Baggrund
Læsetid: 3 min.

Forskningseliten får mere magt

For nylig vedtog Folketinget, at eksterne bevillinger ejes af forskerne - ikke af universiteterne. Samtidig skal forskningsrådene fremover satse på større projekter. Det giver øget magt til en lille forskerelite
Indland
16. juni 2010

Den usikkerhed, der tidligere har hersket om, hvem der havde retten til de eksterne bevillinger, som udgør en stadig større del af forskningskronerne, er ryddet af vejen. Tidligere på måneden vedtog Folketinget en ny forskningsrådslov, der én gang for alle slår fast, at bevillinger givet til projekter tilhører forskeren, der har modtaget den - >ikke universiteterne.

Samtidig skal forskningsrådene fremover fokusere på større projekter, og det giver øget magt til de forskere, der i forvejen har været gode til at få ja til deres ansøgninger.

Professor ved Sociologi på Københavns Universitet Heine Andersen har i samarbejde med kollegaen Inge Henningsen dokumenteret, at en lille gruppe forskere sidder tungt på bevillingerne. Ud af de godt 8.000 forskere, der søgte om støtte i perioden 2001 til 2006, fik 56 topforskere godt en femtedel af den samlede pulje - svarende til 1,3 milliarder kroner. Den nye struktur vil ifølge Heine Andersen skabe yderligere skævvridning:

»Forskningsbaronerne vil få meget mere magt,« siger han og tilføjer, at det fører en 'Matthæus-effekt' med sig:

»De, der i forvejen har meget, skal mere gives. Og jeg tror, at hvis man samtidig medtager bevillingerne fra Grundforskningsfonden, Højteknologifonden og EU-midlerne, er der en endnu mere klar tendens til at koncentrere midlerne til en lille elite,« siger Heine Andersen.

Den konkrete effekt af, at midlerne samles omkring en lille skare, er ifølge Heine Andersen svær at vurdere, fordi finansieringssystemet og effekterne af det er under- belyst.

»Der er få forskningspolitiske analyser af det. Vores undersøgelse stammer fra forskningsrådene, som kun udgør en begrænset del af midlerne,« siger han.

På den positive side tæller, at de dygtige forskere og deres projekter kan blive tilgodeset, men der er alligevel grund til at løfte en pegefinger, mener Heine Andersen, som peger på, at andelen af konkurrencemidler også stiger:

»Risikoen er, at systemet kan komme til at virke konservativt, og at det kan blive sværere at komme igennem med nye forskningsområder og nye ideer,« siger han.

Skal de nye forskere ind i varmen, er der dog en vej:

»De kan lægge sig i kølvandet på nogle af stjernerne og komme ind på denne måde,« lyder det fra Heine Andersen.

Pres på uni-ledelser

Mens flere forskere er godt tilfredse med, at lovgivningen har slået fast, at bevillingerne er deres og ikke tilhører universiteterne, har det ikke overraskende ført til kritik fra universiteternes ledelser.

Rådsbevillingerne udgør over 20 procent af universiteternes samlede forskningsbevillinger, og ifølge formanden for Danske Universiteter, Jens Oddershede, vil den nye lov virke undergravende på den sammenhængende strategiske udvikling af forskningen på universiteterne, som var ideen bag universitetsreformen. Han frygter, at universiteterne i værste tilfælde kan gå hen og blive sorteper:

»I de tilfælde, hvor universitetet har foretaget store investeringer i bygninger, personale eller apparater, er det et problem. De investeringer kan jo vise sig at blive overflødige, hvis forskeren flytter til et andet universitet,« siger han.

Jens Oddershede er derfor også bekymret for, at nogle forskere vil benytte lovændringen til at forhandle løn og presse ledelsen:

»Det betyder, at en forsker med mange bevillinger kan gå til sin chef og sige: 'Jeg har fået et godt tilbud fra et andet universitet - hvad kan du gøre for mig'?«

Men professor Lene Lange mener ikke, at ejerskabet udgør et problem. I 2008 flyttede hun selv fra jobbet som leder af Biologi på KU til prodekan på Natur- og Sundhedsvidenskab på Aalborg Universitet uden problemer med at få bevillingerne med. Lene Lange påpeger, at forskningsrådene har mulighed for at trække en bevilling tilbage, hvis forskeren helt stopper, samt at de bevilger penge på baggrund af forskerens kompetencer og kvalifikationer - derfor må det grundlæggende princip være, at pengene følger forskeren:

»Det er ikke klogt at stavnsbinde folk til at være på den samme arbejdsplads i 20-30 år, hvis man vil holde et forskningsmiljø levende,« siger Lene Lange til Universitetsavisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her