Læsetid 3 min.

Den usynlige, ødelagte krop

Krig, asylpolitik og udelukkelse fra arbejdsmarkedet handler i bund og grund om ødelagte kroppe. Alligevel taler vi helst ikke om dét, disse fortællinger egentlig handler om
25. juni 2010

Barnet, der vel var en fem-seks år, manglende det meste af baghovedet. Som en flækket kokosnød, bortset fra blodet og den grålige substans, som jeg antager var hjernemasse. Billedet var dybt ubehageligt, indiskutabelt, men var det upassende at vise det, som journalisterne på maillisten hævdede?

Jeg mener, et barn har fået flækket kraniet af en amerikansk bombe, og nogle danske journalister diskuterer etikken i at vise et offer for dét, der hævdes at være præcisionsbombardementer? Børn med knuste kranier er vel bare et genrebillede for krig, ligesom glade cyklister er det for bæredygtig trafik?

Virkeligheden er konkret, lærte Marx os, og det var sådan set på tide, at vi lærte det, men den offentlige historiefortælling i den politiske sfære og i medierne, beskæftiger sig ikke i synderligt omfang med virkeligheden, når den tåger rundt i metaforer og diffuse abstraktioner som 'markedet', 'den lange bane', 'genopretningsplaner' og 'velfærd'.

Et lag af sminkende betydninger, der gør, at vi tror, vi snakker om det samme, men holder op med at adressere virkeligheden, og i stedet beskæftiger os med et slag diskurs-scrabble.

'Pia Kjærsgaard er i åben kamp med vælgerne og fagbevægelsen' skrev Politiken.dk. Nej. Sgu. Dansk politik er det stik modsatte af 'åben kamp'. Så langt fra åben kamp, som man cirka kan komme. Dansk politik er ord kastet afsted fra sikkert hold bag skriveborde.

Dokumentarfilmen Armadillo handler om åben kamp; om adrenalinfyldte kroppe og ikke ord, men metalprojektiler, der fyres af sted med hundreder af kilometer i timen for at trænge ind i og sønderrive kød og splintre knogler, og hvis et barn kommer i skudlinjen, så risikerer det at miste sit baghoved og ende som genstand for en diskussion blandt danske journalister om det etiske i at illustrere krigens konkrete virkelighed med billeder af det, krigen dybest set handler om: at smadre kroppe i en grad, så de ophører med at være kroppe, og i stedet bliver affaldsbunker af kød og knogle.

Diskus-scrabble

Eller tag nu skruerne i min fars ryg. De er så konkrete, som kirurgisk stål nu en gang kan blive, selvom de kun kan ses på røntgenbilleder, hvor de til gengæld tydeligt træder frem som knaldsorte liggende h'er på den grålige baggrund.

Smerterne, genen og det generelle kropslige ubehag er også helt subjektivt konkret. Det er på grund af sådanne skruer og det, de betyder for kroppens ydeevne, at der findes en økonomisk ordning kaldet efterlønnen.

Men der tales ikke om skruer og smertende kroppe, mærket af et langt livs hårde, fysiske, manuelle arbejde. I stedet konkurreres der om at score billige diskurs-scrabble-point på fiffigheder om golfspillende tandlæger, 'ældrebombe' og 'finanskrise'.

Eller tag nu 'udleveringsaftaler', 'politiaktioner' og 'integrationsministerium', der dækker over kroppe sitrende af angst, høj puls, stramme strips, der skærer sig ind håndled, smertefulde førergreb og grædende børn, når kroppe mod deres vilje tvinges med vold ud af deres kirkeasyl og ind i politibusser med endestation i et land, hvor skjulte bomber detonerer og sønderiver tilfældige forbipasserende kroppe på et tilfældigt marked eller en ligeså tilfældig gade.

Og så er der the artist formerly known as lægeerklæringen, der redegjorde for sygdommen, de kropslige skavanker af mere eller mindre midlertidig karakter, der er afløst af 'mulighedserklæringen', der har til formål at afdække - sådan sygemeldt medarbejder og arbejdsgiver imellem - hvad den syge kan sættes til at lave.

Det skulle egentlig handle om kroppen, der har brug for restitution, hvile og pleje, men de væskende sår, der skal heles, er skrevet ud af fortællingen.

Hård kost

Pointen, i det omfang der er en sådan, er ikke så meget udbredelsen af new speak som velkendt fænomen, kendt og beundret fra Udlændingeservice, Ældreservice, Borgerservice med flere, der markerer det systematiske sproglige skift fra rettighed til privilegium.

Næ, pointen er måske snarere den, at virkelige kroppe, der er gået synligt i stykker, er for hård kost for en sensibel offentlighed, der ellers vælter sig i fiktiv vold og død, og at der derfor gøres ikke ubetydelige krumspring for at skrive detaljer om den perforerede, sønderflåede, knuste, kvaste, ødelagte, hærgede krop ud af de fortællinger, der ret beset handler om netop disse og har de kropslige konsekvenser som pointe og omdrejningspunkt.

Fortællinger om krig, asylpolitik og arbejdsmarked for eksempel.

Mikkel Skov Petersen er kommunikationsrådgiver, skribent og medieentrepenør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bolette Westerholt
Bolette Westerholt

Opløftende artikel. Selvom konklusionen er deprimerende, er der ventileffekt i at sætte ord (sic) på omskrivningernes glasur-fortrængningseffekt.

Men er årsagen til krumspringene, at virkeligheden er for hård kost for en sensibel offentlighed? I så fald vil vi jo kunne løse problemet ved at hærde os som offentlighed.

I mine øjne er problemet snarere at offentligheden er for forhærdet, fordi adgangen til den (offentligheden, altså) er, at spille med på melodien, hvor falsk den end lyder, hvis man vil med i koret.

Jeg er tilstrækkelig forhærdet til se en interesse i at dreje folks blikke væk fra de konkrete handlinger. Ligesom der kan være en interesse i at fordreje ønsket om at tale direkte om de kropslige konsekvenser til blot at være et udtryk for de uuindviedes primitive føleri og sensationshunger.

Det er så heller ikke en opløftende konklusion, men det er forfriskende, at kunne sige det højt - så tak for artiklen!