Læsetid: 3 min.

Bondam: Vi kan ikke være det bekendt over for veteranerne

Københavns beskæftigelsesborgmester erkender, at kommunen svigter syge krigsveteraner. København har også selv et ansvar for at ændre systemet, mener han. Forsvarsordførere fra begge fløje i Folketinget vil have Forsvaret til at komme kommuner og krigsveteraner i møde
Beskæftigelsesborgmester Klaus Bondam (R) mener ikke, vi kan blive ved at ignorere hjemvendte soldaters pyskiske problemer.

Beskæftigelsesborgmester Klaus Bondam (R) mener ikke, vi kan blive ved at ignorere hjemvendte soldaters pyskiske problemer.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

3. juni 2010

Københavns Kommune vil nu stramme op på indsatsen over for hjemvendte ekssoldater. Det siger overborgmester Frank Jensen (S) og beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam (R), der også foreslår at Kommunernes Landsforening udformer sin egen veteranpolitik med afsæt i kommunerne.

»Jeg synes ikke, vi kan være andet bekendt. Det er menneskeligt og økonomisk uforsvarligt at lade stå til, som det er nu, « siger Klaus Bondam.

Forslaget kommer, efter Information i går kunne fortælle, hvordan Københavns Kommune har sendt den psykisk syge krigsveteran 'Michael' rundt i systemet i årevis uden at give ham den rette behandling. Han har flere gange fået frataget sin kontanthjælp, og det er kun takket være det private Soldaterlegatet, at han i foråret undgik at blive hjemløs for fjerde gang.

Det er især i kommunens jobcentre, at 'Michael' er stødt på problemer, og de hører under beskæftigelsesborgmester Klaus Bondam.

»Jeg synes, vi har et ganske stærkt system, som formår at give de fleste det rigtige tilbud, men vi må nok sande, at på det her område, har vi ikke gjort nok,« siger Klaus Bondam.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da fornemt, at diverse politikere vil gøre noget for psykisk syge, der er ved at vælte ud over kanten. Blot undrer det mig, at der her fokuseres så ensporet på syge krigsveteraner. Dette lille udsnit af problemgruppen har dog adgang til legater, støtte fra tidligere kollegaer og oven i købet bred politisk opbakning. Jeg kan ikke se hvorfor netop denne erhvervsgruppe skulle have adgang til særlige privilegier - men de skal naturligvis have al den hjælp, vi som samfund har mulighed for også at give til andre psykisk syge.
De ødelagte soldater kunne dog være en god indgangsvinkel til at gøre opmærksom på at problemet er langt bredere, og at alt for mange andre end krigsveteraner snubler, når de støder hårdt imod systemets rigide kassetænking. Og at disse andre grupper alt for sjældent møder bevågenhed fra velmenende politikere.

Ulf Melgaard

På en varm augustdag i 1997 mødte jeg Michael første gang til et RUS-arrangement for nye jurastuderende på Københavns Universitet.

Vi klingede godt og faldt hurtigt i snak om politik, historie, litteratur og en masse andre spørgsmål, som Michael viste sig at have en enorm viden om. Vi blev læsemakkere på hele bacheloruddannelsen og skrev de større opgaver sammen undervejs. Sideløbende var vi studenterpolitisk aktive i samme forening og tog på studieture sammen til Bruxelles og Riga.

Jeg kan roligt sige, at Michael uden sammenligning er en af de aller dygtigste jurastuderende, jeg har stiftet bekendtskab med. Han fangede lynhurtigt selv komplekse juridiske problemstillinger, argumenterede og skrev klart, og han har et af de mest imponerende karakterblade på bachelorudannelsen, jeg har hørt om.

De sidste år vi læste sammen blev Michael i perioder væk fra studiet. Nogle gange en uge, nogle gange flere. Han er en privat person med stor integritet og gav ikke mange forklaringer. Han talte sjældent om sin soldatertid, kun sent på aftenen efter festligt lag, hvor han ud på de sene timer kunne berette om meget ubehagelige episoder. Det kom i små bidder og kom i en form, så man vidste, at man ikke skulle stille mange opfølgende spørgsmål.

Efter bacheloruddannelsen tog jeg til udlandet for at læse, men havde fortsat kontakt til Michael. Havde indtryk af, at han i perioder faldt helt ud af uddannelsesforløbet og begyndte (mange år efter udsendelse) at tale om, at det måske kunne være pga. posttraumatisk stresssyndrom.

Siden har jeg set ham med mellemrum. I perioder giver han ikke lyd fra sig. I andre perioder går det godt, og vi kan mødes. Jeg har aldrig før set en samlet fremstilling af hans oplevelser som den, der beskrives i Informations artikel. Mange ting giver bedre mening nu. Jeg vidste ikke, at det havde været så slemt i mange perioder. Helt absurd virker behandlingen af hans sag hos Københavns Kommune, som han har beskrevet ved et par af de seneste lejligheder, hvor vi har mødtes. Kommunen har ikke villet give revalidering til færdiggørelsen af hans juridiske studier, men har foreslået, at han kunne blive SOSU-hjælper, for dem mangler man. Hans juridiske evner taget i betragtning er det absurd. Sikken et spild.

Vi var fire fyre i vores læsegruppe. En er nu i Justitsministeriet. En er juniorpartner hos et større københavnsk advokatfirma, og jeg er ansat i Udenrigsministeriet. Michael var den dygtigste af os, og han kæmper fortsat med at få lov at gøre sine studier færdige under vilkår, hvor der tages hensyn til de mén, han har pådraget sig af at tage en udsendelse, da hans regering bad ham om det. Han var gruppefører for danske soldater i det tidligere Jugoslavien på et tidspunkt, hvor der på disse kanter netop var begået de grusomste krigsforbrydelser og etniske udrensninger siden anden verdenskrig.

Hvad der er sket siden kan kun beskrives som en uværdig behandling af en person, der fortjener tak for indsats og mulighed for at få udbytte af sine fremragende evner. Jeg håber så inderligt, at Københavns Kommune læser Information.

(dette bidrag til debatten må - om muligt - meget gerne også bringes i den trykte avis)

Michael Gudnæs

Det er altid interessant at høre mere om historien bag historien. Men uanset hvor dygtig og sympatisk Michael er, har jeg svært ved at forstå at det skal være kommunernes opgave at rydde op efter politikernes krigs-eventyr i udlandet. De politikere, som sender menesker afsted på krigslignende operationer, må vel i samme moment være parate til at påtage sig ansvaret for de skader, som de udsendte vnder hjem med - psykiske såvel som fysiske. Selvfølgelig skal behandlingsarbejdet ske i samarbejde med hjemstavnskommunen, men jeg synes at det er uanstændigt at skader, som er forventelige og derfor må betragtes som accepteret i forbindelse med planlægningen af bemeldte operationer, skal løses af det almene sociale og helbredsmæssige sikkerhedsnet. Hvis regeringen vil sende folk i krig, må den på forhånd afsætte midler til deres senere retablering efter den sædvanlige doktrin om at skadesvolderen betaler.

Jesper Wendt

Helt enig Michael Gudnæs, det manglede sgu bare. Men politikerne kigger den anden vej, så snart det koster penge og stemmer.

Af en skare af folk ansat på folkets pengepung, er det jo lidt makabert at høre dem snakke om folk der er på overførelses indkomster, når de jo sådan set rundt regnet selv er det i den grad. Plus gyldent håndtryk efter at have været minister. De burde skamme sig over denne ligegyldighed med de mennesker de rent faktisk er ansat af.

Mona Blenstrup

Ingen behandlingskrævende er mere værdige end andre.

Uanset deres livsforløb og levned skal alle behandles ens emd ens rettigheder.

Lars R. Hansen

Michael Gudnæs:

"jeg [har] svært ved at forstå at det skal være kommunernes opgave at rydde op efter politikernes krigs-eventyr i udlandet"

Den hænger nok snarere sammen med din indstilling til det danske "krigseventyr" i Bosnien (i dette tilfælde) og din opfattelse af samfundet som et hele - men ellers er det jo almindeligvis kommunerne, der på en lang række områder, løfter de opgaver regerings- og folketingsbeslutninger afstedkommer.

Som eksempel kan nævnes statens tildelelse af opholdstilladelser til uarbejdsdygtige og behandlingskrævende udlændinge - har må kommunerne naturligvis påtage sig den opgave - selvom de ikke kan bestemme hvordan udlændingeloven skal se ud eller hvilke internationale konventioner Danmark skal tiltræde.

Det er der næppe mange som har svært ved at forstå.

Men når det gælder tidligere udsendte af det danske demokrati så bliver det lige pludselig noget ganske andet?

Selvfølgelig ikke! Og det er helt på sin plads, om kommunerne nu - som de gør for andre grupper - vil gøre en målrettet indsats for veteraner med særlige behov.

Peter Jensen

"Og det er helt på sin plads, om kommunerne nu - som de gør for andre grupper - vil gøre en målrettet indsats for veteraner med særlige behov."

Soldaten har fået NØJAGTIG den samme behandling som alle andre får i det system .
Og sådan skal det også være .

Lars R. Hansen

Jeg vil nu fastholde, at kommunerne bør gøre en målrettet indsats for veteraner med særlige behov.

Jeg kan ikke se der skulle være noget galt i, at målrette forskellige tilbud til forskellige grupper - slet ikke.

Desuden mener jeg også, medgivet jeg kan naturligvis være noget forudindtaget, at folk som for staten har påtaget sig en særlig risikobetonet opgaver - bør kunne forvente en særlig støtte - dersom man under sin tjeneste pådrager sig skader.

Peter Jensen

I så tilfælde må de lave en lovgivning der særbehandler soldater-tosser, på STATENS regning
Eller de ku' ta' pengene fra forsvarsbudgettet .
Man skal ikke foran i køen bare fordi man godt kan li' at skyde taleban-børn .
Som du måske kan høre har jeg INGEN sympati for de militær-tosser.

En dejlig forudsigelig "debat", lige fra mit selvfølgelige indlæg til @Lars Hansens tilsvarende fastlåste. Skal vi ikke bare være enige om alle sammen, at vores kære land bør hjælpe alle, som har hjælp behov, på bedste måde. Og at særligt udsatte grupper som politifolk, brandmænd og udsendte nødhjælpsarbejdere af og til har særlige behov, ligesom fx tortur- og katastrofeofre samt naturligvis fremmedlegionærer og andre alt for eventyrlystne soldaterdrømmere.

Vi har ikke i Danmark tradition for at hindre folk i at rode sig ud i diverse ekstemsport, og hjemvendt forventer disse efter en tur på opleveren (citat fra en oberst), at sygehuse villigt tager sig af både benbrud og psykiske traumer. Tilsvarende bør krigsveteraner nyde den samme gode eller dårlige behandling, som lignende tilfælde normalt får. Heldigvis har vi på god jante-manér endnu ikke vænnet sportsfolk, politikere og professionelle soldater til en plads forrest i køen.

Jeg kan fortsat ikke se, hvorfor lige netop den meget omtalte erhvervsgruppe med specielle arbejdsskader skulle have krav på positiv særbehandling. De kan glæde sig over at Rigshospitalets traumecenter har hentet sig bred og nyttig ekspertise på området, takket være især mange flygtninge med tilsvarende problemer. Men de er langt fra den eneste erhvervsgruppe, som bliver slidt ned i statens tjeneste. Og de er langt fra den mest udsatte, bare den pt mest mediedækkede.

Niels Mosbak

Nu var det således, at missionen i Jugoslavien overvejende var af fredsbevarende karakter.
Det var en FN mission, der havde til opgave at holde de stridende parter fra hinanden, og bevæbningen i den anledning var ganske let og kun til selvforsvar.
Dette ændredes efter Screbenica.

Efter min mening var det en nødvendig indgriben der skete, og danske soldater gjorde en fremragende indsats, der affødte stor international respekt.
Jeg var selv tjenstgørende i Kroatien i 1993, ikke for militæret men for UN-CivPol, FN's politi i regionen.

Syv år senere fik jeg konstateret kronisk PTSD, der efterfølgende blev anerkendt som arbejdsskade.

Den form for PTSD der viser sig i veteraner, er som regel det man i psykologsprog kalder "Battlemind" - en kronisk agtpågivenhed, der er guld værd i en krigszone, og har hjulpet veteranerne til at overleve livsfarlige situationer, men som desværre er uhyre vanskelig at aflære igen, og uhensigtsmæssigt i et civilt samfund.

Problemet med disse veteraner kan være, at vi har at gøre med handlekraftige mænd, med forstand på våben - og risikoen for at de enten suiciderer eller skader andre er tilstede.

Hvis man på forhånd har kendskab til risikogruppen, der f.eks. udgøres af Falckreddere, brand- og politifolk, og nu soldater samt flygtninge, er det vel rimeligt at iværksætte særlige tiltag, idet en tidligere indsats kan forbedre prognosen betydeligt.

Men det er selvfølgelig også Forsvarets opgave som arbejdsgiver, at sikre den nødvendige hjælp i den indledende fase.

Men det at det kommunale system ikke har viden nok til at sørge for en værdig behandling af mennesker med PTSD, idet de ofte vil have særlige behov, og særlig risiko for netop at blive hjemløse eller misbrugere, er kritisabelt - tilfælde som "Michael" skal jo ikke sejle hjælpeløse rundt i det sociale system i 10 år - og det skal andre i øvrigt heller ikke.

Vi må som samfund forvente, at antallet af veteraner med psykiske lidelser vil toppe i løbet af 10-15 år, med mindre vi selvfølgelig deltager i nye krige.

Max Andersen

Eller også skulle vi bare deltage i nogle "lækre" krige (læs: krige venstrefløjen synes om). Al denne falske pseudo-bekymring for de hjemvendte soldater, er til at brække sig over.

Pointen har bundfældet sig: I kan ikke lide krigen i Afghanistan, og kan den ikke stoppes ad politisk vej, skal alle forhåndenværende angrebsvinkler tages i brug for at miskreditere dem der udkæmper den.

Karsten Aaen

En hurtig kommentar herfra - set fra en positiv vinkel angående den omtalte persons situation.

Mht. SOSU-hjælpere mangler der i den grad mænd. Og efter man er færdig som sosu-hjælper kan man uddanne sig til sosu-assistent. Derefter kan man uddanne sig til sygeplejerske og til psykiatri-sygeplejerske. Man kan også uddanne sig videre fra sosu-assistent til at arbejde indenfor psykiatrien med demente. Og endelig er den mulighed, at man kan uddanne sig videre, og ende som leder - eller gud bedre det - som underviser på en sosu-skole.

Og ang. den omtalte persons konkrete situation, mener jeg ganske bestemt, at det er en mulighed at uddanne sig til sosu-hjælper - og videre ad den vej. Og det gør jeg, fordi den person må have en dyb forståelse, en dyb empati for folk som er i krise eller er demente eller på anden måde har det svært her i livet.

Kommunens opgave er at få den omtalte person i arbejde så hurtigt som muligt; det får de gennem en sosuhjælperuddannelse. Og jeg skal så også gøre opmærksom på, at som sosu-hjælper skal man også kende §§. Som kommende sosu-hjælper skal man kende til §§ i Serviceloven, til §§ om tavshedspligt og mange andre paragraffer. Mange ved ikke dette, men tror, at sosuhjælper-uddannelsen kun er en praktisk uddannelse. Men der er en del (meget faktisk) lovstof i det, bla. også om, hvilke hjælpemidler man er berettiget til, hvis man f.eks. lider af PTSD eller er dement eller skal til genoptræning. Den

Den omtalte persons juridiske evner vil så sandelig komme til sin ret her, både ifht. ham selv, men også i forhold til hans medstuderende.

Måske arbejdstilsynet burde kaste et blik for arbejdsmiljøforholdene blandt ansatte i det danske militær, hvis de skal have efterløn efter få års ansættelse.

Jesper Wendt

Det kan jo vække noget undren, at alt det kommer som en overraskelse.

Det burde vel være almen viden at folk får fysiske og psykiske lidelser af krig, hvad med staten havde en forsikrings ordning inden de sender folk i maskinen.

Men jeg kan ikke se at soldater på nogen måde gør sig mere nyttige end andre i det offentlige, de fleste vælger det så oven i købet frivilligt, og kender risikoen.

Det bør være staten, der varetager den opgave de har uddelegeret, ikke kommunerne. Behandlingen skal som sådan foregå i kommunen, men det må være statens pligt at følge op på det, og sikre sig de enkelte kommer i rette behandling, nu der jo ikke krig i Smørumnedre, så hvor er det lige de skal opsamle denne efterlyste kompetence?.