Analyse
Læsetid: 3 min.

Rohde handlede på egen hånd

Angrebet på Lene Espersen var ikke clearet med V-toppen
Angrebet på Lene Espersen var ikke clearet med V-toppen
Indland
23. juni 2010

»At gøre afskaffelse af EU's landbrugsstøtte til succes- kriterium for dansk EU-formandskab i 2012, som udenrigsministeren vil, svarer til at indkalde til topmøde på Mars. En tredjedel tør ikke komme, en tredjedel har ikke råd, og den sidste tredjedel ankommer - men kun for at se, hvem disse skingrende tossede danskere er. Formandskabet bliver tabt på gulvet - og der er langt ned fra Mars. Det er uanset holdning den politiske virkelighed.«

Sådan skrev Venstres EUparlamentsmedlem Jens Rohde ganske skarpt og vittigt forleden på sin Facebookprofil i en analyse af udenrigsminister Lene Espersens (K) planer for det danske EU-formandskab i 2012, som også Information omtalte på forsiden i går.

Meget tyder på, at Jens Rohdes analyse holder vand et stykke ad vejen. Der er stort set ingen EU-lande, der ønsker EU's landbrugsstøtte på 300 mia. kr. fjernet, mens lidt flere lande gerne vil diskutere en omlægning af støtten.

Ikke desto mindre har VK-regeringen ganske længe haft en neddrosling af støtten som målsætning, og det er i forlængelse heraf, at Lene Espersen tilsyneladende - og uden større betænkeligheder - planlagde at sætte spørgsmålet på dagsordenen for det danske formandskab, der først finder sted på den anden side af folketingsvalget om to år.

Minister sendt i byen

Det er imidlertid ikke planer, der forinden har været clearet hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Og i går eftermiddag - efter Rohdes angreb var blevet heftigt omtalt i alle øvrige medier - blev fødevareminister Henrik Høegh (V) i al hast 'sendt i byen' i en håbefuld brandslukningsaktion hos medierne med et præciserende budskab om, at regeringen først engang til efteråret tager stilling til, hvad der bliver regeringens målsætninger for EU-formandskabet.

Og så sørgede ministeren for at dele sol og vind lige, sådan at ingen af de stridende parter kunne blive fornærmede eller føle sig 'banket på plads'. Lene Espersen havde således ret i, at regeringen skulle fastholde det lange perspektiv, mens Rohde havde ret »i sit referat fra parlamentet«, lød de salomoniske toner fra Høegh.

Selv om at Rohde måtte have en pointe, så anser Venstres top mildest talt ikke hans angreb på udenrigsministerens formandskabsplaner som specielt hjælpsomt, og siden herværende blad bragte historien, har man måttet bruge tid på de indre linjer for at glatte ud over for en indimellem ret nærtagende konservativ regeringspartner. Rohde handler således helt på egen hånd og er på ingen måde sendt i byen af Lars Løkke, Claus Hjort eller andre, bedyrer man i V- lejren. Tværtimod hersker der nu hos Venstre en irritation over, at EU-parlamentarikeren vælger at profilere sig på de konservatives bekostning på et tidspunkt, hvor regeringspartneren i forvejen er i gerådet ud i dyb desperation, og hvor dets partiformands troværdighed og selvtillid efter Mallorcagate befinder sig på kælderniveau.

Hele Christiansborg og omegn er fuldt klar over, at den i forvejen synkefærdige VK-regering kan falde alene på grund af konservativ nedsmeltning ved folketingsvalget. Der er netop derfor hos V almindelig hovedrysten over, at Jens Rohde pludselig dukker op fra glemslen i Bruxelles, hvor han tilfældigt har hørt om udenrigsministerens planer for det kommende danske EU-formandskab, for derefter at give sig i kast med at sparke løs på en Lene Espersen i knæ. Formentlig kun ud fra det renfærdige motiv, at han synes, at udenrigsministerens planer er tåbelige.

Stort profileringsbehov

Man kan naturligvis også spekulere på, om Rohdes angreb er et udtryk for endnu en EU-parlamentarikers kroniske profileringsbehov i en dansk presse, der siden EU-valget sidste år har glemt dem. I sidste uge 'hjalp' Bendt Bendtsen regeringen ved at foreslå folkepensionen afskaffet, mens Rohde i denne uge dog i det mindste udtaler sig om et politisk emne, der vedrører EU.

Det er heller ikke på nogen måde sikkert, at Jens Rohde holder inde med beskydningen af udenrigsministeren efter Henrik Høeghs brandslukningsbestræbelser på regeringens vegne. I Venstre er man således helt på det rene med, at Rohde ikke er sådan at 'lukke ned', når han først er blevet indædt grebet af en sag. »Det er jo Jens«, konstaterer man resignerende i Venstre, hvor ingen tør garantere, at sagen - trods alle anstrengelser - ikke ruller videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mette Hansen

Hvorfor er det, jeg har så svært ved at tro på udmeldinger fra Venstre?

@ Mette

- og Konservative.

De er lige utroværdige!

Mette Hansen

Tove:

Konservative gør det, de er bedst til:

Kaster lort på andre undskyld mig udtrykket..senest med Villy filmen.
Lene E svarer på kritiske spørgsmål ved at svine S og SF til. Hun er ikke værdig til at repræsentere Danmark !

Torben Madsen

Jens Rohde er kun ude på at forsvare landbrugsstøtten.

Som han uddybede i P1 her til morgen. "Landbruget skal kunne konkurrere på lige vilkår" . Det vil sige at landbrugsstøtten skal bevares.

Venstres kernevælgere.

I EU kan landbrugsstøtten sammenlignes med

Efterlønnen, rentefradraget og erhvervsstøtten her i Danmark.

Alle økonomer mener Efterlønnen, rentefradraget og erhvervsstøtten skal afskaffes fordi de er omkostningskrævende og de skævrider markedet.

Men alle siger at det ikke kan ændres.

Det er kun mulighed for at ændre det. Nemlig at blive ved med at banke løs på dem. Og argumentere hvor tåbeligt de er

Heinrich R. Jørgensen

Jens Rohde har vist alle dage haft begrænset tålsomhed overfor dumhed, ubegavethed, uvidenhed og naivitet, og har generelt ikke veget tilbage for at påpege, når niveauet blev for debilt.

Måske var det Lene Espersen, der skulle have cleared sin udsagn med tænksomme folk i regeringen eller folketingsgrupperne, eller mere realistisk, blandt embedsmændene i hendes eget ministerium.

Enhver nogenlunde opvakt person, ville have fortalt ministeren, at den ønskede målsætning måske kunne bruges som et pop-demagogisk stunt overfor den danske pøbel, men som realpolitik ingen gang havde på jorden.

Mona Blenstrup

Jeg har altid været noget uforstående over for udtrykket konkurrencevilkår i landbrugs øjemed.

For alt andet lige, så har man jo forskellige vilkår hvad angår vind, temperatur og vand rundt om - bare i europa.

Og så skal det forkælede landbrugserhverv stadigt modtage socialhjælp for at klare konkurrencen om salget af billigt svinekød i Japan.

Og alligevel kan de ikke brødføde sig selv for egne tjente midler.

Bjarke Larsen

Lene Espersen og De Konservative fortsætter også med at skyde sig selv i foden. Senest med deres "græsk zorba"-annonce, hvor man overså to væsentlige ting:
1) Hovedansvaret for den elendige græske økonomi ligger hos den tidligere konservative regering.
2) Lene Espersen har lagt sig alvorligt ud med den græske regering, forbrudt sig mod uskrevne EU-regler om, at man ikke kritiserer hinanden offentligt - og dermed endnu en gang demonstreret, at hun ikke er værdig til at være udenrigsminister.