Nyhed
Læsetid: 2 min.

Danmarks VM-indtægter fordobles

FIFA har igen en sund økonomi, men alt har ikke været rosenrødt, siger DBU's formand, Allan Hansen, som i forbindelsen med VM-slutrunden i Sydafrika deltager i FIFA's kongres
Indland
14. juni 2010

Det danske fodboldlandsholds kvalifikation til VM i Sydafrika har allerede sikret dansk fodbold en gevinst på mindst 55 millioner kroner, uanset om landsholdet taber alle sine tre indledende puljekampe.

Danmarks garanterede tilskud fra det internationale fodboldforbund FIFA's fordeling af sponsor- og tv-indtægter til de 32 deltagende lande er dobbelt så stort som i 2002, hvor de danske nationalhelte senest var med til en VM-slutrunde.

Og ifølge Allan Hansen, formand for Dansk Boldspil-Union, DBU, scorer dansk fodbold mindst 185 mio. kr., hvis Danmark imod alle odds i Sydafrika vinder VM for første gang i FIFA's 106 år lange historie.

»FIFA har i dag en rigtig sund økonomi. Overskuddet i indeværende regnskabsår er 1,3 mia. kr. Og egenkapitalen er på 6,7 mia. kr.,« siger den danske fodboldformand til Information fra Sydafrika, hvor han repræsenterer DBU og deltager i FIFA's medlemskongres. Inden Danmarks seneste VM-slutrunde i Japan og Sydkorea i 2002 frygtede Allan Hansen ellers, at FIFA havde tabt så mange penge på sit samarbejde med det krakkede sportsmarketingsselskab ISL, at det ville betyde færre indtægter for de deltagende lande i fremtidige VM-slutrunder.

Et smerteligt krak

ISL-skandalen påførte ifølge FIFA's daværende vicepræsident David Will forbundet et tab på 2,4 mia. kr. Men alligevel har forbundet formået at ride stormen af. På trods af de seneste års internationale finanskrise er FIFA igen sportsverdenens førende pengemaskine.

»Krakket i ISL var smerteligt for FIFA. Men det var også medvirkende til, at FIFA kunne trække sig ud af aftalen og etablere nye aftaler, som sidenhen har været med til at sikre den sunde økonomi, som FIFA har i dag,« siger Allan Hansen.

Efter krakket i ISL blev FIFA's præsident, Sepp Blatter, involveret i et retsligt efterspil om marketingselskabets forretningsmetoder, som omfatter anklager imod fodboldpræsidenten og en række andre internationale idrætsledere for medvirken til korruption for over en halv milliard kroner.

Alligevel forsvarer Allan Hansen den udskældte fodboldpræsident, som hans forgænger som formand for DBU, Poul Hyldgaard, var med til at stemme til tops:

»Ja, Sepp Blatter har været udsat for megen kritik og mange beskyldninger. Men kendsgerningen er, at den offentlige anklager i sin tid konkluderede, at der ikke var grundlag for at anklage Sepp Blatter for ulovligheder.«

Generationsskifte

Sepp Blatters mange verserende sager om 'vennetjenester' kan ikke få DBU's formand til at ændre opfattelse af Blatter og hans embedsførelse: »Alt har selvfølgelig ikke været rosenrødt. Men det kan ikke fjerne helhedsindtrykket af, at Sepp Blatter har klaret sig godt. Det er ikke nemt at manøvrere i en medlemskreds bestående af så mange forskellige kulturer, som FIFA's 208 medlemslande repræsenterer.«

Selv om Sepp Blatter er 74 år, finder Allan Hansen derfor heller ingen grund til at skifte schweizeren ud, når der er præsidentvalg i FIFA til næste år: »Sepp Blatter kravler der opad aldersmæssigt. Men et generationsskifte afhænger af, om der er en egnet kandidat. Og indtil dato har ingen anden kandidat officielt meldt sig på banen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her