Baggrund
Læsetid: 3 min.

'Nu skal du til Københavns Guantánamo'

De beskikkede advokater fremlagde i går erklæringer fra personer, der blev friheds-berøvet 12. december sidste år. Det er enslydende fortællinger om betjente, der brugte trusler, fysisk afstraffelse eller var ligeglade med demonstranter, der intet forkert havde gjort
Der var flinke betjente, da demonstrerende blev anholdt 12. december under COP15-topmødet, men det var bestemt ikke normen, ifølge de vidneudsagn, der i går blev læst op under COP15- retssagen.

Der var flinke betjente, da demonstrerende blev anholdt 12. december under COP15-topmødet, men det var bestemt ikke normen, ifølge de vidneudsagn, der i går blev læst op under COP15- retssagen.

Bax Lindhardt

Indland
18. juni 2010

Da svenskeren Frederik Rubin - efter at være administrativt frihedsberøvet og have siddet futtog i timevis på den iskolde Amagerbrogade med armene fastgjort på ryggen med strips - endelig blev løftet op i en bus for at blive kørt af sted til klimafængslet i Valby, sagde en grinende dansk betjent:

»Nu skal du til Københavns Guantánamo.«

Svenskeren var en af meget få tilskuere, da advokat Knud Foldschack i går i COP 15 retssagen dokumenterede 59 erklæringer fra sine klienter, der sammen med knap 200 andre har søgt om erstatning fra Københavns Politi for uberettiget frihedsberøvelse.

I erklæringen fra en anden anholdt, Emil Bæk Henriksen, hørte retten om, hvordan en fængslet polsk demonstrant, der sad i en bus med armene strippet på ryggen, fik en lussing af en betjent, fordi han havde spyttet efter en anden betjent. Den lussingssmækkende betjent havde nægtet at oplyse sit navn og tjenestenummer eller navnet på sin overordnede, selv om hele bussen med den rødkindede polak omgående protesterede.

En tredje anholdt, Kasper Weber Hansen, blev på et tidspunkt revet ud af bussen og fik den ene arm vredet kraftigt om og gentagne gange hamret kroppen ind i bussen, fordi han trods sine strips havde set sit snit til at tage en bid af et æble, der havde ligget på bussædet ved siden af ham.

»Blev derefter sat tilbage i bussen og så ikke andet til betjenten end hans hånlige grin og attitude, når han gik og drak vand, spiste og røg cigaretter lige udenfor bussen,« fortsatte erklæringen fra Kasper.

Flinke betjente, men ...

Adskillige masseanholdte demonstranter havde også oplevet flinke betjente, der havde forsøgt at slække på alt for stramme strips eller givet anholdte mulighed for at tisse. Men hovedparten af de betjente, der blev beskrevet, fremstår som alt andet end flinke. I den ene erklæring efter den anden berettes om, hvordan betjente enten brugte tæv eller trusler om tæv, hvis ikke de var ligeglade, hånende eller direkte ydmygende, når tissetrængende og frysende anholdte forsøgte at komme til at sidde lidt mageligere, at få løsnet lidt på stripsene, så de ikke fik kramper i arme og skuldre, bad om at komme på toilettet eller om en tår vand.

Et enkelt erindringsglimt fra en mindreårig anholdt, Oliver Jessing, tegner situationen, som den i går blev skildret: En mand, der sad bag Oliver i futtoget, skulle tisse. Adskillige gange bad manden pænt politiet om få lov til det uden at få svar. Det lykkedes Oliver at få en betjent til at tage en vandflaske fra hans rygsæk. Den kunne den tissetrængende bruge, foreslog Oliver. Betjenten hældte først vandet ud og stillede så den tomme flaske mellem buksebenene på den tissetrængende demonstrant og gik så. Manden havde armene strippet på ryggen og måtte derfor efter yderligere tid pisse i sine bukser.

En femte anholdt, Helena Bothelho Jørgensen, noterede, hvordan betjentene generelt favoriserede anholdte piger frem for ditto drenge: »Jeg synes, jeg blev behandlet væsentligt bedre end drengene, bl.a. sad jeg anden forrest i rækken, og der var et stort mellemrum mellem mig og pigen foran mig, så der var plads til at strække benene lidt. Drengene, der sad forrest i rækken ved siden af, blev hele tiden løftet og skubbet bagud, hvis de prøvede at gøre det sig mere behageligt,« læste Foldschack fra hendes erklæring.

Ingen så uro

På anholdelseskortene for hver enkelt frihedsberøvet var der fotokopieret følgende tekst: »Sort blok udskilt fra demonstration«

En samlet opgørelse for de 59 klienter viste ifølge Foldschack, at generelt havde ingen af de anholdte set uro eller voldsomheder forud for masseanholdelsen. Kun få havde fået oplyst årsagen og tidspunktet for deres frihedsberøvelse. Gennemsnitligt sad de frihedsberøvede i tre timer på den iskolde Amagerbrogade. To tredjedele havde haft strips på i mere end seks timer. De fleste var blevet benægtet en tår vand i et tidsrum fra fire op til otte timer, mens en tredjedel var blevet nægtet mulighed for at tisse i mere end tre timer. Bortset fra en enkelt havde alle fået afslag på kontakt til pårørende eller advokat.

Retssagen fortsætter næste torsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Håber at denne retssag vil giv en bedre undervisning i forståelse og korrekt behandling af tilbageholdte. Hvorfor fik politiet ikke et sådan påbud samtidig med, at Folketinget gav politiet tilladelse til forebyggende og vilkårlige tilbageholdelser.

Marianne Mandoe

I dagens Danmark er politiet at betragte som ufejlbarligt.
Sammenligner man os med resten af Skandinavien så bliver langt flere borgere tævet, såret og dræbt af politiet i Danmark.

Men politiet er stadig ufejlbarligt.
At en domstol, uanset hvad dommen må komme til at lyde på, skulle kunne ændre det er usandsynligt.
Og det vil vedblive at være usandsynligt lige så længe politiets magtbeføjelser bliver udvidet og støttet politisk.

Dorte Sørensen

Marianne Mandoe
Når du nævner politiets ufejlbarlighed, så hørte jeg i P1-morgen at en betjent, der skød en flugtbilist er blevet frikendt og vil nu lægge sag mod de journalister, der skrev dårligt om ham . Politiforbundet bakker ham op og siger at betjente skal ikke finde sig i hvad som helst.

Lene Timmermann

Politiledelsen udviser stadigt større accept af forråelse og brutalitet i politiets rækker. Men det er der jo også givet politisk mulighed for med vedtagelse af div. terrorlove, lømmelpakke og stadige stramninger, samtidig med at politiet mange steder er blevet mindre effektivt - og dermed mere stresset - pga af politireformen.

Lene Timmermann

Der findes mange flinke og ansvarlige betjente (selv om det måske ikke er dem, der er flest af på den slags opgaver), men de har formentlig ikke meget at skulle have sagt i egne rækker. Det er en stor fejl, at nærpolitiet bliver sparet væk de fleste steder, for det er nemmere at forstå en persons handlinger, hvis man er godt kendt med personens miljø, så man ikke så let forfalder til råhed og brutalitet.
Hvad gør vi for at undgå at Danmark bliver til en sand politistat?
Det er formentlig bedst at begynde oppefra - dvs. en etisk forsvarlig politisk ledelse af landet (det kræver ihvertfald et valg!). Det skulle gerne påvirke politiets ledelse osv.
Medierne er meget nødvendige - de må gerne holde op med at fordumme samfundslivet med selvforherligelse.

Niels Mosbak

Dorte Sørensen

Det der er foregået omkring demonstranternes "underbringelse" som man kalder det - altså at anholdte skal beskyttes mod offentlighed, have mulighed for toilet besøg, mulighed for at underrette pårørende og advokat, og ikke skal være iført strips i flere timer, samt slutteligt ikke skal sidde på iskold asfalt i flere timer, er ganske almindelig børnelærdom på politiskolen.

Det skal ikke foregå på den måde det skete ved COP 15, det turde være indlysende for enhver - også Per Larsen - der er øverste ansvarlig for svineriet!
Hvis man ikke har midler nok til at underbringe en så stor menneskemængde - så må man simpelthen lade være med at anholde dem, og da især set i lyset af, at der tilsyneladende ikke er nogen straffesager iblandt.

Der er anholdt en mindreårig Oliver - hvorfor er han ikke løsladt straks når dette konstateres - han er jo ikke sigtet for noget?

Og så den sidste del af det:

Det burde indskærpes - og mere end en gang - at det er ikke politiets opgave at straffe - den ret tilhører domstolene.
Derfor skal politifolk med løse hænder ikke rende rundt og slå på anholdte, der med hænderne på ryggen i strips er værgeløse.
Det er grov vold, der tangerer mishandling!

Det hører simpelt hen ingen steder hjemme og er en uskik, der bør slås ned på fra politiledelsens side så såre man erfarer, at det har fundet sted.
Og det kan sagtens lade sig opklare, skulle jeg hilse at sige - man har foto af samtlige politifolk i landet, og man har oversigt over hvilke delinger der laver hvad, hvornår.

Og så lige den indledende kommentar, der så ikke kan forarge mig - den med Guantanomo - det er almindelig "værkstedshumor".

Jeg erindrer en god kollega, der i forbindelse med balladen om byggeren, blev antastet af et ungt par, der ville vide hvad der foregik.
Kollegaen sagde så: "der er lidt rock i synagogen".

Det kostede ham en klagesag, og en tur på gulvtæppet hos Poul Eefsen, idet den ene af de unge var jøde...

Dorte Sørensen

Niels Mosbak
Tak for din gennemgang Men med de beskrivelser kan det godt se ud som flere politifolk og deres ledelse kunne trænge til at genopfriske deres ” almindelig børnelærdom på politiskolen.”

Peter Jensen

Jeg forudser at politi-folk om ganske få er er nødsaget til at bo på politi-kaserner .. For eftersom Domstolene helt klart ikke vil beskytte os mod disse volds-psykopater og trække en streg i sandet må vi jo selv gøre det .

Frej Klem Thomsen

Det er en litmus-test på retsstaten, i hvilken grad den er i stand til at begrænse og disciplinere den udøvende magt. De senere års eksempler på Danmark viser desværre med al ønskelig tydelighed at der er et godt stykke vej til en egentlig retsstat. Hvis der havde været en sådan var der for længst ikke blot rullet hoveder men indledt strafferetslige sager mod de relevante personer i denne misere.

det er indoktrineringen af at der er en eller anden ekstrem terrortrussel som gør at nu har politiet lært nye metoder og fået nye beføjelser, og alt det pumpen under terrortruslen i medierne, selvom den er relativ lille, så er det som om at standarden for hvad man må og ikke må som betjent rykket sig(i betjentens hoved) imens verden omkring dem forbliver nogenlunde ens, derfor de hårde metoder, jeg kender til en sag fra et andet skandinavisk land hvor der var en gruppe betjente som havde været på et 'anti-terror' kursus, den ene betjent på weekend patrulje i nattelivet støder på en meget fuld og lidt voldelig mand som han vil pacificere og bringe i detentionen af gode grunde men bruger disse hårdhændede metoder han havde lært på kurset, med det resultat at manden døde,.. spørgsmålet er om grænsen ikke skal rykkes tilbage, for normale mennesker på gaden til en demonstration skal ikke behandles som livsfarlige toptrænede terrorister for det er de ikke, de er folk som har rettigheder, dem kan ingen grundlovs stridende terror-(u)lov tage fra dem/os,.. glem ikke det.

.. eller grundlovs stridende lømmelpakke som egentlig bygger lidt på kompromis løsheden i antiterror loven