Læsetid: 2 min.

Søren Pind: Au pair er verdens bedste u-landshjælp

Udviklingsministeren betegner au pair-ordningen som 'en af verdens bedste former for u-landshjælp'.'Respektløs' og 'antikveret' holdning, raser udviklingsorganisationer
Udviklingsminister   Søren Pind skriver på sin Facebook-side, at au pair- ordningen er en af verdens bedste former for ulandshjælp

Udviklingsminister Søren Pind skriver på sin Facebook-side, at au pair- ordningen er en af verdens bedste former for ulandshjælp

Ulrik Jantzen

1. juli 2010

På ugen, hvor regeringen allerede har været under hård kritik for at bruge udviklingsmidler til at finansiere asylcentre i Danmark og andre ting, kaster udviklingsminister Søren Pind (V) nu mere brænde på bålet.

I et indlæg på sin Facebook-side skælder han ud over de kritiske historier, som flere medier i de forløbne dage har bragt om danske familiers brug af bl.a. filippinske au pair-piger som underbetalt arbejdskraft.

»Jeg er helt sikker på, at det er en af verdens bedste former for u-landshjælp,« skriver udviklingsministeren i sit forsvar for au pair-ordningen.

Men dén sammenligning er en fuldstændig misforståelse af, hvad u-landsbistand er for noget, raser flere udviklingsorganisationer.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og formand for ngo-forum Henrik Stubkjær kalder direkte udviklingsministerens udsagn for »grotesk og respektløs«

»Det er foruroligende, at han som ansvarlig ressortminister for udviklingsbistand kan komme med den sammenligning. Det er jo udtryk for et helt antikveret syn på, hvad u-landsbistand er. At vi i den rige verden kan ansætte til helt forudsætningsløse job til stort set ingen løn - og så må folk i u-landene ellers være taknemmelige for det,« siger Henrik Stubkjær.

Bekymrende symptom

Trine Pertou Mach, der er formand for Mellemfolkeligt Samvirke, har efter eget udsagn svært ved at tage Søren Pinds udtalelser helt alvorligt.

»Den fulde konsekvens af hans holdning må jo være, at alle fattige afrikanere bedst hjælpes ved at komme til Danmark og arbejde. Men det mener han jo næppe,« siger hun.

Men hun ser Søren Pinds udtalelser som udtryk for et generelt symptom i synet på dansk udviklingsbistand.

»Det er efterhånden sådan, at hvad som helst man gør, der involverer mennesker fra den fattige del af verden, det kan man betegne som u-landsbistand. Dét ser vi desværre flere og flere eksempler på,« siger Trine Pertou Mach.

Også Henrik Stubkjær ser en bekymrende tendens i regeringens holdning til udviklingspolitik.

Det er ikke mere end en måned siden, at man vedtog en ny, overordnet strategi for udviklingsbistanden, som Stubkjær er enig i.

Men efterfølgende er der sket besparelser - og i går kom det frem, at udviklingsmidlerne skal bidrage med 89 mio. kr. til asylområdet, fordi regeringen havde estimeret antallet af asylansøgere for lavt.

»Når det kobles med udmeldinger som denne, så gør det mig bekymret for, om man er i gang med at sælge ud af de visioner, som ellers blev præsenteret i strategien,« siger Henrik Stubkjær.

Ikke formålet med au pair

Det er ikke kun udviklingsorganisationerne, der mener, at Søren Pind har misforstået noget, når han ser au pair-ordning som en af de bedste måder at sikre hjælp til de fattige dele af verden på. Det samme mener Jacob Bang, der er forbundssekretær i fagforeningen FOA.

»Hele formålet for au pair- ordningen er jo at sikre en sproglig og kulturel udveksling. Jeg kan dårligt forestille mig, at det på noget tidspunkt har været tænkt som u-landsbistand. Men manden er jo udviklingsminister, så han må have tænkt det nøje igennem,« siger Jacob Bang.

Søren Pind sad i går derhjemme og forfattede en blog med uddybninger af sin holdning til au pair-ordningen. Derfor ønskede han ikke at give interview om sagen til Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Hansen

Har lige lært, at Idiot stammer fra Idios, som betyder En der kun tænker på sig selv.
Ved ikke, hvorfor jeg lige kom på det i denne sammenhæng?

At have aupairpiger er da ok, men ikke, hvis man behandler dem som tyende, som jeg har hørt mange rige gør, for det er jo de rige, der har råd til tyende .
aupair piger skal have rettigheder og nogle, de kan henvende sig til, hvis de bliver behandlet dårligt. Disse rettigheder skal de have oplyst om som en fast procedure i ansættelsespapirerne.

Emil Edelgart

Men trods alt rangerer denne udtalelse rimelig lavt på skalaen af idiotiske ting, denne mand har slynget ud - lige fra falske pædofilibeskyldninger mod en asylansøger (uden efterfølgende undskyldning!) til hyldest af morderiske rockere.

Det er meget sigende for regeringen at det eneste de har gjort ved au-pair-lovgivningen er at stramme den op, så au-pair-piger(-kvinder?) ikke længere kan bruge den til at søge længere opholdstilladelse i Danmark.

Prostituerede er da lige så god, hvis ikke bedre ulandshjælp, hvis man fortsætter Pind's logik!

De arbejder sandsynligvis mindre og får flere penge ud af det.
Lad os få nogle flere udenlandske prostituerede herop - det hjælper dem selv!

Mads Kjærgård

Det er da udtryk for et nazistisk synspunkt om, at folk fra den Tredie Verden dem kan vi behandle som vi vil og de har bare at være glade derfor.
Men det er jo bare Venstre i en nøddeskal, empati det er bare ikke lige dem.

leif rasmussen

S.Pind stammer fra en gammel slægt af ridefogeder. Det ligger i slægtens gener, at trampe på de svage og slikke deres herrer i r....

Thorsten Lind

Søren Pind: Au Pair er verdens bedste ulandshjælp

Jeg gik egentlig og troede, at Danmark var en slags I-land, men tak til Philiphinerne for hjælpen!

Peer Aagaard

Stand by for next week's episode:

Søren Pind omdirigerer al u-landshjælp til velbjærgede familier i Københavns nordlige omegn, så de kan bruge pengene til at underbetale tusindvis af "medgørlige" asiatiske au pairs.

Vi har en bindegal udviklingsminister. Til lykke Danmark!

Per Holm Knudsen

Jeg synes, at det kunne være en rigtig god ide, at regeringen sendte Søren Pind ud som au pair-pige en halvanden års tid, så kunne han udtale sig med noget større saglighed.

Morten Kjeldgaard

Vi ved jo, at Venstre var modstander at tyendebegrebet blev afskaffet. Tyende var i realiteten slaver for Venstres vælgere, gårdejerne. Først i 1915 fik tyende valgret, og i 1921 blev husbonds ret til fysisk at afstraffe sit tyende afskaffet. Først i tresserne blev skudsmålsbogen afskaffet, og der inførtes skriftlige aftaler i den såkaldte "medhjælperlov". Det skete mod Venstres stemmer. Venstres menneskesyn tilsiger, at nogen mennesker er født til at tjene andre.

Men det er jo ikke for sent, tyendebegrebet kan genindføres, og Pinden kalder det nu for ulandshjælp, lissom tidligere tiders tyendehold var fattigdomshjælp. Og husbond havde altid adgang til de unge pigers soveværelser. Det bliver tider for en aldrende ungkarl som Pind..

jens peter hansen

Hvis man vil have en god fornemmelse af hvordan danske og andre nordiske hjælpearbejdere og ngo'er teede sig i Afrika så læs Ejersbo. Gud ved om det er ligeså sjovt i dag ? Mellemfolkelig Samvirke har gjort sit for varme forbindelser på det sorte kontinent. Husker vi Pertou Mach i Juni- bevægelsen, da vi skulle sige velkommen til 40 mio. polakker ? . Pind er ikke for snu at høre på, men Mach har også sine dumheder at skjule.

Karsten Aaen

Og det har jo aldrig været meningen med au pair ordningen at den skulle bruges af rige danskere til at købe sig næsten gratis hjælp i hjemmet ved hjælp af filipinske au pair piger (tyende i hjemmet)

For at fortælle mere om Venstres meritter udi dette her, var Venstre også stærkt imod at man afskaffede den stråtækte skole ude i landsbyerne, fordi daglejernes børn jo skulle hjælpe til på de store gårde.

Og Venstre har det i hele taget været imod enhver forbedring for det som Svend Auken har kaldt 'almuen' specielt når almuen skulle gå mere i skole, så det som Svend Auken har kaldt 'almue-sindet' efterhånden blev afløst af at folk havde en fornemmelse af, at de havde ret til de ydelser, de havde - og at de ikke skulle stå skoleret overfor sogne-rådene (hvor Venstre sad på magten stort set overalt) og bede om penge når de skulle have hjælp.

Med Venstres (og de Konservatives) tale om kun at give ydelser til de svageste, bl.a. til dem som har brug for det, f.eks. folkepension til de økonomisk svageste, er det jo tydeligt, at de forsøger at få de offentlige ydelser gjort trangs-bestemte, så almue-sindet igen bliver indført.

Og ang. jobtræning har denne VKO-regering altså sat tusinder af mennesker i meningsløs aktivering som ingen steder fører...

Marianne Mandoe

Pinden kan have ret hvis man ser det på en lidt bagvendt måde.

Au Pair ordningen blev oprettet med kulturel udveksling for øje.
Nu er Danmark i mange henseender et U-land hvad angår kulturel diversitet........ ;)