Nyhed
Læsetid: 3 min.

Kommunerne bruger ikke flere penge på anbringelse af børn

KL har et kæmpe forklaringsproblem, mener formanden for Dansk Socialrådgiverforening. Problemerne på forebyggelses- og anbringelsesområdet skyldes nemlig ikke, som påstået, at udgifterne er løbet løbsk. Det viser en ny analyse
'Det er helt malplaceret, at vi får alle disse direktiver fra vores kommunalbestyrelser og beskårne budgetter, hvis det hele baserer sig på en fortælling, som nogen har haft brug for at bringe frem,' siger Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

'Det er helt malplaceret, at vi får alle disse direktiver fra vores kommunalbestyrelser og beskårne budgetter, hvis det hele baserer sig på en fortælling, som nogen har haft brug for at bringe frem,' siger Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Gitte Sofie Hansen

Indland
1. juni 2010

»Kommunernes budgetter overskrides, fordi behovet stiger, og de ikke har penge til at dække det«. Sådan har diskussionerne på anbringelsesområdet længe lydt. Men en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, med titlen Når man anbringer et barn. Baggrund, stabilitet i anbringelse og det videre liv, viser imidlertid, at de samlede udgifter til at anbringe børn har været konstant de senere år. Det samme har andelen af anbragte børn.

Tallene overraskede Signe Hald Andersen, seniorforsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed, som stod i spidsen for analysen.

»Vi hører hele tiden de historier om f.eks. Brønderslevsagen eller de her sager, som handler om, at det gik galt i en familie. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi ikke har penge nok til at gøre det, vi gerne vil. Men vi kan se ud fra analysen, at de problemer, vi har nu, ikke kan forklares med, at der er sket nogle ændringer i kommunernes budgetter,« fortæller Signe Hald Andersen.

Hvor kommunernes gennemsnitlige udgifter til forebyggende foranstaltninger var 2.127 kr. pr. barn i 2002, er der kun sket en svag stigning til 2.255 kr. i 2006. Det samme gælder udgifterne til anbringelser, som lå på 5.673 kr. i 2002 og 5.861 kr. i 2006. Antallet af anbragte børn har også været konstant på ca. en procent de seneste 100 år.

Forklaringsproblem

Tallene chokerer Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening. Hun fortæller, at hele myten om, at udgifterne er ude af kontrol har betydet, at socialrådgiverne er blevet bedt om at være tilbageholdende med at foranstalte anbringelser, og at der er sket mange begrænsninger i mulighederne for at leve op til lovens bestemmelser.

»Det er dybt problematisk, hvis det så viser sig, at der slet ikke er noget problem, men at det blot er noget, som er blevet talt op af nogen, som har haft en mystisk interesse i at gøre det her til et dyrt og meget ustyrbart område. Kommunernes Landsforening (KL) har et kæmpe forklaringsproblem,« siger hun.

Bettina Post fortæller, at KL og Socialministeriet har forsøgt at lægge en byrde på socialrådgivernes skuldre, idet de har sagt, at det ikke nytter noget at forvalte, som man har lyst til uden at forholde sig til prisen.

»Men det er ikke vores ansvar, og det er helt malplaceret, at vi får alle disse direktiver fra vores kommunalbestyrelser og beskårne budgetter, hvis det hele baserer sig på en fortælling, som nogen har haft brug for at bringe frem,« siger hun.

Tallene overrasker ikke formand for KL's Børne- og Kulturudvalg Jane Findahl.

»Det, der har været fremme i medierne, er, at det specialiserede sociale område er blevet beskåret. Det gælder for personer på 0-100 år. Denne analyse handler derimod om gruppen 0-18 år. Jeg er ikke en af dem, som påstår, at dette område er ustyrligt,« siger Jane Findahl.

Hun påpeger, at der dog konstant skal gøres noget på området for at udvikle og kvalificere arbejdet.

- Så du ved ikke, hvorfor socialrådgiverne har fået at vide, at de skal være mere tilbageholdende?

»Jeg ved ikke, hvad man får at vide ude i den enkelte kommune. Men jeg kan sige, at det ikke er sådan alle steder. Der er kommuner, der løbende laver eftersyn på området og stiller sig selv spørgsmålet, om man gør det godt nok, eller om der findes andre og bedre måder at hjælpe og støtte børn og unge med særlige behov på,« siger hun.

Før kommunalreformen

Rockwool Fondens analyse er den mest omfattende granskning nogensinde af de seneste årtiers indsats over for børn, som bliver anbragt uden for hjemmet. Alle anbringelser, det vil sige flere end 100.000 i perioden 1982-2005, indgår i analysen. Dvs. før kommunalreformen trådte i kraft.

Selv om andelen af anbragte børn har været konstant, er Danmark det land i Norden, der anbringer flest børn og unge uden for hjemmet.

Jane Findahl mener, det kunne være interessant at lave samme undersøgelse med data indsamlet efter 1. januar 2007, hvor kommunalreformen var trådt i kraft.

»En nyere undersøgelse ville vise, at tilbudsstrukturen er blevet mere mangfoldig og lokal. Samtidig tror jeg, der er kommuner, som vil kunne vise en mere kvalificeret måde at arbejde på, og at børnene generelt har det bedre, når de kan blive i deres lokalmiljø,« fortæller hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ursula Nielsen

Når vi nu er i gang med at diskutere hvad handicappede rettelig bør have ret og pligt til, så skulle vi måske også se på anbringelses området? Nu har jeg ikke læst Rockwool Fondens undersøgelse, men engang i 90erne lavede man en undersøgelse af anbragte børns livsforløb. Og det var desværre ikke opbyggelig læsning. De anbragte børn var overrepræsenterede i statistikker over depression, alkoholisme, misbrug af narkotika, arbejdsløshed, mangel på uddannelse ,og hvem der senere havde problemer med at drage omsorg for egne børn. Det så ud til at jo dyrere deres foranstaltning havde været, jo værre gik det dem. Antallet af anbringelser påvirkede også livskvaliteten som voksen, i negativ retning.

Det er muligt at Danmark bruger ligeså mange penge på området som andre lande. Men i andre land e, fx Norge, er man mere tilbøjelig til at tvangsadoptere børn bort; dvs. at forældre hvis omsorgsevne er temmelig flosset, de får børnene fjernet.

Alle undersøgelser viser at jo tidligere børn fjernes, og jo færre anbringelser de gennemgår, jo bedre går det dem i voksenlivet. Men i Danmark har vi ikke denne praksis.