Læsetid: 5 min.

Soldater skal slå ihjel, men det må ikke blive for grimt

Dokumentarfilmen 'Armadillo' har sat fokus på de danske soldaters moral og etik. Men det er alt for let at sidde hjemme i Danmark og dømme dem, mener militærsociolog Kaveh Shamshiri
Soldaterne i Afghanistan er nødt til at gemme deres følelser langt ind under fragmentationsvesten, hvis de skal overleve mentalt, siger militærsociolog Kaveh Shamshiri.

Soldaterne i Afghanistan er nødt til at gemme deres følelser langt ind under fragmentationsvesten, hvis de skal overleve mentalt, siger militærsociolog Kaveh Shamshiri.

Søren Bidstrup

1. juni 2010

En afghansk mand er i færd med at placere en vejsidebombe. En dansk soldat har ham på sigtekornet. Der er ingen tvivl. Manden er i gang med en fjendtlig handling og må »nedkæmpes«, som det hedder på militærsprog.

Men soldaten trykker ikke på aftrækkeren.

»Min forståelse for kulturen og min erfaring fortalte mig, at han var en af de stakkels civile, som oprørerne tit tvinger til at udføre den tjans.«

Delingsfører Erik Højgaard er netop vendt hjem fra Afghanistan og fortæller i det seneste nummer af bladet Hæren om de svære moralske og etiske dilemmaer, soldaterne i Afghanistan kommer ud for.

Dilemmaer, som den prisbelønnede dokumentarfilm Armadillo, der i disse dage vises over hele landet, sætter fokus på.

Information har spurgt militærsociolog Kaveh Shamshiri fra Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, hvordan det står til med de danske soldaters moral.

Kompleks krig

Kaveh Shamshiri har set den kontroversielle dokumentarfilm og er positivt overrasket over de danske soldaters evne til hverken at dæmonisere Taleban eller afghanerne.

»Det er en meget kompleks krig, de er involveret i. Soldaterne skal ikke bare være soldater, de skal også være diplomater og politifolk i én og samme person. Det kræver en voldsom dømmekraft, hvor de hele tiden skal vurdere, om det er fornuftigt at skyde eller ej. Og den opgave synes jeg, de klarer rigtig godt, ikke mindst når man tager i betragtning, at mange af dem er meget unge,« siger han.

- Hvorfor er krigen i Afghanistan specielt vanskelig?

»Den er vanskelig at tackle for soldaterne, fordi det er en partisan- eller guerillakrig, hvor det er næsten umuligt at skelne mellem ven og fjende. De ved aldrig, om den smilende afghaner, de møder på vejen, er en talebaner, der bare har smidt sit gevær i en grøft. Når der er så kort afstand mellem civile og fjender, kan der nemt opstå en dehumanisering af afghanerne som sådan. Der kan opstå en situation, hvor soldaterne opfatter alle afghanere som potentielle fjender, men det synes jeg, at de danske soldater undgår. Også selv om de aldrig kan vide, om den mand, de drikker te med om eftermiddagen, er en af dem, der planter vejsidebomber om natten. «

Umennesker

- Hvad er risikoen ved at udkæmpe den form for krig?

»Det er den samme slags krig som i Vietnam, hvor amerikanerne ikke kunne skelne mellem vietcong og landsbybeboerne. De vidste, at bønderne hjalp vietcong og gav dem mad. Det skabte en tendens til at opfatte alle vietnamesere som fjender og førte til forfærdelige overgreb på både civile og fanger, fra mishandling, tortur og henrettelser af mistænkte til rene massakre.«r

- I 'Armadillo' ser man en af soldaterne være fuldstændig ligeglad med, at en lille afghansk pige bliver dræbt?

»Jeg tror, det en overlevelsesreaktion, en følelsesmæssig afstandtagen, som er nødvendig for at holde situationen ud. Man ser også en anden soldat, der har det meget skidt med at have givet ordre til at skyde de mortergranater, der dræber pigen. Han er totalt handlingslammet, og det er det, der sker, hvis soldaterne begynder at tænke på ofrene som mennesker. Når man er i situationen, er man nødt til at kunne lukke af, ellers bliver man netop handlingslammet.«

- Det er altså nødvendigt nærmest at opfatte ofrene som ting?

»Krig handler jo om at slå andre mennesker ihjel, og for at kunne gøre det bliver man nødt til at fratage ofrene deres menneskelighed. Gør man ikke det, bliver man ude af stand til at kæmpe. Soldaterne bliver nødt til at gemme følelserne dybt inde under fragmentationsvesten og først reagere, når de er kommet tilbage i lejren eller hjem til Danmark. Det er sværest første gang, men bliver nemmere og nemmere, jo flere gange man har været udsendt.«

Luksus-moral

- Giver 'Armadillo' et retvisende billede af krigen?

»Ja, det synes jeg. Herhjemme er vi tilbøjelige til at vurdere soldaternes handlinger ud fra den sammenhæng, vi befinder os i, og det er stærkt forfejlet. Man er nødt til at forstå soldaternes handlemåde ud fra den sammenhæng, de befinder sig i. Soldaterne er sendt til Afghanistan for at nedkæmpe Taleban. Når de så gør det, er der selvfølgelig jubelscener, og det har jeg svært ved at se det forkerte i.«

- Soldaterne bliver bla. kritiseret for at likvidere en gruppe sårede talebanere i filmen?

»Jeg synes, det er en luksusopfattelse, vi har herhjemme, når vi kritiserer dem. Situationen er delikat, men jeg kan ikke se noget kampmæssigt forkert i at skyde dem. De mennesker, der ligger i den grøft, vil jo slå de danske soldater ihjel. De kommer jo ikke ligefrem op af grøften med hænderne over hovedet. Og bagefter hiver danskerne både pistoler og håndvåben op af lommerne på dem. Det er lidt naivt, hvis man forventer, at de danske soldater skal løbe ned og yde førstehjælp. Man aner jo ikke, hvad de ligger og roder med i den grøft.«

- Men der skal vel være moral i krig?

»Jo, men hvis det er den form for moral, der skal styre krigen, så får vi langt flere tab. Jeg synes, vi som samfund stiller soldaterne i en utrolig vanskelig situation, hvis vi kræver, at de skal gøre sig alle mulige moralske overvejelser, før de slår ihjel. Logikken synes at være, at de skal slå ihjel, men det må ikke blive for grimt.«

Falsk varebetegnelse

- Skal befolkningen og medierne holde op med at blande sig i en krig, de ikke har forstand på?

»Nej, som civilsamfund skal vi selvfølgelig føre tilsyn med det militære system og sætte regler op for, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt.«

»Men for mig hopper kæden af, hvis vi bilder os ind, at de danske soldater ikke slår ihjel. Og man skal vide, at jo flere restriktioner, man trækker ned over hovedet på soldaterne, jo pænere ser det ud herhjemme, men jo sværere bliver det for dem at løse opgaven. Det er let at sidde i biografen og reflektere over, hvad soldaterne burde have gjort. Jeg synes, debatten er præget af en enorm naivitet.«

- Hvem er ansvarlig for, at danskerne ikke kender krigens realiteter?

»Det er politikernes skyld. De taler om vores engagement, vores tilstedeværelse, vores bidrag, vores indsats. Det er katten om den varme grød. Hvorfor kalder de ikke en spade for en spade og siger, at vi er i krig? De har i allerhøjeste grad berøringsangst og forsøger at præsentere krigen som et stort genopbygningsprojekt.«

- Er forsvaret medansvarlig for at have præsenteret et poleret billede?

»Ja, afgjort. Men forsvaret er underlagt et politisk system. Forsvaret følger den linje, politikere udstikker. Og resultatet er, at danskerne har fået et meget sterilt billede af krigen. Vi har ikke set meget blod før nu. Krigens grimme konsekvenser er blevet fjernet fra sendefladen, og det er falsk vare- betegnelse,« siger Kaveh Shamshiri, der har skrevet speciale om dehumanisering i guerillakrig og desuden er reserveofficer i Flyvevåbnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Det er jo helt igennem trivielt, men det er godt at det bliver sagt. Det må først og fremmest være folk som Helge Adam Møller der trænger til selvransagelse for at have lokket danske soldater ud i traumatiserende oplevelser.

Fred være de døde!
'At fratage modstanderen menneskelighed' er for angriberen sket på forhånd (f.eks.en påstand om masseødelæggelsesvåben), for afghaneren fordi han angribes. Hvis man ikke bryder sig om at blive kritiseret, ville det allernemmeste være, at de frivillige frontsoldater var blevet hjemme. Især ordet 'hjemme' fortæller historien Hjemme har vi nok at gøre med omsorgen af de hjemmeboende fysisk-psykisk handicappede.

Svaret på spørgsmålet:

- Soldaterne bliver bla. kritiseret for at likvidere en gruppe sårede talebanere i filmen?

...fremkalder vantro og forskrækkelse hos samtlige de civilister jeg har læst det op for. Det må da være et demokratisk og et presseetisk problem, at den slags først kommer til folks kendskab nu 9 år efter angrebet på Afghanistan...

Godt at der endelig er kommet en film der kan rive det åbenbart temmelig tåbelige danske folk ud af den vildfarelse, at krig er noget nobelt og ædelt. Bare pinligt at der skulle en film til, og pinligt at man klandrer de folk man har sendt ud for at gøre det som man har sendt dem ud til!

Max Andersen

Hvem klandrer de folk vi har sendt ud? Det er da kun venstrefløjen og dens besynderlige blindtarm, de radikale, som, perfekt timet med "Armadillos" offentliggørelse, går i chok over at folk faktisk både bløder og dør, når man skyder på dem.

Peter Pedersen

@ Diepgen

Jeg må anbefale, du læser det, som fremgår af artiklen :

"Information har spurgt militærsociolog Kaveh Shamshiri fra Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, hvordan det står til med de danske soldaters moral.

Kompleks krig
Kaveh Shamshiri har set den kontroversielle dokumentarfilm og er positivt overrasket over de danske soldaters evne til hverken at dæmonisere Taleban eller afghanerne.

»Det er en meget kompleks krig, de er involveret i. Soldaterne skal ikke bare være soldater, de skal også være diplomater og politifolk i én og samme person.
Det kræver en voldsom dømmekraft, hvor de hele tiden skal vurdere, om det er fornuftigt at skyde eller ej. Og den opgave synes jeg, de klarer rigtig godt, ikke mindst når man tager i betragtning, at mange af dem er meget unge,« siger han.

Videre kan her læses artiklen, i miliærets blad Hæren, som charlotte Aagaard henviser til, og som beskriver dilemmaet :

http://viewer.zmags.com/publication/05a51b62#/05a51b62/24

@ Atkins

Hvordan skulle det være noget problem, at nedæmpe sårede Talibaner, der fortsætter med at
kæmpe mod danskerne ?

Humanitær-retligt er der ganske vist forbud mod at bekæmpe en fjende, der overgiver sig, eller tydeligvis er såret og ikke er i stand til at kæmpe videre, - såkaldt hors de combat, -
- men det er derimod iht. den humanitære folkeret helt i orden at nedkæmpe sårede kombattanter, der fortsætter kampen, selvom de er sårede, hvilket jeg flere gange har redegjort for i detaljer, her i avisen.

Det er præcist det, du kan se i filmen - og det, som også bla. Dansk Røde kors har sat OK-stemplet på - efter at Generalsekretær Ladekarl havde set filmen.

@Peter Pedersen,

Jeg har endnu ikke set filmen, men forsøger at finde en ledsager, men det er sgu ikke nemt...

Personligt er jeg ikke i tvivl om krigens gru, men mange tror jo vi bygger pigeskoler og bore brønde. Det er jo det der berettes når folk forsøger at finde ud af hvorfor danske soldater er i Afghanistan.

Krig er jo en anakronisme, som langsomt er ved at glide ud af moderne menneskers bevidsthed, samt som acceptabelt problemløsningsværktøj..

...og heldigvis for det.

PS

Når der står i svaret i ovenstående artikel at »soldaterne hiver våben op af lommerne på [de dræbte] talebanerne« er det mit indtryk at folk forestiller sig danske frihedskæmper i samme situation som talebanerne...

Peter Pedersen

Atkins

Jeg kan godt forsikre dig for, at vi bygger rent faktisk også pigeskoler og et hav af brønde
- eller rettere : vi bygger dem ikke selv, men betaler de lokale for at gøre det, således pengene bliver i Afgh.
ligesom der sker meget andet end krig om kamp, som pressen i DK ikke gider skrive om.

Fra UK' Forein Office:

http://ukinafghanistan.fco.gov.uk/en/about-us/working-with-afghanistan/p...

DK UM :

http://www.afghanistan.um.dk/da/menu/IndsatsenIAfghanistan/DanmarksResul...

USA-link :

http://northshorejournal.org/marines-meet-livestock-challenge

Da dette er en film om den yderste forpost (deraf betegnelsen; Forward Operating Base - FOB Armadillo) mod Taliban-land, som har absolutte hovedformål at afskære Taliban at komme uset ind i Gereskh by ad den vej,
er det naturligvis ikke genopbygningsprogrammer, du ser på filmen,

Filmen foregiver jo reelt heller IKKE på nogen måde at give den fulde sandhed om den danske indsats,
men da den skal sælge biografbilletter naturligvis den mest bloddryppende del deraf,
- jf. tillige forskeren Henrik Breitenbauch:

http://www.berlingske.dk/kronikker/armadillo-fortaeller-ikke-hele-sandheden

Enhver kan med fuld rette påpege at krig er en anakronisme, men jeg har endnu ikke set et eneste klogt hoved, der har givet noget praktisk anvendeligt alternativ i Afghanistan til brug af militær magt til at bekæmpe Talibans bestræbelser på at generobre magten i hele denne del af Asien.

Kan du ?

Er de politiske forhold helt urimelige går jeg klart ind for støtte til, og bevæbningen af, den undertrykte civilbefolkning, samt støtte til politiske grupperinger, frem for intervenering med fremmede soldater. Fremmed intervenering udskyder og optrapper blot den magtkamp, der under alle omstændigheder skal gennemføres.

Da kong Erik Glipping var blevet myrdet i Finnerup Lade, lod enkedronningen indkalde danehoffet på Nyborg slot samt den store tyske minnesänger Mester Rumelant (Meystrer Rymelant), der skulle forfatte nidvider om Glippings marsk Stig, som dronningen havde udset sig som passende morder, Die tenschen Morder.
Tre sådanne ballader om den danske morder gik riget rundt og blev sunget så godt og hyppigt, at de sidenforblev ridderlige danmarkshistorie på linie med Niels Ebbesen-visen et halvt hundrede år senere.
Peter er så forgabt af dansk krigstjeneste, at
han ufortrødent fortsætter med sine ballader uden i sine skrivebordsnotater at kunne indoptage det faktum, at den der står foran skarpladte våben, der
rettes og affyres mod dig (i mit tilfælde et par SS'ere), har fået en overbærende opfattelse af fredens konventioner, når krigen først er en realiet..
De unge i Gaza, Iraq, Afghanistan, der i marken møder de dødbringende besættelsestropper indprenter sig for livet blillederne af krigens vilkår.

Lars R. Hansen

Per Diepgen:

"Peter er så forgabt af dansk krigstjeneste, at han ufortrødent fortsætter med sine ballader uden i sine skrivebordsnotater at kunne indoptage det faktum, at den der står foran skarpladte våben, der rettes og affyres mod dig (i mit tilfælde et par SS’ere), har fået en overbærende opfattelse af fredens konventioner, når krigen først er en realiet"

Det er naturligvis bedrøveligt, at en dramatisk hændelse i din ungdom på den måde og efter eget udsagn har ødelagt din opfattelse af konventionerne på den måde.

Men heldigvis er det bestemt ikke, som du ellers påstår, et faktum at sådanne dramatiske hændelser giver en samme opfattelse af konventionerne som du - blot fordi du selv er blevet påvirket sådan betyder det ikke at alle andre følger samme vej (det troede egentlig måtte være en erkendelse en mand i din høje alder for længst havde gjort sig, men på den anden side har alder jo aldrig været garant for almen menneskelig indsigt).

Andre, herunder danske soldater, har, bl.a som følge af grundig og fortløbende uddannelse i krigens love og konventioner, større modstandsdygtighed over for den slags påvirkninger end du efter eget udsagn havde - og smider derfor ikke konventionerne over bord blot fordi det går hedt for sig.

Men det er selvfølgelig en nødvendighed, at personer med din skrøbelige karakter, ikke gør tjeneste i dansk forsvar - hvilket de da heldigvis heller ikke gør.

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

din kommentar er direkte perfid og nedrig, og aldeles uberettiget.

Uenighed, skarpe kommentarer og gensidigt drilleri er helt fint, men det er mildest talt skuffende og overraskende, at du fremkommer med så ussel en kommentar.

I venlig desperation, og ikke mindst i håbet om at du snarest genfinde dit vanlige niveau...

Sven Karlsen

Man møder livet på det sted man står, og med de forudsætninger man har.

Og når det drejer sig om danske soldaters forudsætninger - målt i forhold til f.eks. tidligere tiders soldater, modstandsfolk, mm. - så er der desværre ikke sket nogen større accept af den sandhed indenfor militæret.

Man kan ikke træne mennesker til at håndtere traumatiserende oplevelser mentalt, - nogle er bare disponerede for at håndtere det bedre end andre.

Men man kan da godt træne frygtsomme mennesker til at skjule deres skræk, ligesom man kan træne en psykopat til at skjule sin lyst til at slå ihjel, - det er bare noget helt andet.

At det danske forsvar ikke har fattet denne basale sandhed, skyldes formodentligt at man stadig bruger den klassiske adskillelse mellem officers og befalingsmandsuddannelserne - dem der når op på det høje administrative poster, har sjældent den store indsigt i, hvordan krigens sande ansigt er.

Man har idag ansat en stribe psykologer indenfor forsvaret til at tage sig af de hjemvendte soldater med problemer, - sandsynligvis fordi en eller anden højtstående officer har hørt et halvt mundheld, og besluttede at det egentlig er ret praktisk at kaste brønden til, når barnet er druknet.

Men der vil vist stadig gå lang tid, før vi ser den sande erkendelse i forsvaret: at man er nødt til at screene soldaterne grundigt før vi sender dem ud ... og dermed mener jeg, at det skal vurderes om de er mentalt i stand til at håndtere opgaven - ikke om deres sergent mener at de er dygtige med deres våben, og ellers regnes for en god kammerat af delingen!

Peter Pedersen

@ Jamen kære Hr. Diepgen, dog.

Jeg har godt nok hørt om det gamle sogneråds-trick med at prøve at nedgøre sine debatmodstandere med et skær af bedreviden, når der er lidt lavvande i kilden med argumenter , men skal dog anerkende, at hvis dette var formålet, så leverer De en meget elegant og velformuleret udgave.

Dog må jeg forsikre om, at jeg i flere faktiske krigsforhold rundt om i verden, "derude hvor det er en smule farligt" – således også i Afghanistan – ved selvsyn har konstateret, at de ”konventioner” , som sammen med andre regler udgør”krigens love”, - og som De taler så hånligt om - reelt efterleves i praksis i kampzonerne af soldaterne fra de "vestlige lande".
Dette er i øvrigt også senest dokumenteret grundigt i den meget omtalte film.

”Krigens love” har været rygmarvs-børnelærdom for enhver soldat – selv værnepligtige – i mange år her i landet – og stort set samtlige NATO lande.
Verden er med andre ord blevet væsentligt mere civiliseret, efter 2. Verdenskrig, – godt hjulpet på vej af Nüremburg-tribunalerne samt ændringerne af Genevekonventionerne i 1949 m.v.

Når De fremfører, at de indlæg, som jeg producerer, er ”skrivebordsballader”, må jeg dog bemærke, at jeg rent faktisk – ligeledes i praksis - har været tæt nok på ”skarpladte våben” - bla. til at Arbejdsskadestyrelsen anerkendte nogle fysiske mén som en arbejdsskade, påført af Talibans våben.
(i samme forbindelse bør det vel så også bemærkes, at jeg IKKE tjener mit levebrød i militæret, men er jurist i den ikke-offentlige sektor.)

Det er således noget værre vås at påstå, at jeg på nogen måde skulle være ”betaget af krig”, – og lad mig for 317. gang bemærke, at jeg ikke finder, der noget positivt eller glorværdigt i krig som sådan, - samt dybest set heller ikke en gang i baggrunden for behovet for militær,
- men i tilfælde som Afghanistan ser jeg overhovedet ingen anden udvej.

Jeg skal være den første til at anerkende – og udtrykke dybfølt taknemmelighed over - den enorme indsats, under konstant fare for – ikke alene sig selv, men også for familien som helhed, - som modstandsbevægelsen ydede i 1940’erne.

Det må dog med al mulig respekt erkendes, at den danske modstandsbevægelse havde tabt krigen, såfremt millioner af briter, amerikanere, russere, australiere, canadiere o.m.a. ikke på vore vegne havde risikeret – og mistet deres liv og førlighed - under de utroligt hårde kampe mod tysken, -
under brug af overvældende stor og brutal militær magt.
Jeg går ud fra, at De var – og er - forholdsvis tilfreds med disse allieredes enorme indsats - og sejr – også.

Forestiller man sig, det værst tænkelige nazi-styre, som DK kunne havde fået, såfremt Nazi-Tyskland havde vundet krigen, og ganger det med 10 – har man nogenlunde det Taliban-styre, som DK var med til at afsætte i 2001 – og som sikkert vil være endnu værre, hvis de får lov til at vende tilbage til magten – og det er præcist de kræfter, som danske soldater kæmper imod, sammen med deres mere end 42 andre allierede lande - både inden og uden for NATO - og i fuldt anerkendelse af FN generelt.

Afslutningsvis skal det gentages, at De fortsat ikke selv har formuleret Deres visdoms-ord til at vise en brugbar, anderledes løsning, end militært at skabe stabilitet og tryghed suppleret af samtidig genopbygning og øjeblikkelig udviklingsbistand, til løsning af den enorme opgave i Afghanistan, som De jo er så kritisk overfor.

Peter Pedersen

@ Atkins

Afghanistan har været i konstant borgerkrig – med eller uden Sovjets eller ISAF-landenes interventioner – med interne krige midt i krigen - uafbrudt siden Kong Shahir Shah blev væltet ved et kup i 1973.

Den fredskonference med 1.600 deltagere, afghanerne selv, forsøgte at afholde i dag med Taliban,
medførte, at Tailban truede med at dræbe alle der deltog – og gjorde alvor af truslen ved at lade missiler regne ned over forsamlingen, suppleret af selvmordsbombere og andre væbnede angreb :

http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/10211026.stm

http://english.aljazeera.net/news/asia/2010/06/20106244135950477.html

Jeg ville oprigtigt ønske, din løsningsmodel var brugbar, men mener overhovedet ikke, at dette har nogen realistisk gang på jorden, såfremt det skal stå alene, uden ISAFs militære tilstedeværelse, hvilket jeg mener, dagens hændelser sætter en meget meget tyk streg under.

Niklas Monrad

@ Peter Pedersen,

Tak for dine sobre, afbalancerede og velartikulerede indlæg.

Det er særligt tilfredsstillende at se P.D. sat grundigt på plads på denne vis.

Peter Pedersen

@ Heinrich R

Du er vist lidt pirrelig i dag ?

Jeg forstår nu godt, Lars Hansen skærper tonen lidt.

Som det gang på gang er påpeget, er Krigens love og konventioner noget enhver ”civiliseret” og seriøs "kriger" , tager meget alvorligt – og ikke noget man bør håne sådan som Diepgen gør.

Hansen er da i øvrigt heller ikke "perifid" - idet han jo klart leverer et svar i samme tone som flere andre af Diepgens egne indlæg
– og er det heller ikke på ingen måde, tilnærmelsesvist i forhold til det væld af meget voldsomme forhånelser, som soldaterne i flere tilfælde – dræbte såvel som sårede, eller de soldater, der ikke er nogen af delene - har måttet stå model til de seneste 14 dage/ 3 uger, fra Deipgens meningsfæller, og som hverken du eller debatværten i flere tilfælde har reageret på.

Se selv efter.

@ Monrad

Jeg takker .

Når jeg erindrer den europæiske tilstand i 1945, blot synet af de mange indespærrede flygtninge her i landet, så kom ud af verdenskrigen et eneste håb for fremtiden, menneskerettighederne og FN, gode internationale aftaler, troede mange, der skulle holde krigen fra døren, men er som sagt meget lidt bevendt, når krigen først er erklæret. De senere år er de internationale aftaler gang på gang blevet angrebet, bl.a. forsøgt underlagt USA, og er i dag stærkt svækket, flere konventioner bøjet, i mamge tilfælde ubrugelige og overtrædes, som overskriften lader formode.

Lars R. Hansen

HRJ,

Med de tilbagevendende sammenstillinger af nazistiske besættelsestropper og bl.a. danske ISAF-soldater samt de tilbagevendende direkte og indirekte grundløse beskyldninger om krigsforbrydelser begået af danske soldater fra blandt andre Diepgen - mener jeg ærlig talt at have udvist en næsten selvudslettende høviskhed og overbærenhed i Informations tråde.

Og i dette tilfælde forsøgte jeg blot, at gøre Diepgen opmærksom på, at hans eget reaktionsmønstre efter en dramatisk hændelse ikke - tilmed som faktum - kan overføres til alle andre.

Men det er da muligt, at jeg kunne have udtrykt mig mere høvisk.

Diepgen,

Det internationale samfunds indsats i Afghanistan er - som jeg ser det - et forsøg på at implementere nogle af de idealer som skabelsen af FN - efter anden verdenskrigs rædsler - var et udtryk for.

"Selvudslettende" Lars,

hvorfra har du opfattelsen af, at jeg skulle have sammenlignet vore soldater med nazisternes, og at vore soldater har begået krigsforbrydelser? Kort sagt, begge er besættelsestropper, og hvad følger af at føre krig.
Jeg kan til gengæld, hvad du vistnok har svært ved at indse, sætte mig i de angrebnes sted, især de unges, når de ser ødelæggelserne.

Herhjemme har krigen også følger, bl.a. indskrænkningen af grundloven med diverse antiterrrorlove, og omtrent siden besættelsen har ytrings- og organisationsfriheden ikke været gældende for en del af venstrefløjen, eftersom den ved at sine sin mening bliver kriminaliseret af polititets efterretningstjeneste,, registreret og overvåget.

Internationalt er sagen værre, men de bekymringer, mener du måske, ikke er vore. Som Mark Twain sagde, være bare tryg, hr. passager, klip 1, klip her, klip 2, klip der.

Lars R. Hansen

Per Diepgen:

"KRIG ER KRIG, dvs. at slå ihjel, terror, ondskab, voldtægt, tortur….. Soldaterne i Afghanistan har det som de frivillige på Østfronten, som vi endnu husker marchere med dannebrog, måske forført, trangen til den hæderfulde ausradierung"

Her er et eksempel.

Hvis vi ikke forstår hinanden, nytter en samtale ikke.

Krig er krig, et spørgsmål om at vinde eller sejre frem for forståelse, hvor midlerne dertil skærpes, efterhånden som krigen varer ved, uanset nogle konventioner, nærmest at sammenligne med junglelove, den stærkestes ret.

Døden er den eneste sikre viden i tilværelsen, og når krigen er brudt ud og folk først er slået ihjel, kan man overveje, som den skamløse, beregnende kyniker, der erklærede krigen og altså slap den sidste tilbageværende chance ud af Panduros æske, håbet, om han var ond eller durm.

Lars R. Hansen

Diepgen,

Noget sandt er der i dit seneste indlæg - i en overlevelseskrig eller en total krig vil staten ultimativt anvende alle tænkelige midler - men derfra og så til det internationale samfunds indsats i Afghanistan er der galakser imellem.

Tværtimod reducerer det internationale samfunds indsats i Afghanistan sandsynligheden for en katastrofal krig af overnævnte karakter materialisere sig i regionen.

Det vil du naturligvis afvise - for når man som dig ser verden igennem en pandoras æske-prisme giver det jo sig selv at Pandoras æske enten er lukket i eller lukket op.