Læsetid: 7 min.

'Det er ligesom en dobbelt straf'

34-årige Michael er en af de krigsveteraner, der har levet på hjælp af private støtter. Københavns Kommune har sendt ham til alt fra Mændenes Hjem til et psykiatrisk værested for misbrugere og har nu frataget ham kontanthjælpen for anden gang. Kun på grund af Soldaterlegatet er Michael ikke blevet smidt ud af sin lejlighed igen
34-årige Michael er en af de krigsveteraner, der har levet på hjælp af private støtter. Københavns Kommune har sendt ham til alt fra Mændenes Hjem til et psykiatrisk værested for misbrugere og har nu frataget ham kontanthjælpen for anden gang. Kun på grund af Soldaterlegatet er Michael ikke blevet smidt ud af sin lejlighed igen
2. juni 2010

Det var Michael, der ringede hjem, da kammeraten kørte på en pansermine. Michael skulle selv have kørt bilen, men havde fået et maveonde, så kammeraten tog hans tørn. Nu var han død, fortalte Michael kammeratens forældre.

Michael tog til Doboj i Bosnien i januar 1996 som spejder i Den Danske Bataljon. De var hold 1 i den nye NATO-styrke, der skulle sætte en stopper for den bosniske borgerkrig. Michael var 20 år gammel og havde selv meldt sig. Det var ønsket om at gøre en forskel, der drev ham, fortæller hans mor, Vivi Jensen. Selv var hun og hans far imod, men demokrati og frihed kommer ikke bare ind af brevsprækken, sagde han til dem.

Vivi fortæller sin søns historie, mens hun spejder ud af vinduet i kolonihaven. Hun og Information har forsøgt at få Michael til selv at lade sig interviewe, men uden forklaring er han blevet væk. Således også i dag.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Kaarup

Det er grundlæggende for enhvert samfund der bygger sin vækst på kolonisme, besættelse og erhvervslivets indtjeningsmuligheder, at udgifter skal minimeres.
Det er den eneste måde at skaffe lav risiko-vækst på år efter år efter år efter år.
En af konsekvenserne er den usle behandling af alle de frivillige selvmordskandidater, de såkaldte soldater, der falder for regimets floskler om at bringe humanisme, demokrati, fri ytringsfrihed til "den trejde verden" m.v.
Eftersom de frivilige har gjot deres arbejde for at sikre indtjeningsmulighederne for erhvervslivet er de ifølge samtlige økonomiske modeller aldeles værdiløse for virksomheden. Og derfor skal deres behandling ikke "snylte" på de offentlige midler, dvs. de penge skatteyderne skal betale tilbage til erhvervslivet gennem statsstyret overførsler (private banker, private hospitaler, private musikdistributører, private rederier o.s.v.)

Nu går samtalen oftest på at "hvis de frivilligt ofrer livet for Danmarks sag..." - bemærk nationalismen - "...så skylder vi dem en værdig behandling efterfølgende"

Ser vi bort fra de åbenlyse fejl i den erklæring og at staten opnår den bedste kostnytte-effekt (for befolkningens ve og vel) hvis de forebygger arbejdet og gør det militærdeltagelse strafferetsligt ulovlig, så har argumentet lidt vægt.

De burde tilvaretages - om ikke andet - så fordi vi (kalder os selv for)/er humanister. Mennesker der har været ofre for krigens gru, tortur, voldtægter, lemlæstelser o.s.v. - hvad enten det er overlevende for systematisk propaganda som medfører soldater"tjeneste" der i sin tur indebærer timelange hjernevaskning af sunde fornuftige mennesker til de ikke længere er danskere, men små USA/Israler/Talibankopier.
Det er vigtig at forstå den sindsyge de er blevet udsat for, og som kræver langvarig behandling efterfælgende, hvis de nogensinde skal indgå i et voksent rationelt medmenneskeligt samfund. Lakmustest om deres sindsyge kan iagttages overalt hvor ubehandlede soldater går rundt og ytre deres, egl. de involverede aktionærers, vrangforestillinger og vildfarelser.

Uanset om årsagen til deres sindsyge skyldes de ulttraliberalistiske kryptofascitstiske sociopatiske partier såsom Venstre, De konservertive, eller Dansk Folkeparti har vi som samfund en skyldighed at sikre medmenneskelig ærbar ordentlig behandling af samfundets allersvageste; ofrene for erhvervlivets seneste indtjeningsmulighed (også upåagtet at titlen som samfundets laveste kaste veksler imellem illegale kvindelige muslimer og soldater).

Martin Kaarup

Samfundets anden skyldighed er at vælte regimet og retsforfølge de ansvarlige krigsforbrydere, hvoraf de største er Lars Løkke Rasmussen, Per Stig Møller og såklart den ubestridte krigsherre Anders Fogh Rasmussen.
De bør sendes afsted til Irak, hvor en yderst villig retssystem har begæret deres udlevering.

Søren Kristensen

Problemet er at Forsvaret ikke i deres glitrende reklamefremstød for at rekrutere nye unge oplyser om risikoen ved "jobbet". Krig er jo også en slags hårdt stof: Ved siden af billedet af en veltrænet Rambo på mission med kammeraterne i noget der ligner et computerspil og med underteksten: - Du får helt ny venner og sociale kompetancer, burde der være et af Michael, med teksten: »Han bliver mødt med mistro og betragtet som en bums, der bare skal tage sig sammen. Men bare rolig det kommer ikke. Det gør juleaften til gengæld.

Peter Jensen

Efter 9 års borgerligt diktatur er social-loven nu indrettet på den måde at dens hoved-formål er at få folk til at holde sig væk .
Det er tilsyneladende et meget vigtigt signal der sendes om at folk bare skal tage sig sammen .
Hvorfor skulle det ikke også gælde for dem der synes det er smart at deltage i krige ?
Og jeg kan egentlig godt forstå hvis kommunerne ikke er specielt begejstrede for at Staten tørrer lige præcis denne regning af på dem .

Ulf Melgaard

På en varm augustdag i 1997 mødte jeg Michael første gang til et RUS-arrangement for nye jurastuderende på Københavns Universitet.

Vi klingede godt og faldt hurtigt i snak om politik, historie, litteratur og en masse andre spørgsmål, som Michael viste sig at have en enorm viden om. Vi blev læsemakkere på hele bacheloruddannelsen og skrev de større opgaver sammen undervejs. Sideløbende var vi studenterpolitisk aktive i samme forening og tog på studieture sammen til Bruxelles og Riga.

Jeg kan roligt sige, at Michael uden sammenligning er en af de aller dygtigste jurastuderende, jeg har stiftet bekendtskab med. Han fangede lynhurtigt selv komplekse juridiske problemstillinger, argumenterede og skrev klart, og han har et af de mest imponerende karakterblade på bachelorudannelsen, jeg har hørt om.

De sidste år vi læste sammen blev Michael i perioder væk fra studiet. Nogle gange en uge, nogle gange flere. Han er en privat person med stor integritet og gav ikke mange forklaringer. Han talte sjældent om sin soldatertid, kun sent på aftenen efter festligt lag, hvor han ud på de sene timer kunne berette om meget ubehagelige episoder. Det kom i små bidder og kom i en form, så man vidste, at man ikke skulle stille mange opfølgende spørgsmål.

Efter bacheloruddannelsen tog jeg til udlandet for at læse, men havde fortsat kontakt til Michael. Havde indtryk af, at han i perioder faldt helt ud af uddannelsesforløbet og begyndte (mange år efter udsendelse) at tale om, at det måske kunne være pga. posttraumatisk stresssyndrom.

Siden har jeg set ham med mellemrum. I perioder giver han ikke lyd fra sig. I andre perioder går det godt, og vi kan mødes. Jeg har aldrig før set en samlet fremstilling af hans oplevelser som den, der beskrives i Informations artikel. Mange ting giver bedre mening nu. Jeg vidste ikke, at det havde været så slemt i mange perioder. Helt absurd virker behandlingen af hans sag hos Københavns Kommune, som han har beskrevet ved et par af de seneste lejligheder, hvor vi har mødtes. Kommunen har ikke villet give revalidering til færdiggørelsen af hans juridiske studier, men har foreslået, at han kunne blive SOSU-hjælper, for dem mangler man. Hans juridiske evner taget i betragtning er det absurd. Sikken et spild.

Vi var fire fyre i vores læsegruppe. En er nu i Justitsministeriet. En er juniorpartner hos et større københavnsk advokatfirma, og jeg er ansat i Udenrigsministeriet. Michael var den dygtigste af os, og han kæmper fortsat med at få lov at gøre sine studier færdige under vilkår, hvor der tages hensyn til de mén, han har pådraget sig af at tage en udsendelse, da hans regering bad ham om det. Han var gruppefører for danske soldater i det tidligere Jugoslavien på et tidspunkt, hvor der på disse kanter netop var begået de grusomste krigsforbrydelser og etniske udrensninger siden anden verdenskrig.

Hvad der er sket siden kan kun beskrives som en uværdig behandling af en person, der fortjener tak for indsats og mulighed for at få udbytte af sine fremragende evner. Jeg håber så inderligt, at Københavns Kommune læser Information.

(dette bidrag til debatten må - om muligt - meget gerne også bringes i den trykte avis)

Heinrich R. Jørgensen

En sørgelig historie, om et talentfuldt og ansvarligt menneske, der har gjort sig fortjent til alt anden end den fornedrelse og uopmærksomhed, han er blevet tildelt fra officiel side.

Hvis man får stress, eller PTSD, er der ikke én som person der har fejlet, eller har en skrue løs. Tværtimod, fremkaldes stress netop af, at man undertvinge helt naturlige handlemønster, såsom at skjule sig, flygte eller slå igen når man er truet Det er jo snarere de personer, der er i stand til at lade deres intellekt underkue de naturlige instinkter, der er aparte.

Får nogen stress, er der som regel arbejdspladsen der har fejlet, ved at stille den ansatte i en usikker og uholdbar situation, med urimelige og uacceptable arbejdsopgaver og forventninger.

Der er dybt tragisk, at en person som "Michael" er blevet så ødelagt og invalideret, når det formodentlig drejer sig om en person, der grundlæggende var mentalt sundere end langt de fleste. Hans eneste fejl er muligvis, at han troede, at hans mentale styrke kunne få lagt låg på traumer o.a., og troen på at symptonfrihed betød at man havde lagt traumer bag sig, og var rask. En strategi, der vist ikke lader sig gøre...