Baggrund
Læsetid: 4 min.

'Handicappede er blevet de nye indvandrere'

Borgmestre drømmer om at kunne tvangsmedicinere psykisk syge, og Kommunernes Landsforening taler åbent om, hvor dyre handicappede borgere er. Det er blevet acceptabelt at tale nedsættende om sårbare mennesker, lyder det vredt fra flere organisationer
Borgmestre drømmer om at kunne tvangsmedicinere psykisk syge, og Kommunernes Landsforening taler åbent om, hvor dyre handicappede borgere er. Det er blevet acceptabelt at tale nedsættende om sårbare mennesker, lyder det vredt fra flere organisationer
Indland
28. juni 2010

Handicappede bliver i stigende grad omtalt som en tung samfundsøkonomisk byrde. Det får nu flere organisationer til at protestere mod en retorik, de finder helt uacceptabelt.

»Der er sket et skred i måden, vi taler om handicappede på. Det minder om det skred, der er sket i retorikken om flygtninge- og indvandrere,« siger formand for Socialpædagogernes Landsforbund, Kirsten Nissen.

Hun peger på, at man siden 1980 og frem har forbedret forholdene for de handicappede og de pædagoger, der skal drage omsorg for dem. Nu går det den helt forkerte vej:

»Der ikke tale om en udvikling men en afspecialisering af området,« siger Kirsten Nissen. Kommunernes Landsforenings formand, Jan Trøjborg (S), satte det omkostningsfulde specialområde til debat ved de netop overståede økonomiforhandlinger med regeringen – omkostningerne måtte ned, mente KL-formanden, hvis forgænger Erik Fabrin tidligere har omtalt specialområdet som »en gøgeunge«, der æder sig ind på normal­området.

Og det er en helt uacceptabelt, mener Kirsten Nissen. »Man er i færd med at nedgøre et område, så det bliver legitimt ikke at overholde loven. Men folk har ret til de tilbud, der kompenserer for deres handicap og gør dem i stand til at leve så normalt som muligt,« siger hun.

Tag-dig-sammen-logik

Søren Langager, lektor ved Institut for Pædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, betoner, at udgifterne på området vitterligt er eksploderet.

I sidste uge viste en undersøgelse betalt af Socialministeriet, at 171 voksne, der bor på specialinstitutioner, koster samfundet en halv mia. kr. årligt. Det fik Ikast-Brandes borgmester til at bakke sin borgmesterkollega fra Kalundborg op: Tiden er inde til at drøfte medicinering eller andre former for tvangsmidler.

Det blev dog afvist af KL. Men ifølge Søren Langager er det politisk pres på at få udgifterne ned – enten ved at tænke mere i medicinske løsninger til eksempelvis voksne med ADD – en variant af ADHD – eller ved at udskibe enkeltpersoner fra de dyre institutionspladser til eget hjem mærkbart.

»Der hersker en bølge af tag-dig-sammen-logik, hvor man går i retning af at ... selvansvarliggøre disse mennesker frem for at se dem som et samfunds-omsorgsansvar,« siger han.

Søren Langager betoner endvidere, at KL i sine principper for økonomisk styring påpeger, at sags­behandlere ikke skal tage en diagnose for en diagnose.

»Sagsbehandlerne må ikke tænke i automatiserede ydelser, men skal overveje mulighederne for at gøre tilbud til den enkelte billigere. På den måde indfører man en mistænkeliggørelse i forhold til nogle af de sårbare, og det er dybt problematisk,« siger han.

21 pct. af budgettet

Det såkaldte specialiserede socialområde koster hvad der svarer til hele folkeskolen eller hele ældreplejen i Danmark. 21 procent af kommunernes økonomi går til dette område, hvilket har fået KL til at ønske en afgrænsning af loven.

»Det ser ud til, at man i sin tid lavede loven, så den skulle passe til de svageste handicappede. Men nu kræver en masse andre grupper, der ikke er så svage, at blive behandlet efter samme regler,« lød det fra Jan Trøjborg i et debatindlæg Jyllands-Posten for nylig.

Indlægget blev postet som en afvisning af et angreb fra direktør for Muskelsvindfonden, Henrik Ib Jørgensen, der havde beskyldt Trøjborg for at udstille mennesker med handicap som »krævende nassere, der konsekvent kræver det mest luksuriøse, markedet tilbyder«.

Ligesom Kirsten Nissen oplever Henrik Ib Jørgensen, at retorikken omkring de handicappede er udtryk for politikernes ringe menneskesyn.

»I jagten på gode meningsmålinger og forsidebaskere bevæger I jer tydeligvis mod et menneskesyn, der betragter mennesker med handicap som en byrde og ikke en potentiel ressource. Det er reelt diskriminerende,« skriver Muskelsvind-direktøren på foreningens hjemmeside.

Samme holdning har den tidligere Venstre- sundhedsminister Esther Larsen, som i dag er formand for Det Centrale Handicapråd (DCH). Hun opfatter retorikken som ganske skadelig.

»Jeg må råbe vagt i gevær, når kommunerne lægger dette snit over for en række borgere, som har behov for hjælp. Mens andres kontakt til de kommunale ydelser begrænser sig til få, ganske vist vigtige dele af tilværelsen, er hele disse menneskers liv ofte lagt i hænderne på andre. Men desværre må jeg notere mig, at man skelner på denne måde i kommunerne, og at retorikken er blevet tiltagende hård,« siger hun.

Aktuelt dilemma

Lige som organisationsfolkene aner Søren Langager en tendens til, at man i debatten og medierne fremstiller de handicappede – fysisk eller psykisk – som dyre borgere.

»Vi har i gennem årene haft en debat om kemiske håndjern, hvor man tog afstand fra tvangsmedicinering. Det blev tidligere anset som lappeløsning på problemer af sociale og psykisk karakter – nu anses medicin for en god løsning på et forfærdeligt problem,« siger Søren Langager.

Ifølge lektoren er krumtappen i debatten, hvorvidt sagsbehandlerne er robuste nok til at lave god sagsbehandling og ikke lader sig underlægge slet skjulte politisk pålæg.

»Det er et aktuelt dilemma,« siger Søren Langager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvorfor tog medierne ikke denne debat i forbindelse med vedtagelsen af Løkke Rasmussens tåbelige Strukturreform, der blev jappet igennem Folketinget på 3 måneder og vedtaget kun med regeringens og DFs stemmer. I de 3 måneder var er mange advarsler både fra oppositionen og i høringssvarene om forhold, som vi desværre ser i dag. Men dengang fejede OVK hånligt alle advarsler og bekymringer tilbage med, at regeringen og DF havde fuld tillid til kommunerne.

Laust Persson

Måske er TIDEN INDE, til at drøfte om det i virkeligheden ikke er de to borgmestre, fra henholdsvis ikast-brande, og kalundborg, der har brug for en hurtigvirkende indsprøjtning i rectum, med ex. trillafon, el. anden god psykofarmaka. Gerne to gange om dagen, og naturligvis med tvang!

Travis Malmzon

Det tjener ingens interesse at beskylde andre mennesker for at have et ringe menneskesyn.

I en verden med uendelige behov og begrænsede ressourcer, vil der skulle foretages en smertefuld prioritering i mange forskellige sammenhænge.

Dette har været foretaget i sygehussektoren til alle tider, hvor politikerne bare har væltet prioriteringen over på læger og sygeplejersker.

peter jensen

hvorfor denne konstante problematisering af "indvandrere" generelt.
Størstedelen af min famillie er indvandrere i andre lande end Dk, det er som udgangspunkt ikke noget problem at være indvandrer derimod et privilegium.
Dermed ikke sagt at indvandringen til Dk er uden speciifikke problemer.

Travis Malmzon
hvor politikerne bare har væltet prioriteringen over på læger og sygeplejersker.

Det er jo det der er hele problemet med VKO- regerings sundhedspolitik...

at politikerne overtager prioriteringen som så sker udfra økonomiske hensyn og ikke ud fra lægernes ekspertindsigt.

Denne fortrængning af ekspertindsigt til fordel for brugervalg og politiske hensyn er midlet som skal bringe undergravningen af Danmarks solidariske velfærdsmodel i værk....

mariann offersen

"I sidste uge viste en undersøgelse betalt af Socialministeriet, at 171 voksne, der bor på specialinstitutioner, koster samfundet en halv mia. kr. årligt."

Forsvarsministeriet - med ca 150 ansatte - har et budget på 23 mia kr. ser jeg på deres hjemmeside...

Mon der i øvrigt er nogen der kunne tænke sig at bytte skæbne med blot én af disse 171 mennesker eller deres nærmeste pårørende?

Hele dette specielle område bør naturligvis lægges under staten, så man kan sikre en ensartet behandling, kommunerne er slet ikke i stand til at træffe de rette valg

Er samfund kendes, på hvordan det bahandler sine allersvageste.

Travis Malmzon

Bill Atkins:
hvor politikerne bare har væltet prioriteringen over på læger og sygeplejersker.

Det er jo det der er hele problemet med VKO- regerings sundhedspolitik…

Så har det altid været.

Det er jo også Jan Trøjborg (S) som har startet hele debatten.

Ingen politikere laver denne prioritering frivilligt, for som det kan ses af reaktionerne i artiklen, er interesseorganisationerne også blevet ganske ferme til spin.
Så heller gemme sig bag embedsmænd og fagpersonale.

Hvis man anskuer problematikken fra en partipolitisk synsvinkel, løber man ind i en blindgyde.

Ganske som i min husholdning, har staten heller ikke ubegrænsede midler.

Følgeligt må der prioriteres, og noget vælges fra.

Dem som ikke får så meget som de gerne vil have hyler naturligvis op.

Oppositione lover så at de får i pose og sæk når de kommer til magten.

Den er egentligt ikke så meget længere.

Selv hvis SF regerede sammen med Einheitslisten ville de også skulle prioritere.

Det er en matematisk nødvendighed.

Niklas Monrad

Så nu er det kommet så vidt at når politikere påpeger at special plejen har udviklet sig til uforholdsmæssig stor økonomisk byrde (under en borgerlig regering) i en krisetid (ja, det er krise tid, selvom omfanget af den ikke rigtig er gået op for mange), så udpensles der et sceneri af nazister i march (jævnfør Mads K).

Det er lidt det samme der skete da de første politikere begyndte at stille spørgsmåltegn ved Danmarks invandrerpolitik. Se hvor konstruktiv en debat der kom ud af den form for angreb - den radikaliserede mennesker i begge lejre der ikke var det i forvejen.

Det er vigtigt at fastholde rimelige perspektiver i enhver debat, lade mennesker udtrykke deres tvivl og bekymring, ellers ender alt i hade billeder, skyttegravskrig og splittelse af samfundet og det er der ingen der har glæde af (måske med undtagelse nogle få psykopatiske elementer).

Søren Hansen

Nu når vi er i gang med at finde en masse besparelser, fordi vi er blevet så fattige, og fordi at det er bedre at gå arbejdsløs end at være offentlig ansat og f.eks. passe handicappede.

Hvad så om vi ser på de enorme udgifter, vi har i forbindelse med det kommunale udligningssystem. Det koster os jo en formue at holde liv i udkantskommuner som Ikast og Kalundborg.

Tiden må være inde til at drøfte afvikling af kommuner og borgmestre, som ikke kan bære deres egen vægt og som kan bidrage positiv til det samfund, som de er en del af.

Christian Olesen

Ja det snærper derhen ad.........
Udlændinge,
Romaer,
Hjemløse,
Selv handikappede og psykisk syge,
Fascismen nærmer sig, ingen skånes,
få brokker sig, ligegyldigheden breder sig, øjnene lukkes, mens der blir givet skattelettelser, U-landsbistanden beskæres, ældrechekene blir smidt i grams hvis målingerne er dårlige.
Det nærmer sig, det nærmer sig........?

Laust Persson

@ Niklas Monrad, måske har du glemt din egen kommentar, fra 22 juni kl. 14:10, hvori du udpensler et scenario, (omend du bruger et andet emne) der underligt nok går stik modsat din egen holdning, til hvad du mener om ødelæggende radikalisering, af debatter i almindelighed. Hyklerisk!

Slettet Bruger

Hvis det ellers er sandt, at der generelt bliver brugt flere penge i den offentlige sektor end nogensinde før og renset for inflation, demografisk udvikling mv - og man ingen steder i systemet kan mærke nogen fremgang eller smæk for skillingerne, men kun hører de sædvanlige klager over stress, stramninger, nedskæringer, overbelægninger i fængsler, hospitaler, plejehjem, klager over skolesystem og ussel ældremad etc etc., så er der vist rigeligt at kigge på, og man er langt fra at opfylde sine gyldne løfter fra 2001. Måske nogle regeringens problemer kan skyldes fortsat udbygning af bureaukrati, bekostelige krige, diverse vælgerbestikkelse, overbetaling ifm privatisering, dyre reformer, kuldsejlede kommissioner eller diverse kommunalt og statsligt spin. Det kunne være rart at få et overblik over inden man begiver sig ud i at slagte tilfældige ofre.

Travis Malmzon,

Følgeligt må der prioriteres, og noget vælges fra.

Jeg kan ikke være mere enig - men der skal prioritere af dem der er uddannede til det, og prioriteringen skal ske inden for de reglerne og økonomiske rammer afstukket af politikerne. Embedsværket er blot tandhjul i det maskineri, der skal yde service til borgerne.

Det er denne bureaukratiske tradition neo-liberalisterne bevidst har ødelagt med deres brugervalg, forsikringsfinansiering og privatiseringsbestræbelser. Med et truende systemkolaps til resultat - hvilket godt nok også er neoliberalisternes, VKO's, dybere mål...

Jeg kan ikke lide tonen i artiklen - den moralsk indignerede tone. Hvis man gør det her til et spørgsmål om moral, går det galt.

Faktum, som heldigvis også nævnes i artiklen, er at 21 pct. af kommunernes budget går til det specialiserede socialområde. Dertil kommer måske andre meget ressourcekrævende personer inden for andre sektorer - herunder fængselsvæsenet.

Det er en meget, meget stor del af samfundets budget der går til disse formål. Jeg finder det rimeligt at sige, at smertegrænsen er nået. Ifølge det oplyste er udgifterne stadig i voldsom stigning, dvs. at hvis det fortsætter, så kan kommunerne simpelt hen ikke få budgetterne til at hænge sammen. Så må de til at lade kloakkerne forfalde, lade være med at rydde sne, reducere undervisningen i folkeskolen, neddrosle servicen på plejehjemmene etc. etc. Det går jo ikke. Derfor må der fastsættes et udgiftsloft for hvor meget der overhovedet må gå til dette område, og så er det de sagkyndiges opgave at prioritere indsatsen med den maximale nytteeffekt.

Samtidig har vi hårdt brug for at få oplyst, HVORFOR udgifterne på dette område stiger så meget. Bliver der flere og flere mulithandicappede, eller er vi bedre til at diagnosticere dem? Er der f.eks. en sammenhæng mellem at lægerne er blevet stadig bedre til at redde livet for for tidligt fødte børn, og så en tendens til at andelen af disse der kræver livslang pleje bliver stadig større?

Jeg forestiller mig, at mange af dem, der ivrigt forsvarer at ethvert menneskeliv er værdifuldt, og at man endelig ikke skal sortere dårlige liv fra ved fosterdiagnostik, er de samme som dem der synes at handicappede skal have al den hjælp, de har behov for. Hvis jeg har ret i dette, så har vi at gøre med personer, som i deres overstrømmende godhed har total disrespekt for at samfundets ressourcer er begrænsede.
Vi skal selvfølgelig behandle de dårligst stillede godt. Det gør vi vel også. Hvis 21 pct. af kommunernes budget går til dette, så ligger vi uendelig langt fra nogen som helst tilbagevenden til nazi-tiden.

Der må være plads til fornuft her. 21 pct. er nok. Med de enorme budgetproblemer i alle kommuner kan det tal ikke tåle at vokse.

Søren Hansen

Fair nok Kåre

Men stiger udgifterne fordi at der er blevet flere handicappede, og fordi at de er berettiget til mere og mere.

Eller er det fordi at lønninger til medarbejder og institutioner er ude af kontrol på grund af dårlig og dyr administration og mangel på stordriftsfordele.

Det er pudsigt, at udgifterne er steget eksplosivt, efter at kommunerne har overtaget ansvaret fra amterne - Og det er selvom det tilsyneladende ikke har haft nogen gavnlig afsmittende effekt på de handicappedes veg og vel. Der bliver bygget færre og færre handicapboliger, og der skal føres flere og flere retssager og klagesager for at få de tilskud, som de er berettiget til.

For at rette op på denne ringe administration, skal der nu skæres i overførslerne uden at det først undersøges, hvorfor at udgifterne overhovedet er steget.

At kommunerne ansætter flere og flere, især af dyre akademikere kan skam være fornuftigt nok, men hvis deres kapacitet ikke udnyttes i ordenligt da de er fordelt i 98 kommuner i stedet for 16 amter, og da de handicappede ikke fordeles i henhold til hvor tilbudene er tilpasset deres handicaps bedst, men hvor kommunegrænsen tilfældigvis går - ja så er det ikke så mærkeligt at udgifterne stiger og stiger, uden at man får noget for de ekstra penge.

Til Søren Hansen
Jeg er måske ret enig med dig. Det er vigtigt at finde ud af, om den samme indsats nu administreres med en dyrere udgiftspost.
Jeg tror godt at det kommunale personale på nogle felter kan trimmes betydeligt, i princippet. I praksis er det som regel næsten umuligt. Man skal forklare den enkelte sagsbehandler, at vedkommende faktisk udmærket kan behandle sagerne hurtigere og måske endda bedre end det sker nu. Men det forekommer ofte umuligt at gennemføre den effektivisering af sagsgangen, som burde være mulig. Især hæfter jeg mig ved, at sagsbehandlere på de felter, jeg kender til, ofte dyrker små detaljer i urimelig grad, med det resultat at de når alt for få sager eller er alt for længe om dem. Jeg aner ikke, hvad man skal gøre ved dette problem - hvis der da virkelig er et problem. Men så burde AKF eller en lignende institution lave nogle passende undersøgelser af, hvorvidt den samme ydelse nu administreres dyrere end før.
Et fast udgiftsloft kan vel også virke tilbage på sagsbehandlerne og få dem til at arbejde mere effektivt ?!

Som jeg læser artiklen handler den ikke så meget om der kan spares på det specialiserede socialområde, men om den retorik der går forud for besparelserne, og - moralsk snak eller ej - så er det fuldt forståligt at interesseorganisationenre råber vagt i gevær. Hvis der først sker et skred i den måde området opfattes på, så er der stor risiko for at området bliver ramt uforholdsmæssigt store besparelse....

Mette Hald Hundewadt

Der var i foråret en diskussion i Jyllands-Posten (JP) affødt af oberst Lars Møllers provokerende udtalelse, at de danske krigsveteraner må vente i behandlingssystemet på linje med ”gamle fru Jensen eller ham, der har røget så megen junk, at der er gået koldbrand i benet”. Adskillige har taget til orde imod hr. Møllers udtalelse har såret mange. Lars Møllers soldater vil ikke være i samme båd som fru Jensen og alle bistandsklienterne.
Siden er debatten om de stigende udgifter til handicappede raset videre. JP omtalte den 10. juni formand for Kommunernes Landsforening (KL), borgmester Jan Trøjborgs katalog over ankeafgørelser, der gik kommunerne imod. Kommunerne kan sagtens spare, hvis de fik lov, siger Jan Trøjborg, der f.eks. hævder, at en rollator fint kan erstatte en servicehund!
Min væsentligste grund til dette indlæg er imidlertid en radioudsendelse med titlen Hvor meget må et menneske koste (DR P1 den 5. juni 2010), som jeg ikke vil lade stå uimodsagt. Af den fremgår det bl.a., at de vrede reaktioner på Lars Møllers udtalelse tilsyneladende ikke har fået ham til at ændre holdning, endsige ordvalg. Både han og de øvrige deltagere i udsendelsen, inklusive studieværten er enige om at forarges over, at mennesker med handicap efter deres mening får urimeligt megen hjælp.
Studievært Mikkel Krause har samlet tre paneldeltagere, oberst Lars Møller, antropolog Dennis Nørmark og regionsrådsmedlem for Venstre i Region Midtjylland Fatma Öktem. Det er en ret absurd oplevelse at lytte til den udsendelse.
Tonen er slået an med Mikkel Krauses indledning, hvori det hedder: ”Det er et godt princip, at man skal vurdere et velfærdssamfund på. hvordan det behandler sine svageste, og det taler til vores næstekærlige sindelag og smigrer vores selvbevidsthed hvis vi kan lægge os til at sove om aftenen i forvisningen om, at vi har gjort, hvad vi kan for dem, der ikke kan gøre for det, dem der ikke kan sørge for sig selv. Jo værre en lod man er tildelt af skæbnen desto mere fortjener man kompensation fra fællesskabet synes moralen at være. Men der er jo grænser for alting - også for godgørenheden selvom den er kollektiviseret”
Og så går diskussionen i gang, en diskussion der er præget af forargelse over, hvad handicappede kan tillade sig at forlange. Ganske vist tør diskussionsdeltagerne ikke sætte præcise tal på, hvad det må koste at yde støtte til handicappede, og Lars Møller er da venlig nok til at erkende, at der skam ikke er tale om en nazitysk holdning til handicappede! Til gengæld minder han om, at hvis han var handicappet i Afghanistan eller i Sierra Leone ville han jo ikke forvente at have ret til at få alle hjælpemidler! Fatma Öktem er som politiker naturligvis klar over, at hun kan komme i klemme, hvis hun giver et konkret bud på besparelser på handicapområdet, mens Dennis Nørmark åler de holdningsløse politikere, der ikke tør.
Alle paneldeltagere taler i almindelighed om, at dette emne ikke må være tabubelagt, og at det skam er nødvendigt at diskutere det. Men hvad er det reelt, de diskuterer? Studieværten har fundet nogle spektakulære eksempler, så som at Kalundborg ofrer 7,3 millioner på at mandsopdække en voldelig person. Hver gang, han nævner et eller andet beløb, er der tale om ”den nette sum af ...” – og så vokser beløbet i Kalundborg-eksemplet i øvrigt til 7,5 millioner i løbet af udsendelsen. Uden nogen som helst dokumentation hævder Mikkel Krause endvidere, at ”han har hørt” om én kørestolsbruger, som havde fået bevilget en tur til Grønland for at bl.a. opleve rappelling. ”Hvad tænker I?” spørger han panelet. ”Er det for meget at forlange af kompensation for handicap, at det offentlige skal betale sådan en tur, eller ligger rappelling inden for rimelighedens grænse?” Så kan alle lytterne jo forarges og med god samvittighed give deres støtte til de politikere, som vil beskære hjælpen til disse grådige handicappede. Den mest bramfri paneldeltager militærmanden Lars Møller erklærer prompte, at hvis han vil op at rappelle et eller andet sted, så sparer han sammen. ”Det gælder vel også handicappede, hvis de er lige som os andre”. Hvis ikke det var så sørgeligt, er det jo til at grine af, for hvordan forestiller panelet sig, at en kørestolsbruger kan rappelle? Jo, vi er alle sammen lige. Dennis Nørmark ironiserer over dette ”ligemageri”, som han kalder en utopi. Ja, naturligvis er det en utopi, at handicappede kan blive lige med raske og normalt fungerende mennesker. I det hele taget synes udsendelsens deltagere ikke at have forstået, hvad der menes med lighed for handicappede. Lars Møller forsøger at være vittig og hævder, han er irriteret over, at han ikke kan blive operasanger, så det burde han have muligheder for.
I løbet af udsendelsen bringes der klip af interviews med andre personer, bl.a. en kørestolsbruger, der forklarer, at han har fået tilskud til en invalidebil, som han behøver for at kunne passe sit arbejde, samt en badebænk, så han også kan komme i bad. Han forklarer, at han ikke har fået tildelt disse hjælpemidler, fordi han har lyst til at sidde i kørestol. Ikke desto mindre hører man i udsendelsen hans borgmester Tove Larsen beklage sig over, at kommunens konto til hjælpemidler er steget voldsomt, fordi, der sker en udvikling af teknologien. ”Og det er jo rigtig godt for den enkelte handicappede”, siger hun, ”men vi har også det spørgsmål, om samfundet kan blive ved med at betale”. Det underlige er bare, at man ellers i forvaltningerne og erhvervslivet ser en interesse i at indføre ny teknologi, fordi det sparer arbejdskraft. Hvorfor ser man ikke på det på samme måde, når det drejer sig om handicappede, som måske i højere grad kan være selvhjulpne ved hjælp at ny teknologi?
Der bringes også et interview med jurist og konstitueret leder af Center for Ligebehandling af Handicappede Ane Esbensen. Hun påpeger, at man med denne diskussion risikerer, at en markant udpegning af dette område som noget meget dyrt, får en afsmittende effekt på de afgørelser, der træffes. Lars Møller kommenterer dette med at sige, at han næsten kan høre på hende, at hun har det fysisk dårligt ved at skulle tale om det her. ”Man kan næsten se det komme sivende ud af højtaleren” siger han, hvorefter Dennis Nørmark kalder hendes udtalelser hykleri. Men tal fra Ankestyrelsen viser allerede, at Ane Esbensen på nogle punkter havde ret. Ifølge Ankestyrelsen fik 3898 personer tilkendt førtidspension i 1. kvartal 2010. Det er 4 pct. mindre end i samme kvartal året før.
Hvorfor inddrog man ikke handicappolitikere og brugerne de handicappede i panelet? Udsendelsen blev umådeligt ensidig, fordi de tre paneldeltagere stor set bekræftede hinanden. Der var ingen til at udfordre dem eller anfægte studieværtens forargelse og fordomme.
Det er også værd at bemærke, hvad man ikke diskuterer. Åbenrå-borgmesteren Tove Larsen nævner handicapridning som en service, hun ikke synes, forældre til handicappede burde have krav på. Der er lidt forkælelse i det, hævder hun. Og paneldeltagerne i radioudsendelsen tilslutter sig hendes synspunkt. Nu er det bare sådan, at handicapridning ikke er en fritidsaktivitet, men træning af muskler og balance på linje med fysioterapi. Der tales meget om de stressede børnefamilier i vore dage. Men forestil jer en familie med et handicappet barn, som skal til fysioterapi, handicapridning, lægekonsultation. kontrolbesøg på hospitalet m.m.m. Er det forkælelse, hvis de gerne vil aflastes lidt? Er der mon ikke tale om en investering, som skal sikre, at barnet på længere sigt kan klare sig selv og endda blive en ressource for samfundet?
En analyse af de kommunale udgiftsstigninger udført af konsulentfirmaet Deloitte finder, at udgifterne bl.a. stiger, fordi lønninger til vikarer stiger, fordi ressourcer til ledelse og omstrukturering stiger, og fordi udgifterne til køb af pladser i andre kommuner stiger. Det sidste kunne tyde på, at visse kommuner forsøger at lukrere på de handicappede ved at skaffe sig indtægter fra nabokommunen.
I radioudsendelsen diskuteredes heller ingen eksempler på urimelig behandling af mennesker med handicap som f.eks. den kørestolsbruger, der ikke kunne ind i retsbygningen på Frederiksberg og derfor i vinter blev tvunget til at holde retsmøde på gaden i hård frost.
Radiopanelet diskuterede ikke FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap og de kollektive rettigheder, som handicappede dermed har fået. Den siger bl.a., at mennesker med handicap har samme menneskerettigheder som alle andre. Hvis f.eks. mennesker med funktionsnedsættelse har kvalifikationerne til at gennemføre en uddannelse eller bestride et job, må de ikke stilles ringere end andre. Så hus forbi Lars Møller. Du kan ikke blive operasanger, fordi du ikke har de faglige kvalifikationer til det.
FN’s handicapkonvention siger i indledningen, at handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet. Det er med andre ord barrierer i samfundet, som hjælpen til handicappede skal kompensere for. Problemet tilgængelighed blev ikke diskuteret i omtalte udsendelse. Hvis bare helt basale problemer som tilgængelighed til sundhedsklinikker og offentlige bygninger var i orden, kunne der spares rigtig mange penge på transport af mennesker med funktionsnedsættelse.
Formand for Dansk Handicap Forbund Susanne Olsen har i et indlæg i JP rakt hånden frem til oberst Lars Møller, og opfordret til at alle mennesker med handicap sammen bør kæmpe for, at systemet bliver i stand til at løse de opgaver, som Danmark faktisk har forpligtet sig til. Det må da være bedre at stå sammen end at slås indbyrdes om politikernes gunst. Lars Møller har mig bekendt ikke ulejliget sig med at svare på denne positive udmelding.
De fleste ordentlige danskere har efterhånden forstået, at det er problematisk konstant at hænge indvandrere ud som de ansvarlige for al Danmarks dårligdom. Derfor ser det ud til, at vi nu skal se en ny gruppe udpeget som syndebukke, nemlig mennesker med handicap. Forestil jer Lars Møller sige, at hans soldater ikke skal vente i samme kø, som ”indvandrer Hassan” og ”ham der har sprængt sit ben af i forsøg på at fremstille en bombe”. Han ville vide, at det var politisk ukorrekt. Men at tale nedværdigende om mennesker med handicap er altså nu blevet OK.
Med ratificeringen af FN’s handicapkonvention har Danmark forpligtet sig til bl.a. at skabe forståelse for de rettigheder, der tilkommer personer med handicap, og fremme en positiv holdning til og større samfundsmæssig bevidsthed om personer med handicap (artikel 8). Omtalte radioudsendelse og politikernes seneste udmeldinger gør lige det modsatte.

Claus Damsgaard

Medicinering med psykofarmaka er løsningen for mange. Men der altid en bagside ved virkningerne. Bivirkninger er ikke små. Beskæftigelse af de 50%
psykisk syge, som traditionelt kaldes skizofrene, kan KUN VÆRE ALTERNATIV, og misbrug af stoffer, alkohol, medicin og enkelte andre midler er nok det største problem ved den nødvendige aktivering. Og førtidspension burde opfattes som borgerløn.Psykiatere er ikke så talrige at det kan lade sig gøre, psykologer heller ikke og sygeplejesker er ikke kompetente i psykiatrisk behandling.

Peter Lauritzen

Tak til Kaare Fog for et meget nøgternt og relevant indlæg, og et stort åh nej, har vi sagt ja til endnu en idiotisk konvention.

Mette Hald Hundewadt,
Tak for dit indlæg, der giver et meget relevant billede af debatniveauet i JP og det påvises ganske klart, at der er sket en brutalisering i retorikken: Løjtnant Lars Møller er da venlig nok til at erkende, at der skam ikke er tale om en nazitysk holdning til handicappede!

SS var som bekendt berygtet for at føre et særdeles brutalt og svulstigt sprog. Den danske højrefløjsretorik er derimod ofte mere bondesnu og tvetydig, grænsende til det nederdrægtige.

Dorte Sørensen

Tak til Mette Hald Hundewadt for det indlæg. Det er desværre ikke første gang Mikkel Krause har et meget ensidigt sammensat ”panel” ( og så kritiseres DR ustandseligt for at være ”røde lejesvende” det er helt vanvittig)
Derudover er fejlen sket ved Løkke Rasmussens Strukturreform, hvor disse større opgaver blev flyttet fra de gamle amter over på den enkelte kommunes skuldre. Herved blev opgaverne uoverskuelige for kommunerne samt megen af den viden , som de gamle amter havde oparbejdet forsvandt op i den ”blå luft”.
Mit råd samle disse opgaver i regionerne eller lad staten overtage disse .opgaver. Hvis regionerne skal have opgaverne tilbage så indfør en skat til regionerne så ansvar og økonomi IGEN kan følges ad i regionerne.

Claes Pedersen

Man må kun håbe Kirsten Nissen aldrig kommer styre Danmarks ¢konomi, og inde for Handicap området er der mange bruger organisationer, der ikke kan tænke over egen lille verden og de offentlige skatte kroner skal bruges med fornuft.

Samt er Pædagogernes Landsorganisation ogå interesseet i at skabe job til deres egne medlemmer, uden de udviser det mindst ansvar for landes ¢konomi.

Samt er det meget dårlig idet når bedskærringer går ud over at vedligeholde og udbygge vores vejnet, samt er det område hvor mange uden uddannelse netop kan få et normalt arbejde.

Det er heler ikke rimeligt mennesker med psykiske problemer i det danske samfund skal have lov til få 5 b¢rn, når de ikke er stand til tage vare på dem og det offentlige, så skal tage over.

Men ellers vil det helt klart være det bedste for Danmark, vi demokratisere det psykiatrieske behandling system med folkevalgt kammer under vores folketing, der har det overordnet ansvar for hvordan vi indretter vores behandling system til gavn for de mennesker der svært i livet og også en diskution om hvordan vi bedst bruger skatte kroner.

Og det ganske enkelt ikke rimeligt der bruges så mange penge på behandling af overvægtige, der i en del år har været inden for vores behandling system, og bare har fået lov at sætte uden fysisk oaktivitet.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

martin sørensen

jeg citere bare dette digt som der nu er mere aktuel en nogenside.

Martin Niemüller (1892 – 1984):

Først kom de for at hente kommunisterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at hente socialdemokraterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke socialdemokrat.
Så kom de for at hente fagforeningslederne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsleder.
Så kom de for at hente jøderne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde.
Da de kom for at hente mig,

Henrik Andersen

Politikere som foreslår tvangsmedicinering er da ikke noget nyt, det har da altid været en udvej på et problem, men vi har altid som danskere været imod den slags. det næste skridt er måske tvangs sterilisering af politikere så de ikke kan påvirke den næste generation?

Med hensyn til de store beløb, ja der kan sikkert spares en del, men det har et behov for en meget langsigted politik hvis man vil opnå en besparelse og dette bør ikke ske på bekostning af hverken den ene eller den anden gruppe i samfundet.

Kære politiker når du har erfaring fra en institution som er så dyr at den må nævnes så kom dog med nogle konkrete realistiske spareforslag, ikke kun hvor meget nogle få ( Næsten det samme antal som vi har i folketinget) mennesker koster. Hvem mon er de dyreste?

Borgmestre er også mennesker og de kan en dag finde dem selv i en situation hvor de er handicappede, vi alle kan, men der ikke nogle som ønsker dette for dem selv, så lad os alle dele den såkaldte økonomiske byrde.

Per Jongberg

Giv OVK nok et godt valg, så skal de nok komme med en "endlosung" på også det problem.

Olav Bo Hessellund

@Niklas Monrad:

”Det er vigtigt at fastholde rimelige perspektiver i enhver debat, lade mennesker udtrykke deres tvivl og bekymring, ellers ender alt i hade billeder, skyttegravskrig og splittelse af samfundet og det er der ingen der har glæde af (måske med undtagelse nogle få psykopatiske elementer).”

Det er måske Lars Løkkes karakteristik af oppositionens økonomiske politik som ”landsskadelig”, du her tænker på?

Marian B. Goldstein

Claus Damsgaard: Psykofarmaka er løsningen for et samfund og pårørende, der ikke ønsker at blive gjort ansvarlige. Og det er mange mennesker, ja. Imidlertid er psykofarmaka ikke løsningen for "psykisk syge" mennesker selv. Psykiatrien indrømmer selv, at psykofarmaka ikke kan helbrede nogen "psykisk sygdom".

Hvor har du de 50% fra? Her i Danmark, som i de fleste vestlige lande, ligger kronikertallet for med "skizofreni" stemplede mennesker på 100%. ICD-10 betegner "skizofreni" som en kronisk hjernesygdom, og ifølge statistikkerne opnår kun ca. 20% en grad af recovery, der tillader et liv uden psykofarmaka, med uddannelse/arbejde, osv. Resten, altså ca. 80% ender som førtidspensionister, eller allerhøjst med fleksjob.

I Vestlapland er billedet et noget andet: 85% med "skizofreni" respektive "psykose" stemplede kommer sig, kan leve uden psykofarmaka, og gennemføre en uddannelse, respektive arbejde på fuldtid. Arbejdsløshedsraten blandt disse eks-"skizofrene"/-"psykotikere" ligger faktisk lavere, end den blandt almenbefolkningen. Hvilket kunne tyde på, at personlige kriser, aka "skizofreni"/"psykose", kan have en konstruktiv effekt for den enkelte, såfremt den enkelte får hjælp til at overkomme dem. I stedet for piller. Åben Dialog-tilgangen, der prakticeres i Vestlapland, anvender psykofarmaka kun undtagelsesvis, og i meget lave doseringer.

Åben Dialog er umiddelbart ikke nævnværdigt dyrere, end vores hospitalspsykiatri, da indlæggelse som regel ikke er nødvendigt, og da forbruget af ekstremt dyre medikamenter er minimal. I det lange løb er Åben Dialog betydeligt billigere for samfundet, da de fleste som nævnt bliver selvforsørgende og hverken har behov for livslang "behandling" med psykofarmaka, eller for diverse ikke-psykiatriske lægetjenester som følge af disse psykofarmakas bivirkninger.

Interessant læsning angående psykofarmakas kronificerende og invalidiserende virkning: Robert Whitaker, Anatomy of an Epidemic.

Bortset fra det, forstår jeg ikke rigtigt din kommentar her. Jeg har ikke set det fremgå nogen steder, at de primært her omtalte mennesker skulle allesammen være "skizofrene". Jeg undrer lidt, om det er mediernes massive dæmonisering (apropos... ) af "de skizofrene", der lader også dig konkludere, at "farlig psykisk syg" må være ensbetydende med "skizofren". Alle mennesker kan blive voldelige. Og en psykdiagnose er ikke nogen forklaring på, hvorfor et menneske reagerer voldeligt.

kaare jepsen

En stor tak til Mette Hald Hundewadt!
Tak for et godt indlæg, som desværre siger alt om, hvilket niveau debatten om handicappede befinder sig på.
Som handicapfamilie i dagens Danmark er man på hårdt arbejde. Vær sikker på det!
Det er på en måde forstemmende at læse de indlæg i debatten som gør sig kloge på udgiftsniveauet, ressourcetildeling m.m. på dette område.
Undskyld mig, men I ved tilsyneladende ikke, hvad det vil sige at være nødt til at skulle bede om støtte og ressourcer fra det offentlige.
Og tag så lige og læs Mette Hald Hundewadt´s indlæg igen. Kloge ord!
Faktum er, at kommunerne gjorde en kæmpe fejl, da de sagde ja til at overtage specialskoler m.m. Det betaler vi for i dag!