Stol på os. Vi skal nok finde pengene - men vi kan ikke sige præcis hvordan. Sådan lyder meldingen fra toppen i fagbevægelsen, efter at den radikale formand, Margrethe Vestager, i går krævede klare svar på, hvordan fagforeningerne vil leve op til løftet i S og SF's økonomiske plan om at finde 15 mia. kr. ved at hæve arbejdstiden.
»Jeg mener ikke, at det bør være noget uoverstigeligt problem at finde 15 mia. kr. på arbejdsmarkedet. Det har vi forpligtet os på - og den forpligtelse står jeg ved,« siger LO-formand Harald Børsting.
Pengene skal findes dels ved politiske indgreb, der skal aftales mellem en eventuel S-SF-regering og arbejdsmarkedets parter, og dels i overenskomstforhandlinger mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne. LO-formanden afviser blankt at løfte sløret for, hvilke helt konkrete forslag, fagbevægelsen vil stille med - men peger på en række områder:
At få flere deltidsansatte op på fuld tid.
Igennem 'fritvalgs-kontoen' på visse overenskomster at få folk til at arbejde noget mere i stedet for at holde fri.
At tillade, at folk ikke afspadserer overtid, men arbejder mere.
Skylder ikke nogen noget
»Og i sidste ende vil der være nogle brancher, hvor man siger, at i stedet for alt det her, så hæver vi den ugentlige arbejdstid. Der er disse og mange andre skruer, vi kan dreje på for at skaffe mere arbejde. Men vi vil ikke afsløre, hvordan vi vægter vores krav, to år inden en overenskomstforhandling,« siger Harald Børsting.
Når det kommer til politiske indgreb, mener LO-formanden, at S og SF allerede peger på en række områder i deres plan - bl.a. flexjob- ordningen, deltidsansatte i det offentlige, nedbringelse af sygefraværet og en ændring af ferieloven. Men hvor meget, hvert enkelt område præcis kan bidrage med, vil Harald Børsting ikke sætte tal på.
»Jeg føler ikke, at vi skylder noget nu. Jeg synes, at konturerne af den plan og de emner, der skal diskuteres, er utroligt klare. Hvis man f.eks. finder de syv mia. uden for overenskomsterne, så er der otte, vi skal finde i overenskomsterne og vice versa.«
At hele S og SF's økonomiske plan hviler på, hvad regering, fagbevægelse og arbejdsgivere - måske - kan blive enige om i lukkede forhandlinger efter en valgsejr, har længe været det hårdeste kritikpunkt fra regeringspartierne. Og i går meldte De Radikale sig også på banen.
»Hvis LO ikke vil fortælle, hvordan de vil få danskerne til at arbejde mere, skader det planens troværdighed,« sagde R-formand Margrethe Vestager til Berlingske Tidende - og fagbevægelsens 'Rasmus Modsat', FOA-formand Dennis Kristensen, bakkede op om, at »det ikke er en diskussion, man skal gemme«.
Dansk Arbejdsgiverforening og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) var hurtig til at bakke op om kritikken af planen, som Hjort betegnede som »luftsteg og vindfrikadeller«.
Arbejdstid stiger allerede
Formand for HK Danmark, Kim Simonsen, er enig i, at »vi ikke kan være præcise« om, hvordan de 15 mia. i mere arbejde helt konkret kan opnås. Præcise diktater af overenskomsterne strider mod hele den danske aftalemodel, som S-SF-planen tager udgangspunkt i, mener han.
Men han peger på en to år gammel opgørelse fra Danmarks Statistik og AE-rådet. Den viste, at alle danskeres arbejdstid steg kraftigt under højkonjunkturen - i nogle brancher med mere end en uges ekstra arbejde om året.
»Det skete, selv om vi ikke engang bad folk om det. Det viser, at folk er noget mere ansvarlige og fleksible, end politikerne vurderer dem til,« siger Kim Simonsen.
Det har HK-formanden en pointe i, siger Michael Svarer, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere medlem af regeringens Arbejdsmarkedskommission.
»Men der er formentlig mange af dem, der har fået overarbejdsbetaling,« siger han.
Ifølge Michael Svarer er der et »klart potentiale« i at øge arbejdstiden blandt danskerne, der tegner sig for den tredjekorteste arbejdsuge pr. lønmodtager i OECD. Men hvis økonomien skal hænge sammen, må det ikke koste mere end den ekstra arbejdsløn at få befolkningen til at lægge flere timer på jobbet.
»Det, der er afgørende for, hvad der batter er, hvilke redskaber, man bruger for at få forøget arbejdstiden. Hvis man begynder at putte en masse gulerødder på, så vil det trække ned,« siger han.
Et andet problem er overførselsindkomsterne, der i dag automatisk vil stige, hvis resten af befolkningen begynder at arbejde og dermed tjene mere. Den mekanisme skal politikerne være klar til at sætte ud af kraft.
»Hvis ikke man håndterer dét, vil det udhule effekten af en øget arbejdstid ganske kraftigt,« siger Michael Svarer.
Harald Børsting og hans superpampere i LO med de store milliongager fra medlemmernes indbetalte kontingenter, vil naturligvis ikke røbe for vælgerbefolkningen før et valg, at de 15 milliarder kroner til genopretning af samfundsøkonomien skal hentes blandt de mere end to millioner borgere, der lever uden for arbejdsmarkedet på overførselsindkomster såsom folkepension, kontanthjælp, førtidspension samt alle mulige andre ydelser.
LO-formanden er hamrende ligeglad med de over 800.000 borgere i den erhvervsaktive alder, der ikke ejer fast ejendom, og som anno 2010 er henvist til en sjælelig kummerlig tilværelse i samfundets forfærdelige sociale ”massegrav”, hvor de hver dag lever på statens nåde uden faglige rettigheder af nogen art. Men den brovtende Harald Børsting vil gøre alt for at lyve, svindle og manipulere om sine hensigter sammen med S-SF og venstrefløjen, fordi man har brug for alle dem på overførselsindkomsterne som stemmekvæg ved det næste valg.
Den arbejdsløse enlige mor på kontanthjælp med tre børn tror selv på, at hvis bare hun stemmer på S-SF ved det næste valg, ja, så kan hun være helt sikker på, at der under ingen omstændigheder bliver tale om fastfrysning eller nedskæringer af overførselsindkomsterne. Men hun og andre får et gedigent chok af dimensioner, hvis S-SF og LO kommer til magten, fordi samfundet ganske enkelt ikke længere har råd til at bruge over 270 milliarder kroner årligt på sociale ydelser, og lige netop dèt ved samtlige 179 politikere i Folketinget udmærket godt.
Alle kampagnerne fra LO om solidaritet mellem nationens befolkningsgrupper er løgn og spin, hvilket blandt andet dokumenteres af det vanvittige krav fra Harald Børsting om, at omkring 60.000 fleksjobbere nu skal have faglige rettigheder i et fagforbund, selvom de finansieres af statskassens midler. Udelukkende så denne oprindelige organisation for lønmodtagere i det private erhvervsliv kan få millioner af kontingenter i deres slunkne kasser – og så ellers fremover optræde som et slags politisk arbejderparti på venstrefløjen.
LO burde altid grundlæggende have været en upolitisk paraplyorganisation for de private lønmodtageres fagforbund, men nu er masken faldet hos de socialistiske pampere, der som fagbevægelsen i det kommunistiske og totalitære Kina, ønsker at være i ledtog med den siddende regeringsmagt. Hvilket for Harald Børsting betyder S-SF plus den politiske venstrefløj, og så er Harald Børsting ellers ligeglad med, at LO-medlemmerne trods alt repræsenterer forskellige politiske observanser.
Hvis en lønmodtagerorganisation for de privatansatte som LO virkelig havde ærlige og anstændige intentioner om, at medvirke til en solidarisk genopretning af samfundsøkonomien, ville Harald Børsting i stedet foreslå en konsekvent lønreduktion blandt de offentlige ansatte på 10%, fordi samfundet ikke længere har råd til at opretholde en dyr offentlig sektor, hvor adskillige faggrupper i dag tjener langt mere end dem, som hver dag knokler bruttonationalproduktet hjem på de private arbejdspladser i landets virksomheder.
Ved at gå 10% ned i løn blandt samtlige offentlige ansatte kunne man også undgå de omfattende fyringer, der for tiden er sat i gang inden for kommunerne, så der stadig kan opretholdes en god service til borgerne på de mange fagområder. Hermed bliver man også bedre afstemt med det private erhvervsliv, hvor især industriarbejderne i øjeblikket får besked på, at de må gå 15-20% ned i løn for at kunne opretholde konkurrenceevnen over for udlandet.
De nyligt gennemførte overenskomstforhandlinger til de privatansatte lønmodtagere gav reelt intet i lønforhøjelse, mens de offentlige ansatte for bare to år siden fik 12,5% i deres forhandlinger om en ny overenskomst, og de penge skal altså finansieres af dem ude i det private erhvervsliv. Her får slagteriarbejderne lov til at knokle fra morgen til aften med et Damokles-sværd over hovedet, der truer dem med udflytning af virksomheden til udlandet, hvis de ikke bare makker ret, alt imens næsten èn million offentlige ansatte har deres helt egen arbejdskultur.
Men, nej, Harald Børsting og hans LO-ledelse kunne ikke drømme om inden et valg, at komme med virkelige pragmatiske forslag til, hvordan man bare sådan uden videre finder 15 milliarder kroner, så alle samfundets borgere ved, hvad man kan vente sig af en ny regering. I stedet lurepasser han sammen med S-SF og venstrefløjen, så det først efter det næste valg går op for den enlige mor med tre børn samt andre på overførselsindkomster, at det bliver alle dem i samfundets pinefulde sociale ”massegrav”, der kommer til at betale regningen for 40 års økonomisk overforbrug i Danmark.
Og så får vi for alvor fattigdom i Danmark.
@ Ole Brockdorff
Nu du er igang, kan du så ikke stikke mig lotto tallene til i morgen?
@Ole Brockdorff
Ja var det ikke bare nemmere at rulle skatte- lettelserne tilbage, så var problemet overstået.
Ja og 40 år's skattefrihed for de største udenlandske koncerner i Danmark, kan jo nok lune lidt i statskassen, ja måske financiere din efteruddannelse
MVH
Martin Vindum
@Ole
Nej, for DAs opbakning til den kapitalistiske markedsøkonomi er overhovedet ikke politisk, vel?
Ubalancen på budgettet skyldes den stigende arbejdsløshed - udebleven skat + understøttelse bliver i omegnen af 3-400.000 kr pr arbejdsløs, dvs de 15 mia svarer til 40 - 50.000 arbejdsløse bragt i arbejde igen.
Omregnet i timetal svarer det udmærket til den omdiskuterede time om ugen - men det er selvfølgelig mest rationelt at bringe de arbejdsløse tilbage i arbejde.
15 mia. er ca. 1 uges produktion - dvs. det er småpenge det handler om. Men Løkkes fremgangsmåde vil fordybe krisen på samme måde som i 70erne og i 80erne.