Læsetid: 3 min.

Politikerne har glemt børn af fængslede

Når forældre kommer i fængsel, rammer det børnene hårdt, viser ny forskning, der afslører, at mange børn falder igennem systemet, når forældrene fængsles. Radikale anklager regeringen for at se stiltiende til
'Der har absolut ikke været nogen lydhørhed fra regeringens side. Man har blot været optaget af at indføre strengere straffe uden at se på konsekvenserne', siger Lone Dybkjær.

'Der har absolut ikke været nogen lydhørhed fra regeringens side. Man har blot været optaget af at indføre strengere straffe uden at se på konsekvenserne', siger Lone Dybkjær.

Jens Nørgaard Larsen

19. maj 2010

4.000 danske børn har en mor eller far bag tremmer, og »selv om børnene er uskyldige, betaler de en meget høj pris for deres forældres kriminelle handlinger«.

Sådan lyder konklusionen i en ny bog, der dokumenterer, hvordan børn af fængslede er en overset gruppe, som lider under kritisable vilkår.

»De er i en risikogruppe for senere selv at blive kriminelle, og mange slås med skam, skyldfølelse, stigmatisering, mobning og en lang andre række problemer, som hænger sammen med, at de har en forælder i fængsel,« siger Peter Scharff Smith, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og en af forfatterne bag den nye bog Når straffen rammer uskyldige - om fængslede børn i Danmark.

Bogen beskriver, hvor barskt det opleves af børn, når forældre anholdes og fængsles. Nogle børn får ikke at vide, hvad der er sket med forældrene, og de sociale myndigheder orienteres ikke altid. Bogen kritiserer, at børnene ikke har en selvstændig ret til at se deres fængslede forældre i et tilstrækkeligt omfang, samt at besøgsfaciliteterne flere steder ikke egner sig til børn.

»Vi har haft fængsler i cirka 400 år i Danmark, og derfor er det bemærkelsesværdigt, at der ikke tidligere er gjort mere for børn af fængslede,« siger Peter Scharff Smith og efterlyser mere fokus fra politisk hold på børnenes rettigheder.

Tabes i systemet

Fængselsbørnene bliver i dag tabt i systemet, og derfor er der ifølge forskerne behov for en samlet indsats fra politiet, kriminalforsorgen og de sociale myndigheder.

»Børnene falder ned mellem forskellige stole, og der er ikke en samlet handlingsplan for, hvordan der tages ansvar for disse børn af fængslede,« siger Peter Scharff Smith og henviser til eksempler på, at børn sommetider i lang tid ikke bliver underrettet om, hvor deres forældre er, eller at der kan gå flere uger fra fængslingen til det første samkvem.

Bogen kommer med en række konkrete anbefalinger til, hvordan vilkårene kan forbedres, herunder at børn bør have ret til at se deres forælder mere end én time om ugen.

»Det er et spørgsmål om at få politikerne på banen. Dels i forhold til at lave nogle lovgivningsmæssige justeringer, som sikrer forbedringer af børnenes rettigheder, og så skal der penge på bordet til at lave en generel forbedring af besøgsfaciliteterne,« siger Scharff Smith, der hos de forskellige parter på området har oplevet stor interesse for rent faktisk at gøre noget.

R: Ingen lydhørhed

Rets- og socialordfører for de radikale, Lone Dybkjær, er fortørnet over undersøgelsens resultater og anklager regeringen for at have syltet indsatsen i årevis. Både i 2009 og 2008 fremsatte partiet forslag om forbedring af vilkårene, men ingen af dem blev imødekommet af regeringen.

»Der er i realiteten slet ikke fokus på børn, og der har absolut ikke været nogen lydhørhed fra regeringens side, hvor man blot har været optaget af at indføre strengere straffe uden at se på konsekvenserne,« siger hun og forklarer, at de radikale nu både vil stille spørgsmål til socialminister Benedikte Kiær (K) på baggrund af den nye bog og fremsætte endnu et forslag.

De radikale lancerer derfor et forslag til en samlet handlingsplan, som både indeholder udvidede besøgsrettigheder for børnene, flere midler til Kriminalforsorgen og krav om børneansvarlige medarbejdere i alle politikredse.

'Børnene skal ikke straffes'

Hos Venstre er der stor velvilje til at se på forholdene, forklarer retsordfører Kim Andersen, der dog først vil se nærmere på analysen og bede Kriminalforsorgen komme med en vurdering af sagen.

»Jeg vil studere de forslag og tanker, der kommer, og så vil jeg drøfte det med mine kolleger i Venstre og retsudvalget. Det skal være sådan i Danmark, at der er ordentlige og rimelige forhold for børnene, som ikke skal straffes for, at deres forældre kommer i fængsel,« siger han, men afviser, at han og regeringskollegerne hidtil har overset problemet.

»Vi har løbende både fra ministeriets og kriminalforsorgens side fulgt op på disse forhold, så vidt jeg er orienteret,« siger han.

Dansk Folkeparti vil alligevel bede socialministeren forholde sig til den skarpe kritik fra Institut for Menneskerettigheder, oplyser retsordfører Peter Skaarup, der mener, at alle parter nok grundlæggende er »enige om, at barnet ikke skal lide, og at vi nu må se på, hvilke praktiske løsninger der kan findes på problemerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Når Venstre har så "stor vilje" til at "se på forholdene", og de arme børns elendighed ligger dem så meget på sinde - hvorfor er forholdene så stadig så uacceptable?
Hvad menes med, at "Vi har løbende både fra ministeriets og kriminalforsorgens side fulgt op på disse forhold"?
Og nu skal den kriminelle lavalder sænkes, på trods af samtlige sagkyndiges advarsler, og børn sættes i fængsler for voksne, hvilket i sig selv er forbryderisk.
Hvordan har Venstre det egentlig med udsatte børn?

Jesper Wendt

“Vi har løbende både fra ministeriets og kriminalforsorgens side fulgt op på disse forhold”?

At det er syltet, i et udvalg.

Niels Mosbak

"Vi har løbende både fra ministeriets og kriminalforsorgens side fulgt op på disse forhold, så vidt jeg er orienteret"

sagde Venstres retsordfører, der formentlig for første gang bliver bekendt med, at det kunne være et problem, jfr. (så vidt jeg er orienteret)!

Og mens vi således viser nåde overfor børnene, de uskyldige små, spærrer vi samtidigt børn inde - i fængsler med voksne afsonere, selv om det er forbudt ifølge FN børnekonvention, men det er selvfølgelig også nogle små sataner, man ikke kan være hurtigt nok efter - og gerne fra 14-års alderen, hvor de står i kø for at blive bandemedlemmer.

Hold dog op hvor er hykleriet til at få øje på - kan man fornemme et valg i horisonten?