Læsetid: 1 min.

Studerende kritiserer nye eksamensregler

Forbud mod at optage eksamenssituationen samt et nyt klagegebyr vækker utilfredshed blandt de studerende. Samtidig kan en klage føre til lavere karakterer
9. juni 2010

Fremover skal studerende, der er utilfredse med deres eksamenskarakter, have 750 kr. op af lommen, hvis de vil klage. Samtidig kan klagen risikere at resultere i en lavere karakter, end den der først var givet. Og det strider ifølge Danske Studerendes Fællesråd imod principperne i forvaltningsloven om, at en borger, som klager over en myndighedsafgørelse, ikke skal kunne stilles ringere som følge af klagen.

»Det er dybt problematisk, at man ønsker at afskrække studerende fra at klage over en bedømmelse, i og med den studerende risikerer en dårligere karakter,« lyder det i et høringssvar fra DSF, som ligeledes kritiserer forslaget om, at fjerne retten til at optage eksamenssituationen på bånd eller video.

Organisationen ser forbuddet som 'en forringelse af de studerendes retssikkerhed': »Billede- og lydoptagelser kan være en hjælp for studerende, som har et dårligt forhold til sin eksaminator, fordi det kan virke som en sikkerhedsforanstaltning især i sager med ingen eller intern censur. Både fordi optagelsen vil kunne dokumentere, hvad der rent faktisk er sket i eksamenslokalet i forbindelse med en klagesag, men også fordi man kan forvente at optagelsen tilskynder eksaminator og censor til en fair opførsel ...,« skriver DSF, som ikke kan 'se nogen grund til, at den ansattes retssikkerhed skal gå forud for den studerendes retssikkerhed, idet den studerende i eksamenssituationen er væsentligt ringere stillet end den ansattes, og den studerendes fremtid er meget mere afhængig af forløbet af den enkelte eksamen.

Der er dog også ros fra DFS, som glæder sig over, at fristen for offentliggørelse af karaktererne fremover er fire i stedet for seks uger, samt at universiteterne kan tillade mere end tre prøveforsøg, hvis man vurderer det nødvendigt.

Fra Danske Universiteter gør man opmærksom på, at de kortere karakterfrister kan skabe problemer, ligesom nye regler om, at det er universiteterne og ikke bedømmerne, der skal håndtere de studerendes klager, kan skabe øget administrativt pres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu