Læsetid: 2 min.

Betjente sprøjtede fængselsbure med pebergas

I COP15-retssagen er det de beskikkede advokaters tur til at dokumentere sagen. En admini-strativt frihedsberøvet fortalte, hvordan politiet havde sprayet pebergas ind i burene i klimafængslet i Valby
11. juni 2010

»Jeg vil godt sige, at jeg følte mig ydmyget over at blive placeret i et bur lige som et dyr,« sagde Ea. Hun blev afhørt som den sidste under det niende retsmøde i COP15-retssagen i går.

Ea var sammen med sin kæreste gået til klimademonstration søndag den 13. december, fordi parret til den store demonstration om lørdagen havde fået en løbeseddel om næste dag stukket i hånden. Da søndagens demonstration havde bevæget sig fra Trianglen til Østerport Station, besluttede politiet at omringe og senere administrativt frihedsberøve alle deltagerne. Ea og kæresten fik hænderne på ryggen i strips og blev sat i futtog, inden de en times tid senere blev kørt ud til klimafængslet på Retortvej i Valby og placeret i et af burene.

På et tidspunkt var klima-fængslet ifølge Ea fyldt med råben og skrigen, fordi mange af de frihedsberøvede var utilfredse med ikke at kunne få en forklaring på, hvorfor de var tilbageholdt, eller hvornår de ville blive løsladt. I et enkelt bur lykkedes det nogen af de indespærrede at få vredet døren til buret op. Det udløste en voldsom reaktion fra politiets side, fortalte Ea.

»Betjentene kravlede op på burene og sprayede peberspray ind i burene. Det så jeg med mine egne øjne,« fortalte hun.

Russiske politikontakter

På linje med Ea kunne Marie berette om, hvordan det var at sidde timevis på iskold asfalt uden nogen forklaring, uden mulighed for at gå på toilettet, uden mulighed for at ringe og uden mulighed for at få noget at drikke.

Marie deltog i lørdagens demonstration, hvortil hun var kommet med sin mor. Undervejs til Bella Centret kom hun væk fra moren, og uheldigvis var hun blandt de ca. 900 demonstranter, politiet tilbageholdt i starten af Amagerbrogade.

»Jeg oplevede meget ubehagelige ting, selv om jeg kun deltog for at give udtryk for min mening om klimaproblemet. Da betjentene havde sat os i futtog, så jeg flere blive hentet af ambulance. Jeg så en, der gik i krampe og rystede helt vildt, indtil politiet bar ham væk. Jeg hørte flere skrige, at nu tissede de i bukserne, og jeg hørte mange, der græd,« fortalte hun.

For at undgå for mange afhøringer læste de beskikkede advokater op af en række erklæringer, hvor deres klienter berettede om, hvordan de var blevet administrativt frihedsberøvet. En erklæring fra en yngre russisk mand omtalte således, at han og hans storebror var blevet kontaktet og udspurgt af det russiske politi, efter de var kommet hjem fra København, hvor de var blevet masseanholdt om lørdagen.

En tilskuer til retssagen, som selv er blandt klagerne, undrede sig efter retsmødet højlydt over, om dansk politi har kontaktet udenlandsk politi vedrørende alle udlændinge, der var administrativt frihedsberøvet under COP15. Det kunne de beskikkede advokater ikke umiddelbart svare på.

Retssagen fortsætter i næste uge, men proceduren kan først afsluttes efter sommerferien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu