Læsetid: 3 min.

Et fritgående fjerkræ blandt burhøns

Legenden Helen Thomas fældede sig selv, da hun svarede i stedet for at spørge
Legenden Helen Thomas fældede sig selv, da hun svarede i stedet for at spørge
12. juni 2010

Helen Thomas blev en journalistisk legende, fordi hun gennem en lang karriere i Det Hvide Hus’ pressekorps altid gik til stregen, altid stillede de nødvendige ubehagelige spørgsmål og aldrig lod sig kyse. Det er tankevækkende, at hendes fald ikke skyldtes et spørgsmål men et svar. Helen Thomas overskred grænsen mellem det professionelt kritiske og det private ideologiske, da hun i raseri over den israelske blokade af Gaza, kaldte israelerne en besættelsesstyrke, der burde tage hjem, hvor de kom fra.

At sige, at udtalelsen vakte opsigt, er årets underdrivelse. Både politikere og hendes kolleger faldt over hinanden for at tage afstand fra hende, og mandag den 7. juni meddelte hun selv, at hun beklagede udtalelsen og trak sig tilbage med øjeblikkelig virkning. 89 år gammel.

Spørgsmålet er, hvor stort savnet bliver blandt hendes kolleger. Det Hvide Hus pressekorps er en forunderlig størrelse. En selvbevidst flok, som ikke desto mindre lader sig drive rundt i manegen af politiske spindoktorer og en underliggende kultur, der især under Bush udviklede sig til at kritiske spørgsmål nærmest blev betragter som landsforræderiske. Læg hertil en udstrakt service ved de mange rejser med præsidenten rundt i verden. Alt er timet og tilrettelagt for pressekorpset, som ikke skal tænke på noget som helst selv. Det bliver fragtet rundt i fly og busser, hotelværelset står klar, og nøgler udleveres ved ankomsten sammen med tidsplaner om, hvor de skal være hvornår. Som burhøns styrer de i flok efter, hvornår der er photo-op (tit), hvornår præsidenten siger noget (tit), og hvornår man kan stille spørgsmål (ikke så tit, og nøje orkestret.) Det er præsidenten, det drejer sig om, og der er slet ikke lagt op til, eller sat tid af til at interessere sig for, hvad en eventuel vært i et fremmed land måtte mene om et givet emne. For pressekorpset findes ingen anden vinkel, end den der udgår fra Det Hvide Hus. Man kunne med et militært udtryk sige, at pressekorpset er embedded.

Gik efter sagen

Helen Thomas var anderledes. Hun markerede sig stærkt under Watergate-sagen med sine mange interview med daværende justitsminister John Mitchells ulykkelige kone Martha, der stolede på Thomas og gav hende sin version af julelegene i Det Hvide Hus.

»Jeg var ikke den eneste Martha ringede til, men jeg var den eneste, der gad høre på hende,« som hun tørt sagde.

Helen Thomas gik efter sagen og har flere gange kritiseret sine kolleger for lammehaledikkeri. Mest berømt i april 2008, da hun som den eneste reagerede skarpt på præsident Bushs indrømmelse af, at han trods årevise benægtelser hele tiden havde vidst, at amerikanske soldater udøvede tortur. »Hvordan vil I have, vi skal tro på jer i fremtiden,« spurgte Thomas på pressekonferencen i Det hvide Hus, men blev affejet af præsidentens talsmand Ari Fletcher. Hun vendte sig om mod sine kolleger og spurgte »Hvor er I?« og blev mødt af en larmende tavshed.

Helen Thomas’ teori er, at journalisterne er skræmt af de pengemænd, der fortæller redaktørerne, hvad de skal mene. Helst ikke noget kritisk, det er bedre at sætte Britney Spears på forsiden, som hun siger.

Selv kom hun, datteren af analfabetiske kristne indvandrere fra Syrien og Libanon, til Det Hvide Hus som reporter for nyhedsbureauet UPI i 1961. Hun forlod UPI, da det blev købt af Moon-Bevægelsen i 2000 og har siden arbejdet for Hearst. Hun siger selv, at hun har så høje tanker om de amerikanske idealer, at hun ikke kan holde ud at se dem trukket i sølet af uduelige politikere, og at hendes hjerte bløder hver dag for frygtsomheden hos kollegerne i Det Hvide Hus’ Pressekorps.

Hendes stol på første række i presserummet i Det Hvide Hus – den eneste med navn på – står nu tom, og landets øverste leder behøver ikke længere at frygte de frygtløse præcise spørgsmål fra den lille krogede dame med den ru stemme og den i enhver forstand store mund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lewis Lebolt

Godt gået: I følge artikeln har Helen Thomas brugt udtrykket "lammehaledikkeri" om sine kolleger. Ordet findes ikke i nogen oversættelsesordbog (DK-EN) som jeg kan finde. Gyldendahl fortæller, at "en dikkende lammehale" kan oversættes til "a poodle". Men dessvære findes det ikke et engelsk udsagnsord som hedder "to poodle", så udtrykket giver ikke nogen mening. Helen Thomas plejede udtrykke sig mere direkte, tror jeg. Og sandsynligvis kunde hendes udtryk have blevet oversat på et mindre akademisk vis.

Dorte Sørensen

Tak til Lone Kühlman for den Medieklumme. Håber at flere danske journalister og læsere læser den . Jeg sidder i hvert fald med en ubehagelig smag i munden.

Rachel Henderson

Hvis man er 89 år må det da være tide at konkludere højlydt på alle de spørgsmål man har stillet i tidens løb. Jeg vil nærmere sige: hvorfor har hun ikke gjort det forlængst?

Håber hun har et par mentees, der kan lære af hende, så hun ikke bliver den sidste journalist der kan stille frygtløse præcise spørgsmål.

Christian Olesen

Sålænge hun ikke undskylder så pinligt som Lene Espersen, er det til at leve med, men hvorfor undskylde, det var jo rigtigt hvad hun sagde!

Martin Pedersen

I 2006 troede 43% af amerikanerne at Saddam Husein var indblandet i terrorangrebet på WTC. Et epic fail for den amerikanske presse.

ja, der er sku rigtig mange som er villige til at blive løjet til, det er nærmest som om at de hellere vil spise løgnen råt end at høre sandheden, for så kan man ikke mere retfærdiggøre sin vrede f.eks rettet imod Saddam eller andre som bliver tegnet et skrækbillede af i pressen, det er som om et segment af befolkningen(også i DK) simpelthen har slukket for al kritisk tænkning af en eller anden årsag, nogen er jo bange for at gå imod strømmen, så hellere tro på løgnen end at blive gjort til grin af de andre hjernevaskede fjolser.

bare se hvordan stor del af pressen har kørt de sidste 3-4 år: IRAN DITTEN - IRAN DATTEN, og alle de hjernelamme aber hopper på med det samme.

Karsten Aaen

Her er sandheden om hvordan interviewet

http://news.yahoo.com/s/ynews/ynews_ts2430

(som ikke er et rigtigt interview), men en rabbi's optagelse af en mening om Thomas mening. En rabbi'soptagelse, Nessenoff, som var sammen med sine en søn samt en af denne søn. De optog, så sad påoptagelserne hel uge....
I mellem tiden skete der jo det, at Israel blokerede for en nødhjælpsflåde til Gaza.

Et lille citat:

"Even though Nesenoff had the story, he still needed to get it online. But Adam, the webmaster for RabbiLive, had to get through finals first. "So we waited, and of course, during the waiting of it, the flotilla happened," Nesenoff said, referring to the deadly raid on Gaza-bound ships last week."

http://news.yahoo.com/s/ynews/ynews_ts2430

Sandheden er jo også den, at mange folk som er jøder emigerer fra Østeuropa og Rusland til Israel. Og ofte er de disse emigranter som er mere fanatiske end alle andre israelere. Folk fra USA emigrerer også til Israel...og bliver israelske stats-borgere i den jødiske stat...

Noget andet er, at spørgsmålet blev stillet den 27. maj 2010, en dag som vist er jewishamerican heritage day/month? og blev stillet uden forudgående præsentation af, hvem der stillede spørgsmålet, bare selve dette spørgsmålet: Har de noget at sige til Israel på denne dag? Det er uetisk journalistisk set...

Denne irriterende dames insisterende spørgen kan læses og ses på nettet, hvor pressetalsmanden for Det Hvide Hus i 2008 fortæller, at der aldrig har fundet tortur sted. Ingen andre følger op på Helens spørgsmål, så hun slutter med at anklage alle sine kollegaer: Where is everybody?. De vil ikke savne hende - men det vil alle vi andre.

Og så kan vi kikke deprimeret på vores egne lammehaler, der ikke kunne drømme om at stille et opfølgende kritisk spørgsmål til danske ministre. Vi har ingen i Helens klassse, selv om en Jesper Tynells stilfærdige kulegravninger snerper stærkt der hen ad. Hans banebrydende historier om siddende ministre ændrer desværre intet, da også hans kollegaer reagerer lige så konfliktsky som de amerikanske.

Når danske journalister er allermest kritiske, kan de stramme sig op til at bruge skjult kamera mod skræmte cykeltyve, mens de store skurke får drinks hos Rigmor Bo...

Hans Jørgen Lassen

Martin skriver:

"I 2006 troede 43% af amerikanerne at Saddam Husein var indblandet i terrorangrebet på WTC. Et epic fail for den amerikanske presse."

Tværtimod, det var den største succes nogen sinde for amerikansk presse.

Olav Bo Hessellund

Til Helge Berg:
Enig - men der er så også en anden side af sagen, nemlig den, at danske journalister sjældent benytter andre kilder end engelsksprogede. Ikke engang tysk- eller fransksprogede kilder evner eller gider de bruge.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Tak til Lone Kühlman for udsagnet om god journalistik: .."hendes fald ikke skyldtes et spørgsmål men et svar" ..

Også tak til Karsten Aaen for at gøre opmærksom på baggrunden for Helen Thomas' svar - det anede mig, at det ikke gik helt rent til.

Ærgerligt at Israel har så stærk en kontrol af medierne, men lad det nu være.

Det mest irriterende ved denne sag har været de danske journalisters kritikløse kolportering af den israelske regerings videooptagelser - at tænke sig at falde på halen over den slags ensidig information.

ps! Jeg har aldrig rigtig forstået Helen Thomas' betydning før nu - ærlig talt: Godt gået af en stærk dame !!