Satire
Læsetid: 2 min.

Som Winden blæser ...

EU-ekspert: 'Rohde har ret' - en halv time senere: EU-ekspert: 'Rohde forvrænger debat'. Hvad mener denne ekspert egentlig?
Indland
24. juni 2010

- Professor i statskundskab, Marlene Wind, du var ophavskvinde til to historier tirsdag; den ene var et forsvar for Jens Rohde (V), som kritiserede Lene Espersens (K) strategi for afskaffelse af landbrugsstøtten - den anden en undsigelse af ham - hvad mener du egentlig?

»Jeg har kun set den ene, men jeg vil gerne redegøre for, hvad jeg mener. Jeg prøvede at forklare både Ritzau og Berlingske, at det her basalt set handler om, at Jens Rohde gerne vil i medierne og profilere sig selv. Hvis det forholdt sig, som han fremstiller det, nemlig at Lene Espersen havde sagt, at afskaffelsen var succes-kriteriet, ville det simpelthen være for dumt. Men du kan da godt sige, at jeg måske giver Rohde ret i, at det selvfølgelig ikke skal gøres til et succeskriterium, for med Europaparlamentet bliver det endnu mere vanskeligt at få fjernet støtten. Men jeg blev også spurgt om, hvilken interesse Rohde kunne have i angrebet på Lene Espersen, og ja, han sidder nede i parlamentet og keder sig og vil gerne i medierne - og det kom han.«

- Hvor ved du fra, at Rohde bare gerne vil i medierne?

»Det ved jeg heller ikke. Det er da bare min egen vurdering. Jeg kan ikke forestille mig andre motiver, når man melder så grotesk ud. Og i agurketiden sidder de klar nede i EP til at komme ind og rydde de danske forsider, for så har de måske en chance.«

- Men er det så en ekspertudtalelse?

»Næ. Ikke andet end at man nogle gange kan se et mønster i, hvordan europaparlamentarikerne konstant forsøger at få deres synspunkter igennem medierne, og der er en tendens til, at der skal lidt ekstra knald på, hvis man skal trænge igennem.«

- Men er det ikke o.k.?

»Det ved jeg ikke rigtig. Hans måde at fremstille det på gav ikke indtryk af seriøsitet. Alle ved jo, at Udenrigsministeriet er professionelle folk. Det virker som om, de taler forbi hinanden, så det er lidt en medieand.«

- Som du bidrager til at holde i gang?

»Det håber jeg så sandelig ikke. Men jeg bliver jo bare spurgt om to forskellige ting.«

- Men det med motivforskningen, ligger det ikke uden for dit ekspertisefelt?

»Det kan du da godt sige, men det er tit sådan noget, man bliver spurgt om. Hvad er baggrunden for, at han eller hun siger som vedkommende gør? Det synes jeg egentlig ikke ligger uden for mit felt med min kendskab til europarlamentets måde at arbejde på.«

- Hvad synes du om, at du på en og samme dag fremstår med to forskellige synspunkter - siger det noget om pressen eller om din troværdighed?

»Det er da ærgerligt. Men det kommer helt an på, hvad du bliver spurgt om, og hvad journalisterne vælger at pille ud.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her