Læsetid: 2 min.

VK mangler flertal for testcenter

Placeringen ligger fast, men DF og S-SF kræver flere indrømmelser fra miljøministeren, før de vil godkende et vindmølletestcenter i Thy. Ministeren er allerede nede på knæ, siger DF-ordfører
Placeringen ligger fast, men DF og S-SF kræver flere indrømmelser fra miljøministeren, før de vil godkende et vindmølletestcenter i Thy. Ministeren er allerede nede på knæ, siger DF-ordfører
28. maj 2010

Dansk Folkeparti truer med at blokere for et testcenter af kæmpevindmøller i Thy. Ligesom SF og Socialdemokraterne kræver de, at der bliver taget større hensyn til naturen, inden de kan godkende regeringens forslag.

Efter flere måneders debat anerkendte de tre partier onsdag, at testcentret kun kan ligge i Østerild Klitplantage i Thy. Men det er langt fra sikkert, at testcentret bliver til noget, for der er stadig stor uenighed om det kon-krete indhold i planen, understreger partierne.

»Det kan sagtes falde til jorden, hvis ministeren ikke indfrier vores krav,« siger Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann.

Testcentret skal efter regeringens plan rumme 250 meter høje vindmøller og placeres i den nuværende fredsskov i Østerild Klitplantage.

Miljøminister Karen Ellemann (V) har allerede foreslået at reducere mængden af skov, der skal fældes for at give plads til vindmølletestcentret, fra 1.200 hektar til godt 600 hektar. Men det er ikke godt nok, mener Jørn Dohrmann.

»Vi vil have skovfældning ned på et minimum. Der skal være et indbygget incitament til at fælde så lidt som muligt, så det sidst fældede træ bliver det dyreste,« siger Jørn Dohrmann.

For hvert fældet træ vil regeringen plante et nyt, men det er en mindre erstatning, end en almindelig jordejer skal betale for at fælde fredsskov. Normalt hedder forholdet 1,4 nyt træ for hvert fældet, påpeger SF's miljøordfører Steen Gade.

»Staten skal ikke have en anden behandling end almindelige borgere. Samtidig skal vi have sikkerhed for, at der bliver tale om ekstra plantet skov, og at erstatningen ikke bliver væk,« siger han.

Desuden har en række feltundersøgelser bragt nye oplysninger frem om naturforholdene, og det er en af de hårde tilbageværende knaster i forhandlingerne, forklarer Steen Gade.

Karen på knæ

Oppositionen og Dansk Folkeparti har længe raset over den måde, placeringen af vindmølletestcentret er blevet besluttet. De mener ikke, at miljøministeren i tilstrækkelig grad har undersøgt alternative placeringer.

Derfor har partierne også presset på for at undersøge, om centret kunne ligge ved Stauning i Ringkøbing-Skjern Kommune. Men onsdag meddelte kommunens byråd endeligt, at man ikke var interesseret i et testcenter. Så var der ikke andre placeringer tilbage end Østerild, anerkender Steen Gade.

»Med den lokale modstand i Stauning blev det for meget op ad bakke. Så hvis du vil have et testcenter inden for det næste år, så ser jeg ikke andre muligheder,« siger han.

Regeringen har flere gange sagt, at Østerild-placeringen skal vedtages, inden Folketinget går på sommerferien for at tage hensyn til Vindmølleindustrien. Det er om en uge.

Men Jørn Dohrmann forhandler gerne en måned mere, hvis det kræves. Dog regner han med, at aftalen falder på plads inden da.

»Allerede nu er ministeren nede på knæ og levere det, vi spørger om. Jeg er ikke i tvivl om, vi får flere indrømmelser,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mona Blenstrup

"Regeringen har flere gange sagt, at Østerild-placeringen skal vedtages, inden Folketinget går på sommerferien for at tage hensyn til Vindmølleindustrien".

Læg de planer ned i skuffen.

De tjener ikke almenvældet men kapitalen.

Hvad bliver det næste, som vindmølleindustrien forlanger?

Martin Pedersen

Vindmølleindustrien har gjort det muligt at tjene penge på noget der også er godt for vores planet.

Burde være en vindersag.

VKO's uduelighed er efterhånden legendarisk...

John V. Mortensen

Regeringen sendte os et signal: "Hvis i vil have miljørigtig energi, skal det være i fredet natur, ikke på kapitalens hellige jord".