Forestil dig, at en af dine nærmeste pårørende henover nogle få dage bliver mere og mere mærkelig: At hun bliver meget foretagsom, bruger mange penge, selv om du ved, at hun ikke rigtigt har nogen, taler hurtigt og uafbrydeligt, når I ses, ringer rundt til venner og familie og euforisk fortæller, at hun pludselig kan tale mange sprog, og at hun vil starte eget firma op i Brasilien med sin nye elsker, og de har allerede købt billetterne. Men det bliver først rigtig mærkeligt den dag, hun kommer på besøg, kysser dig på munden, siger, at hun er Jesus Kristus, og at det er hende, der har startet vulkanudbruddet på Island, og at det er starten på apokalypsen.
Forestil dig, at du kører ud til hende og får hende overtalt til at tage med på psykiatrisk skadestue, hvor I har samtale med en læge, der vælger at indlægge hende under diagnosen mani. Da hun kommer ind på den psykiatriske afdeling, bliver hun mere og mere snakkende og opstemt, er meget opsøgende over for de andre patienter, går ind på deres stuer og lægger sig i deres senge, tager glas med vand og hælder ud over patienter samt personalet, fordi hun stadig mener, hun er Jesus, og at hun vil nå at døbe alle, inden jorden går under. Til sidst står hun nøgen og hopper voldsomt op og ned i sengen, kaster med glas og krus, imens hun synger højt. Hun kan ikke tales til ro, og hun nægter flere gange at tage imod beroligende medicin, og de andre patienter er bange for hende. Hvad gør du?
Dette er et realistisk scenarie fra en psykiatrisk afdeling. Der dukker jævnligt overskrifter op i dagspressen om overgreb og tvang mod psykisk syge, senest i forbindelse med Sundhedsstyrelsens opgørelse over de stigende tilfælde af vold mod personalet på psykiatriske afdelinger. Og faktum er, at der findes tilstande, hvor man juridisk set umyndiggøres, fordi det vurderes, at man 'ikke er sig selv' på en måde, så man enten kræver behandling eller simpelthen er farlig for sig selv og andre. Så tilhører ens krop i en tid ikke længere en selv, så tager behandleren, der jo repræsenterer 'samfundet', over og får ansvaret for at tæmme det ubændige individ, så det igen kan passe ind. I ovenstående case var kvinden potentielt til fare og i hvert fald til gene for de andre patienter og personalet, men også for sig selv, fordi den psykotiske tilstand i sit yderste kan ende med delir, en slags sammenbrud i hjernen, der er en livstruende tilstand.
Modstridende interesser
En sag, der blev taget op i Politiken, omhandlede en sosu-assistent, der blev tævet halvt ihjel af en psykotisk patient på en lukket afdeling på Skt. Hans. For personalet er det en svær balancegang. I den kliniske hverdag er der to, ofte modstridende, interesser der skal varetages: Man er samfundets repræsentant og skal beskytte de andre fra det psykotiske, men man skal også varetage patientens interesser og sørge for, at man har udtømt alle muligheder inden et tvangsovergreb, og man skal sikre sig, at dette foregår så skånsomt som muligt.
Kampen om, hvem der har myndighed over kroppen, afspejler den indre kamp, der konstant foregår i kroppen. For det er ikke så selvfølgeligt, som man skulle tro, bare 'at være sig selv'.
Rent fysiologisk er kroppen jo en stor kampplads, hvor der konstant er modsat-rettede processer igang: Dannelse og nedbrydning af celler, nervebanernes aktivitet, hormonspejlets døgn- og månedsrytmer for slet ikke at nævne de vanvittigt komplekse processer, der skal til for at opretholde homeostasen, kroppens væske, salt og temperaturregulering.
Dette tavse orkester af aktiviteter foregår, uden at vi behøver at anstrenge os synderligt, og hvis det fungerer, lægger vi knap nok mærke til det. Sådan er det også med bevidsthedens komplekse forhold til kroppen, det at vi kan være hele, sansende, tænkende krop-og-bevidsthedsstruktur. At vi er i stand til at svinge med vores omgivelser, indgå i ofte meget forskellige sociale relationer, at vi kan omstille os og reagere sundt på kriser i livet uden at blive psykisk syge. At vi som meningsfulde krops- og bevidsthedshelheder oplever, at vi er handlende, myndige aktører i vores eget liv. Helt konkret betyder det, at jeg ved, at det er mig, der taler, når jeg taler. At jeg kan stole på det, jeg ser, hører og oplever.
Modsat mange psykisk syge, der ofte får et forstyrret forhold mellem krop og bevidsthed og oplever, at de ikke længere kan stole på deres sanser, som den maniske kvinde, der jo helt sikkert følte, at hendes oplevelser var virkelige.
Disse forstyrrelser kan beskrives som en slags rigiditet i bevidstheden, der gør, at den ikke længere kan svinge naturligt med ydre og indre impulser.
Skjult sufflør
Det sunde 'selv' er en tavs størrelse, en skjult sufflør, som man jo kun lægger mærke til, når han ikke er der, eller når han hvisker forkerte replikker, så man pludselig tror, at man er Jesus, og at man lige har startet vulkanen på Island, og det er da irriterende, at de andre ikke kan forstå det.
Så kan man måske blive så fortvivlet, at man får lyst til at ruske i folk for at få dem til at forstå. Eller kaste med glas eller slå på nogen, der kommer og tilbyder medicin. Ikke af ond vilje, men af lutter frustration.
Sygdommen skubber på kroppens grænser, og nogle gange viser den os, at det at være sig selv ikke er helt nemt, fordi dette selv i sit væsen er uhyre komplekst, meget fascinerende og nogle gange meget skrøbeligt.
Birgit Wandahl Bundesen er læge og arbejder på Psykiatrisk Center, Gentofte. Desuden BA i litteraturvidenskab og filosofi med særlig interesse for psykotiske sprogformer
