Læsetid: 3 min.

Villy - grækeren!

God konservativ kampagne mister sit bid i mødet med SF-formandens charme
God konservativ kampagne mister sit bid i mødet med SF-formandens charme
29. juni 2010

Regeringen har indledt en modoffensiv mod S-SF's økonomiske plan, som stort set ingen økonomer - bortset fra dem, der er ansat af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), kan få til at hænge sammen. Det kan imidlertid ikke rigtig ses i meningsmålingerne, hvor VKO fortsat betaler prisen for, at genopretningsplanen generer helt afgørende vælgergrupper. Siden VKO vedtog deres økonomiske plan har enkeltstående konservative rendt planløst rundt i medierne i forsøg på at sælge bortrendte vælgere en kaskade af allehånde politiske forslag. Folk som Bendt Bendtsen og Lars Barfoed har solo - uden at orientere partiledelsen - spillet ud med drastiske reformforslag som at afskaffe efterlønnen og fjerne folkepensionen. De Konservative har ellers længe arbejdet med en samlet politisk vision, som de dog endte med at kassere og kalde arbejdet for »et debatoplæg«.

Soloudmeldingerne er sket i et omfang, hvor de konservative blankt og nærmest undskyldende har måttet erkende over for regeringspartneren Venstre, at man p.t. har mistet kontrollen over de konservatives folkevalgtes markeringstrang. Hvilket i sig selv siger alt om, at Lene Espersens interne autoritet i kraft af Mallorcagate er forduftet. Kort sagt: Partiledelsen sejler.

En meningsmåling fra Megafon for TV 2 og Politiken viste fredag, at de konservative nu er nede på et i nyere tid lavpunkt på 6, 8 procent og kun 12 mandater. For en måned siden var Lene Espersen 'Fru 8 procent'. Nu skal hun være glad for dog at være 'Fru 7 procent'.

Villy på bouzouki

Der har dog været et enkelt lille lyspunkt midt i al buldermørket. For De konservative har dog haft stort held med at få omtalt deres igangværende mediekampagne, der netop sætter spot på oppositionens økonomiske politik. Kampagnens budskab er kort fortalt, at S-SF's manglende lyst til økonomisk prioritering med hensyn til at nedbringe offentlige udgifter på sigt, fører lige lukt til »græske tilstande«, hvor tvungne krisepakker af hensyn til landets økonomi nødvendiggør en drastisk beskæring af velfærden. K-Kampagnen har indtil videre produceret to korte film, hvor man først møder en animeret storcharmør i skikkelse af Villy Søvndal, der på bouzouki - naturligvis - spiller det kendte tema fra filmen Zorba - The Greek:

I film nr. to får Søvndal så pludselig selskab på den græske taverna af en dansende Helle Thorning- Schmidt, hvorefter de begge lystigt danser videre sammen arm i arm til Theodorakis' velkendte klassiker fra nævnte film:

Begge film ender naturligvis med advarende avisoverskrifter om alle de græske ulykker, der vil regne ned over Dannevang, såfremt de røde kommer til. Overdrevet? Ja. Humoristisk? Absolut. Effektivt som skræmmebillede? Måske. I den første uge levede filmene på Facebook, men siden fik kampagnen både redaktionel omtale i aviser og andre medier. Til sidst indrykkede De Konservative så helsides annoncer med samme budskab.

Ouzo til ambassadøren

Men succesen og udbredelsen af kampagnen blev større, da Berlingske sendte en mail til den græske ambassadør i Danmark, hvor avisen spurgte til, hvad hellenernes repræsentant i landet mon mente om De konservatives satiriske påfund. Ambassadøren svarede naturligvis i diplomatiske vendinger, men sagde alligevel tilstrækkeligt til, at Berlingske mente, at de kunne skrive, at han var sur. Resultat: De Konservatives kampagne fik derefter endnu en tur i medierne blandt andet i begge hovedkanalers nyhedsprogrammer. Hvor heldig må man være med at få så megen ubetalelig politisk reklame i primetime? De Konservative burde overveje at sende en kasse ouzu til Berlingskes redaktion på Christiansborg og til den græske ambassadør med tak for hjælpen.

SF'ernes elegante returnering af De Konservatives skræmmekampagne er i øvrigt et stilstudium i, hvordan man mest effektivt tager luft ud af sådanne angreb, så de preller mest muligt af på vælgere. SF-toppens reaktion var således både gennemtænkt og klogt, for i stedet som den græske ambassadør at blive fornærmet og sur, så viste man i stedet et stort overskud ved ligefrem at rose de konservatives kampagne for at være både »sjov og kreativ«, og Søvndal lagde filmen ud på sin egen Facebookprofil. Samtidigt hæfter både Søvndal og hans væbner Ole Sohn sig ved, at det faktisk var De Konservative i Grækenland, der indtil for nylig havde regeringsansvaret og derfor vel må bære hovedansvaret for, at det økonomisk gik så galt, som det gik. Sådan reagerer et parti med massiv vælgerfremgang og masser af selvtillid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu