Læsetid: 4 min.

Året, hvor alt gik galt

Dette folketingsår - og især de seneste seks måneder - har været katastrofale for VK-regeringen. Har statsministeren ikke vendt billedet til efteråret, er løbet ved at være kørt, siger kommentatorer
Fra den 1. januar - da Lars Løkke Rasmussen gav sin første nytårstale - holdt hvedebrøds-dagene op, og siden har den   ene 'møgsag' efter den anden plaget regeringen.

Fra den 1. januar - da Lars Løkke Rasmussen gav sin første nytårstale - holdt hvedebrøds-dagene op, og siden har den ene 'møgsag' efter den anden plaget regeringen.

Keld Navntoft

2. juni 2010

Det er ikke mere end godt et år siden - men der er alverden til forskel. Klokken var halv ni om aftenen den 27. maj 2009, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter næsten 12 timers afslutningsdebat fra Folketingets talerstol affyrede en bredside mod S-leder Helle Thorning-Schmidt, der ikke havde været på talerstolen én eneste gang i løbet af maratondebatten.

»Jeg ved ikke, hvorfor det skal være på direkte tv, for at fru Helle Thorning-Schmidt vil debattere med mig. Jeg mener: Vi er i rigets fornemste debatsal. Det var da et sted at begynde,« sagde han, mens en tilfreds latter bredte sig fra regeringspolitikernes rækker.

Kampberedt og med en stilfærdig, knivskarp saglighed gav Løkke igen på oppositionens beskyldninger om bevidst overbetaling af de private sygehuse, om hans angivelige ligegyldighed over for krise og stigende arbejdsløshed, og om, at regeringen i det skjulte undergravede den offentlige velfærd. Og selv om de ikke vil være ved det i dag, var oppositionens politikere slukørede, da debatten sluttede. Modsat kunne en af Venstres ministre over en øl i Snapstingets café bagefter glæde sig over, at modstanderne - igen - havde undervurderet Lars Løkke Rasmussen og regeringen.

Sådan var situationen for et år siden. Men i dag, hvor partierne runder året af med endnu en traditionsrig maratonstrid i Folketingssalen, er rollerne byttet om.

Hverdagen satte ind

»Man kan vel godt argumentere for, at det begyndte at gå galt ved det dårlige kommunalvalg i november eller klimatopmødet i december. Men efter min mening er det først relevant at tale om, hvor skidt det går for regeringen, fra januar,« siger den politiske kommentator Niels Krause-Kjær, der er forfatter til bogen Kandidaten om Lars Løkke Rasmussen.

Efteråret bød på et solidt konservativt selvmål, da regeringspartneren foreslog et - viste det sig senere - grundlovsstridigt forbud mod burkaer i det offentlige rum. Dét gav lidt ridser i lakken, men ingen markante problemer for Løkke, der fra starten slap nådigt fra sine erklæringer om, at krisen, kommunalvalget og klimatopmødet var hans topprioriteter som ny regeringsleder. Ingen store reformer eller nye politiske programmer.

Selv en tilbagegang ved kommunalvalget og et tumultagtigt klimatopmøde kunne regeringen måske have haft held med at afskrive på kontoen for uundgåelige, mere eller mindre ydre omstændigheder for en nytiltrådt regeringsleder.

Men fra den 1. januar - da Lars Løkke Rasmussen gav sin første nytårstale - holdt hvedebrødsdagene op.

»Det var herfra, at han virkelig skulle vise, hvad han vil, og hvad den nye regerings projekt er. Dét er ikke lykkedes indtil nu,« siger Niels Krause-Kjær.

I talen byggede Løkke videre på de »10 drømme« om Danmark i 2020, han lancerede på Venstres landsmøde i november og satte for alvor pust i det »360-graders- eftersyn« af folkeskolen, som han første gang nævnte i sin åbningstale.

Vitaminfattig

Men ifølge politisk kommentator Hans Engell var dét alt for »vitaminfattigt«

»Dér satte der sig en vis mathed og skuffelse ind over ham,« siger han.

I stedet for dominerende politiske dagsordener fra regeringen begyndte 'møg- sagerne' nu at vælte ind og vokse sig større - og meningsmålingerne begyndte for alvor at vise tilbagegang for regeringen.

Det var mindre ting som Løkkes aflysning af et møde med over 70 ambassadører og hans vinterferie på Tenerife uden for skolernes ferietid. Det var den omdiskuterede madordning på børne- institutionerne, der skulle have været en vindersag, men endte i kaos og udskydelse. Og det var beskyldningerne mod daværende forsvarsminister Søren Gades presserådgiver for at have lækket fortrolige oplysninger til TV 2.

En oplagt måde at sætte en ny dagsorden på var en ny rokade og et nyt regeringsprogram. Men rokaden lod vente på sig - for internt i regeringen kunne V og K ikke blive enige om den økonomiske politik. Det blev illustreret på et pressemøde på Havreholm Slot i januar, hvor K-leder Lene Espersen fastholdt sit ønske om upopulære reformer - selv om statsministeren afviste.

Utilfredshed i baglandet

Rokaden kom den 23. februar og var den største i VK-regeringens levetid. Men på det tidspunkt var det for sent, påpeger Hans Engell. Alle ministerier var langt henne med lovgivningsarbejde og sagsbunker - og det har ikke givet de nye ministre mange muligheder for at markere sig med andet end sagsbehandling.

Til gengæld betød rokaden et farvel til de jyske V-ministre Søren Gade, Helge Sander, Kristian Jensen, Ulla Tørnæs og Eva Kjer Hansen. Dét gik ikke upåagtet hen i et Venstre-bagland, hvor utilfredsheden i forvejen er stor over for grønne indgreb over for landbruget, centralisering af sygehuse og andre »udkantsproblematikker«, der har fyldt voldsomt på dagsordenen og fik kritikken af regeringen til at vokse. Det samme gjorde Lene Espersens herostratisk berømte debut som udenrigsminister på ferie på Mallorca.

De seneste uger har været domineret af de store økonomiske planer - først fra S-SF og siden fra VKO. Økonomisk ansvarlighed og en sikker hånd i krisen burde være sikre succeskort for regeringen - men også de kort har Lars Løkke og hans folk indtil videre ikke scoret point på, mener Hans Engell:

»At så mange så erfarne politikere ikke med det samme kan se det problematiske i, at stort set hele regningen for krisen betales af folk på dagpenge eller af børnefamilierne, er uforståeligt. Og at regeringen måtte justere på planerne tre gange, er med til at understøtte billedet af manglende styring.«

Men i det mindste står billedet af regeringen kontra oppositionen nu klart - og vil formentligt være knivskarpt, når debatten i Folketinget er afsluttet ud på de små timer.

»Vi begynder nu at se konturerne af, hvad regeringen gerne vil huskes for - og samtidig er det spørgsmålet, om oppositionen kan stå distancen. Men der er meget, meget lang vej hjem,« siger Niels Krause-Kjær og peger på en klar deadline for regeringen:

»Når vi når frem til Folketingets åbning i oktober, skal vi kunne se en regering, der har styr på det hele. Hvor meningsmålingerne ikke er så katastrofale, som de er lige nu, og hvor det er regeringen, der bestemmer dagsordenen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Høre lige Løkke Rasmussen i Folketingssalen lovprise regeringens og DF arbejde og beskylde oppositionen at de bare ville bruge løs at statens penge, da der var overskud i statskassen. MEN hvem var det der gav skattelettelser i stedet for at fremtids sikre landet mens vi havde overskud.
Det er fortvivlende med den falske historie fra regeringens og DFs side.

Morten Kjeldgaard

@Dorte, ja, for at citere en tidligere oppositionsleder:

Pengene FOSSER ud af statskassen!

(... og ned i vore velhavende vælgeres velforede lommer.)

Det er ikke overraskende at "alt gik galt". VKO's og især V's erklærede mål er den totale ødelæggelse af velfærdsstaten og alt hvad der hedder social retfærdighed. Det vi ser er befolknings langsomme grynten af regeringens overlagte angreb mod de svageste.

Jeg har i lang tid sagt at det Fogh gjorde og hvad Løkke nu fortsætter er direkte kriminelt og bør retsforfølges. Den ulovlige Irak krig kunne være et startpunkt, ala hvad briterne prøver at få Tony Blair anklaget for.

Mht Løkke bør han (som minimum) gå af med øjeblikkelig varsel og give en gevaldig undskyldning.

Lykke Johansen

Jeg lagde mærke til Lars Løkke under afslutningsdebatten i morges, hvor han veltilfreds sad og gumlede på tyggegummi. Han mindede grangiveligt om en GADEDRENG. Og det er lige, hvad han er!!!

Michael Gudnæs

Sikke sure alle pludselig er på den borgerlige regering. Men hvor var kritikken henne i de første 8 år, mens Fogh og co. langsomt men sikkert begyndte deres underminering af Danmark og vores kultur- og civilisationsgrundlag? Var det virkelig så vanskeligt at gennemskue den forlorne værdikamp og den hovedløse økonomiske politik mens den blev skabt? Eller var det fader Fogh's strenge miner og affejende kommentarer som tryllebandt hele befolkningen, ligesom slangen Ka i Junglebogen kan paralysere alle junglens aber med sit blik?

Eller er virkeligheden den, at når alle nu pludselig kan se hvor forfærdelig denne regering er og har været, skyldes det den økonomiske nedgang - altså at det var mere bekvemt for selv den skarpeste akademiker (pånær Georg Metz) at lukke øjnene, sålænge friværdien kunstigt steg og skabte mulighed for op til 3 skiferier om året, plus det løse?

Henrik Munk Molke Rediin

Der er ingen tvivl om, at den nuværende regering på mange måder er - og hele tiden har været - ekstremt inkompetent, og at de har truffet ganske mange dårlige beslutninger.
Men når det er sagt, så skal man ikke glemme, at baggrunden for meget af det der er foregået gennem de senere år er, at de borgerlige regeringspartier efter bedste evne har forsøgt at føre en kvalm og forkælende velfærdspolitik, i bedste socialdemokratisk tradition. Som liberale partier skulle de nok have holdt sig til liberal politik - men så havde de jo ikke fået magten, forstås.

Nu står vi så i den forbandede situation, at hverken regeringen eller S-SF alliancen tør tage et ansvar. Begge parter prøver stadig at bilde middelklassen ind, at vi da sagtens kan bevare det de kalder velfærd, uden at det skal koste noget. Men selvfølgelig kan vi ikke det, og havde vi bare flere ansvarlige politikere og partier end Radikale og Liberal Alliance, så fremtiden lidt lysere ud.

Som det er nu, kan man ikke være andet end pessimist omkring fremtiden - uanset hvem der sidder ved roret de kommende år.

martin sørensen

et helt enkelt faktum, hvis nu alle skattelettelser og skattestoppet det var 100% financeret ja så ville statskassen nu ikke mangle 24-50 milliarder vel.

Det er faktisk logik for burhøns, nej der var IKKE råderum til skattelettelser.det må nu stå klart for alle,

Karsten Aaen

Det er jo slet slet ikke, det som hverken skattestop eller skattelettelser handler om. Nej, det handlede om (sådan set på den lange politiske bane) at skabe en stemning for, at der skulle skæres ned (som nu). Og så få middelklassen til langsomt, men sikkert at acceptere, at 'vi kan da også godt selv lige betale' for at gå til lægen, for at ligge på hospitalet, for at vore børn går på universitetet mv.'

I dag står der i JP, at KL mener, at den økonomiske støtte til de svageste er gået for vidt. Og hvorfor en socialdemokrat som Jan Trøjborg mener det, aner jeg ikke? Er han ikke klar over, at hvis ikke ordblinde mv. lærer at læse f.eks. - ja så de her personer aldrig en uddannelse og et arbejde og bliver dermed i stand til at klare sig selv?