Læsetid: 3 min.

Blev 'sort blok' mast ind i klimademonstration?

De beskikkede advokater i COP 15-retssagen mener, at politiet på forhånd havde planlagt masseanholdelsen på Amagerbrogade den 12. december 2009
De beskikkede advokater i COP 15-retssagen mener, at politiet på forhånd havde planlagt masseanholdelsen på Amagerbrogade den 12. december 2009
19. maj 2010

Set fra en af de politihelikoptere, der hang højt oppe som summende insekter over Københavns centrum under det meste af klimatopmødet i december sidste år, så det ud som myriader af bittesmå farvestrålende prikker, når næsten 100.000 demonstranter med bannere og plakater satte sig i bevægelse fra Christiansborg Slotsplads for at gå ud til Bella Center.

På politiets videoer fra helikopteren, som Københavns Byret i går brugte en god del af dagen på at gennemse, var det derfor nemt at identificere den 'sorte blok'. Den skilte sig markant ud fra resten af demonstrationen, fordi den kun bestod af sorte prikker.

»En flok rigtig hardcore-drenge,« lød en stemme på lydsporet.

Stemmen tilhørte politikommissær Lars Lundberg, der filmede fra helikopteren.

»Der er cirka 400, og dem bliver der ballade med,« forudså han, da den sorte blok begyndte at gå over Knippelsbro.

De afgørende sekunder, hvor to rækker af kampklædte betjente pludselig stormede ud fra Markmandsgade og stillede sig på tværs af Amagerbrogade, var dog ikke filmet fra luften. I stedet panorerede Lundberg med sit videokamera over den nu mennesketomme Torvegade på Christianshavn.

»Det er dog fantastisk,« udbrød advokat Knud Foldschack sarkastisk, da det gik op for retten, at politiet ikke havde billeder fra luften af de afgørende sekunder, hvor demonstrationen blev omringet.

Masseanholdelsen blev til gengæld filmet fra en fast observationspost, som politiet på forhånd havde placeret i starten af Amagerbrogade. Faktisk fandt masseanholdelsen ganske belejligt sted lige under den lejlighed, hvorfra politiet havde installeret et kamerahold.

På optagelserne kunne man se, hvordan flere af de sortklædte afførte sig deres sorte 'uniform', da politiet havde omringet dem. Sorte jakker blev rullet sammen, og flere iførte sig nu røde eller blå jakker.

På videoerne var det også tydeligt, at politiet helt fra starten havde fået udskilt og omringet de sortklædte i Amagerbrogades østlige side og i Markmandsgade, mens de øvrige omringede 'fredelige' demonstranter befandt sig i gadens vestlige side. Men selv om de 'fredelige' demonstranter i løbet af de første sekunder var skilt fra de fleste af de sorte, blev de fredelige ikke løsladt. Alle godt 900 inden for afspærringen blev frihedsberøvet, sat i 'futtog' og flere timer senere kørt til klimafængslet på Retortvej i Valby.

'Velforberedt manøvre'

Da advokat Christian Dahlager på vegne af sagsøgerne skulle dokumentere sagen, fokuserede han især på de oplysninger, politiet på forhånd havde om, at den sorte blok den 12. december havde planer om ikke at deltage i den store demonstration, men tværtimod begå hærværk i indre by. Det fremgik af aktivisternes plakat, og det var også det scenarie, politiet havde forberedt sig på.

Hvordan, spurgte Dahlager retorisk, kunne det så gå til, at den sorte blok i stedet for gik med i den store klimademonstration?

Dahlager citerede Jyllands-Posten, der samme eftermiddag skrev, at det var en »velforberedt manøvre« fra politiets side, da den sorte blok blev presset ind i den store demonstration. Den sorte blok fik besked fra politiet om at flytte sig fra Højbro Plads, hvor de havde samlet sig, og gå over på Christiansborgs Slotsplads til den store demonstration.

Også Politiken.dk kunne om eftermiddagen berette, hvordan politiet spærrede Højbro Plads af, således at de sortklædte kun havde den mulighed at blande sig med de øvrige demonstranter på slotspladsen.

Var det sådan, at politiledelsen havde en plan B, som gik ud på at gennemføre masseanholdelsen i Markmandsgade på forhånd, ville Dahlager gerne vide.

For hvis det var tilfældet, ville politiloven ifølge advokaten ikke være opfyldt. Den giver kun mulighed for administrativ tilbageholdelse, hvis formålet er at opretholde ro og orden.

Her protesterede advokat Mikkel Holm-Nielsen fra Kammeradvokaten øjeblikkelig:

»Det er jo mere procedure end dokumentation,« indvendte han og fik støtte af retsformanden Anne Grete Stokholm.

Dagens sidste afhøring var af politiinspektør Svend Foldager, der forklarede, at politiets Kommandostation, hvor han sad den 12. december, først fik kendskab til, at der overhovedet var en sort blok på Højbro Plads, da de så live-billederne fra helikopteren. De meldinger om den sorte blok og om opgravning af brosten på slotspladsen, som delingsførere var kommet med, var ifølge vidnet ikke modtaget eller opfattet af Kommandostationen.

Retssagen fortsætter tirsdag efter pinse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

Jeg fatter ganske enkelt ikke at nogen gider spilde
deres tid på at føre sag mod politiet .
Chancen for et gunstigt udfald er så ringe at det nærmer sig dårlig advokat-skik at rejse sagerne .

Resultatet af den nuværende banan-praksis ? Tja..
http://i.imgur.com/PmLY5.jpg

400 autonome der blir 'ballade' med
politiets strategiske punkter på ruten
specialenhed til at håndtere de sortklædte - denne enhed opfattede de sorte som pacificeret
manglende koordinering mellem specialenhed og andre politienheder
dårlige ledelseskoordinering i politiet
for lidt sund fornuft blandt de menige politifolk

Resultat: ala molbohistorien og kornmarken der blev trampet ned. Det ville klæde politiet at indrømme fejlene, lære af det, undskylde, betale erstatninger og komme klogere videre. Nu ser det ud til at blive et forsøg på cover-up.... dumt.

Markus Lund

Jeg har hele tiden været af den overbevisning (dog først efter et par halvskænderier med insurrektionistiske anarkister der deltog i den sorte blok) at PET havde planlagt masseanholdelsen på forhånd - fx på baggrund af Never Trust A Cops videomateriale - og at det nok er grunden til at kammeradvokaten næppe vil udlevere alt materialet fordi det falder ind under overvejelser 'i forbindelse med rigets sikkerhed'.

Retssikkerheden i alle sager hvori PET er indblandet må derfor konkluderes som værende ikke-eksisterende, i og med at efterretningstjenester er antidemokratiske celler der ikke har direkte forankring i folkestyret og hvis handlinger ikke er kontrollerbare af noget sådant, da deres virksomhed nødvendigvis må være hemmelig, så de af dem udpegede 'ekstremister' ikke kan gennemskue dem.