Læsetid: 5 min.

'Markedet er kittet, der holder os sammen'

På Lolland afholdes der på 31. år i træk Døllefjelde-Musse Marked, der rummer nøjeregnende kræmmere, storkyssende teenagere, døllepølser i gigantiske hotdogs og en usædvanlig stærk følelse af fællesskab
Mens udkantsdanmark bliver affolket, og særligt de unge forsvinder, vender ungdommen på Lolland faktisk tilbage til Døllefjelde-Musse Marked, hvor mange lokale mødes og lærer hinanden at kende på måder, hverdagen ikke normalt åbner mulighed for.

Mens udkantsdanmark bliver affolket, og særligt de unge forsvinder, vender ungdommen på Lolland faktisk tilbage til Døllefjelde-Musse Marked, hvor mange lokale mødes og lærer hinanden at kende på måder, hverdagen ikke normalt åbner mulighed for.

Kristine Kiilerich

3. maj 2010

Nede i bunden af Danmark ligger et aflangt stykke undseeligt land. Lolland strækker sig brakmarkbrunt og fladt, sporadisk plettet med gårde og småbyer. '

Ligesom resten af Danmarks yderområder bærer landsbyerne præg af, at butikkerne er lukket, skolerne lukningstruede og sygehuset er rykket væk. I den urbane narrativ er Lolland et sted, ingen mennesker rigtigt gider at bo.

Men det passer bare ikke, for i Døllefjelde, der ranker man ryggen, når man fortæller, hvor man kommer fra.

Ude på kanten af et aflangt bord, proppet med halvtomme fadøl, står en teenagepige i dunjakke med sin Barcardi Breezer løftet højt op over hovedet. Hun vajer faretruende frem og tilbage, og bordet vipper med. Overalt i Western Saloonteltet står mænd og kvinder med armene i vejret og synger. Fadøllene sjatter over af glæde i de udstrakte gestusser. Ud af højtalerne vælter slagsangen, ikke bare byens sang, men områdets - Lollands nationalsang.

»Vi kommer fra Døllefjelde-Musse - Døllefjelde-Musse, Ja, Ja, Ja,« stemmer en kvinde i. Hun er iført træsko, rød vindjakke og med en spar-pose i hånden, svinger hun i glæde den anden arm som et møllehjul. Klokken er halv elleve torsdag aften og Døllefjelde-Musse markedet pumper på femte time.

Kæmper for en fælles sag

For de 173 beboere i Døllefjelde sogn er bededagsferien den eneste gang på året, hvor byen danner ramme om noget - for omverdenen - tiltrækkende. I løbet af de fire dage, markedet varer, besøger 100.000 gæster festen.

Med kun én ansat og 670 frivillige medarbejdere omsætter markedet for 10 millioner kroner, og hvis vejret så er godt, ja - så er overskuddet godt, som markedsbestyrer og eneste ansatte i foreningen, Ole Ottosen, siger.

Han har været frivillig i 25 år. Og for seks år siden sagde han sit job op i SKAT og gik ind i fonden og markedet med alt, hvad han har. For Ole giver det mening, når overskuddet fra markedet, der på de gode sæsoner rammer to millioner, deles ud til lokalsamfundets foreninger.

»De penge, som alle har været med til at tjene, skal alle også have glæde af - både hende, der vasker toiletter i fire dage, og ham, der står i baren og sælger for en halv million kroner øl. De er lige værdifulde, og vi kæmper for en fælles sag - derfor skal der være noget til fællesskabet,« siger Ole Ottosen.

Spørger man ham, er foreningslivet i området en del af fællesskabet og lokalsamfundets overlevelse. Og det er stærkt herude og med til at skabe den følelse af stolthed, der ifølge Ole Ottesen er forbundet med det at være fra Døllefjelde:

»Du står i bod med mennesker under markedet, der bor bare en kilometer væk, men som du normalt aldrig ser. Måske bliver du venner med dem, eller begynder at komme sammen med en af dem, måske får man børn - markedet er kittet, der limer lokalsamfundet sammen,« siger han.

Vi er ikke ressourcesvage

Op ad Døllefjeldevej går folk i klynger, mens bilerne kører forbi med et par kilometer for meget i timen. Tre fyre og to piger fra lokalområdet har gået fem kilometer for at nå frem. Nær markedet tætnes trafikken, og på parkeringspladsen står hjemmeværnet beredvilligt og dirigerer de lange bilkøer rundt på pladsen.

Camperet foran en udtjent, hvid Nissan sidder tre fyre i klapstole. De skåler i dåseøl - drikker sig varme, inden de skal ind på de 65 tønder land med 500 kræmmerstader, hvor det hele sker.

Inde på pladsen går et af de mennesker, der har mærket, hvordan øl bliver til foreningsliv, rundt med sin familie. Stine R. Sylvest flyttede i 2003 fra Islands Brygge i København til Døllefjelde for at være præst i byens kirke. Sammen med naboens kirke fik hun 17.000 kroner af markedsforeningen til at sætte børneteater op i kirken ved juletid.

»Det irriterer mig, når vi bliver kaldt for udkantsdanmark og ressourcesvage. For det er vi jo ikke, når vi igennem frivillighed kan få det her op og stå,« siger Stine, der som tilflytter hurtigt mærkede det særlige, som markedet skaber i det lille samfund langt nede i Danmark:

»Man er aldrig længere væk i sit liv, end at man stadig kan have sin tjans på døllemarkedet. Selv voksne børn, der er flyttet væk, kommer tilbage og hjælper til. Det gør sammenholdet i lokalsamfundet langt større,« siger præsten.

'Vi skal bæres herfra'

En af dem, der har været med i årevis er Hanne Nilsson. »Kaptajn«, står der på navneskiltet, og Hanne Nilsson har fortjent sin grad efter 21 år som frivillig på markedet. »Man giver noget røg, og man får noget røg. Stemningen er det bedste ved markedet, for der er fis og ballade,« griner hun.

Hanne Nilsson er 42 år og skal være frivillig i Æbleskiveboden, indtil hun skal bæres derfra.

»Jeg stopper aldrig. Jeg glæder mig hele året til at komme i gang igen. Når man begynder at kunne se de små pinde blive sat i jorden for at markere området op, så begynder det at krible i maven,« siger hun.

Ude på markedspladsen blinker neonlys fra de forskellige forlystelser. Hvin fra rutschebanerne og tung bas lægger lydtæppet. Familier, par og enlige strømmer i den ene og den anden retning. Snart spiller Medina.

Tæt på radiobilerne sidder fire 16-årige piger om en tom flaske Lambrusco. Med stram, afbleget hestehale og sorte og tunge øjenvipper sidder Cecilie og suger en tår af sin Somersby.

Pigerne fortæller, at de har fået ordre hjemmefra om ikke at drikke sig »alt for fulde«. Men Cecilie og de andre har helt til kvart over to, hvor natbussen kører hjem.

Cecilie kigger sig over skulderen. Et par meter derfra står tre jævnaldrende fyre i en klynge og tænder tre cigaretter med én lighter på en gang.

»Selvfølgelig handler det også om at møde fyre. Måske skal man score lidt, og det er jo det, der er fedt ved Døllefjelde, for lige pludselig møder man alle de unge fra de små byer her. Normalt sker der jo ikke en skid herude, og så er det pludselig her, tingene sker,« siger Cecilie.

Se også Kristine Kiilerichs flotte billederie på Fotobloggen: Døllefjelde-Musse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Hansen

Hvor blev jeg både såret og vred da jeg læste denne usædvanligt nedladende og blaserte artikel i min daglige avis. Gad vide om journalisten har tænkt på, at folk også læser Information, selvom de er naboer til Dølle- Fjelde Markedet . Det er dybt forstemmende at møde et så primitivt kultursyn i den mindst ringe.

Os der har valgt at leve og bo på landet har brug for en seriøs debat om udviklingen/ afviklingen af vores lokalområder. Vi forlanger ikke at avisen maler et nostalgisk skønmaleri af livet på Øst Lolland, der er sådan set nok af problemer at tage fat på. Men at reducere vores liv til et spørgsmål om øl og pølser, kan avisen simpelthen ikke være bekendt. Ingen har brug for at avisen bringer artikler, som kun kan betegnes som udkantspornografi- det kvalificere på ingen måde debatten.
Iøvrigt findes der stort set ikke brakmarker på Lolland- også her har Sofie Tholl meget at lære!
Næste gang Sofie Tholl får lyst til at lege amatør antropolog, så send hende for Guds skyld ned til nogle rigtige hottentotter- skadevirkningen er sikkert lige så stor- men de tager formodentlig ikke til genmæle.