Læsetid: 3 min.

Regeringen vil underbetale udenlandske kandidater

Udlændinge med en dansk universitetsgrad skal kunne aflønnes lavere end danske kandidater, foreslår regeringen. Det skal gøre det nemmere for nyuddannede udlændinge at blive i Danmark, men forslaget vil også udhule de danske lønninger, advarer fagforeninger
1. juli 2010

Hvis du var arbejdsgiver, hvem ville du så vælge: en dansk nyuddannet økonom fra Copenhagen Business School til 35.600 kr. om måneden, eller hans ukrainske klassekammerat fra samme uddannelse til 25.000 kr. om måneden?

Det spørger de sig selv om i DJØF oven på et nyt forslag fra regeringen om at nedsætte minimumlønnen for nyuddannede udlændinge i Danmark.

»Man øger konkurrencen på lønnen frem for kvaliteten, og det er kun i arbejdsgivernes interesse,« siger Lars Munck, der er arbejdspolitisk chef i DJØF, der organiserer jurister og økonomer.

Regeringens forslag kommer som led i en ny plan for at trække mere international arbejdskraft til Danmark, men lige præcis denne del af planen tager flere fagforeninger afstand fra.

Når udlændinge afslutter en lang videregående uddannelse i Danmark, har de hidtil skullet tjene 375.000 kr. om året, hvis de fortsat ville have opholdstilladelse. Nu vil regeringen sænke det beløb til 300.000 kr. om året - det svarer til 25.000 kr. om måneden.

Det er alt for lidt for de kvalifikationer, man har som akademiker, siger formand for Dansk Magisterforening (DM), Inger Stage, der mener, forslaget også vil få konsekvenser for de danske kandidater.

»Man kan frygte, det her kommer til at presse den startløn, som alle nyuddannede kan forvente. Specielt i en ledighedsperiode er nyuddannede helt vilde for at komme i gang, og det ved vi, nogle vil forsøge at udnytte,« siger Inger Stage.

Maksimumløn

Problemet er, at en fastsat minimumløn hurtigt bliver til en de facto maksimumløn, da arbejdsgiverne kan bruge beløbet til at presse de nyuddannede, forklarer arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

»Det er der erfaring for, og derfor er det dumt at sætte lønsatser,« siger Flemming Ibsen, der også undrer sig over regeringens timing midt i en lavkonjunktur.

Både DJØF og DM påpeger det usædvanlige i, at regeringen på denne måde blander sig i aftalesystemet, hvor fagbevægelsen og arbejdsgiverne selv forhandler sig på plads.

Inger Stage tror, at udefrakommende færdiguddannede vil føle sig fristet til at tage imod den lave løn for at få lov til at blive i landet, og ifølge Lars Munck fra DJØF er nogle virksomheder ikke sene til at udnytte situationen.

»Vi har set det tidligere, hvor nogle arbejdsgivere spekulerede i at importere billige økonomer fra Ukraine,« siger Lars Munck.

Arbejdsmarkedsordfører for de Konservative, Helle Sjelle, forsvarer forslaget med, at man bliver nødt til at rette blikket længere frem.

»Det tager nogen tid, inden ændringen kommer til at fungere, og jeg er ikke bange for, at vi bliver oversvømmet af udenlandske jurister. Det her er et forsøg på fremover at holde den veluddannede arbejdskraft i landet, som vi får brug for på sigt,« siger Helle Sjelle.

Svær kontrol

Helle Sjelle mener, at fagforeningerne må sørge for at få udlændingenes løn til at flugte med overenskomsterne, og hun får opbakning af Akademikernes Centralorganisation. Her er formand Erik Jylling nemlig positivt stemt over for forslaget.

»Selvfølgelig er vi opmærksomme på, om der sker social dumping, men det er bestemt ikke min forventning,« siger Erik Jylling.

Han mener, at den nye grænse passer bedre til lønniveauet på visse områder, og at fagbevægelsen må sikre, at udlændinge ikke bliver ansat på vilkår, der er ringere end danske statsborgere.

Men det kan blive svært at følge med i, hvis de nyuddannede udlændinge ikke er medlem af en fagforening, påpeger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.

»Hvis man har en tillidsrepræsentant på virksomheden, så er det let nok, men på det private arbejdsmarked er det ikke sikkert, man kan følge med i, hvad der foregår,« siger Flemming Ibsen.

Forslaget skal nu drøftes mellem partierne bag jobplanen, V, K, DF, RV og LA.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu