Nyhed
Læsetid: 2 min.

Vindkraft i Danmark klarer svensk a-kraft

Både energiminister Lykke Friis og Vindmølleindustrien tror på, at dansk vedvarende energi kan leve ved siden af svensk atomkraft
Indland
21. juni 2010

Danmark fortsætter med at satse på vindmøller og andre former for vedvarende energi, selv om Sverige udbygger deres energiforsyning med atomkraft.

Sådan er meldingen fra både klima- og energiminister Lykke Friis (V) samt Vindmølleindustrien efter en svensk principbeslutning om at give tilladelse til at opføre 10 nye atomreaktorer.

Energiselskabernes brancheforening, Dansk Energi, frygter, at den svenske beslutning kan »smadre økonomien i vedvarende energi«.

Det hænger sammen med, at Sverige og Danmark har et fælles system for strøm, og billig svensk strøm fra atomkraft vil presse elprisen ned. Derfor kan det ende med, at energi fra vedvarende energi ikke længere er rentabel.

Men den køber Lykke Friis ikke: »Hvis man fastfryser det nuværende marked og propper 10 nye atomreaktorer ind, så har de ret. Men det er ikke tilfældet.«

»Vi går ind i en ny energipolitisk tidsalder, hvor priserne kommer til at stige, fordi der kommer flere mennesker på Jorden, og energi- reserverne går den anden vej. Derfor vil det fortsat kunne betale sig at satse på vedvarende energi,« siger Lykke Friis.

Trist beslutning

Direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, tror også på, at dansk vindkraft kan leve ved siden af svensk atomkraft. Han ærgrer sig over beslutningen, ikke mindst fordi danske vindmøllefabrikanter kunne levere vindmøller til det svenske marked, men han vurderer ikke situation så bombastisk som Dansk Energi.

»Det er en forkert og trist beslutning, for det er ikke den billigste og mest klimavenlige beslutning. Men det er slet ikke det samme, som at dansk vindkraft er død,« siger Jan Hylleberg.

Han ser stadig muligheder for vedvarende energi, selv om det ender med, at Sverige begynder at producere mere strøm fra atomkraft.

»Vi kan gøre det dyrere at lave strøm på de brændsler, der udleder CO2. Der vil også være en teknologiudvikling, der hele tiden gør vindkraften billigere, og endelig er der muligheden for politisk at opretholde et pristillæg i længere tid på vedvarende energi, end man ellers ville,« siger Jan Hylleberg.

Lykke Friis kan ikke svare på, om den svenske atomkraft kan skabe et behov for mere statsstøtte til vedvarende energi.

»Vi fører ikke hovsa-politik på baggrund af princip- beslutning fra Sverige, der kan føre til, at de måske opfører nye atomkraftværker. Vi har en vision om, at Danmark skal være fri for fossile brændsler, og så må vi se, om vi har et energisystem, der er tilpasset til at gøre det rentabelt,« siger Lykke Friis. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her