I sommeren 1975 henvendte en anonym mand sig til Station City under Københavns Politi. Han ville videregive oplysninger om ugentlige skydeøvelser i Nordsjælland med sovjetiske våben.
Fra sin datter, der gik på universitetet, havde manden nemlig hørt, at bl.a. teatergruppen Solvognen skulle havde modtaget våbnene, der blev opbevaret på noget, der hed Nebbelundegård i Nordsjælland. Her skulle skydeøvelser angiveligt finde sted hver søndag.
Station City orienterede omgående både PET og det lokale politi i Helsingør, der fik hjælp fra kolleger i Hørsholm. En lokal kriminalassistent fandt snart frem til, at gården måtte være den ejendom, som Sømændenes Forbund netop havde købt og indrettet til Tidens Højskole. Købet vakte lokal opsigt, fordi den ejendom, der tidligere havde været en institution for Mødrehjælpen, nu med midler fra danske skibsredere var blevet til en oprørsk højskole for matroser og ligesindede. Højskolen havde endog rejst en gevaldig Lenin-statue, der kunne ses vidt og bredt.
På den baggrund mente den lokale betjent, at rygterne »meget vel kunne passe«. Det blev behørigt noteret, at betjenten tilføjede, at han ikke ville »udelukke at notitsens indhold er rigtigt«.
Personoplysninger om de otte personer, der var tilmeldt adressen - en kok, kokkens familie, en folkepensionist og en højskoleforstander - blev derpå sendt til PET, hvor de har været arkiveret lige siden.
Poul Simonsen var forstander fra 1974-82. Han har nu af PET fået delvis adgang til nogle af tjenestens registreringer om den pågældende sag. Simonsen er dermed en af ganske få borgere, der har fået adgang til at se hidtil hemmelige PET-registreringer om sig selv, efter at sagen har været omtalt i PET-Kommissionens beretning. Som Information tidligere har omtalt, har i alt 45 personer søgt aktindsigt hos PET med henvisning til Kommissionens beretning, men kun en håndfuld har fået lov til at se noget som helst. Så vidt vides, er Simonsen den, der hidtil har fået mest at se.
Ifølge Simonsen drejer det sig om fem A4-sider, hvoraf 19 linjer er overstregede.
Vor mand i buskadset
I Nordsjælland tog Helsingør Politi det anonyme rygte om højskolen med de røde matroser og sovjetiske våben så alvorligt, at en lokal politimand flere søndage havde »været i nærheden af gården«, som kriminalpolitiet senere indberettede til PET. Ved ingen af de lejligheder havde der dog været »skyderi af nogen art«, og da »flere pålidelige kontakter« heller ikke havde hørt støj eller skyderi fra skolen, »kan det være tvivlsomt, om gården er den i sagen omtalte ejendom.«
Sidste notat i sagen, som Simonsen har set hos PET, er dateret 23. januar 1976. Her skriver en kriminalassistent fra Hørsholm, at han »ved fornyet henvendelse« til en kilde, hvis navn er overstreget, har fået oplyst, at denne de forløbne måneder ikke havde »observeret det mindste med hensyn til skydevåben«.
PET-Kommissionen gør selv opmærksom på, at den ikke i PET-arkivet har fundet oplysninger, »der kunne bekræfte historien om et illegalt våbenlager på sømændenes højskole.«
Simonsen har bedt om også at se, hvis PET skulle have registreret andre oplysninger om ham. Det føler han sig overbevist om, at PET har, fordi han i 1968 og senere i 1980'erne var medlem af både hovedbestyrelse og forretningsudvalg i partiet VenstreSocialisterne.
Det har PET afvist at give.
Den pågældende Leninstatue stod der ikke på det tidspunkt. Den kom senere til Arbejdermuseet i Rømersgade.