Fagforeningens sidste chance er Socialdemokraternes store mulighed

Det lød som et ekko fra gamle dage, da LO's formand, Harald Børsting, i sidste uge forklarede Information, at han var så begejstret for Socialdemokraterne og SF's nye kriseløsningsplan, så selv hvis regeringen foreslog præcis det samme, ville LO afvise at samarbejde.

»Det ville vi sige nej tak til,« sagde formanden, og da det onsdag kom frem, at hovedorganisationen også sprang fra et forslag fra Beskæftigelsesministeriet, der ville afsætte en halv milliard til bekæmpelse af langtidsledigheden - selv om forslaget tilsyneladende var kopieret fra DA og LO - begyndte det at ligne valgkamp mere end faglig kamp.

»Der er blevet lavet et tæt, tæt stykke samarbejde mellem S, SF og LO om partiernes nye kriseløsningsplan,« siger professor i arbejdsmarkedspolitik Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet med henvisning til S og SF's udspil, 'En fair Løsning', fra sidste uge.

»Det er et fælles projekt,« siger han. Eller som lektor i arbejdsmarkedspolitik fra Syddansk Universitet, Michael Baggesen Klitgaard udtrykker det:

»Det er mere sandsynligt, at oplægget er blevet til i fagforeningen og herefter godkendt af partierne end omvendt.«

Særligt er det oplæggets afsnit om en trepartsaftale - »en langsigtet økonomisk holdbarhed«, der bærer fagbevægelsens stempel. Her er en række punkter, der er som taget ud af LO's dosmerseddel til at krabbe sig tilbage til en magtfuld position i dansk politik efter mange års medlemsflugt og ni års borgerlig regering, der gang på gang har tromlet fagforeningen. For eksempel hedder det direkte i programmet, at »Personer på fleksjob og ledighedsydelser skal tilmeldes en a-kasse«, at »Arbejdsmarkedets parter skal inddrages yderligere i den aktive arbejdsmarkedspolitik«, at det var en fejl at tage ansvaret for landets jobcentre fra fagbevægelsen, og at »Der skal iværksættes tiltag, der kan øge overenskomstdækningen og organisationsgraden på det danske arbejdsmarked.« Punkter, der har mere at gøre med en trængt fagbevægelse end en trængt nationaløkonomi.

Tager sig betalt

Men det er der ikke noget odiøst i, forklarer professor i arbejdsmarkedspolitik, Flemming Ibsen og henviser til oplæggets forslag om, at danskerne skal arbejde en time mere om ugen - et punkt, der med garanti ikke er udtænkt i LO.

»Det kan man ikke beslutte politisk, og hvis man vil have så radikalt et punkt igennem som at sætte arbejdstiden op, skal man have fagbevægelsen med. Det tager de sig naturligt nok betalt for,« siger Flemming Ibsen.

»Sådan var det også med Fogh. De gange, han lavede aftaler med fagbevægelsen, fik de også en række indrømmelser til gengæld. Det er lige efter bogen. Det har ikke været så typisk i 90'erne og 00'erne, men det har været der hele tiden.«

Det nye her, forklarer Flemming Ibsen, er, hvor tæt LO er kommet Socialdemokraterne. Af frygt for at miste endnu flere medlemmer end dem, der er drysset fra gennem de sidste 15 år, har det været utrolig vigtigt for fagbevægelsen at vise medlemmerne, at man ikke meldte sig ind i et politisk parti, når man meldte sig ind i en fagforening. Omvendt skulle Socialdemokraterne vise, at de var uafhængige af de stærke fagforeningsbosser. Derfor brød man i 2003 helt de økonomiske bånd, der løb fra fagbevægelsen og over i Socialdemokraternes kampagnebudget. Bruddet kom dels på baggrund af en stadig mere differentieret vælgersammensætning i fagbevægelsen, dels fordi magten lå et andet sted end hos Socialdemokraterne, men, som politisk kommentator Erik Meier Carlsen har forklaret det, kom forholdet mellem Folketinget og fagbevægelsen allerede i krise i 70'erne.

Fagbevægelsen klyngede sig dengang til et forhandlingsmønster med store nominelle lønstigninger og dyrtidsregulering, et mønster der under lavkonjunkturen efter oliekriserne dramatisk forstærkede inflation og rentestigninger og bragte samfundet på kanten af 'afgrunden'. De svage Anker Jørgensen-regeringer, forklarer Erik Meier Carlsen, kunne ikke bryde den onde cirkel. Schlüter-regeringen måtte ty til for at befri systemet for dyrtidsregulering og låse kronekursen fast. LO anlagde en nøgtern lønstrategi, der blev kombineret med en strategisk fokusering på andre store mål, først og fremmest pensionssystemet, der blev udviklet gennem 90'erne, mens væksten i lønningerne blev holdt under kontrol.

Schlüter kom dermed til at tildele fagbevægelsen og specielt LO en ny moderne nøglerolle gennem trepartsforhandlinger, som tidligere S-regeringer ikke havde kunnet levere, og under Nyrup-regeringerne oplevede LO oven i købet at blive sat helt uden for døren, når der blev lavet arbejdsmarkedsreformer. Her blev der foretaget tre store arbejdsmarkedspolitiske tiltag, og i de sidste to satte Lykketoft embedsmænd til at lave oplægget. Fogh genoptog mønstret med perspektivrige trepartsforhandlinger, nu især med uddannelse og efteruddannelse som et kollektivt gode, der kan erstatte en kritisk del af lønstigningerne i forsøg på at sikre konkurrenceevnen. Men efter ni år har fagbevægelsen nu indset, at den reelt ikke har fået, hvad den ønskede.

Tabt til regeringen

Ligesom der findes gode forklaringer på det endelige brud i 2003, findes der også gode forklaringer på den nye forbrødring, men farerne ligger stadig og lurer for begge parter.

»Jeg tror, der er en bedre forståelse mellem Helle Thorning og Harald Børsting end mellem Hans Jensen og Helle Thorning,« siger Flemming Ibsen som én af de mere jordnære forklaringer på samarbejdet.

»Men der er en udbredt skepsis mod Socialdemokraterne i de forskellige forbund, og det er egentlig helt imod den historiske tendens at indgå så tæt et samarbejde. Det fremgår tydeligt af 'En Fair Løsning', at en stor del af fagbevægelsens mål med samarbejdet er at stoppe medlemstilbagegangen, men man har helt givet følt sig marginaliseret af regeringen. Der er heller ingen tvivl om, at fagbevægelsen har mindre at skulle have sagt end nogen sinde før, og med Lars Løkke er det formentlig blevet endnu mindre. Og så er det jo også opportunt at gå sammen med oppositionen lige nu, hvor de har politisk momentum. De vil naturligvis meget gerne hjælpe dem med at vinde et valg.«

Også Michael Baggesen Klitgaard mener, at fagbevægelsen har tabt stort under den borgerlige regering - selv når de har indgået aftaler: »Alle de vigtige politiske beslutningsprocesser, som fagbevægelsen har været involveret i med den nuværende regering, er de kommet ud af som klare tabere,« siger han.

»På den ene side har regeringen inkluderet fagbevægelsen, når den har været nødvendig at vise frem. Det gjorde Fogh for eksempel i forbindelse med kvalitetsreformen. Her var LO's opbakning meget vigtig for regeringen for at få Socialdemokraterne til at forholde sig neutrale, men det må føles underligt som LO'er, når stort set samtlige tiltag, regeringen ellers har lavet på arbejdsmarkedet, har været et direkte angreb på fagbevægelsens ressourcer.«

Således var et af regeringens første forslag på arbejdsmarkedsområdet at foreslå én stor statslig a-kasse, hvilket ville være et gevaldigt hug ind i fagbevægelsen. Forslaget blev dog ikke gennemført, men til gengæld skabte regeringen mulighed for at lave tværfaglige a-kasse,r og derved opstod en reel konkurrence mellem a-kasserne og et de facto-monopol på at tilbyde arbejdsløshedsforsikringer blev brudt. Herefter kom kommunaliseringen af jobcentrene, og fagbevægelsen mistede sin indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken lokalt, da de dermed forsvandt fra de styrende organer. Samtidig nedlagde regeringen samtlige af de centrale råd og nævn, fagbevægelsen var repræsenteret i.

»Hvis jeg var LO, ville jeg føle, at jeg var blevet brugt af regeringen de steder, hvor jeg kunne bruges,« siger Michael Baggesen Klitgaard, og professor Henning Jørgensen supplerer: »Fagbevægelsen er blevet mere og mere frustreret over regeringen. Selv om de har indgået et par forlig, er der jo ingen, der synes, det har været godt nok. Hele flexicurity-systemet er blevet undermineret indefra - det kan de jo se. Man har sat dagpengene ned og jagter de ledige rundt i manegen uden at give dem uddannelse eller overførselsindkomst. Og nu kan de erfare, at de kan få endnu mindre igennem med Lars Løkke Rasmussen som statsminister, end de kunne med Fogh. Løkke er ikke bange for store reformer med smalle forlig, så hvis de skal have noget igennem, så er det med en S, SF og R-regering.«

En chance - måske den sidste

LO og AE-rådet har ifølge Henning Jørgensen brugt mange ressourcer på at få Socialdemokraterne og SF's udspil til at se gennemanalyseret ud. Det er der egentlig ikke noget nyt i, da det er normalt, at Socialdemokraterne i opposition benytter sig af fagbevægelsens store analysekapacitet for at matche regeringens ressourcer i ministerierne. Men ikke desto mindre finder både professor Henning Jørgensen og professor Flemming Ibsen det risikabelt for fagbevægelsen igen at indgå et ægteskab med partipolitikken.

»Der er næppe tvivl om, at fagbevægelsens top har ladet sit gode socialdemokratiske hjerte løbe af med sig i denne her alliance,« siger Henning Jørgensen. »De ønsker sig jo tilbage til de glade dage med korporativismen i Danmark. En tid hvor S-SF-toppen sammen med fagbevægelsestoppen kunne sidde bag lukkede døre og skrue noget sammen, som de så kunne køre igennem. Det er en social pagt mellem det politiske system og det faglige system, og det er et brud med den danske model, hvor politikerne ikke skal blande sig i, hvad der sker mellem arbejdsmarkedets parter. På den måde er det her et udspil om en top-down-strategi og ikke omvendt.«

Og det kan ifølge Henning Jørgensen være en meget farlig strategi.

»Det er et stort problem, at medlemmerne slet ikke længere forbinder sig selv med Socialdemokraterne, men hvad jeg tror bliver endnu værre, er, at man nu har lovet Socialdemokraterne, at deres medlemmer vil arbejde en time mere om ugen. Det er virkelig risikabelt. Det har slet ikke været det, der har været præferencen de senere år, og nu er det altså medlemmerne, der skal godkende toppens aftaler ved urafstemning, og her er toppen før blevet underkendt. Så det er en stor chance, de har taget med det her skridt. Men måske er det også den eneste, de har.«