diskussion, færdigt arbejde. Endnu en skive var skåret af fagbevægelsens indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken. Det bliver næppe den sidste.

Historisk bånd

Historisk har fagbevægelsen og Socialdemokraterne hængt sammen i den gamle arbejderbevægelse. Frem til 1970'erne var fagbevægelsen med helt inde i ministerkontorerne, når Socialdemokraterne var ved magten. Store reformforslag - om det gjaldt dagpenge, efterløn eller strukturer på arbejdsmarkedet blev udformet af LO. Når LO-formand Thomas Nielsen en sjælden gang ikke fik sin vilje, kaldte han offentligt statsminister Anker Jørgensen for en lille lort.

Siden har Socialdemokraterne gradvist løsrevet sig fra fagbevægelsen og omvendt, fordi det tætte forhold viste sig at være til gensidigt ugunst. De store partier udviklede sig gradvist til massepartier og lønmodtagernes nære klassetilhørsforhold til en bestemt politisk retning, har været under afvikling. Fagbevægelsen blev på samme måde en spændetrøje for Socialdemokraterne, hvilket særligt kom til udtryk i Poul Nyrup Rasmussens statsministerperiode. Og fagbevægelsen havde meget svært ved at forsvare det snævre samarbejde og den økonomiske partistøtte over for sine stadig mere politisk differentierede medlemmer. Derfor besluttede LO's ekstraordinære kongres i 2003 at droppe partistøtten, og at LO skulle have sit eget værdipolitiske program, som hidtil havde været identisk med Socialdemokraternes.

Men beslutningen har altid været halvhjertet, og hvad det konkret betød i forhold til politisk at samarbejde med Socialdemokraterne, har været omdiskuteret lige siden.

På den ene fløj står FOA's formand Dennis Kristensen på den rene linje: Fagbevægelsen skal ikke støtte nogen fløj og samarbejde med det eller de partier, der vil lønmodtagerne det bedst.

På den anden fløj står 3F og Poul Erik Skov Christensen, som drager store fordele af et meget tæt samarbejde med Socialdemokraterne, og som indirekte også støtter partiet økonomisk gennem strategiske annoncekampagner og andre konkrete projekter.

Tror på Thorning

Med 'pagten' om S-SF-planen Fair Forandring, har LO taget et skridt i 3F's retning, det er der ingen tvivl om.

Men man har først gjort det, da et regeringsskifte var inden for rækkevidde, og man kunne se i meningsmålingerne, at Helle Thorning-Schmidt med stor sandsynlighed kunne blive landets næste statsminister.

På den anden side kunne S og SF ikke lancere deres plan uden fagbevægelsen - det er nemlig den, der har forpligtet sig at levere den vigtigste vare - en længere arbejdstid for 15 milliarder kroner - svarende til 12 minutter mere om dagen. Derfor er skæbnefællesskabet beseglet og det, der står på spil, er meget mere end dagpengeperiodens længde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frej Klem Thomsen

"På den ene fløj står FOA’s formand Dennis Kristensen på den rene linje: Fagbevægelsen skal ikke støtte nogen fløj og samarbejde med det eller de partier, der vil lønmodtagerne det bedst."

Den mest oversete vinkel i de sidste ugers skriveri om dette består netop i at denne strategi, modsat tilsyneladende hvad Kristensen mener, er fuldt forenelig med den protest som LO og 3F har stået for: VKO har med al ønskelig tydelighed demonstreret at de ikke er partier der ønsker fagbevægelsen og lønmodtagerne det godt, endsige bedst.

Den stigende støtte til S og SF og den stigende kritik af VKO er et rationelt svar på det langvarige svigt og det nylige frontalangreb på de borgere som fagbevægelserne repræsenterer. Ansvaret for at have fremmedgjort lønmodtagere og forbund er de politiske højrefløjspartiers - eller på bunden den borgerlige ideologis.

Bill Atkins

Øjensynligt har VKO-regeringen i deres krig mod fagbevægelsen kun midler til at føre en udmattelseskrig, men det er ifølge krigsfilosoffen Sun Tzu ikke anbefalelsesværdigt at føre udmattelseskrig, når fjenden kender deadline for denne form for krigsførelse.

LO og SSF har indgået en 'pagt' men »man har først gjort det, da et regeringsskifte var inden for rækkevidde.«

De Røde kender deres Sun Tzu...

Caspar Christiansen

@ C I K

Til dels enig, men samtidig er de de eneste der forsøger at gøre noget ved social dumping og østarbejderproblematikken, hvilket regeringen burde bruge langt flere kræfter på at løse.

At begrænse fagforeningernes indflydelse vil jo svække alle lønmodtageres indflydelse på arbejdsmarkedet, og tilsvarende give arbejdsgiverne mere magt. Det er ikke en magt jeg har nogen som helst forhåbninger om vil blive brugt til det fælles gode.

Indtil nogen opfinder et tredje spor - en ny måde at regulere arbejdsmarkedet med større 'retfærdighed' er en svækkelse af fagforeningerne en ensidig løsning der ikke vil nytte i det lange løb.

Dorte Sørensen

C I K
I mine øjne burde regeringen og i særdeleshed DF, som i festtalerne selv kalder sig ”den lille mands hjælper”, arbejde for stærke faglige organisationer, dels for at bevare det verdensberømte danske fleksible arbejdsmarkedet ( som DF og regeringen desværre selv forsøger at tage livet af) støtte de faglige organisationer. Dels burde regeringen og DF også støtte fagforeningernes internationale samarbejde så hele verdens lønmodtager får gode arbejdsforhold og miljøkrav, herved kan firmaer ikke bare flytte rundt efter de mindste krav til løn og arbejdsforhold samt miljø krav og skattebetingelser.

Morten Kjeldgaard

Der er jo ingen der er så dumme at de ikke vidste hvad regeringen ville komme med af spareforslag, og hvem det ville ramme. Fagbevægelsen fik et godt tilbud fra S+SF og slog til -- de 12 minutter om dagen er trods alt meget mere spiseligt end VKOs katastrofeopbremsning af økonomien.

At dette skulle betyde, at fagbevægelsen nu skulle være tilbage i tidligere tiders siamesiske-tvilling situation med Socialdemokratiet er noget de borgerlige talende hoveder og Weekendavisen har fundet på, og formålet er naturligvis at forsøge at få medlemmer af borgerlig eller semi-borgerlig observans til at forlade fagbevægelsen. En svækket fagbevægelse er en våd drøm for Hjort-Frederiksen og Venstre, som gerne så et Danmark helt uden faglig organisering, hvor Staten udkommanderer befolkningen til at arbejde til lavest mulige løn hos private arbejdsgivere.

Fagbevægelsen agerer naturligvis i samfundet på en måde som den finder gavner deres medlemmer mest muligt. Længere er den ikke.

Sven Karlsen

VKO plejer til overflod arbejdsgiversiden, så hvis fagbevægelsen har svært ved at se hvor deres taktiske støtte bør placeres, så har de vist mistet deres politiske overblik.

Sven Karlsen

Og så er der vel ingen tvivl om, at Danmark har brug for at styrke sin konkurrencesituation overfor udlandet.

Men det er en opgave der enten skal involvere arbejdsmarkedet, eller også ske hen over hovedet på det. Og som bekendt, så består arbejdsmarkedet i Danmark af to selvstændige parter, - et over 100 år gammelt princip, som har medvirket stærkt til vores nuværende velstand.

Desværre har mange lønmodtagere under LO-området mistet fokus, og er mere bekymrede for deres private pensionsopsparinger, end for deres - og deres børns - dagligdag ... mange af dem render rundt og føler sig som småkapitalister, og er ikke bevidste om hvor hurtigt deres pensionskonto kan gå op i røg.

Idag er det åbenbart kommet på mode, at folk tagr på kursus for at lære at spekulere med den del af deres pensionsopsparing som kan anbringes efter eget valg, og mon ikke det går med pensionerne, som det gik med andelsboligforeningerne, - at det helle skal gøres mere "frit"?

Og så går der nok ikke mange år, før vi kan få de samme skandaler i DK, som i USA: at folk har placeret hele deres opsparing i det firma de arbejder i, og mister rub og stub når firmaet går på røven.

Men sådan er livet jo, - og fagforeningerne var selv dumme nok til at lade sig lokke med, da arbejdsgiverne viftede med lokkemaden, og de fleste medlemmer klappede såmænd også i hænderne ... tiden er jo løbet fra solidaritet og fællesskab, det umoderne bras!

;-)

Martin Pedersen

Ronald Reagans krig mod fagbevægelsen i USA har været en af de største skandaler i moderne historie.

Nu har man i USA det der hedder working poor. Mennesker der har to jobs, arbejder 16 timer i døgnet og stadig ikke har økonomi til sætte mad på bordet.

Og guds nåde hvis du skulle blive syg.

Skattelettelser til de rige og undergravning af de mennesker der udføre det reelle arbejde i samfundet. Højrefløjens opskrift på vækst, et hvert fornuftigt menneskes mareridt.

"If I went to work in a factory the first thing I'd do is join a union."
-Franklin D. Roosevelt

Luukas Toskala

Et svært forståeligt Paradox:

En mand er lønmodtager og liberalist.
Han er liberalist fordi han går ind for individualisme og mener at "enhver en er sin egen lykkes smed". Men dog tænker han mere på sin arbejdsgiver, end han tænker på sig selv? Han synes det er synd for arbejdsgiveren? Det er svært at tage det ansvar, der følger med at være leder af en virksomhed? Måske skal man vide noget om udviklingspsykologi, for helt at forstå det? Det må have noget at gøre med internalisering og selvundertrykkelse, måske endda masochisme, skabt af behovet for anerkendelse? Man tænker at "hvis blot jeg lider nok, så får jeg den anerkendelse jeg har brug for". Men det skulle have været forældrene, der gav den anerkendelse. En chef skal ikke give anerkendelse, han skal bare give en ordentlig løn og et tilfredsstillende arbejdsmiljø. Men hvis man er vant til at have ondt af sine forældre, så får man også let ondt af sin chef og finder sig i hvad som helst. Der er et modsætningsforhold mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Hvis en lønmodtager stemmer på V eller K, så svarer det til at skyde sig selv i foden, eller at lave et selvmål. Man kan selvfølgeligt også vælge at stemme på DF, hvis man synes det er vigtigere at indvandrere/flygtninge får det værre, end at man selv får det bedre! Den form for tankegang er dog den mest direkte vej til helvede, eller som Bertrand Russell formulerer det:

"If there were in the world today any large number of people who desired their own happiness more than they desired the unhappiness of others, we could have paradise in a few years"

Jesper Wendt

"Måske en logisk konsekvens af, at det 19. århundredes industrisamfund og dets indbyggede fordele ved faglig solidaritet er afviklet, og noget nyt må tage over. "

Individualisme og ligegyldighed?'

"Som det tegner i målingerne sidder VK-regeringen kun godt et år endnu - anslaget mod fagbevægelsen kan være dens sidste gerning for at sikre et mere liberalt Danmark. Tanken er i hvert fald ikke fremmed."

Uden et parlamentarisk grundlag, det er ganske enkelt for usselt.

"Den daværende statsminister rejste Europa rundt og pralede af den danske flexicurity-model og besang fagbevægelsens positive indflydelse på det danske arbejdsmarked."

Ja den er jo så ved at dø nu, så nu skal der andre ting i kontrakterne, længere opsigelser, eventuelt i stil med ministerpensionerne.

Sven Karlsen

Kære Kenneth Poulsen,

jeg har nu aldrig haft svært ved at forstå paradokset, for jeg ser det ikke rettet imod arbejdsgiveren, men imod kollegaen og fagforeningen.

Det er jo ret naturligt at overvurdere sig selv, og derfor tro mange at de er den bedste medarbejder i firmaet, og hvis alle andre bare var ligeså dygtige, så ville arbejdsgiveren ikke have konkurrenceproblemer - det er jo rigtigt når arbejdsgiveren siger "vi er nødt til at forbedre produktiviteten!", for de andre går jo og fiser den af, og laver fejl hvert andet øjeblik.

At arbejdsgiverne så er smarte nok til at holde gennemsnitsalderen nede, hjælper selvfølgelig også, for det unge flertal på arbejdspladsen, kan jo godt se at de gamle nokkefår bare ødelægger det hele for firmaet.

Og fagforeningerne er selvfølgelig fulde af løgn, og styret af pampere. Man er kun medlem for at være i A-kassen, og det nytter naturligvis ikke at møde op til en generalforsamling og sige sin mening, for det er jo kun fagforeningslakajer der kommer der, - og så de førnævnte dovne og gamle kolleger.

De danske lønmodtagere ligger nok i den internationale top, når det gælder selvtillid, - og det bliver nok den største pind til deres ligkiste!

;-)

Martin Kristensen

Der er ingen tvivl om den danske model kræver to forhandlingspartnere der tegner henholdsvis lønmodtager og arbejdsgiver siden. Jeg garanterer for at DI ikke ønsker en situation hvor de skal forhandles aftaler med 37 forskellige fagforeninger fremfor én hovedaftale.

Et angreb fra regeringen er derfor ærgerligt og ikke konstruktivt i forhold til at udvikle vores samfund.

Det er desværre sådan af LO i høj grad har positioneret sig som opposition med angreb på VKO og med misbrug af medlemmernes penge til partipolitik at man ikke kan fortænke borgerlige lønmodtagere i at forlade LO til forhold for de gule.

En skadelig sag, med to parter der står så stejlt overfor hinanden.

Sven Karlsen

Kære Ib Ling,

hvis en organisation bruger penge på lobby-arbejde, for at fremme sin egen sag, så har jeg svært ved at se at det er misbrug.

Og hvad annoncer angår, så er det jo sådan i vort lille land, at det er arbejdsgiversiden der ejer langt størsteparten af medierne, så fagbevægelsens eneste mulighed for at komme uredigeret til orde, er ved at annoncere.

Arbejdsgiver og lønmodtager har altid haft både modsætningsforhold og fælles interesser, - det er ikke noget nyt.

Problemet opstår, når en overideologisk regering tilsidesætter den ene af arbejdsmarkedets parter i deres politik, og leger bonkammerater med den anden, som det er sket under VKO.

Det er faktisk ret nyt i DK, hvor selv tidligere socialdemokratiske regeringer har haft store kontroverser med fagbevægelsen, og er blevet mødt med storstrejker.

Så problemet er hverken fagbevægelse eller arbejdsgiverorganisationer, for de skal naturligtvis gøre hvad de finder bedst, - problemet er derimod når vi har en regering der ikke kan lade være med at lade sig rive med af deres personlige had til den ene af parterne, og her har VKO sat ny, national rekord!

Dorte Sørensen

Hørte Pia Kjærsgaard i debat med 3fs formand i P1-debat . Her sagde PK at det var nærmest uanstændigt at sammenligne hendes løn med hans. (PS: de havde også en debat i Deadline på DR2, hvor PK kaldte ham en stor pamper bl.a. pga. af hans høje løn, men det kom frem at PK tjente ca. 70.000 kr. mere end 3Fs formand, hvorefter at han konkluderede at så var PK selv en større pampa med hendes udlæg – var der nogen der sagde børnehave) som om hun anså sig som en betydeligt vigtigere person end 3Fs formand – man kan ikke påstå at PK lider af mindre værks komplekser.

Håber at flere lønmodtagerne begynder at se, at fællesskabet er nødvendigt så de igen begynder at slutte op om de gamle fagforeninger.

Sven Karlsen

Som enhver farisæer, elsker Pia K at bruge ordet "anstændig" ... for at citere en person, som næppe kan beskyldes for at være fra min egen fløj:

"Hver gang nogle forsøger at påberåbe sig en anstændig holdning, afsikrer jeg således min pistol. For så er der lagt op til en drivende og indholdsløs selvgodhed, som blokerer for al videre debat."

sagt af Niels Krause-Kjær, (http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2009/09/15/lidt-om-anst%C3%A6ndig...), som ellers ikke kan se en rynke i røven på Pia, men tværtimod mener at "- Hun er kraftedme god. Hun fortjener aftenens eneste seks stjerner. Hun har en fantastisk måde at få sine budskaber ud over rampen. Det er svært at se, hvordan hun skal komme i problemer. Hun leverer varen til fulde."
(http://avisen.dk/krause-kjaer-seks-stjerner-til-pia_61326.aspx)

Dorte Sørensen

Høre lige Folketingsdebatten fra Folketinget, hvor Inger Støjerg midt i ordførerrækken brugte sin ret som minister til at tage ordet. Inger Støjberg blev i den forbindelse flere gange spurgt hvorfor regeringen ikke i februar i år mente at vi skulle have en halvering af dagpengeperioden. Her svare hun, om ikke spørgeren er klar over at der er kommet en finanskrise. Jamen dog hvor tåbelig har en minister lov at være, finanskrisen begyndte i 2008, hvor Thorning ved Folketingets åbningsdebat advarede regeringen og bad om tiltag der kunne modarbejde den. Her blev Thorning bare gjort til grin da Fogh Rasmussens største problem dengang var overophedning. Det virker som om at regeringen og Støjberg ikke aner hvad de gør.

Luukas Toskala

@ Sven Karlsen

Det er rigtigt at mange overvurderer sig selv. Måske skyldes det, at de mangler anerkendelse, eller i hvert fald føler at de gør det og derfor delvist kompenserer for dette, ved at nægte andre den anerkendelse de selv hungrer efter? Det kan let blive en nedadgående spiral, hvor flere og flere går ned med stress, får depressioner eller lignende problemer. Det behøvede ikke at være sådan, heller ikke selvom vi tager konkurrencesamfundet for givet, for det er jo primært meningen, at vi skal konkurrere om at være dygtigst, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som at kæmpe for at opnå anerkendelse. Tværtimod kan man sige, at en grundlæggende følelse af anerkendelse, øger chancen for at man kan dygtiggøre sig, uden at miste balancen. Den borgerlige kultur er syg og det er, alt andet lige, grund nok til at vende de borgerlige partier ryggen. Specielt fordi det ikke går i den rigtige retning, sygdommen forværres og den ensidige fokusering på, at løse folks problemer med hurtige fix, gør det ikke bedre. Men hvis man nægter at lade patienter, eller medarbejdere i krise, tage et opgør med deres familie (og dermed også risikere, at de tager et opgør med hele samfundet) så har man ikke andre løsninger at tilbyde. Det skal være nemt og hurtigt og det må ikke involvere en kritisk stillingtagen, til hverken ens familie eller til samfundet. Hvis man genoplivede den kritiske psykologi, tror jeg det vil hjælpe. Den enkelte har et ansvar i forhold til samfundet, men samfundet har også et ansvar i forhold til den enkelte. Den sidste dimension fylder efterhånden alt for lidt. Den er måske blevet fortrængt?

Sven Karlsen

Kære Kenneth Poulsen,

du skriver "Den enkelte har et ansvar i forhold til samfundet, men samfundet har også et ansvar i forhold til den enkelte. Den sidste dimension fylder efterhånden alt for lidt", og det kan jeg kun erklære mig enig i.

Eller rettere, - samfundet har efterhånden antaget den konsensus, at det kun er de "produktive" der har krav på samfundets interesse, - alle andre bedes venligst forføje sig hurtigst muligt ... enten i graven, eller ud af landet!

Bill Atkins

Der kan opstilles mange situationer hvor det tilsyneladende er rimeligt, at lønmodtageren i den enkelte virksomhed påtager sig virksomhedsledelsens problemer, men fagbevægelsen kigger ud over den snævre horisont, der sættes af tid og situation. Fagbevægelsen har erfaringer fra mange arbejdstvister, og ser et arbejdsmarked hvor virksomhedslederne besidder den uindskrænkede ejendomsret, samt retten til at lede og fordele arbejdet - og i det lys er det langt fra sikkert at lønmodtageren er tjent med at påtage sig arbejdsgiverens øjeblikkelige problemer. Problemer der i mange tilfælde skyldes kapitalismens indre dæmon - spekulations- og finanskapitalens magt over produktion, virksomheder og erhvervsliv.

Peter Hansen

For at skære igennem: vi står allesammen og hepper på, at fagbevægelsen og arbejderpartierne igen finder hinanden. De er hinandens forudsætning.

Det hele er snart slut, epoken der fik værdierne i samfundet til at flyde mere ligeligt. Jeg frygter for den kommende tid og min egen og evt. børns fremtid. Hvad skal man leve af, når det nu er blevet så usikkert ikke at være under uddannelse? Hvornår halverer de kontanthjælpen og sender alle, selv handicappede og ældre, i tvangsaktivering?? (Måske er det i virkeligheden et diskret vink til at det snart er på tide at opsige Hovedaftalen og genoptage klassekampen som i de 'gode' gamle dage, hvor solidariteten stadig eksisterede?)