Læsetid: 3 min.

Den usynlige, ødelagte krop

Krig, asylpolitik og udelukkelse fra arbejdsmarkedet handler i bund og grund om ødelagte kroppe. Alligevel taler vi helst ikke om dét, disse fortællinger egentlig handler om
25. juni 2010

Barnet, der vel var en fem-seks år, manglende det meste af baghovedet. Som en flækket kokosnød, bortset fra blodet og den grålige substans, som jeg antager var hjernemasse. Billedet var dybt ubehageligt, indiskutabelt, men var det upassende at vise det, som journalisterne på maillisten hævdede?

Jeg mener, et barn har fået flækket kraniet af en amerikansk bombe, og nogle danske journalister diskuterer etikken i at vise et offer for dét, der hævdes at være præcisionsbombardementer? Børn med knuste kranier er vel bare et genrebillede for krig, ligesom glade cyklister er det for bæredygtig trafik?

Virkeligheden er konkret, lærte Marx os, og det var sådan set på tide, at vi lærte det, men den offentlige historiefortælling i den politiske sfære og i medierne, beskæftiger sig ikke i synderligt omfang med virkeligheden, når den tåger rundt i metaforer og diffuse abstraktioner som 'markedet', 'den lange bane', 'genopretningsplaner' og 'velfærd'.

Et lag af sminkende betydninger, der gør, at vi tror, vi snakker om det samme, men holder op med at adressere virkeligheden, og i stedet beskæftiger os med et slag diskurs-scrabble.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bolette Westerholt

Opløftende artikel. Selvom konklusionen er deprimerende, er der ventileffekt i at sætte ord (sic) på omskrivningernes glasur-fortrængningseffekt.

Men er årsagen til krumspringene, at virkeligheden er for hård kost for en sensibel offentlighed? I så fald vil vi jo kunne løse problemet ved at hærde os som offentlighed.

I mine øjne er problemet snarere at offentligheden er for forhærdet, fordi adgangen til den (offentligheden, altså) er, at spille med på melodien, hvor falsk den end lyder, hvis man vil med i koret.

Jeg er tilstrækkelig forhærdet til se en interesse i at dreje folks blikke væk fra de konkrete handlinger. Ligesom der kan være en interesse i at fordreje ønsket om at tale direkte om de kropslige konsekvenser til blot at være et udtryk for de uuindviedes primitive føleri og sensationshunger.

Det er så heller ikke en opløftende konklusion, men det er forfriskende, at kunne sige det højt - så tak for artiklen!