Nyhed
Læsetid: 4 min.

Cepos: Afskaf en del af terrorpakken

I over to år har de danske teleselskaber været tvunget til at registrere og gemme alle oplysninger om privatpersoners aktiviteter på nettet og i telefonrøret. Cepos vil nu have loven afskaffet, indtil EU har evalueret den
'Under den nuværende regering er der blevet skabt en tradition for, at hensynet til politiet og efterretningstjenesten er langt større end hensynet til borgerne og deres retssikkerhed,' siger Jacob Mchangama.

'Under den nuværende regering er der blevet skabt en tradition for, at hensynet til politiet og efterretningstjenesten er langt større end hensynet til borgerne og deres retssikkerhed,' siger Jacob Mchangama.

Kristine Kiilerich

Indland
20. juli 2010

Siden september 2007 har den danske telebranche registreret og gemt oplysninger om privatpersoners mails, sms'er og telefonsamtaler. Men registreringen har på intet tidspunkt været afgørende for bekæmpelsen af terror i Danmark. Det mener den liberale tænketank Cepos, som nu vil have fjernet den del af terrorpakke II, som forpligter teleselskaberne til at gemme brugernes oplysninger i et år.

»Man har sat et dyrt og vidtgående system i værk, som slet ikke står mål med de resultater, man får ud af det. Loven blev indført som led i kampen mod terrorisme, men der er meget begrænset med bevis for, at det også er det, loven bliver brugt til,« siger chefjurist i Cepos Jacob Mchangama.

Han henviser til tal fra Justitsministeriet, som viser, at politiet i 2008 bad om oplysninger fra teleselskaberne i 3.483 tilfælde, hvoraf 134 alene drejede sig om registreringer på nettet og kommunikation via e-mail.

Det er den sidste form for registrering, som terrorpakke II har gjort mulig. Ud af en samlet mængde på 450 milliarder dataposteringer, som svarer til 82.000 registreringer pr. borger, er det ikke et højt tal. Det bekræfter lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet Charlotte Bagger Tranberg.

»Der er ingen sammenhæng mellem de kræfter, teleselskaberne bruger på det, og det, som politiet rent faktisk får ud af det. Det viser tallene. Hvis der var tale om, at politiet gjorde brug af en større del af registreringerne, ville det uden tvivl give mere mening,« siger hun.

Ifølge Charlotte Bagger Tranberg handler det ikke kun om, at det indtil videre har kostet teleselskaberne 300 millioner kroner. Hun mener ligesom Jacob Mchangama, at lovgivningen om teleselskabernes registrering har sat menneskerettighederne ud af kraft.

»Indgrebet har fjernet den almindelige beskyttelse af borgerne. Der bliver lagret en enorm mængde af information om helt almindelige borgere, som ikke kan være sikre på, om den information nogensinde bliver slettet igen,« siger hun.

Mere end EU kræver

Det er i hvert fald helt sikkert, at informationerne ikke bliver slettet i løbet af det første år. For i den danske lovgivning står der, at teleselskaberne skal gemme dem i mindst ét år. På det punkt har Danmark valgt at gå meget længere end EU, som kun har lagt op til, at informationerne skal gemmes i et halvt år. Men det er ikke det eneste område, hvor Danmark er gået foran. Da EU indførte det såkaldte logningsdirektiv, som lagde op til en registering af telefon- og netaktivitet, var Danmark hurtig til at indskrive hele direktivet i terrorpakke nummer to. En lang række af de andre EU-lande benyttede sig derimod af tilbuddet om at udsætte den nye lovgivning, så man kunne undersøge direktivets betydning og konsekvenser.

»Den tyske forfatningsdomstol har kaldt loven forfatningsstridig, og både i Sverige og Norge har der været langt mere debat end i Danmark,« siger Jacob Mchangama.

Han henviser til debatten om den svenske FRA-lov, som politikerne blev nødt til at droppe igen. I dag risikerer Sverige at skulle betale et tocifret millionbeløb i bøde til EU, fordi landet endnu ikke har indskrevet det såkaldte logningsdirektiv i landets lovgivning. Jacob Mchangama ærgrer sig over, at den politiske kultur i Danmark er helt anderledes.

»Under den nuværende regering er der blevet skabt en tradition for, at hensynet til politiet og efterretningstjenesten er langt større end hensynet til borgerne og deres retssikkerhed,« siger han.

Ifølge Jacob Mchangama burde de danske politikere suspendere kravet om den omfattende registrering, indtil ordningen er blevet evalueret af EU. Det sker til efteråret, hvor de danske politikere også skal gå terrorpakke II efter i sømmene.

Overdreven panik

Men netop fordi lovgivningen skal evalueres, er der ingen grund til panik. Det mener adjunkt og ph.d. ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet Anders Henriksen.

Han mener generelt, at kritikken af den danske terrorlovgivning har været for overdrevet.

»I Storbritannien er der kommet en ny regering, som vil se på terrorlovgivningen, og på et tidspunkt kommer vi også til at rulle nogle af tingene tilbage. Mange af kritikerne undervurderer vores retsstat og hvor meget, vi i virkeligheden ønsker at kæmpe for den,« siger han.

Anders Henriksen understreger, at man som samfund altid skal være bekymret og undersøge statens og regeringens indgreb i vores frihedsrettigheder. Derfor mener han også, at debatten er vigtig, fordi den skaber opmærksomhed om borgernes frihed.

»Men du er nødt til at have proportionerne på plads. I Danmark har vi ikke waterboardet nogen, sendt folk tilbage til tortur eller udspioneret vores borgere. Der er blevet vedtaget nogle lømmelpakker, lavet nogle logningsbestemmelser, og flyselskaberne skal udlevere nogle passagerlister,« siger han.

»Det er jo ikke særlig voldsomt«.

Det har ikke været muligt at få kommentarer fra hverken PET eller nogle af landets 12 politikredse.

I de følgende dage sætter Information fokus på logningsbekendtgørelsen, der blev indført i september 2007 som en del af terrorpakke II. Det sker i anledning af, at Folketinget skal evaluere lovgivningen til efteråret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Adjunkt og ph.d. ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet Anders Henriksen udtaler:
I Danmark har vi ikke waterboardet nogen, sendt folk tilbage til tortur eller udspioneret vores borgere.

Uden at gide gå ind i en diskussion om rigtigheden i ovenstående udsagn (forhåbenligt har vi ikke waterboardet nogen), så vil jeg påpege, at udtalelsen virker lige så tendentiøs og letbenet som en rapport fra Cepos.

I øvrigt vil jeg være glad hvis bare min Toolknife - og dermed jeg selv - blev lovliggjort...

Arthur Hjorth

'Under den nuværende regering er der blevet skabt en tradition for, at hensynet til politiet og efterretningstjenesten er langt større end hensynet til borgerne og deres retssikkerhed,'

Men hvad med politiets brug af tåregas? Hvad med administrative fængslinger? Hvad med en definition af terror som er så bred at den inkluderer Greenpeace?

Jeg kan godt forstå hvorfor CEPOS prioriterer at sætte fokus på en aldeles ineffektiv lov som koster danske virksomheder kr. 300 mio. om året (og tydeligvis med menneskerettighedsaspektet som en eftertanke - der er i hvert fald ingen citater fra Jacob Mchangama om det). Men det undrer mig at Information gør det.

Bjarne Hansen

Al-Quaida ER jo ved at vinde krigen imod terror.

De har jo skræmt os fra vid og sans i en grad så vi fængsler folk for terrorisme, fordi de sælger T-Shirts til støtte for nogen der ikke har en pind med sagen at gøre.

Er de måske ikke Osamas mål at ødelægge vores demokrati og dermed gøre os ufrie?

Marianne Mandoe

Nej Bjarne,. Al-Quaida HAR vundet.
I det øjeblik et samfund indretter sig efter trusler fra terrorister så har terroristerne vundet.

Robert Kroll

At politiet kun har gjort yderst begrænset brug af adgangen til at se de registrerede kommunikationer er ikke en indikation af, om loven er overflødig - det siger blot, at politiet kun bruger adgangen , hvis de har særlig grund til det, og det er måske netop de tilfælde, hvor man forhindrer "noget" i at udvikle sig til noget slemt ?

Retssikkerhed er supergodt , men den skal på den anden side ikke perverteres til at blive en beskyttelse af kriminelles / terroristers adgang til at udøve kriminalitet / terrorisme.

CEPOS bekymring for retssikkerheden er velsagtens en funktion af CEPOS's ubetingede støtte til en meget vidtgående form for liberalisme , der er lige påkanten af også at give for stor frihed til kriminelle elementer.

Det er jo "de slemme drenge" , der navnlig nyder godt af begrænsninger i politiets, finanstilsynets og monopolmyndighedernes adgang til at efterforske.

Hvis man vil have glæden og nytten af dynamikken i en fri og kapitalistisk markedsøkonomi, så må man være ude med lugejernet hele tiden, for at fjerne ukrudtet - ellers tager det overhånd.

Jesper Wendt

Præcis Marianne.

Jesper Wendt

"Hvis man vil have glæden og nytten af dynamikken i en fri og kapitalistisk markedsøkonomi, så må man være ude med lugejernet hele tiden, for at fjerne ukrudtet - ellers tager det overhånd."

Den kan vi godt slå ned som en halt hest for min skyld, den vil altid kun tilgodese de få frem for de mange. Den har absolut ingen fremtid.

Bjarne Hansen

Jeg er tilbøjelig til at give dig ret Marianne.

Men når nu vi taber krigen i Afghanistan, vi har fået alle vores overlevende Drenge og Piger hjem, Taliban har fået magten tilbage, mon så ikke det går op for flertallet i det ramte område omkring Afghanistan, at Demokrati er bedre end Sharia.

Grunden til at Al-Q og Taliban har så stor støtte, er jo fordi at de der støtter dem er Analfabeter, og ikke ved bedre.

For det sjove er jo at, at 95% af terrorhandlingerne enten går ud over dem selv(de springer sig selv i luften før missionen er udført) eller andre Muslimer som paradoksalt nok er mulige støtter.

Så Terrorlovgivningen er helt uden mening.

Jesper Wendt

Danmark var jo slet ikke et mål, der ligger helt andre ting til grunde for de beslutninger. Vi har at gøre med en regering der er ultra magtsyge.

Man skal nok være ret optimistisk, hvis man kan bruge det udtryk, hvis man tror folk ude i verden spærrer øjnene op hvis banegården i vejle røg i luften. ( hvis de har en..jeg har aldrig været i vejle. ) :p

Det ville jo ingen mening give, og det ved politikerne udmærket godt. Det giver dog nogle værktøjer man kan bruge i andre sammenhænge.

Det kunne være interessant at følge op på i hvilke anledninger de oplysninger er brugt, og om der overhovedet er en sammenhæng mellem det man antog for at lovgive, modsat det man praktiserer.

Nu må I sgu snart stoppe jeres politisk ladede terrorisme-fraseri. Al-Qaeda er jo i virkeligheden bare kyniske imperialismekritikere med en religiøs baggrund og med al mulig grund til at bekæmpe den vesterlandske trussel mod deres ældgamle kultur, lige så vel som vi andre har grund til at kæmpe for forbedringer af vores egen tilværelse, liv og førlighed. At AQ så delvist undertrykker deres egen befolkning i kampen for deres mål, er jo ikke nogen stor nyhed. Det har samtlige overmagter og selv vestlige regeringer til alle tider gjort!

Alt hvad der ikke passer ind i den borgerlige, liberale dagsorden bliver kategoriseret som 'terrorisme'. Men så var det vel også terrorisme da den franske revolution truede verdens monarkiers eksistens og dannede grundlag for en af de første større demokratiske milepæle i verdenshistorien?

Næ, lad os da kalde dem hvad de er, efter et neutralt og sagligt begreb: jihadister!

Al-Quaida HAR vundet.
I det øjeblik et samfund indretter sig efter trusler fra terrorister så har terroristerne vundet.
Og som Wendt og Lund skriver, så har vi en regering, der indretter samfundet helt efter den ensretning, som dikteres fra den nationalistiske højrefløj. Demokratiets suspension er formentlig for dem en billig pris at betale for ministerhyre og -pension.
Ikke mange ministre synes optaget af det aspekt af ministerhvervet, der handler om at tjene folket.

I Danmark har vi ikke waterboardet nogen,..

Næ vi varetægtsfængsler dem bare i isolation, i årevis, til de mister forstanden. Selv børn behandler vi sådan. Men det er stadig tortur.

Niels Mosbak

"Men du er nødt til at have proportionerne på plads. I Danmark har vi ikke waterboardet nogen, sendt folk tilbage til tortur eller udspioneret vores borgere. Der er blevet vedtaget nogle lømmelpakker, lavet nogle logningsbestemmelser, og flyselskaberne skal udlevere nogle passagerlister,«

Vi har næppe - uden at vi som borgere kan sige det med sikkerhed - "waterboardet" nogen.
Men vi har sørget for at mennesker er blevet tilbageholdt i Syrien, hvor efterretningsmateriale fra Danmark er dukket op i hænderne på syriske forhørsledere, og muligvis er disse personer blevet udsat for tortur.
Det tyder på at vi har udspioneret borgerne, når billedemateriale fra Nørrebrogade befinder sig i Syrien!

"Lømmelpakker" er et sukret magtudtryk, der dækker over tilsidesættelse af grundlæggende borgerlige rettigheder, som medfører, at man uden at have foretaget sig noget ulovligt kan blive tilbageholdt af politiet i indtil 12 timer.

"Logningbestemmelser" er et andet udtryk for utidig snagen fra statsmagtens side i hvem, hvor og hvornår, vi skaber kontakter via elektroniske apparater til kommunikation.

"Passagerlister" er absolut mere end det harmløse udtryk.
De befordrer bl.a. at efterretningstjenster kan give hinanden tip om hvilke personer, der lige skal hives til side, f.eks. i Damaskus, hvor de så kan udsættes for waterboarding, mens PET i Danmark og en adjunkt på Universitet kan hævde at sådan noget "gør vi ikke" (det har vi folk til)!

Når den udøvende magt får arbitrære muligheder tildelt, bliver disse anvendt i så stor udstrækning, som det overhovedet er muligt.
Det må man gøre sig klart - det er ikke blot en "mulighed" - det bliver implementeret og anvendt, med lyst og glæde!

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Da jeg for ca 4 mdr siden fortalte mine venner om det at smser og samtaler bliver gemt sagde de "nej, det tror vi ikke på". Da jeg jeg påpegede at det var sandt sagde de" nå ja, men så længe det er for at få ram på terrorister gør det ikke noget og jeg har jo ikke gjort noget så hvorfor skulle jeg have et problem med det?"...

Hvad sker der for folk?????
Nu, hvor de så kan læse det sort på hvidt har piben fået en anden lyd. Jeg ved ikke hvorfor men glæder mig over at de ikke længere bare lader stå til!!

Dorte Sørensen

Jeg er bliver også bange, når folk siger , at hvis man har rent mel i posen har vi intet at frygte. Men ved vi om myndighederne mener, at vi har ren mel i posen og endnu værre hvis vi fik en til magten med mere diktatoriske tendenser så var den danske lovgivning parat til magtudøvelsen.

Marianne Mandoe

@ Anna-Marie

Når man prøver at forklare Terrorpakken for udlændinge som ikke har opholdt sig i Danmark tror de man er fuld af løgn. For intet demokratisk land kan opføre sig sådan over for sine egne medborgere.
Selv Amerikanere, som jo ellers lever med ret strikse love og regler på området, tilskriver de danske love, regler og metoder til et diktatur.

Jesper Frimann Ljungberg

Niels Mosbak sagde:
(en masse fornuftige ting) men glemte:

"Politiet og SKAT's samarbejde"
Det sidste stykke tid har vi set overskrifter som dette:

"Skat og politi i succesfuld aktion"
http://politiken.dk/indland/article911151.ece

"Kontant aktion i Københavns Lufthavn"
http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=1901699&vId=0

Jeg læste den her i " Penge og Pirat økonomi"

"Hvis du er selvstændig, kan Skat uden retskendelse få adgang til din virksomheds lokaler, biler og til at gennemgå dit regnskabsmateriale. Denne form for kontrol kan heldigvis ikke gennemføres på en ejendom, der også er privatbolig for en erhvervsdrivende. Det ville være et brud på ejendomsrettens ukrænkelighed, medmindre der foreligger en retskendelse."

Jeg tænkte at jeg selv lige ville se om det nu var rigtigt, men efter bare at have set toppen af isbjerget og dykket lidt ned i et enkelt 'subject', opgav jeg.

Toppen af isbjerget:
http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oID=159229&vID=0&segment=Skattelove

SKAT har jeg respekt for efter engang selv at have været i klørene på dem. Ellers Flinke og søde mennesker. Men jeg må indrømme, at jeg var chokeret over, hvor meget de vidste om min gøren og laden.

// Jesper

Jens Holger Laursen

Afskaf hele den grundlovsstridige terrorlov.
Terrortruslen er dybt overdrevet - og medieskabt.
Der har det seneste tiår globalt set fundet langt færre terrorangreb sted end i eksempelvis 1970'erne. Det handler i virkeligheden om, at der kan tjenes penge på, at folk er bange.

Jon Wessel-Aas

Som aktiv deltager i den samme debatten i Norge, representerende Den internasjonale juristkommisjon ( http://icj.org ), norsk avdeling, overraskes jeg av at logningsbekændtgørelsen så smertefritt ble vedtatt i DK. I Norge er tilsvarende ennu ikke innført, og den politiske debatten går høyt. Denne saken dreier seg prinsipielt sett om hvilken vei våre samfunn skal bevege seg på skalaen mellom den liberale rettstat og politistaten. Om dette, med like stor relevans i Danmark som i Norge, har jeg skrevet adskillige artikler, hvorav de fleste kan finnes på min nettside http://uhuru.biz . Jeg henviser på generelt grunnlag til denne artikkelen om rettstatens betydning for et fungerende liberalt demokrati: http://www.uhuru.biz/?p=233
Det er viktig at våre nordiske, liberal-demokratiske verdier forsvares, og at våre samfunn ikke går i den fellen at vi forsøker å bekjempe den opplevde terrortrussel ved å undergrave nettopp de samme verdier som terroristene vil til livs.

Daniel Jørgensen

Ja nemlig start med at kigge på grunden til alt det her pjat, derefter kigger du på hvordan det står til dernede og jeg snakker ikke om den ellers så lækker propaganda de har gang i. for ellers så ja du ender med at tro en person i en hule har skabt dette og at han ikke kan findes, selvom det har været fremme at han har været på US hospital og at 90 % af heroin produktionen i verden er nu rykket fra Laos området til........ men det er sikkert fordi vi gør så godt et arbejde dernede.
Hvorfor tror folk at der er så mange private mercs dernede, fordi de ikke høre under de samme regler som fredsstyrkerne gør ? har man set og hørt menneskerettigheder blive brudt ?.... JA
indtil alle sådanne spørgsmål er besvaret, vil vi blive ved med at jage det medie monster der er blevet SKABT.

grundet til det er blevet skabt ?
det er den samme grund som den eller så truede globale opvarming, hvor køer og babyer er ved at være den hel store trussel, PENGE PENGE og atter PENGE, prøv at læs nogle bøger engang imellem,
"war is a racket by major general smedley butler"
eller læs Robert David Steele (der findes også interviews på Youtube) osv osv

Men som " Jens Holger Laursen " skriver jo mere bange de kan gøre massen, jo flere penge og rettigheder kan der tages fra os.

Åge Sørensen

Cepos vil have afskaffet en del af terror-pakkken. Hensynet til borgerne og deres retssikkerhed skulle så være begrundelsen, herunder især det, at gemme telefonsamtaler i flere år.
Læs her, hvad det er for nogle folk, der står bag Cepos:
http://www.information.dk/148823
Jeg synes, opbevaringstiden skal forlænges, i betragtning af at politiet er blevet underbemandet for at skaffe "råderum" for de i øvrigt ufinansierede skattelettelser.
Linket henviser til en, der blev telefonaflyttet, og afsløret i illegal våbenhandel og skattesvindel.
Senere fik han en toppost i Cepos.
Fine folk, dem i CEPOS.

Karsten Olesen

Anders Henriksen siger:
»Men du
(bemærk du-formen, svarende til det af Georg Metz anholdte "vi")
er nødt til at have proportionerne på plads. I Danmark har vi ikke waterboardet nogen, sendt folk tilbage til tortur eller udspioneret vores borgere. Der er blevet vedtaget nogle lømmelpakker, lavet nogle logningsbestemmelser, og flyselskaberne skal udlevere nogle passagerlister,« siger han.

»Det er jo ikke særlig voldsomt«.

Straffelovens paragraf om forsøg og medvirken siger:

"§ 23. Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes."

Hvad tilbagesendte eller afviste udsættes for - og hvad udenlandske magter bruger de oplysninger til, man stiller til rådighed for dem - ved vi jo reelt ikke - eller også kræver det lange undersøgelser at finde ud af det.

Heinrich R. Jørgensen

Som altid rammer Jacob Mchangama sømmet rent, og siger hvad der bør siges.

Hvad en opvakt frihedskæmper og retssikkerhedsentusiast som Jacob Mchangame laver i selskab med CEPOS overgår min forstand.

Ivar jørgensen

Det ville være overordentlig interessant, at få prøvet ved en domstol om ikke logningsbekendtgørelsen strider mod grundlovens paragraf 72. Umiddelbart vil jeg mene at det er tilfældet, i det omfang internetaktivitet og telefonaktivitet foregår fra hjemmet. Idéen om boligens ukrænkelighed er i hvert fald ret meningsløs hvis staten kan overvåge mennesker i deres egne hjem uden en dommerkendelse.

Heinrich R. Jørgensen

Ivan,

Logningsbekendtgørelsen er ikke Grundlovsstridig.

GRL § 72
"Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse. "

Logningsbekendtgørelse og henvisning dertil i Retsplejeloven, er en sådan undtagelse, rent formel juridisk.

Implicit antyder GRL § 72 selvfølgelig, at boligen og kommunikationen som hovedregel er ukrænkelig, mens Logningsbekendtgørelsen omvendt har gjort det til en hovedregel, at staten kigger med over skulderen.

Bjarne Hansen

Jeg sidder i skrivende stund i et sommerhus uden internetforbindelse helt ude på vestkysten, jeg er logget på nettet via en Mobiltelefon som roamer på et fremmed net, hvis jeg havde terroristiske tilbøjeligheder så gad jeg godt se den PET IT-teknikker der kunne finde mig.
Denne forbindelse bliver med garanti ikke registreret nogen steder, og hvis den gjorde så ville det tage år at finde den, og så er jeg forlængst taget hjem og er logget på Yousee igen.

Heinrich R. Jørgensen

Bjarne,

din forbindelse er i den grad logged. På din mobiltelefons IMEA kode, telefonens SIM kort og andet.

Det eneste der ikke er logget, er indholdet af hvad du har skrevet i e-mails, ovenstående kommentar o.a.

Det logger Echelon formodentligt, helt uden noget lovgrundlag, til gengæld.

Bjarne Hansen

SATANS OSSE!!

Så skulle jeg alligevel ikke have sendt opskriften på C4 og Nitroglyserin og adressen på Lars Løkke til Ali Barhran Ramadani.