Læsetid: 3 min.

Forskning mister sin indflydelse i skolepolitikken

Hurtige politiske løsninger tilsidesætter forskningen på skoleområdet, viser engelsk undersøgelse. Forskere herhjemme er uenige om, hvorvidt det samme er tilfældet i Danmark, hvor regeringens skoleeftersyn netop er blevet kritiseret for manglende forskningsmæssigt grundlag
10. juni 2010

Hurtig politik står over forskning, når ændringer på skoleområdet skal gennemtrumfes, viser ny rapport fra det engelske CfBT Education Trust. Den peger blandt andet på, at evalueringer efter skolepolitiske ændringer er bedre finansieret end forskning før reformerne.

»Der er tegn på en kløft mellem forskningsmæssige beviser og politik, som kun bliver større, jo længere regeringen bevarer magten,« lyder det i rapporten.

Konklusionerne i rapporten lægger sig dermed i forlængelse af den kritik Skolerejseholdets anbefalinger til en bedre folkeskole har mødt siden lanceringen i sidste uge: At udspillet er for politisk og mangler tilstrækkelig forskningsmæssigt grundlag. Rapporten 'Instinct or Reason' kortlægger den uddannelsespolitik, der er blevet ført i England siden slutningen af 1970'erne. Det viser sig her, at uddannelseseksperter og forskere har fået gradvis mindre indflydelse på den førte skolepolitik. Derimod har politiske rådgivere fået langt mere at skulle have sagt, og det medfører ifølge rapporten, at løsninger hastes igennem, så politikerne kan vise deres kontrol over situationen ud fra devisen: 'Noget må gøres'.

Denne udlægning kan professor Peter Allerup fra Institut for Læring ved DPU godt følge.

»Den politiske realitet er jo, at der er behov for firkantede beslutninger. Man kan ikke bevare et detaljeret og komplekst billede af folkeskolen, når alt skal koges ned til helt konkrete anbefalinger,« siger han og sammenligner folkeskolen med biokemi.

»Skolen er lige så indviklet og kompleks, og der er ikke plads til de hurtige løsninger. Man må derimod give tid til at vente på de resultater, forskningen kaster af sig,« siger Peter Allerup og henviser ikke mindst til de forskningsmidler, der eksempelvis allerede er afsat til grundskoleforskning.

Mangelfuldt eftersyn

Peter Allerup efterlyser en større brug af de uddannelsesforskere som herhjemme ville kunne give deres besyv med på det omfattende eftersyn af skolen.

»Man burde have samlet data ind fra de forskellige skoler, rapporter og analyser i et langt større omfang og have fordelt dem mellem de forskere, der har forstand på det. Det ville give langt mere dækning. I stedet træffer de (regeringens rejsehold for folkeskolen, red.) deres afgørelser selv og det med al respekt for deres uddannelser,« siger han og henviser til, at rejseholdets formand er økonom og ikke uddannelsesforsker.

Men »det er noget vrøvl, at formanden ikke er uddannelsesforsker,« siger Niels Egelund, direktør for Strategisk Uddannelsesforskning ved Aarhus Universitet.

»Internationalt, så er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelseforsker, hvad fanden er det?« spørger han retorisk og henviser til, at der på Center for Strategisk Uddannelsesforskning kun er tre ud af 16 med traditionel DPU-baggrund. Resten har en profil inden for økonomi eller lignende studier.

Niels Egelund lægger sig dermed i forlængelse af den udmelding, rejseholdets formand Jørgen Søndergaard tidligere er kommet med: At den mere filosofisk prægede uddannelsesforskning har fået lov til at fylde for meget, og at kun fem til seks stykker på DPU bedriver forskning, der kan anvendes i forhold til uddannelsespolitik.

Usammenligneligt

Niels Egelund mener ikke, man kan sammenligne den engelske undersøgelse med de danske forhold på uddannelsesområdet.

»I Danmark har vi Skolerådet, som kommer med deres faglige vurderinger i forhold til ændringer i folkeskolen,« siger Niels Egelund og peger på, at det rådgivende organ under Undervisningsministeriet bygger deres arbejde på forskning hele vejen igennem. Han mener derfor at kunne skyde ned, at skolepolitikken er som vinden blæser på Christiansborg. Rejseholdets anbefalinger vidner ifølge Egelund derimod om det største forarbejde, vi har set herhjemme de seneste 45 år.

»Selvfølgelig kunne det have været rart, hvis man havde haft to år til det her, men sådan spiller den politiske situation jo ikke. Men udspillet bygger på en masse velbegrundede undersøgelser og forskningsbaserede analyser,« siger han.

Læs også: Folkeskoleanbefalinger er ikke baserede på forskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Thorslund

Der er flere tankevækkende sammenhænge, vedr Rejseholdets analyse og anbefalinger ift forskning og uddannelse af lærere

Der foreslås etableret et nyt sektorforskningsinstitut, der skal have tilført væsentlige midler fra Globaliseringspuljen bl.a. til uddannelse af 200 ph.d. Baggrunden for denne anbefaling er kritik af den næsten totale mangel på klasserumsorienteret empirisk skoleforskning. Denne radikale anbefaling baseres imidlertid hverken på analyse af hvorfor DPU efter 10 år stadigt ikke har leveret sådan forskning eller nærmere analyse af, hvordan professionshøjskolernes pålagte opgave med at udvikle en professions- og udviklingsbaseret læreruddannelse forløber.

Den foreslåede løsning begrundes ikke indholdsmæssigt. Om et sektorforskningsinstitut som kerne i skolens fremtidige videngrundlag kan medvirke til at sætte den bedste viden i spil til gavn for skolens kerneopgaver begrundes ikke. Paradoksalt nok tyder eksistensen af det 50 år gamle og specialiserede socialforskningsinstitut (SFI) ikke på, at forskningsbaseret viden har bidraget til at håndtere de store inclusionproblemer på det sociale og pædagogiske område! Her fortsætter udgifter jo med at stige og alle – incl. SFI – taler om at den forskningsbaserede viden om de bedste løsninger ikke omsættes. Måske er et sektorforskningsinstitut ikke bare en løsning, hvis man vil have ændringer i folkeskolen?

I forlængelse heraf har Rejseholdet nogle særdeles hurtige konklusioner, der gør forskningsbasering af dansk læreruddannelse til en væsentlig løsning ud fra en antagelse af, at læreruddannelsen i Danmark ikke er forskningsbaseret og derfor er ringere end i andre lande. Rejseholdet har imidlertid alene lavet nogle korte besøg på to uddannelsessteder, men gør dog intet forsøg på at forholde sig til endsige at analysere, hvad det er for en ramme, som læreruddannelsen faktisk er baseret på. Eller at den eksisterende læreruddannelse kun har været i gang i 3 år, så der ikke er udklækket lærere endnu. I den hastige analyse overser man helt at læreruddannelsen faktisk er en del af Professionshøjskolerne opgave med at sammenkæde læreruddannelse, efteruddannelse, center for undervisningsmidler og udvikling af skolens praksis og herunder belyse om denne sammenkædning foregår. En sammenkobling som Folketinget har besluttet for både læreruddannelsen og mange andre velfærdsprofessionsområder som et alternativ til blot at placere uddannelserne på universiteterne med øget akademisering til følge.

Måske var der et par spor at forfølge, hvis nu skolen og læreruddannelsen skal ændres radikalt?