Læsetid: 6 min.

Sprogkrav kan hæmme integrationen

Trods arbejde og familie i Danmark lever en stor gruppe af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere uden permanent opholdstilladelse. Få års eller ingen skolegang fra hjemlandet gør, at de aldrig vil lære dansk på det niveau, reglerne kræver. De lever en usikker tilværelse, der ifølge eksperter kan skade både integrationen og deres retssikkerhed
Trods arbejde og familie i Danmark lever en stor gruppe af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere uden permanent opholdstilladelse. Få års eller ingen skolegang fra hjemlandet gør, at de aldrig vil lære dansk på det niveau, reglerne kræver. De lever en usikker tilværelse, der ifølge eksperter kan skade både integrationen og deres retssikkerhed
21. juni 2010

Farah rejste til Danmark fra Pakistan for 10 år siden. I dag er hun glad for tilværelsen i Valby, hvor hun bor sammen med sin mand og deres tre børn. Alligevel sniger frygten sig jævnligt ind på hende. For fremtiden føles usikker.

»Jeg forstår det ikke. Loven var jo en anden, da jeg kom hertil. Hvorfor kan jeg ikke få permanent opholdstilladelse efter så mange år ligesom min mand og mine børn? Jeg arbejder fuld tid, passer mine børn og går på aftenskole for at lære det danske sprog,« siger Farah.

Hun tilhører den store gruppe af indvandrere fra ikke-vestlige lande, der bor og arbejder her i landet, men som godt kan skyde en hvid pil efter nogensinde at få en permanent opholdstilladelse. Med ingen eller få års skolegang fra hjemlandet vil de nemlig aldrig kunne lære dansk på et niveau, der gør dem i stand til at bestå den såkaldte Prøve i Dansk 2 - udlændingelovens minimumskrav til danskkundskaber for udlændinge, som håber på at få permanent opholdstilladelse.

»De vil aldrig kunne bestå Prøve i Dansk 2 af rent indlæringsmæssige årsager. Mange er analfabeter fra starten og har en meget svag skolebaggrund. Så de vil simpelthen ikke kunne leve op til de sproglige krav i prøven,« siger forstander på Aarhus Sprogcenter og formand for Foreningen af Ledere ved Danskuddannelser, Poul Nedergaard.

Den samme vurdering lyder fra Birger Mortensen, der er chefkonsulent på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet for Kommunernes Landsforening.

Fra 1. juli 2006 blev der fastlagt et sprogligt minimumskrav til ansøgere af permanent opholdstilladelse - den såkaldte Prøve i Dansk 2 - og dette krav spænder ben for gruppens udsigt til at få permanent opholdstilladelse.

Hæmmer integrationen

De skærpede krav til udlændingenes sprogkundskaber er en vigtig del af regeringens ambition om at integrere udlændinge hurtigere i samfundet.

»Hvis du ikke lærer dansk, bevæger du dig aldrig videre. Det er en unik mulighed i det danske samfund, at man kan arbejde sig op og få en gratis uddannelse. De muligheder findes ikke, hvis man ikke taler dansk på et rimeligt niveau. Uden krav fastholdes de i de laveste indkomstgrupper,« siger Karsten Lauritzen, der er integrationsordfører for Venstre.

Men udsigten til aldrig at kunne få en permanent opholdstilladelse kan ifølge Birger Mortensen få den modsatte effekt.

»Hvis det er fuldstændig urealistisk på forhånd at få tidsubegrænset opholdstilladelse, fjerner man jo incitamentet til at blive integreret,« siger han.

»Det kan gøre integrationsarbejdet sværere, fordi mange oplever at blive demotiveret af, at ligegyldigt hvad de gør, så kan de ikke nå i mål. Man kan sagtens forestille sig en form for bitterhed eller modstand over for et samfund, der ikke vil anerkende én,« siger integrationsforsker Annika Liverfuge fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Lars Holm, der er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet ved Aarhus Universitet og forsker i dansk som andetsprog, har heller ikke mange pæne ord tilovers for sprogkravet.

»Man skaber en unødvendig usikkerhed for disse mennesker i deres tilværelse, som formentlig hverken på kort eller lang sigt vil knytte dem tættere til det danske samfund. Vi ser en marginalisering af større og større grupper af etniske minoriteter som en direkte konsekvens af den nuværende danskuddannelseslovgivning,« siger han og fortsætter:

»Det betyder, at man får skabt et arbejdsmarked og et samfund med en c-gruppe, der harmonerer meget dårligt med selvforståelsen af Danmark som et demokratisk og lige land.«

Retssikkerheden truet

Eva Ersbøll er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder. Hun stiller sig også kritisk over for stramningerne af kravene til udlændinges sprogegenskaber.

»Udlændinge har ligesom almindelige danskere krav på at vide, hvilke regler der gælder for dem. At flytte målstregen med tilbagevirkende kraft - forstået på den måde, at man ændrer betingelser, som mange allerede opfylder og forventer at kunne få permanent opholdstilladelse på grundlag af - er grundlæggende problematisk i forhold til denne gruppes retssikkerhed,« påpeger hun.

I stedet for stramninger foreslår Eva Ersbøll, at man overvejer at genindføre reglerne fra 2002. Dengang som nu visiterer sprogcentrene udlændinge til den af de tre danskuddannelser, der svarer til den enkeltes evner og potentiale for at lære dansk. Men tidligere var det sådan, at uanset om personen blev visiteret til Danskuddannelse 1, 2 eller 3, kunne personen få permanent opholdstilladelse, hvis han eller hun blot gennemførte forløbet.

»Dermed anerkendte man, at mennesker, der kommer her til landet, har et forskelligt udgangspunkt, men at de godt kan bidrage og blive integrerede, selv om de ikke skriver og læser dansk perfekt,« siger hun.

Eva Ersbøll er derfor også kritisk over for de nye krav, regeringen og Dansk Folkeparti vil stille til udlændinge, der ønsker at ansøge om permanent opholdstilladelse:

»Der findes ingen forskning eller praksis, der viser, hvordan de nuværende regler virker. Folk er jo først nu begyndt at indgive ansøgninger om permanent opholdstilladelse efter reglerne fra 2006. Det er yderst problematisk, at man nu igen begynder at stramme reglerne uden at vide, hvordan de gældende virker.«

Højrisikoafgørelse

Siden 2006 er gruppens skæbne reelt lagt i hænderne på de danske sprogcentre. Det giver ifølge Poul Nedergaard sprogskolerne stor magt.

»Når vi placerer udlændinge i danskuddannelsessystemet, afgør vi reelt personens fremtid her i landet. Derfor kalder vi det en højrisikoafgørelse,« siger han.

Ud over de sproglige barrierer vil udlændinge, der for eksempel har bestået Prøve i Dansk 1 og gerne vil forsøge sig med Danskuddannelse 2, ryge ind i økonomiske forhindringer, fordi kommunerne kun er forpligtiget til at betale for én danskuddannelse pr. udlænding.

»Men det handler ikke om at kunne betale sig fra det. For hvis en udlænding rent fagligt lever op til kravene på Danskuddannelse 2, vil vi naturligvis visitere personen til at tage den uddannelse,« slår Poul Nedergaard fast.

Han fortæller, at sprogcentrene de senere år har fået flere henvendelser fra folk, der gerne vil betale for at få lov til at gå på Danskuddannelse 2. I kommunalt regi lyder taksten for et treårigt uddannelsesforløb på Dansk- uddannelse 1 på omkring 180.000 kr.

Sprogcentrenes opgave er i første omgang at visitere udlændinge til en af de tre danskuddannelser ud fra en såkaldt visitationstest. Det er Integrationsministeriet, der har opstillet testens kriterier for visitering, og her spiller skolebaggrund og sproglige evner på modersmålet en afgørende rolle for, om udlændingen bliver visiteret til danskuddannelse 1, 2 eller 3.

Frasorteringsmekanisme

Danskuddannelsessystemet får i den forbindelse hårde ord med på vejen fra to af landets førende forskere på området.

»Det grundlæggende problem ved danskuddannelsen på landets sprogcentre er, at man uden videre placerer dem, der ikke på forhånd har gået i skole på Danskuddannelse 1, fordi de vurderes at være lang tid om at lære dansk. Det kan naturligvis være rigtigt i nogle tilfælde, men det er ikke en eviggyldig sandhed,« siger Lars Holm.

Samme holdning har J. Normann Jørgensen, professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, der desuden undsiger, at skriftlige danskkundskaber nødvendigvis er en forudsætning for at kunne begå sig i samfundet:

»Analfabeter har præcis samme muligheder for at høre, artikulere og kommunikere som alle andre mennesker. Så det forhindrer dem på ingen måde i at tale sproget, men det forhindrer dem naturligvis i at tage danskprøven, fordi det blandt andet er en skriftlig prøve.«

Begge forskere kalder kravene til danskkundskaber for en frasorteringsmekanisme.

»Kriterierne giver jo ikke et reelt billede af deres sprogkompetencer. De er lavet for at forhindre folk i at lære dansk og for at forhindre, at folk med en anden baggrund end dansk får en plads i samfundet. Der er tale om eksklusionskriterier frem for inklusionskriterier,« siger J. Normann Jørgensen.

Ifølge de to forskere er problemet, at man fastlåser folk i ét uddannelsesforløb, der strækker sig over flere år. Uddannelsesforløbet er ikke designet til at kigge på den enkeltes potentialer og motivation, men fokuserer stort set kun på tidligere skolegang.

Nye stramninger

VK-regeringen og Dansk Folkeparti er på vej med nye stramninger af udlændinge- og integrationsloven. Her skal et nyt pointsystem ifølge regeringen og Dansk Folkeparti gøre det muligt for 'integrationsvillige' udlændinge at få permanent opholdstilladelse hurtigere end tidligere.

De nye regler, der vil virke med tilbagevirkende kraft fra den 26. marts 2010, er blevet modtaget med hård kritik og kaldt et skalkeskjul for endnu flere krav til flygtninge og indvandrere. Krav, der for gruppen af indvandrere og flygtninge fra ikke-vestlige lande med få års eller ingen skolegang i bagagen ikke vil gøre den store forskel. Deres forudsætninger for at lære dansk har allerede gjort en permanent opholdstilladelse til en umulig drøm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hørte i P1-morgen ,at en undersøgelse viste at mange indvandre kvinder skulkede fra sprogkurserne.
Kan denne skulken være et udslag fra den højere utryghed ved de højere krav. Det var en tanke jeg fik, da jeg hørte indslaget i P1-morgen og som blev yderligere bekræftet , da jeg læse denne artikel.

Karsten Aaen

http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Statistik/integrationsomraadet/begreber_d...

Ovenstående er et eksempel på, hvordan man deler verden op i vestlige hhvs. ikke-vestlige lande.

Interessant nok er Japan ikke et vestligt land, Israel er det ej heller. Kvinder fra Rusland og Ukraine kommer ej heller fra et vestligt land, mens kvinder fra f.eks. Rumænien og Bulgarien kommer fra et vestligt land.
Det samme gør kvinder fra Cypern (den græske del) og kvinder fra Syd-Italien.

Og ifht. i hvert fald Bulgarien og Rumænien vil jeg have mine tvivl om, hvorvidt disse lande overhovedet er vestlige i den forstand vi bruger ordet her i Vest-europa.

Det interessante er så at Søren Espersen fra DF er gift med en kvinde fra et ikke-vestligt land, hans kone er nemlig fra Israel.

Her er linket til berlingske's omtale af rapporten:

http://www.berlingske.dk/danmark/indvandrerkvinder-laerer-aldrig-dansk

I fakta-boksen ude til højre kan man se, at

"I klasserne for de dårligste elever er otte ud af ti kursister kvinder."

Her glemmer man lige at fortælle, at det altså er klasser for folk som aldrig har gået i skole, og at 80% af eleverne her er kvinder, fordi de aldrig har gået i skole i hjemlandet, eller haft meget sporadisk skolegang.

Allerede i dag tilbydes undervisning om aftenen og om lørdagen på sprogcentrene, så den mulighed foreligger altså allerede.

Og mht. den patriarkalske kultur, burde Peter Skaarup råbe noget mere ad de danske mænd, som tager til Sydøstasien eller Rusland og henter en kone til landet, og så lader sig skille efter 2-3 år, og bare tager ud og henter sig en ny kone - i det samme land.

Og tænk at 'ingen eller kun lidt skolegang i hjemlandet' øger sandsynligheden for at man falder fra....det er jo præcist det samme billede vi ser i Danmark, bl.a. på vore erhvervs-uddannelser med helt normale danske elever.

Mange af kvinderne, som er analfaber kommer fra steder, hvor der har været krig og er derfor også traumatiserede. Og mange af dem har ansvar for hus, børn og hjem (præcist som så mange af de danske kvinder har). Derfor er de her indvandrer-kvinder ofte syge, eller har barnets første sygedag eller skal til forældre-møde eller noget helt fjerde i forbindelse med deres barns skolegang.

Og de indvandrer-kvinder som er over 40 år, har det svært med at lære dansk. Ja, selvfølgelig har de da det. De har jo været i 20-25 år, og er måske først nu kommet på dansk-kursus. Indtil nu har de måske bare gået alene bag en vogn og gjort rent....alene...

Niklas Monrad

Det er da fuldstændig utænkeligt at en dansker som rejser til Japan, Brasilien eller Yemen på noget som helst tidspunkt vil være integreret i de samfund uden at kunne det lokale sprog. Og det timed selvom denne dansker skulle være normalt uddannet.

Hvordan i alverden forestiller man sig så, at mennesker fra fremmede himmelstrøg, der oven i købet er analfabeter, nogensinde skulle være blive integrerede i det danske samfund. Det er simpelthen ikke realistisk.

Denne person får opholdstilladelse, har arbejdstilladelse og må leve og dø i Danmark hvis han eller hun vil det. I fred, borte fra sult og krig og forfølgelse.

Men nu er det pludselig ikke nok. Hvorfor?

Et statsborgerskab indebærer at man identificerer sig med sin nye stat. Man kan ikke identificere sig med en stat hvis sprog man ikke skriver og forstår.

Men man kan alligevel nyde et godt liv i den stat.