Nyhed
Læsetid: 3 min.

Dansk religionsdebat er rå og islamfokuseret

Danskerne er mere ivrige efter at debattere islam end svenskere og nordmænd - og tonen i debatten mere rå, konkluderer ny ph.d.-afhandling. Islamforskere mener, at det skyldes sammenblanding af islam og velfærdsdebatten - og at man i Sverige har et mere nuanceret menneskesyn
Indland
22. juni 2010

Danskerne er vilde med at diskutere islam. Det er en af konklusionerne i religionssociolog Henrik Reintoft Christensens ph.d.-afhandling, som han i dag forsvarer på Aarhus Universitet. Henrik Reintoft Christensen har over en tremåneders periode analyseret samtlige artikler og læserbreve, der handler om religion, i tre store danske, norske og svenske aviser.

I Danmark debatterer man generelt religion meget mere end i Norge og Sverige, og fokus på islam er langt større. 58 procent af de danske artikler om religion omhandlede således islam. I Norge var det 41 procent og i Sverige kun 35 procent.

Selv mener Henrik Reintoft Christensen, at evnen til at integrere udlændinge spiller ind.

»Hvis man ser på internationale indeks over, hvor gode vi er til at integrere udlændinge, så er det påfaldende, at Sverige scorer klart højere, end vi gør, i alle kategorier. Og det er klart, at hvis problemerne med integration er større i Danmark, så fylder det også mere i debatten,« siger Henrik Reintoft Christensen.

Forskel på kulturen

Han understreger også, at undersøgelsen er foretaget i de sidste tre måneder af 2006 - det år, hvor muhammedkrisen fandt sted i foråret. Professor ved Teologisk Fakultet på Københavns Universitet Jørgen S. Nielsen mener dog ikke, at muhammedkrisen spiller en stor rolle for undersøgelsens resultater:

»Der kan muligvis have været lidt efterdønninger, men indflydelsen burde være minimal,« siger Jørgen S. Nielsen, som mener, at forklaringen nærmere ligger i forskellen på kulturen i de tre lande:

»Islam er ikke et stort spørgsmål i Sverige, og det har det aldrig været. I hvert fald slet ikke på samme måde som i Danmark. Indvandrere og spørgsmål om etniske minoriteter er ikke så vigtige i Sverige som i Danmark. De har haft en helt anden afslappet indstilling til indvandringen,« siger han.

Økonomisk byrde

Samme holdning har professor ved Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen:

»Når forskellen er så markant, kan det skyldes, at man i Sverige ser mennesker som mennesker og ikke som religiøse repræsentanter,« siger han.

I Danmark har man en tendens til at blande religionen sammen med debatten om velfærd og økonomi:

»Siden sidst i 70'erne har man herhjemme ladet den økonomiske byrde, som de fremmede udgør, præge retorikken. Jeg tror, det er fordi, at den store indvandring fandt sted, ligesom den økonomiske krise begyndte at komme. Siden da har det været en udbredt diskurs herhjemme - i dag har diskursen om islam så ændret sig til især at være en trussel imod vores kultur og religion,« siger Jørgen Bæk Simonsen.

Lektor i religionsstudier på Syddansk Universitet Tim Jensen er enig:

»I Danmark har islam været brugt som skydeskive af især politikere. Der er fokus på at opbygge en national identitet i forhold til minoriteterne og islam. Og i og med at den debat har været der, så er der også større fokus på det i Danmark. I Sverige har man haft en god, politisk korrekt holdning om, at der er grænser for, hvad man kan sige. Man har haft mere civiliseret styr på islamdebatten end i Norge og især Danmark,« siger Tim Jensen, som også mener, at mange aktive debattører i form af præster, religionsforskere og politikere kan være en del af forklaringen på, at den religiøse debat trives så godt i Danmark.

Markant hårdere

Henrik Reintoft Christensens undersøgelse viser også, at tonen er markant hårdere i den danske debat. Det overrasker heller ikke religionsforskerne:

»I Sverige har man længe været forbavset over, hvor brutal og voldsom debatten er i Danmark, når det kommer til islam og muslimer. Og den hårde tone har spredt sig til et bredt politisk spektrum, som drager populistisk fordel af disse mere eller mindre tilfældige strømninger. Det er ikke specielt opløftende, og det er ikke specielt godt for den debat, som tingene egentlig handler om,« siger Jørgen Bæk Simonsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens-Martin Eriksen

Først fremlægger Kristian Villesen resultaterne af en undersøgelse, hvis problemformulering han ikke gør til genstand for nogen form for kritik. Dernæst forhører han sig hos tre personer, hvis politiske holdninger både han og læserne kender, og som heller ikke på nogen måde forholder sig kritisk til undersøgelsens forudsætninger. På denne måde får vi noget, der skal prætendere at være den uimodsigelige sandhed.

Hvad vil man opnå med en sådan artikel? Skal vi som læsere også adoptere de holdninger og ressentimenter, som de forhørte personer giver udtryk for? Er det den journalistiske ambition?

Min kritik er egentlig ikke politisk, men metodologisk. Kristian Villesens kursoriske gennemgang har ikke nogen kritisk prægnans, hvilket så vidt det er til at skønne til dels bunder i, at undersøgelsen med dens primitive positivistiske tilgang også mangler det. Dernæst får tre personer med forudsigelige holdninger lejlighed til – lige så upræcist – at bekræfte undersøgelsens enkle og intetsigende sandhed.

Om ikke andet, kan man som skribent illustrere sine egne fordomme med denne metode. Men som journalistik er artiklen et flop.

Hans Jørgen Lassen

Videnskab!

Ha, det har da ikke en skid med videnskab at gøre!

Niklas Monrad

Citat: "I Sverige har man haft en god, politisk korrekt holdning om, at der er grænser for, hvad man kan sige. Man har haft mere civiliseret styr på islamdebatten end i Norge og især Danmark"

Med andre ord: I Sverige, hvor social demokrratiet har haft vituelt monopol på magten, og har støttet den tunge industri med at tillade immigration of lavt uddannet arbejdskraft (læs: kernevælgere), har man fra politisk hold haft held til at lægge låg på debatten og fortrinsvis lade de politisk korrekte holdninger komme til udtryk.

Det er jo ikke netop kendetegnende for en åben, demokratisk debat.

Tonen er markant hårdere i den danske debat. Ja, og det er ikke kun i spørgsmål om religion. Tonen er i enhver sammenhæng hårdere i Danmark end i Sverige hvor der generelt er en betydelig frygt for konfrontation. Det lader til at være kulturelt betinget og gør ærligt talt landet og dets mennesker noget kedelige.

jens peter hansen

Undersøgelsen har inddraget tre landsdækkende aviser fra hvert land i perioden fra parlamenternes åbning i oktober 2006 til nytår 2006. De inddragede aviser er fra Norge: Aftenposten, Dagbladet og VG, fra Sverige: Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet og Aftonbladet. Fra Danmark: Jyllands-­Posten, Politiken og Ekstra Bladet.

Kig lige på aviserne. Hvor er Expressen ? Hvad om forskeren havde taget Berlingske i stedet for Jyllandsposten.

Hvad om han havde taget året før hvor de berømte tegninger ikke var blevet offentliggjort.

Tim Jensen, som også mener, at mange aktive debattører i form af præster, religionsforskere og politikere kan være en del af forklaringen på, at den religiøse debat trives så godt i Danmark.
Ja tænk hvis Tim Jensen også holdt bøtte, mon så ikke debatten ville høre under Kristelig Dagblads debatsider.
Religionsforskere, som indtil islam kom på tapetet levede en fuldstændig skjult tilværelse, bliver nu i tide og utide hevet frem som eksperter om så at sige et hvilket som helst spørgsmål om folks holdning til islam. Hvad de rare mennesker vel ikke har en skid mere forstand på end så mange andre. Lad dem forske i fred om gudstroen og lad os andre i fred for deres og præsternes teologiske opgør.

Max Andersen

Hvori består den akademiske ambition og tilfredsstillelse i at producere partsindlægs-lignende afhandlinger, hvor konklusionen er skrevet på forhånd?

Stærkt kritisabel og videnskabeligt uredelig kultur der efterhånden trives på visse uddannelsesinstitutioner.

Man tager de to mest politisk korrekte og, kulturelt berøringsangste nationer på kloden, og sammenligner deres multikulti-leflende, statsovervågede presses patetiske pseudodebatter med den danske presse, og konkluderer derpå at vores presse er rå og brutal.

Konklusionen skulle nok i stedet have været, at Danmark har en presse, i modsætning til de skønmalende, regime-underbenskopulerende pamfletter i broderlandene.

Det er jo som at sammenligne Mumitroldene og Teletubbierne med Jægerkorpset.

Men lur mig, om propaganda-producenten ikke alligevel har fået 14 med pil opad, af sine meningsfæller i det tandløse, konfliktsky miljø.

Thorsten Lind

...det er jo det, jeg siger.
Danskerne har fået muslimer på hjernen!!
Og halvdelen af befolkningen er "Islameksperter".
Latterligt ( og meget meget trættende, at høre på ).

Mona Blenstrup

Debatten kan måske skyldes, at man netop ikke kan se mennesket på grund af det religiøse.

"Når forskellen er så markant, kan det skyldes, at man i Sverige ser mennesker som mennesker og ikke som religiøse repræsentanter,« siger han."

Det er for mange en meget vigiig oplysning, at de er muslimer og har muslimske rettigheder og særkrav til madvarer omgangsformer og andet, som er belyst kraftigt i pressen.

Peter Lauritzen

Heldigvis diskuterer vi islam,for derved diskuterer vi også muligheden for at fortsætte med velfærdsstaten. Det ahr willy indset. Hvis ikke der gribes ind over for de ca 6%, der modtager ca 60% af socialudgifterne er det slu med velfærdet.

Stor ros til religionssociolog Henrik Reintoft Christensens for at have modet til at skrive en meget politisk ukorrekt ph.d.-afhandling. Det er ualmidelig godt gået.