Læsetid: 1 min.

Politikere splittede over 'Armadillo'

Ordførere fra begge sider af Folketingssalen roser dokumentaren 'Armadillo' for dens præcise skildring af krigen. Men filmens indehold opfattes forskelligt
18. maj 2010

De er enige om at rose 'Armadillo' for sin råt for usødede skildring af de danske soldaters virkelighed i kampzonen i Afghanistan.

Men hvad, den række forsvarspolitikere, der i går fik forevist filmen i Imperial-biografen i København, ellers fik ud af oplevelsen, afhænger helt af den holdning til krigen, de havde med sig ind i biografmørket.

Pernille Frahm (SF) betegner filmen som en »chokerende« dokumentation. Og for Frank Aaen (Enh.) viser den det, som krigen er:

»Nemlig brutal. Både over for de civile, som bliver ramt - men også de mennesker, som vi har sendt i krig. Der er jo ikke nogen, der kommer usårede ud af det her,« siger han.

Begge politikere mener, at filmens rå skildring vil få danskerne til at ændre holdning og blive mere kritiske over for krigen i Afghanistan.

Vigtig lektion

Søren Espersen (DF) kommer frem til det modsatte:

»Filmen viser et meget stærkt billede af en moralsk hær - og jeg tror, at den vil give en ekstra positiv indstilling til de danske soldater og den indsats og de ofre, de yder,« siger han - men erklærer sig enig med oppositionen på ét punkt:

»Jeg tror, at den danske befolkning har godt af denne her lektion i at se, hvad det er, vores soldater er ude i hver evig eneste dag«.

Også filmens centrale skildring af en nedkæmpelse af fem talebanere er politikerne uenige om. Hvor Aaen og Frahm ser en dokumentation af en mulig krigsforbrydelse, ser Karsten Nonbo (V) det stik modsatte.

»Det var jo en klar kamphandling. Filmen fik sat godt på plads, at der er nogen, der forsøger at lave en fjer om til fem høns,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu