Baggrund
Læsetid: 4 min.

LO vender hjem til de røde

Selv hvis VK-regeringen tilbød at gennemføre præcis det samme, som S og SF gør i deres økonomiske plan, vil LO takke nej til at samarbejde. FOA-formand er lodret uenig
Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal præsenterede i går det udspil, der skal være den økonomiske grundpille, hvis oppositionen vinder regeringsmagten.

Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal præsenterede i går det udspil, der skal være den økonomiske grundpille, hvis oppositionen vinder regeringsmagten.

Keld Navntoft

Indland
12. maj 2010

LO har nu - igen - valgt side i den politiske kamp. Efter at fagbevægelsen i en årrække har signaleret, at man kan samarbejde både med regeringen og oppositionen, støtter man nu entydigt op om Socialdemokraterne og SF, der i går præsenterede deres længe ventede økonomiske plan, 'Fair Løsning'.

Selv hvis regeringen foreslog at gennemføre præcis det samme som S og SF, vil LO afvise at samarbejde. Det siger LO-formand Harald Børsting til Information.

»Det ville vi sige nej tak til. Jeg er meget bevidst om, at S og SF's udspil er en del af en helhedsløsning, der handler om, at vi skal arbejde os ud af krisen i stedet for at spare os ud af den. Den ramme mener jeg ikke, at regeringen ville sætte det inde i,« siger Harald Børsting.

S-SF-planen vil have danskerne til at arbejde gennemsnitligt en time mere om ugen ved hjælp af en række forslag, der skal gennemføres i trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter.

Til gengæld lover Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) at holde fingrene fra efterlønsordningen og standse nedskæringer i den offentlige sektor. Dét er afgørende for, at LO ikke kan samarbejde med regeringen, siger Børsting.

»Den vej, S og SF anviser ud af krisen, giver tryghed for, at vi bevarer vores velfærdssystem. Alt det, som regeringen har signaleret indtil nu, har peget stik modsat. Så det har jeg ikke fantasi til at forestille mig,« siger Børsting.

FOA advarer

Men i LO's egen bestyrelse sidder FOA's formand, Dennis Kristensen - og han er lodret uenig.

»Hvis den borgerlige regering stillede præcis den samme præmis op som S og SF, kan jeg ikke se noget til hinder for, at vi lige så godt kunne lave en aftale med dem,« siger Dennis Kristensen.

Han betegner det samarbejde med fagbevægelsen om den økonomiske politik, som S og SF lægger op til, som det tætteste siden '70'erne eller start-80'erne'.

»Jeg vil advare mod, at vi nu ikke falder i svime over det - og at vi ikke gentager fejlene fra tidligere. Vi risikerer at træde vores medlemmer alt for meget over fødderne,« siger han med henvisning til, at fagforeningsmedlemmer i dag stemmer langt bredere end tidligere.

Netop det forhold var begrundelsen for den såkaldte 'Ny LO'-plan i 2003, hvor fagbevægelsen kappede de sidste formelle bånd til Socialdemokraterne.

Men S og SF's nye oplæg er blevet til i tæt koordination med fagbevægelsen - og LO-hovedkvarteret på Islands Brygge i København var også det første sted, Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal drog på visit, efter at de i går formiddags havde præsenteret 'Fair Løsning' i den gamle børsbygning i København.

Risikabelt for LO

Et så tæt samarbejde skal vi næsten tilbage til 'helhedsløsningen' under S-statsminister Jens Otto Krag i 1963 for at finde, siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

Han betegner samarbejdet som 'risky business' for LO.

»De faglige ledere føler sig som nyfødte socialdemokrater igen. Men deres medlemmer synes nok ikke, at det faglige skal blandes sammen med det politiske, som lederne gør. Så det er dristigt, men også risikabelt,« siger han.

Henning Jørgensen ser i fagbevægelsens tilslutning til 'Fair Løsning' et brud med »140 års fagforeningspolitik«, der har handlet om at formindske arbejdstiden i stedet for at øge den.

»Når der sker det skift nu, er det selvfølgelig, fordi der har været en krisesnak og efterlønshetz i den senere tid. Men mere end noget andet er det en hjælp til S og SF's troværdighed på den økonomiske politik. Det er ikke et spørgsmål om, at der lige pludselig er fælles interesser,« siger han.

Også lektor Mikkel Mailand fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet ser frygten for efterlønsforringelser som en væsentlig grund til den nye alliance.

Lige som en række fagforeningsfolk, Information talte med i går, peger han desuden på en række andre ting, som fagbevægelsen får igen til gengæld for at lade deres medlemmer arbejde mere:

Blandt andet en hårdere indsats mod social dumping og lønpres, en sænkelse af a-kassekontingentet og en generel »styrkelse af arbejdsmarkedets parters organisationer«.

»Så der er flere ting hist og her, som organisationerne vil være glade for, og derudover opfatter de det som et forslag, der vil gøre mindre ondt end så meget andet,« siger han med henvisning til nedskæringer i den offentlige sektor, dagpenge- og efterlønsreformer.

LO-formand Harald Børsting erklærer sig »meget glad« for samarbejdet med partierne og afviser, at der er tale om, at LO genoptager det bristede ægteskab med Socialdemokraterne:

»Det er også meget mere ligeværdigt, end det har været længe. Men det er ikke det samme som et nyt giftermål. De tider, hvor de havde vetoret over, hvad der skete hos os, er for længst forbi,« siger han.

12-13: S og SF vil stavsbinde veluddannede unge Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Kristensen

Jeg synes det er interessant at LO ikke straks har råbt vagt i gevær over for det temmelig socialt skæv forslag om 38 timers arbejdsuge. Det vil jo kun ramme timelønnede, som jo nok er de dårligst lønnede.

Dem af os på jobløn har måske formelt 37 timer men da vi i forvejen arbejder minimum 40 timer vil en ændring til 38 timer ikke have nogen effekt i virkeligheden overhovedet.

For butiksansatte og produktionsfolk med timeløn -og måling vil det derimod kunne mærkes med det samme.

Derudover mener jeg ikke de 12 minutter om dagen gør forskellen, men det er et farligt princip. Vi vil ALDRIG kunne konkurrere med lavtlønslandene på lønnen eller arbejdstiden alligevel om vi arbejder 37, 38 eller 45 timer så at tro løsningen er at konkurrere på deres parametre tror jeg er skadeligt.

Karl Lassen

Tyrkertroen på at landets finansielle situation vender til det bedre er meget farlig. Hvis situationen IKKE vender, og vi gældsætter os yderligere, så står vi og de efterfølgende generationer i gæld til halsen og får græske tilstande.

En ansvarlig rådgiver vil aldrig anbefale yderligere gæld, til en familie, som er kommet i øknomisk uføre pga. overforbrug.

Det er helt uansvarligt at lånefinanciere et offentligt forbrug. Bruger en familie for mange penge, så skal den selvfølgeligt nedsætte sit forbrug, så det passer til indtægterne. Det samme gælder for familien-Danmark.

Hvem er det som gerne vil låne os penge. Det er fornuftigt at kende sine kreditorer. De rigeste er kineserne og de arabiske oliesheiker. Vil vi virkeligt gerne i lommen på dem?

Kai Birk Nielsen

Det er fantastisk at arbejdstiden skal øges, det får de ledige nok meget glæde af, når de der har job skal jobbe mere. Da jeg var på arbejdsmarkedet, er nu en glad men nedslidt efterlønner, kæmpede vi for kortere arbejdstid og for at alt overarbejde blev afspadseret, det blev gennemført på den arbejdsplads hvor jeg var tillidsmand, det skaffede jobs til de ledige kolleger, og tilfredshed med fagforeningen der støttede dette krav. Det der er gang i nu, vil på sigt mindske tiltroen til fagbevægelsen og troen på at der findes et fornuftigt alternativ til den sidende regering. Så hvem slukker?

Peter Jensen

For det første :
Nu er de "røde" der omtales jo altså ikke så røde mere at det gør noget..
Den ene "røde" er faktisk vedblevet med at falme lige siden 1970'ernes smædesang påpegede det konstante udsalg .
En stemme på den anden "røde" er som bekendt en stemme på Pia og det eneste røde ved hende er ansigtsfarven når hun skriger "burkhaburkha" og ingen gider lytte efter .
For det andet : En times arbejde koster arbejdsgiverne i nærheden af min. 200kr når alt medregnes . Det kan man kun leje en kinesisk slavearbejder for i en måned .
Mon ikke de hellere vil det end at betale folk for at blive en time mere når de nu alligevel ikke har noget at sætte dem til at lave ?

erik winberg

Lo toppen er hvor den har været de sidste 30 år og det er sku ikke hos de " røde"

Bill Atkins

Drop nu den fodslæbende holdning blot fordi det de moderne socialister der spiller ud...

Påstand:
Danmark er en virksomhed og når en virksomhed har underskud... bla bla bla
Danmark er en familie og når en familie har brugt for mange penge... bla bla bla
Danmark er en brugsforening...

Fakta:
Danmark er et af verdens mest konkurrencedygtige lande. Det gælder selv om vores lønninger i flere år er steget mere end udlandets, selv om især den norske og svenske krone, samt det britiske pund og amerikanske dollar, er faldet betydeligt over for euroen og dermed også den danske krone. Det gælder også, selv om der er økonomisk krise, stigende arbejdsløshed, nedgang i produktionen og nu også store underskud på de offentlige finanser.

Det slås fast i den årlige »The Global Competitiveness Report,«

Konklussion:
Det er naturligvis denne position S og SF blandt andet vil styrke med deres oplæg http://www.fairforandring.dk/

En ekstra indsats i de stærkeste danske erhvervsvirksomheder tredobles hos underleverandørerne - til gavn for hele samfundsøkonomien...

Bill Atkins

Ovenstående fakta om dansk konkurrenceevne er jo en variant af "Humlebien kan ikke flyve-ligningen"

Industriproduktionen steg 2,5 pct. fra januar til februar 2010. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik.

VKO har i sin regeringstid intet leveret, der gavner udvikling og forskning eller oprettet vækstcentere - ja nu snakker de om det, men vi skulle jo have været klar allerede...

....istedet sporede de halv dårlige iværksættere ind på at snuppe de lavthængende frugter fra den offentlige sektor - og det kaldte de erhvervsudvikling ....

Jeg vil godtnok også være enig med Peter Jensen m.fl.:

At sige at det er LO der vender hjem til de røde er vidt at lade halen logre med hunden. De røde, det er fagbevægelsen. Partierne er kun røde så lang tid de varetager arbejdernes interesser (hvilket i moderne forstand vel vil sige den almindelige lønmodtager).
Højere arbejdstid for de der har job, indføres samtidig med at vi har et stort antal arbejdsløse, kan man så forstå. Hvis det nu skal kaldes at være rød og varetage det arbejdende folks interesser, så er jeg en hobbit!

Med andre ord, er både fagbevægelser og partier åbenbart ikke længere så røde så det gør noget.