Nyhed
Læsetid: 3 min.

Finland har opskrift på billigere og bedre specialundervisning

Specialundervisningen i Danmark er 50 procent dyrere end i Finland, men de danske elever får ikke mere undervisning for pengene. Flere kommuner vil nu efterligne finnerne. Kommunernes Landsforening er glade for tiltagene
Specialundervisningen i Danmark er 50 procent dyrere end i Finland, men de danske elever får ikke mere undervisning for pengene. Flere kommuner vil nu efterligne finnerne.  Kommunernes Landsforening er glade for tiltagene
Indland
18. juni 2010

De kan noget i det finske skolesystem, som skoleverdenen herhjemme de seneste år har kigget på med beundring. Det gælder også på specialundervisningsområdet.

Udgifterne til specialundervisning pr. folkeskoleelev er nemlig 50 procent billigere i Finland sammenlignet med Danmark, viser tal fra Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet.

Men det betyder ikke, at de finske elever får mindre støtte. Hvor 14 procent af de danske elever modtager støtte i en eller anden forstand, er det tilsvarende tal 43 procent i Finland. Det skyldes, at man i Finland har et mere fleksibelt og lokalt styret system end på specialundervisningsområdet i Danmark.

Pirto Koibule fra den nationale undervisningskomité er ansvarlig for specialområdet i den finske folkeskole. Hun forklarer fordelene ved den finske ordning med, at den især giver mulighed for at oprette 'smågrupper', hvor eleverne i perioder kan modtage specialundervisning som en del af den almindelige undervisning.

»Vi har et meget fleksibelt system, hvor den enkelte skole selv fordeler timer til specialundervisning, og hvor kun få elever bliver udskilt fra den almindelige undervisning,« siger Pirto Koibule.

I Finland bliver elever med ADHD og mindre autisme oftest undervist i almindelige klasser. Kun 1,4 procent af eleverne modtager undervisning i såkaldte segregerede tilbud. I Danmark er det 5,6 procent, der får undervisning uden for de almindelige skoletilbud.

Det understøtter ikke ligefrem Salamanca-erklæringen, som Danmark var med til at underskrive tilbage i 1994, der sætter fokus på den inkluderende skole, påpeger professor ved DPU, Niels Egelund.

»Vi skal trække i den modsatte retning,« siger han og nævner især Finland som en oplagt inspiration til at skabe større fleksibilitet på specialundervisningsområdet.

»Vi skal være bedre til at sætte ind tidligere og hurtigere, så man undgår det tunge PPR-system (pædagogisk psykologisk rådgivning red.),« siger Egelund.

I Herning forsøger man at knække den opadgående kurve på specialområdet, som udhuler de offentlige budgetter, ikke bare i Herning. Her vil man gøre op med den tendens, der har været stigende både herhjemme og i udlandet: At diagnoser udløser støttetimer. Men det kræver ekstra ressourcer i en periode.

»Hver diagnose har jo nærmest sin undervisningsform. Vi kan ikke bare skære på området, uden at have stærk fokus på læringsmiljøer i almenområde. Det gælder om, at personalet har specielle kompetencer,« siger Britta Andersen, der er pædagogisk leder i skoleafdelingen i Herning Kommune og ansvarlig for implementeringen af de nye tiltag.

»Kommunen har tilført ekstra ressourcer på området, seks millioner kroner, så der er mulighed for at lave holddeling helt ned i de små klasser. Samtidig øger vi antallet af lærere med specialundervisningskompetencer,« forklarer Britta Andersen og fortæller, at der på nuværende tidspunkt er 42 lærere i kommunen, der er i gang med en diplomuddannelse i specialpædagogik.

Det er planen, at den ekstra vitaminindsprøjtning har tjent sig selv ind efter tre år, hvor antallet af elever i f.eks. specialklasser vil være nedbragt.

KL glade for tiltag

Tiltag som i Herning falder i god jord hos Kommunernes Landsforening, der i weekenden indgik en kommuneaftale med regeringen, som blandt andet indbefatter, at færre elever skal udskilles til specialundervisning.

»Det handler jo om at gøre det bedre og billigere og give eleverne den støtte, de skal have i normalområdet,« siger Jane Findahl, formand for Børne- og Kulturudvalget i KL og lægger vægt på, at der ikke er tale om besparelser, men en omfordeling af pengene og eleverne.

»Færre elever i specialtilbud frigiver ikke bare ressourcer, men også viden, og den kan man bruge på normalområdet,« siger formanden og henviser til de speciallærere fra kommunernes specialklasser og -skoler, der nu kommer i overskud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niklas Monrad

At noget kan gøres både billigere og bedre er jo nærmest en umulig tanke i det danske system, hvor mantraet er "flere penge ellers dør velfærdsstaten".

Finsk folkeskole på dansk

Man kan undre sig over, at professor i specialundervisning Niels Egelund ikke for 10 - 15 år siden har fortalt os, hvad der karakteriserer den finske folkeskole. Han siger: "Vi skal være bedre til at sætte ind tidligere og hurtigere, så man undgår det tunge PPR-system (pædagogisk psykologisk rådgivning red.)." Det er der ikke noget nyt i. Finland har længe haft en opskrift på billigere og bedre specialundervisning.
Det kan siges meget kort. Finnerne har det geniale system, at de tager fat på problemerne, når de dukker op. Det er der ikke noget genialt i, vil man straks indvende. Jamen, det er hemmeligheden.
Et finsk skolebarn i indskolingen fra 1. til 3. klasse får ikke lov til at sejle i sin egen sø. Ligeså snart skolen og lærerne aner, at her skal vi sætte ind med særlig tilrettelagt undervisning, bliver der sat ind. Enten med det samme eller efter en uge. Nogle af sagerne skal runde den finske Skolestyrelse. Det er atypisk, at en sag først er løst efter et par måneder. I grel modsætning til, hvad vi i den danske folkeskole hele tiden oplever. Der gror mos på sagerne.
En tredjedel af alle finske skolebørn har efter 3. klasse oplevet, at de nænsomt, oven i købet i forholdet 1 : 1, har fået løst et eller andet problem. Den simple recept er: Vi tager skolebørnenes skolegangsproblemer alvorligt, når de dukker op. Vi tager besværlighederne i opløbet. Hvor 14% af danske elever får støtte i en eller anden grad, er det tilsvarende tal i Finland 43%. Vi har et meget fleksibelt system, hvor den enkelte skole selv fordeler timer til specialundervisning, og hvor kun få elever udskilles fra den almindelige undervisning, siger Pirto Koibule.
Hvorfor er der også penge i at gøre som finnerne? Hvad fører det med sig? Jo, det ligger jo lige til højrebenet. Den humane og 100% pædagogiske model i Finland forebygger mange, ja, alt for mange af de specielle vanskeligheder, der i den danske folkeskole får lov til at vokse sig over hovedet på skolebarnet, lærere, forældre. En tragisk historie, der er mange af i Danmark.
Man kan også sige, at finnerne lægger pengene og indsatsen til specialundervisning i de første 3 skoleår. Genialt? Det er da sund fornuft! Ikke i Danmark.
Finnerne klarer, hvad der er skolens opgave. 94% af alle finske elever forlader skolen og hele det finske undervisningssystem med en uddannelse.
Hos os gennemfører 85% af de unge en ungdomsuddannelse, og procenten er faldende. Vort mål er over en lidt lang årrække at matche finnerne. Det har lange udsigter.
I den danske folkeskole er det typisk sådan, at man sætter ind meget længe efter, at et skolebarns vanskeligheder er blevet observeret.
Vi gør det stik modsatte af, hvad de gør i Finland. Selv om udgiften til specialundervisning er så høj i forhold til Finland, så er danske folkeskole blevet drænet for penge til specialundervisning og den almindelige undervisning siden Bekendtgørelsen om specialundervisning fra 1990.
Det nye trylleord hedder nu 'inklusion', altså, at vi endnu mere end efter 1990 skal rumme de børn med mindre og større vanskeligheder i selve folkeskolen. Man gentager den samme øvelse som i 1990. Man dræner folkeskolen for endnu flere penge, samt ekspertise, nemlig de lærere og pædagoger, der nu bliver spredt for alle vinde. Jeg vil ønske, at forældre i skolebestyrelserne, forældrerepræsentanter i klasserne, ja, forældre alle vegne, lige stopper op og tænker over, hvad der lige nu sker, og hvad det der med 'inklusion' egentlig drejer sig om på, ja, både kort og langt sigt. Det er et bluffnummer af de helt store, kommune og regeringen er i gang med.
Og det er ikke til gavn for folkeskolen, uanset hvor den befinder sig på landkortet.

Jan Maslak
Medlem af bestyrelsen
i Københavns Lærerforening (KLF)
.