Læsetid: 3 min.

Daginstitutioner bliver private for at undslippe sparekniven

De kommunale daginstitutioner vil i stigende grad blive private. Det sker for at slippe de for kommunale besparelser og for samtidig at holde en vis pædagogisk kvalitet. Det er en trussel mod velfærdssamfundet, som kan resultere i A- og B-institutioner, mener forsker. Socialminister er uforstående over for kritikken
Mange kommunal institutioner s©™ger om at blive private for at selv at kunne styre ©™konomien. If©™lge socialministeriens opg©™relse er der knap 150 private institutioner ud af i alt ca. 4.500. Kritikere mener, det er endnu en knop°©skydning p? tendensen, at de, som har ressourcerne, beskytter sig selv og g?r egne veje. S? f?r vi A- og B-b©™rnehaver. Det bryder solidariteten. 
 model

Mange kommunal institutioner s©™ger om at blive private for at selv at kunne styre ©™konomien. If©™lge socialministeriens opg©™relse er der knap 150 private institutioner ud af i alt ca. 4.500. Kritikere mener, det er endnu en knop°©skydning p? tendensen, at de, som har ressourcerne, beskytter sig selv og g?r egne veje. S? f?r vi A- og B-b©™rnehaver. Det bryder solidariteten.
model

flemming h©™jer

28. juni 2010

I den kommunale naturbørnehave Bøgebjerg i Martofte på Fyn har forældrebestyrelsen søgt om, at få institutionen privatiseret. De har længe kæmpet for at overleve i en tid med kommunebesparelser, og ser nu privatisering som den eneste løsning.

»Vi bliver hele tiden beskåret, og vi kan ikke klare mere, hvis der skal holdes en ordentlig faglig kvalitet i det pædagogiske arbejde. Med en privatisering håber vi på at få lov til at beholde den standard, vi har i dag,« siger bestyrelsesformand Anne Kathrine Skifter.

Netop disse tanker ser Daginstitutionernes Landsforening (DLO) en tendens til, at flere kommunale daginstitutioner får. Der sket en stigning i antallet af kommunale daginstitutioner, som privatiseres eller søger om at blive det.

Konkret drejer det sig om fire daginstitutioner, som har fået tilladelse og yderlige fire, som har søgt om privatisering inden for de seneste to år. Det er en kompliceret og langsommelig proces for en kommunal daginstitution at blive privatiseret. Derfor har DLO fået mange yderligere henvendelser fra institutioner, som søger rådgivning. Det har de ikke oplevet før.

»Tidligere blev de kommunale daginstitutioner skånet for nedlæggelser. I dag er sparekniven så langt inde, at det også begynder at rasle for dem. Derfor vil mange nu privatiseres,« siger Nana Nyhuus Henriksen, som arbejder med DLO's rådgivning. Hun nævner, at den stigende interesse også skyldes den massive omtale af boomet af selvejende institutioner, som privatiseres. Det har gjort forældre bevidste om mulighederne.

Brud på solidariteten

Umiddelbart virker det positivt for både forældre, pædagoger og børn, at daginstitutionerne privatiseres. Det er erfaringerne i hvert fald hos Gurreparkens Børnehus i Helsingør, som har været privat siden 2008.

Her skal forældrene kun betale 100 kr. mere om måneden for en institutionsplads, der er mindre sygdom blandt personalet, og den lille institution kan overleve til glæde for børn med særlige behov. Samtidig er økonomien blevet mere overskuelig.

»Da vi var en kommunal institution, skulle vi betale til diverse puljer. Vi skulle også pludselig betale, hvis kommunens hjemmeside skulle laves om. De overraskelsesudgifter slipper vi for i dag, fordi vi kender vores eget budget,« siger leder Hanne Nielsen.

Men der er en bagside af medaljen, mener børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen. Han er forstående over for valget, men som samfund, mener han ikke, vi kan leve med det.

»Vores velfærdssamfund hænger ikke sammen, hvis dem, som har ressourcerne, beskytter sig selv og går egne veje. Så får vi A- og B-børnehaver. Det bryder solidariteten og er et angreb på livsnerven i vores velfærdssamfund,« siger Per Schultz Jørgensen.

Han mener, der kan være udmærkede begrundelser for at blive privatiseret, men på længere sigt bliver det en udvikling i den forkerte retning.

»Det kan føre til, at den stærke forældregruppe senere går yderligere egne vegne. Dermed bliver vi endnu ringere til at bekæmpe den negative sociale arv, dér hvor vi burde gøre det,« siger Per Schultz Jørgensen.

Politisk opgave

Også socialordfører for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, er bekymret over tendensen.

»Det er en negativ udvikling, fordi det er en reaktion på en ringe kvalitet i vores børns liv. Det er for dårligt, at vi som samfund ikke er i stand til at levere en ordentlig børneindsats på grund af den politik, der er blevet ført af regeringen og DF,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, det er en politisk opgave at sikre, at der er ordentlige udviklingsmuligheder i vores kommunale daginstitutioner. Hvis det er for svært at drive daginstitutioner rundt omkring, så skal det laves om, frem for at hele områder privatiseres.«

Socialminister Benedikte Kiær (K) undrer sig imidlertid over kritikken. Hun skriver i sit svar til Information, at Danmark har nogle af verdens bedste dagtilbud, som vi også er internationalt berømt for.

»Dertil kommer, at de seneste tal fra Danmarks Statistik siger, at der er knap 150 privatinstitutioner på landsplan ud af i alt ca. 4.500. Det er et meget begrænset antal, når man tænker på, at det har været muligt at etablere privatinstitutioner siden 2005, « skriver Benedikte Kiær.

Hun er glad for, at forældre har muligheden for at vælge den type institution, der passer til deres behov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Thyregod

Mon Mette Frederiksen kun er bekymret for systemets skyld - og ville hun som med Privatskolen - fraskrive sig den offentlige model.

Hykleri er betegnelsen for S-lederne der ikke har eller vil kæmpe for folkeskolen eller de offentlige institutioner når de selv har noget på spil.
Så passer de kollektive løsninger på "de andres børn".

Mads Kjærgård

Hva fanden ulighed er jo socialministerens mål, så set udfra hendes perspektiv, så er der jo ingen grund til at bekymre sig! Hvad angår Socialdemokraterne, så har de jo ikke magt som de agt og med 10 års ødelæggelse af de offentlige institutioner, så er de jo nødt til lige som alle andre, at lade barnet tarv være det vigtigste. Det bebehøver ikke at være ensbetydende med at de synes det er godt. Personligt så går jeg også ind for gode offentlige institutioner, men i takt med at de foringes så tvinges man jo over i de private. Ganske som regeringen gerne vil have det. Hvad det betyder for Danmark på sigt, det er de ligeglade med bare de får deres privatisering!

Lennart Kampmann

Velfærdsstaten er sikkert velment fra starten, men den er endt med at alle kræver ind og ingen ønsker længere at betale. Velfærdsmodellen er baseret på at de 30-45 årige skal arbejde og sikre alle andre, men uheldigvis har demografien ramt os og gruppen af forsørgede er nu for stor i forhold til gruppen af forsørgere.

Solidariteten er væk og kommer ikke tilbage. Forsørgergruppen tror ikke længere på ideen.

Med venlig hilsen
Lennart

Bjarne Thyregod

Lennart - Forsørgergruppen hvad er det for en fisk?
Jeg har arbejdet siden jeg var 20 år - og har tænkt mig at fortsætte til jeg bliver mindst 67 år.
Jeg har gode pensionsordninger så min indtægt bliver ganske god efter pensioneringen - det betyder at jeg også som pensioneret vil være nettoskatteyder.
Jeg er over 45 år og en del af forsørgergruppen som du kalder det.
Demografien rammer ingen som helst.
Regeringens "Velfærdsforlig" frA 2006 betyder at efterløn og pensionalderen løbende hæves - således at pension + efterløns år er 19 år fra gennemsnitlig levetid som odag.

Når folk lever længere vil de 19 år udgøre en mindre andel af deres leveår - altså bliver der flere år på arbejdsmarkedet end nu.
Samtidig vil de der pensioneres have bedre pensioner og som nævnt ovenfor være nettoskatteydere.
Så meget for demografien - det er egoismen der er fjenden.

Bjarne Thyregod

Lennart - Forsørgergruppen hvad er det for en fisk?
Jeg har arbejdet siden jeg var 20 år - og har tænkt mig at fortsætte til jeg bliver mindst 67 år.
Jeg har gode pensionsordninger så min indtægt bliver ganske god efter pensioneringen - det betyder at jeg også som pensioneret vil være nettoskatteyder.
Jeg er over 45 år og en del af forsørgergruppen som du kalder det.
Demografien rammer ingen som helst.
Regeringens "Velfærdsforlig" frA 2006 betyder at efterløn og pensionalderen løbende hæves - således at pension + efterløns år er 19 år fra gennemsnitlig levetid som odag.

Når folk lever længere vil de 19 år udgøre en mindre andel af deres leveår - altså bliver der flere år på arbejdsmarkedet end nu.
Samtidig vil de der pensioneres have bedre pensioner og som nævnt ovenfor være nettoskatteydere.
Så meget for demografien - det er egoismen der er fjenden.

Niklas Monrad

Mindre tilfredse forældre, mindre sygdom blandt pædagogerne, plads til børn med særlige behov og en overskuelig økonomi - det er jo til at forstå hvorfor mennesker vender sig mod den udvikling.

Frygten for A og B hold fremhæves konstant, som om disse hold - foruden både C og D hold - er en kendsgerning vi ikke vil se i øjnene.

A holdet er de velhavende og veluddannede, B holdet er den veluddannede middelklasse, C holdet er den lavtuddannede mindrebemidlede og D holdet er resten.

Det er B holdet der er de store klagere, de som under dække af solidaritet med C og D holdet råber højest for at kunne beholde deres priviligerede status, det er nemlig den gruppe der har flest fordele af den omfordeling af midler der foregår.

Det er hos B holdet at misundelses lys skinner stærkest. Det er B holdet der må flyve økonomi klasse. C holdet kan af og til få en charter tur, mens D holdet kan tage langtursbussen hvis de er heldige. Det er B holdet der må købe A holdets aflagte biler og ikke sidde helt fremme i de første rækker i teatret eller deltage i VIP arrangementerene. Og de hader det for de synes de fortjener bedre.

At alle mennesker skal have ret til en uddannelse er blevet til at alle skal have den samme uddannelse. At alle mennesker skal have ret til lægehjælp er blevet til at alle skal have den samme lægehjælp osv osv. For der er så megen misundelse i dette samfund, og vi kan ikke tåle ikke at være de som har det bedste. Så skal andre i hvert tilfælde ikke have det bedre.

Det er måske i denne grønne misundelse og stræben, at grunden til stress, utilfredshed og mangel på glæde skal findes.

Det er faktisk muligt at finde glæde i det man har, i stedet for konstant at jage det man ikke har - og det bør i særdeleshed være muligt, når man er på B holdet.